|
|
Salme-gennemgang
Brorson digter ”Op al den ting” på den tanke, som kan følges årtusinder
tilbage i tiden, at naturen er et vidnesbyrd om Guds storhed. Gud
herliggøres ved sit skaberværk. Han er den store bygmester. ”Op al den
ting” er en umiddelbar jubel over det skabte. Med forkærlighed dyrker
man i 1700-tallets Europa det uendeligt store ved at påpege det
uendeligt små, naturens uanseligste foreteelser. Næsten snusfornuftigt
bevæger Brorson sig da også fra det enkle (nælden og græsset) til det
store og altomfattende. Hos ham belærer naturen ikke mennesket om Gud.
Brorson begriber ikke Gud ved en logisk slutning. Tværtimod fører
naturbetragtningen hos ham til, at tanken må give op overfor underet.
Den oplevende bliver næsten stum af betagelse og kan kun give udtryk
for, at sproget ikke slår til over for oplevelsen.
På Brorsons tid arbejdede man for, at ting ikke kun skulle forstås med
hjernen, men også med hjertet, når det gjaldt det, man skulle lære i
skolen, og ikke mindst, når det drejede sig om kristendom. Alle Brorsons
salmer handler om det. Hjertet må med! Derfor kan han digte med de
flotteste billeder og lave den mest forunderlige rytme med ordene, så
det, han skriver salmer om, har de bedste muligheder for at nå hjertet
og røre ved det. Han er en sand mester til det.
”Op al den ting” er oprindeligt på 15 strofer, og det går denne
gennemgang ud fra. Nogle salmebøger har udeladt strofe 3, 5, 9, 13 og
14, men derved sløres salmens komposition.
1. del : strofe 1 - 3
2. del : strofe 4 - 12
3. del : strofe 13 - 15
1. del:
De tre første strofer er en altomfattende opfordring til at lovsynge Gud
(nærmest gammeltestamenteligt). Han er den uforlignelige bygmester, og
han er visere end alle andre. Selv de højeste magtinstanser på jorden og
i himlen, henholdsvis konger og engle, kan ikke skabe den uanseligste
form for natur. Det konstateres, hvad engle og mennesker ikke kan.
2. del
Salmens midterparti er en eksemplifikation af indledningsstrofernes
udsagn: Guds herlighed og magt, bevidnet ved en række sanseoplevelser.
Det er vigtigt at få med, at naturen ikke er digtets centrale motiv. Det
centrale er, at oplevelsen af naturen er ”Troens grund”, for nu at bruge
det udtryk, Brorson selv benyttede.
I 1700-tallets naturbeskrivende digte holdes enkelthederne ofte sammen
ved hjælp af en elementær progression: Observationerne foretages under
en spadseretur. Denne tendens kan man også fornemme i Brorsons digt
(mere herom senere). Han er dog så omhyggelig i sin beskrivelse, at han
supplerer synsevnen med forestillingsevnen. Han iagttager naturen ved
højlys dag (str. 9) og ser den for sig ved stjernelys nat (str. 10). Han
observerer det rige fugleliv (str. 6), men må tage fantasien til hjælp
for at forestille sig de store menneskemasser (str. 5). Der sker noget
med observatøren undervejs, både i indre og i ydre forstand. Både krop,
blik og sind bevæges uafladeligt. Tilværelsens uendelige rigdom er en
ufattelig gåde for iagttageren, og ligegyldigt hvor øjet og tanken søger
hen, må jeg´et undres over det skabtes storslåethed og føle sig ydmyg og
afmægtig derved. Ydmygheden er grundholdningen i denne del af digtet.
I digtets 2. del sker der en stigning fra det mindste: græs, skov, dal,
mennesker, fugle, blomster, hav og fisk (str.4 - 8) - til det største:
solen, stjerner og engle (str. 9 - 11). Blikket søger først hen og ned,
siden opad mod himlen og ender i en paradisvision. På en måde ender
jeg´et, hvor det begyndte, nemlig i konstatering af sine ords afmagt.
Betragteren starter ved det mindste græs og ender ved en omfattende
forestilling om Guds væsen, Guds store visdom, hans kraft og magt (str.
12).
Naturbeskrivelsen i Brorsons salme ligner de iagttagelser, man kan gøre
under en spadseretur. Vi ved, at Brorson skrev ”Op al den ting” i Tønder
i 1733, men han var først præst i Randerup. Pastor N. A. Jensen,
Møgeltønder har fremsat følgende smukke gætteri: ”Salmen er blevet til
ved at Brorson har erindret sig en spadseretur fra Randerup til Mjolden,
hvor hans bror, Broder Brorson, var præst”: Allerede bag præstegården
støder man på nælden (str.2 lin. 4). Det er sådanne steder, der gror
nælder. Med ”græsset” i str. 4 er vi endnu på bymarken omkring
Randerup. Herfra har digteren taget den lige vej til Mjolden, som fører
over den lille landsby Lunde. Herved er ”skoven” faldet ham i tankerne
(str. 6), selv om de skove, der havde givet byen navn, senest må være
forsvundet under svenskekrigene. Fra Lunde kommer han ned i
marskengene
(str. 7), hvor han går blandt blomsterne i enge. Han kommer til Brede å,
hvor han løser båden for at komme over på den anden side, alt imens åen
drager hans tanker ud mod havet (str. 8), hvor eftermiddagssolen danner
en strålebro, der drager hans tanker op mod himlen (str. 9: ”de blanke
solens rige”). Snart er han i Mjolden og befinder sig så godt hos sin
bror, at han først ved aftenstid begynder hjemturen. Nu er stjernerne
kommet frem (str. 10). De blinker og vinker, som kunne det være engle
(str. 11), og dermed har hans betagelse nået højdepunktet, så de sidste
strofer klinger ud i en tilbedelse af Guds majestæt. Det er en sjov
synsvinkel på salmen, og en af opgaverne er at følge denne tur på et
kort.
3. del:
Digtets sidste del både svarer
til og udvider dets første del. Lovsangs-
appellen gentages til sidst, men får nu sit
himmelske ekko (Amen). Her sidst i digtet
bebudes det, hvad engle og mennesker i
forening faktisk kan.
Præsten, digteren, jægeren og
journalisten Kaj Munk skriver i en pinse-
betragtning: ”Det kunne gå sådan, at man i
stedet for at søge til Kingos og Grundtvigs
voldsomme vejrdrag følte sig mest på hjemlig
grund i nærheden af Brorsons muntre åndedræt. ”Op, al den ting, som Gud
har gjort!” nynner Brorson og slår smilende ud med hånden, og inden vi
ved af det, står vi i den danske skærsommer på dens lifligste sted, som
er grøftekanten...”
|
|