For at kunne forstå indholdet af Luthers salme ”Vor Gud han er så 
fast en borg”, er det nødvendigt på den ene side at kende til de 
ændringer, der skete i Europa i 1500-tallet og på den anden side at få 
forståelse for den overtro, der herskede dengang. 
	I 1500-tallet var der megen overtro omkring djævle, som ofte havde 
menneskeskikkelse, men samtidig var i besiddelse af en eller anden 
dyrisk detalje. Det kunne f.eks. være en hale eller horn i panden. Det 
er også på denne tid, at overtroen omkring hekse forekommer.  
	Martin Luther blev også opdraget til at tro på disse væsener. 
Luther skriver bl.a. herom: ”Her oppe i luften svæver de, de flagrer og 
flyver over alt omkring os, som humlebier i store talløse sværme. Han 
finder dem også i skove og ved vandløb, hvor man ser dem springe omkring 
som bukke eller krybe som lygtemænd over sumpe, vandhuller eller brækker 
halsen. De holder også gerne til på øde steder og i mørke kroge f.eks. i 
tomme huse. Der sidder de og kigger og lurer blot på, hvordan de bedst 
kan gøre os fortræd”. Derfor levede han også som voksen i en stadig 
angst for det onde. Efter den tids opdragelse var det almindeligt at få 
prygl, hvis man blot havde gjort en lille ting forkert, og han var af 
den grund bange for sine forældre og advarede derfor på sine gamle dage 
alle forældre mod at tugte deres børn. I skolen var opdragelsen efter 
samme model. Luther var som barn altid plaget af tanken om, hvordan han 
skulle leve, så Gud kunne være tilfreds med ham.  
	Da det går op for Luther, at Guds kærlighed er ubetinget, og at 
ingen djævel kan tage Guds rige fra ham, vil man forstå med hvilken 
styrke, tro og oprigtighed, han har skrevet denne salme. Salmen er 
inspireret af Salme 46 fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvori 
der tales om Gud som menneskers tilflugt og hjælp i trængsler. Luther 
digter videre på dette tema og forstår det på sin egen situation: At Gud 
er et værn -  både mod den overnaturlige djævel og mod de ganske 
menneskelige djævle: paven i Rom og tyrkerne der ville indtage Europa. I 
kampen mod alle stærke kræfter finder Luther stor trøst og nyt livsmod i 
tilliden til, at Kristus har sejret og er stærkere end alle onde kræfter 
tilsammen.   
 

	Der har været utroligt mange overvejelser om, hvornår salmen er 
skrevet. Den udkom dog først i salmebogen 1529, og blev oversat til 
dansk i 1531. Salmen kan muligvis være skrevet i 1527. I det år var 
Luther plaget af sygdom og åndelige anfægtelser. Luthers hustru ventede 
sit 2. barn samtidig med, at der udbrød pest i Wittenberg, og en 
bekender af den evangeliske tro, Leonhard Kaiser, led martyrdøden. 
 

	En undersøgelse har vist, at salmen har den største udbredelse af 
alle sange og salmer i verden. Den er oversat til omtrent 200 sprog. Den 
er i tidernes løb blevet sunget på mange forskellige måder og i mange 
sammenhænge. 
	I 1547 kom salmen tilfældigt til at trøste nogle af Luthers nære 
venner. Efter Luthers død tog de til Weimar for at gå i landflygtighed, 
da Wittenberg var overgivet til fjenden. De hørte da en lille pige synge 
salmen, og da hun kom til ordene ”og myldred djævle frem på jord”, følte 
de sig meget trøstede, og en af dem mumlede: ”Syng lille pige, syng, du 
ved ikke, hvilke store folk, du trøster med det”. 
	Under 2. verdenskrig blev den sunget meget, og Kaj Munks 
hjælpepræst fortæller om den 9. april 1940, hvor Kaj Munk fortvivlet og 
lamslået regnede med at blive arresteret med det samme: Flyvemaskinerne 
drønede frækt lavt hen over os dagen igennem. Kl. 19 samledes hele det 
lille sogn i kirken. Mørklægning var jo beordret samme aften. Vi sad i 
halvmørke og sang: ”Vor Gud han er så fast en borg”.  Fra Vestre fængsel 
sang fangerne den også, når de havde været så heldige ikke at blive 
transporteret til Tyskland eller Frøslev, og pastor Hagle fra 
Frøslevlejren fortæller, når fangerne derfra blev sendt til tyske 
koncentrationslejre: ”Tyskerne fik aldrig andet at se end frie mænds 
stolte ro”. 
	Lige siden danskheden i Nordslesvig rejste sig mod den 
fremtrængende tyskhed, har det været almindeligt at synge denne salme. I 
1844, hvor 12.000 mennesker var mødt op til det store Skamlingsbanke-
møde, indledtes der med ”Vor Gud han er så fast en borg”, og under 
vinterkrigen i Finland var den salmen frem for alle andre. 
 

Salmens tekst 
	Luther ser tilværelsen som en kamp mellem Gud og djævelen. De to 
magter kæmper om ejerforholdet til mennesket. Jesus vinder denne kamp 
over menneskets værste fjende. 
	I de to første vers får vi beskrivelsen af slagmarken med de to 
fjendtlige magter. I de to sidste vers bliver de to kæmpendes 
styrkeforhold sat op mod hinanden. Vers 1 rummer salmens tema, nemlig 
tilliden til Guds hjælp i al vor nød. 
Vers 2 giver udtryk for menneskets totale hjælpeløshed med ordene: ”Vor 
egen magt ej hjælpe kan”. Mennesket har altså ikke en fri vilje, men er 
bundet til Gud eller djævelen. 
	Vers 2 og 3 har svaret på vores frelse. Det er den Herre Krist, som 
både er menneske og Gud. Principielt har han besejret fjenden én gang 
for alle. Fjenden, djævelen, har fået sin dom. Men han optræder, som om 
han stadig har noget at skulle have sagt. Men et ord fra Kristus er nok 
til at fælde fjenden. 
	I vers 4 bevæger vi os fra det store frelseshistoriske drama 
tilbage til hverdagens realiteter. Djævelen er bragt til fald. Derfor 
gælder den legemlige forfølgelse og nød, som han bringer os ved sine 
håndlangere, kun jordiske værdier. Guds rige vi beholder, dvs. det kan 
ingen tage fra os.