Da Brorson skrev ”Op al den ting” havde han en anden melodi i ørene, end 
den vi i dag forbinder med salmen. Den ene melodi er ikke af den grund 
bedre end den anden. Men det er ejendommeligt at forestille sig, at den 
melodi vi i dag kender til den salme, ikke er den Brorson arbejdede med. 
I dag er der mange der synes, at tekst og melodi er vokset sammen til en 
enhed. Det er de også. Men det er altså en enhed, som salmedigteren 
aldrig har kendt. 
Brorson skrev til en anden melodi. Den står også i dag i melodi-
samlingen til vores salmebog (Den Danske Koralbog). Men den har en
anden 
titel. Den hedder ”Lad vaje højt vort kongeflag” (DDK nr. 267). Den 
melodi har heddet forskellige ting gennem tiderne, men den har aldrig 
heddet ”Op al den ting”. Sådan er det gået for mange gamle 
salmemelodier: de har ændret navn. Det kan f.eks. være sket fordi en 
salmetekst går af brug, mens salme-melodien lever videre med en anden 
tekst. 
Men den første melodi til ”Op al den ting” - altså den melodi som 
Brorson skrev til - anses i dag for at være den første danske 
salmemelodi fra reformationstiden. Vi finder den første gang i ”Det 
danske præsteembede” af Frands Wormordsen fra 1539. Hele bogen
beskriver hvordan gudstjenesterne skal forløbe, nu hvor Luthers tanker om 
gudstjenesten er kommet til Danmark. Til højre herfor ses melodien ”Lad 
vaje højt vort kongeflag”. 
 
(Man bemærker det gamle nodetryk, hvor de enkelte noder tilsyneladende 
er ret groft skåret i træklodser.) 
Melodien er i dag stort set uændret. Notationen er ændret, og den 
gennemgående tællenode er ændret, men melodien i dag er stort set som i 
1539 (!).  
Den melodi, som vi i dag kender til salmen ”Op al den ting” (DDK 349) er 
ikke helt så gammel, hvis man skal tage efter, hvornår vi første gang 
finder den i et nodetryk. Det ældste tryk, man har fundet melodien i, er 
fra en bøhmisk melodisamling fra 1576. På dansk grund ses melodien 
første gang i Kingos Graduale fra 1699. Her ser melodien sådan ud:  
 
Sammenligner man melodien i den form den har i 1699 med den form vi 
kender i dag, ses der en ikke ubetydelig grad af afvigelse. 
Salmemelodier har ofte ændret form gennem årene. Det kan skyldes 
forskellige ting. Der synes at være en vis lovmæssighed i, at melodier 
når de bliver sunget af større forsamlinger, bliver ’udjævnet’ i den 
rytmiske form. Man ser således en tendens til, at korte noder f.eks. i 
optakter (kortere end tælletiden) bliver forlænget. I de tider hvor 
salmesangen de fleste steder blev afviklet uden at der blev spillet til, 
kunne sådanne afvigelser ’synge sig ind’ og blive norm. På lignende måde 
kan man iagttage, at melodier, der på denne måde lever uden 
akkompagnement i længere tider, bliver melodisk ændret på forskellig 
vis. 
I Danmark oplevede vi i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen 
af dette en reform-bevægelse, der søgte at give melodierne deres 
oprindelige melodiske og rytmiske form igen. Menighederne ville på den 
måde ganske enkelt blive beriget ved at synge de ’rigtige’ (læs: 
oprindelige) former, frem for de former, der var blevet ’slebet til’ af 
megen brug og af andre tideres opfattelse af, hvordan melodier i kirken 
forlenes med det rette højtidelige præg. Thomas Laub var foregangsmand 
for dette arbejde i Danmark. Han arbejdede derfor med at restaurere den 
danske salmesangs melodier. Det kom der meget godt ud af, men også
mange stridigheder, for det var ikke alle der var enige med Laub. Laub mødte 
således hård modstand, når han kritiserede 1800-tallets melodier for at 
være uegnede til kirkelig brug.