|
|
Hans Adolf Brorson, salmedigter (1694-1764)
Tiden
Politisk set befinder vi os stadig i det enevældige kongedømme. Kongen
anses for at være Guds statholder på jorden, og han er overhovede både
for staten og kirken. Kongen ser det som et mål at skabe orden og
ensartethed i landet. Regeringen af Danmark er opdelt i to enheder.
Danske Kancilli tager sig af Danmark og Norge, mens Tyske Kancilli tager
sig af majestætens ”tyske provinser”, de slesvig-holstenske
hertugdømmer. Det betyder, at der her i Sønderjylland administreres på
tysk, selvom de fleste mennesker taler dansk til daglig. Det får også
betydning i kirken, hvor der tales og synges på tysk: Kingo’s salmebog
slår f.eks. ikke igennem her, undtagen i enkelte områder der hører til
kongeriget, deriblandt Brorsons hjemsogn Randerup.
Kirkeligt set befinder vi os i pietismen. Pietisme betyder fromhed. Det
er en vækkelsesbevægelse, der udgår fra Tyskland og kommer hertil
omkring år 1700. I afstandtagen til tør teologi og lunken tro lægges der
vægt på, at mennesket skal omvende sig og bekende sine synder for Gud og
derefter leve et liv i fromhed. Det er ikke nok at være døbt – man må
genfødes i et troens liv. Et liv, der både er fromt indadtil, men også
udadtil med hjælp til fattige og støtte til mission. Vækkelsens folk
samles til bibellæsninger og fromme møder – på den måde skiller man sig
ud fra de vanekristne. Kongen ser på vækkelsen med en vis mistro. Han
bryder sig ikke om, at folk bliver for yderligtgående i deres tro, så de
gør oprør og bliver væk fra gudstjenesten for i stedet at danne egne
menigheder. Den herrnhuttiske Brødremenighed i Christiansfeld er en
undtagelse, fordi de omsider får lov til at dyrke troen i deres egen
kirke. De øvrige pietister bliver i statskirken. På den anden side er
kongen glad for gode, fromme borgere. Og vækkelsen når helt til hoffet.
Især kong Christian VI er en from pietist. Han forsøger gennem
lovgivning at gøre folk til gode fromme mennesker og hæve det sociale
niveau. Kirkegang bliver tvungen og forlystelser forbydes. Kongen
indfører konfirmationen i 1736 for at fremme en religiøs vækkelse blandt
de unge. Han sørger også for, at personer præget af vækkelsen som f.eks.
Brorson, får et betydningsfuldt embede.
Det er i denne tid præget af enevælde og pietisme, af statslig
magtudøvelse og religiøs vækkelse, at Brorson har sit virke som præst og
salmedigter.
Brorsons liv
Brorson er født 1694 i Randerup, et lille marsksogn mellem Ribe og
Tønder. Det er en af de få enklaver, der hører til kongeriget. Faderen
er præst, og Brorson følger i hans fodspor sammen med sine to brødre.
Brorson klarer sig ikke så godt som brødrene. Syg og svækket vender han
hjem fra København uden eksamen og ansættes i 1717 som huslærer hos
noget familie i Løgumkloster. De 4 år i Løgumkloster, der er hjertet
for den pietistiske vækkelse i Vestslesvig, bliver afgørende for
Brorson. Han gribes af vækkelsen og oplever et trosgennembrud - dog ikke
tro forstået som en urokkelig overbevisning: Brorson er livet igennem
udsat for tvivl og anfægtelser. Brorsons nye vakthed giver ham kraft til
at gennemføre det afbrudte teologistudium, hvorefter han i 1722
overtager præsteembedet i Randerup, hans fødesogn. Samme år gifter han
sig. I de følgende år får parret 6 børn, hvoraf de 3 dør som små. Sorger
har Brorson mange af i sit liv: i alt mister han 10 børn, og hans ældste
søn bliver stærkt handi-cappet og må holdesindespærret.
Brorson er en dygtig præst. Allerede i 1729 får han stillingen som 3.
præst i Tønder for den danske del af menigheden. Derfra forfremmes han i
1737 til stiftsprovst i Ribe. I 1741 udnævnes Brorson til biskop i Ribe.
