Da den tyske præst Martin Luther satte den ændring af kirken i gang som 
vi i dag kalder for reformationen, omfattede det mange forhold i kirken, 
bl.a. den måde, man holder gudstjeneste på. Luther ønskede, at de der 
går i kirke (menigheden), skulle deltage i gudstjeneste ved at synge 
salmer. Før den tid var det næsten udelukkende koret i kirken der sang. 
Men da der ikke var blevet sunget salmer i kirken før, ja så var der 
heller ikke nogen salmer, som man nu kunne tage ind i gudstjenesten. 
Martin Luther stod her næsten på bar bund. Der var blevet sunget en 
lille smule i kirken førhen, og der var blevet sunget en del salmer uden 
for kirken. Men det var ikke meget.  
Det lidt der var af salmer og sange byggede Martin Luther videre på. 
For hurtigt at få mange gode salmer til brug ved gudstjenesterne bad 
Luther sine venner om at hjælpe til med at skrive salmer. Selv tog han 
også fat, bl.a. ved at skrive ”Vor Gud han er så fast en borg”. Vi ved, 
at teksten er af Martin Luther, men om melodien ved vi ikke helt 
nøjagtig besked. Men det er en generel anerkendt antagelse i dag, at 
melodien er skrevet af Luther selv. Dette bygger bl.a. på, hvad vi ved 
om Luther: at han var meget musikalsk, at han sang godt og at han var en 
habil luth-spiller. Martin Luther elskede musik, og han mente at 
musikken var den vigtigste blandt kunstarterne. Også for kirken er 
musikken meget vigtig, mente Luther. Han har sagt at han anser musikken 
for at være det vigtigste at beskæftige sig med ved siden af læren om 
Gud (teologien). Luther bliver ofte citeret for at have udtalt sig om 
musik, og disse citater viser, at han i høj grad havde indsigt i 
musikalske forhold - han havde indblik i musikkens inderste væsen. 
Den melodi vi kender til salmen ”Vor Gud han er så fast en borg” (DDK 
435 a) i dag er den samme som den Martin Luther (måske) skrev.
Melodiens historie i Danmark fra Luthers tid og til i dag er beskrevet på s. 11-
14. I dag ved vi således nok, hvordan melodien så ud i noder på Luthers 
tid – se den øverste nodelinje på s. 13-14. Men vi ved ikke hvordan 
Luther og hans samtidige har sunget melodien. Vi ved f.eks. ikke, hvor 
hurtigt de har sunget melodien, og vi ved heller ikke, om de dengang 
opfattede rytmiske forhold på samme måde som i dag: Har de forestillet 
sig, at betoninger skulle følge teksten, således at der i rytmisk 
forstand bliver tale om skiftende taktarter? Eller har de opfattet 
melodien med en fast grundpuls, over for hvilken den melodisk-rytmiske 
form så giver hvad vi i moderne tid forstår som egentlige synkoper? 
Synger vi melodien i den oprindelige flotte form, så kan vi altså ikke 
sige, at vi synger melodien som på Luthers tid. Men vi kan nok sige, at 
vi er tættere på den oprindelige melodi ved at synge den i denne form, 
fremfor den vi i dag finder i koralbogen.