1  Nu rinder solen op 
af østerlide, 
forgylder klippens top 
og bjergets side; 
vær glad, min sjæl,  
             og lad din stemme klinge, 
stig op fra jordens bo, 
du dig med tak og tro 
til Himlen svinge! 
2  Utallig såsom sand 
og uden måde 
som havets dybe vand 
er Herrens nåde, 
med den hver dag min sjæl  
             han overgyder, 
hver morgen i min skål 
en nåde uden mål 
til mig nedflyder. 
3  Han har i denne nat 
med engleskare 
mit hus og hjem omsat, 
at ingen fare 
har mig og mine ramt i nogen måde, 
men jeg er frelst og fri 
fra dødens mørke sti 
og sjælevåde. 
4  Min sjæl, vær frisk og glad, 
lad sorgen fare; 
dit legems blomsterblad 
vil Gud bevare; 
han vil i dag mig give kraft og styrke, 
jeg i mit kald og stand 
min Gud og Fader kan 
tilbørlig dyrke.
5  Gud lægge hånd i hånd 
med mig og give 
sin gode Helligånd, 
mit kald at drive; 
velsign mig, Herre Gud, udaf det høje! 
Gid jeg hver dag og tid 
i dig og i min flid 
mig lader nøje! 
6  Lad synden mig i dag 
ej rent forblinde, 
at jeg min Guds behag 
kan ret besinde; 
men om min fod går vild  
og sig mon støde, 
da vend, o Gud, mig om, 
og gå ej straks til dom 
for svagheds brøde! 
7  Du bedst min tarv og trang, 
o Herre, kender, 
tilmed er lykkens gang 
i dine hænder, 
og hvad mig tjener bedst i hver en måde, 
du det tilforne ser. 
Min sjæl, hvad vil du mer? 
Lad Gud kun råde! 
Th. Kingo 1674. Jf. nr. 749. 
Melodi: Nederlandsk 1621. H. O. C. Zinck 1801. 
Den Danske Salmebog nr. 690