Også hans to præstebrødre, der ligeledes er pietister, havde nået
fremtrædende poster inden for enevældens statskirke, og de 3 brødre
omtales som ”Det rare (=sjældne) kløverblad fra Randerup”. Brorson
virker som biskop indtil sin død i 1764 i en pietistisk ånd med vægt på
at udbrede en alvorlig personlig kristendom og at højne folks religiøse
og moralske niveau. De sidste år er præget af personlige sorger. Brorson
mister allerede i 1741 sin kone og gifter sig på ny. Og den tunge byrde
af embedet får den depressive side af Brorsons personlighed til at slå
igennem.
I tiden fra 1750 slår oplysningstiden med dens fremskridtstro igennem,
og vækkelsen mister sin aktualitet. Brorson fastholder til det sidste
sit pietistiske ståsted, selvom det efterhånden isolerer ham i forhold
til samtiden.
Brorsons digtning
Da Brorson kommer til Tønder, er hans tyske kollega i færd med at udgive
en salmebog med de gamle reformationssalmer og de nye pietistiske
vækkelsessalmer. Brorson ser det som sin opgave også at forsyne sin del
af menigheden, den danske, med nye vækkelsessalmer. Ved juletid 1732
udgiver han et lille hefte, ”Nogle Jule-Psalmer”, deri bl.a. ”Her kommer
Jesus dine små”, og ”Den yndigste rose er funden”. Salmerne spænder lige
fra kontant afvisning af denne verdens glæder, til en inderlig og
forfinet tale om det genfødte menneskes intime forhold til Jesus, der
nærmer sig det mystiske. I den pietistiske kristendomsforståelse er
målet, at troen inderliggøres, så at Jesu kærlighed til os bliver til
Jesus-kærlighed i os. Dette ønsker Brorson at fremme i sin digtning.
Samtidig udtrykker han sig ligefremt og enfoldigt, hvilket gør hans
salmer populære. I årene fremover følger flere hæfter med salmer til
kirkens højtider og til sider af troslivet, som pietismen sætter højt.
Brorson oversætter også tyske salmer.
I 1739 i Ribe samler Brorson sine salmer og udgiver dem i ”Troens Rare
Klenodie” (rar=værdifuld). Dermed har han realiseret sin plan om at
skabe et dansk sidestykke til den tyske salmebog. Brorsons mål opfyldes,
for hans salmebog bliver den danske pietismes vigtigste
opbyggelsesskrift. Den indeholder 274 salmer, 81 originale af Brorson
selv og 193 oversættelser. I sine salmer prædiker Brorson vækkelse. Det
gør han ikke på en åndelig, abstrakt måde. I stedet forsøger han at gøre
den åndelige verden tilgængelig for den menneskelige erfarings- og
sanseverden. Derfor Brorsons forkærlighed for brugen af sanser, ikke
mindst i hans salmer om skabelsen.
At Brorson er kunstnerisk kreativ hele livet igennem viser de 70 salmer,
der året efter hans død blev udgivet i bogen ”Svane-Sang”. I modsætning
til det udadrettede og missionerende præg i ”Troens Rare Klenodie”, er
indholdet i ”Svane-Sang” ikke beregnet til offentliggørelse, men til
privat brug. Brorson har taget melodier fra rokokoens verdslige visesang
og erstattet teksterne med religiøst inderlige digte. Her kommer hans
usædvanlige digteriske evner rigtig til udfoldelse, i rim og leg med
sproget. Bedst kendt herfra er dialog-salmen mellem Jesus og sjælen ”Her
vil ties, her vil bies” og den himmelvendt længselsfulde ”Den store
hvide flok vi se”.
Brorson har med sin salmesang haft stor betydning, ikke mindst i
Sønderjylland, hvor hans salmer har medvirket til fastholdelsen af det
danske sprog. Navnlig i de svære år fra nederlaget til tyskerne i 1864
til afstemningen i 1920 var Brorsons salmer med til at holde modet oppe
hos de dansksindede. Nogle siger ligefrem, at den nuværende grænse er en
salmebogsgrænse, for lige så langt ned i Sønderjylland, som Brorsons
salmebog har været i brug, dér stemte man sig ’hjem til Danmark’ i
foråret 1920. Også for vækkelsestidens fromhed har Brorsons salmer haft
betydning.
I den nuværende salmebog findes 60 originale Brorson-salmer og 70 af
hans bearbejdelser.
|
|