1  Dejlig er den himmel blå, 
lyst det er at se derpå, 
hvor de gyldne stjerner blinke, 
hvor de smile, hvor de vinke 
os fra jorden op til sig. 
2  Det var midt i julenat, 
hver en stjerne glimted mat, 
men med eet der blev at skue 
een så klar på himlens bue 
som en lille stjernesol. 
3  Når den stjerne lys og blid 
sig lod se ved midnatstid, 
var det sagn fra gamle dage, 
at en konge uden mage 
skulle fødes på vor jord. 
4  Vise mænd fra Østerland 
drog i verden ud på stand 
for den konge af oplede, 
for den konge at tilbede, 
som var født i samme stund. 
5 De ham fandt i Davids hjem                               
de ham fandt i Bethlehem, 
uden spir og kongetrone, 
der kun sad en fattig kone, 
vugged barnet i sit skød. 
6  Stjernen ledte vise mænd 
til vor Herre Kristus hen, 
vi har og en ledestjerne, 
og når vi den følger gerne, 
kommer vi til Jesus Krist.
7 Denne stjerne lys og mild, 
som kan aldrig lede vild, 
er hans guddoms-ord det klare, 
som han os lod åbenbare 
til at lyse for vor fod.

Matt. 2,1-12 
N.F.S. Grundtvig 1810 og 1853 
Den Danske Salmebog nr. 113

Nedenfor er opført alle versene i den oprindelige salme. Den fulde 
version benyttes i gennemgangen af salmen. 
 
*1  Dejlig er den himmel blå, 
lyst det er at se derpå, 
hvor de gyldne stjerner blinke, 
hvor de smile, hvor de vinke 
os fra jorden op til sig. 
2  Kommer små, og hører til! 
Jeg for eder sjunge vil 
om så lys og mild en stjerne, 
jeg det ved, I høre gerne: 
Himlen hører eder til. 
*3  Det var midt i julenat, 
hver en stjerne glimted mat, 
men med eet der blev at skue 
een så klar på himlens bue 
som en lille stjernesol. 
4  Langt herfra i Østerland 
stod en gammel stjernemand, 
så fra tårnet vist på himlen, 
så det lys i stjernevrimlen, 
blev i sind så barneglad. 
*5  Når den stjerne lys og blid 
sig lod se ved midnatstid, 
var det sagn fra gamle dage, 
at en konge uden mage 
skulle fødes på vor jord. 
6  Derfor blev i Østerland 
nu så glad den gamle mand; 
thi han vilde dog så gerne 
se den lyse kongestjerne, 
før han lagdes i sin grav. 
7  Han gik til sin konges slot, 
kongen kendte ham så godt, 
hørte og med hjertens glæde, 
at det lys var nu tilstede, 
hvorom gamle spådom lød.
*8 Han med søn og stjernemand 
flux uddrog af Østerland, 
for den konge at oplede, 
for den konge at tilbede, 
som var født i samme stund. 
9  Klare stjerne ledte dem 
lige til Jerusalem, 
kongens slot de gik at finde, 
der var vel en konge inde, 
men ej den de ledte om. 
10 Klare stjerne hasted frem, 
ledte dem til Bethlehem, 
over hytten lav og lille 
stod så pludselig den stille, 
strålede så lyst og mildt. 
*11  Glade udi sjæl og sind 
ginge de i hytten ind, 
der var ingen kongetrone, 
der kun sad en fattig kone, 
vugged barnet i sit skød. 
12  Østerlands de vise mænd 
fandt dog stjernen der igen, 
som de skued i det høje, 
thi i barnets milde øje 
funklende og klar den sad. 
13  Den var dem et tegn så vist, 
at de så den sande Krist, 
derfor nejed de sig glade, 
ofrede på gyldne fade 
røgelse med søden lugt. 
14  Vil I små ej også gerne 
se den lyse milde stjerne, 
for den konge dybt jer neje, 
som Guds rige har i eje, 
og vil lukke jer derind? 
15  Se jer til den himmel blå, 
med de gyldne stjerner på! 
Der den stjerne ej I finde, 
men den er dog vist derinde: 
over Jesu kongestol. 
16 Thi det barn som var på jord, 
blevet er en konge stor, 
og han sidder nu deroppe, 
over alle stjernetoppe 
hos Gud Faders højre hånd. 
17  Nejer eder kun, I små! 
Han fra himlen ser derpå. 
Sender ham med hjertensglæde 
lov og pris til høje sæde! 
Det er røgelse for ham. 
*18  Stjernen ledte vise mænd 
til nyfødte konge hen, 
I har og en sådan stjerne, 
og når I den følger gerne, 
komme I til Jesum vist. 
*19  Denne stjerne, lys og mild, 
som kan aldrig lede vild, 
er hans guddoms-ord det klare, 
som han os lod åbenbare 
til at lyse for vor fod. 
Matt 2,1-12. 
N. F. S. Grundtvig 1810 og 1853. 
Melodi: J. G. Meidell omkring 1840. Th. Laub 1917. 
* = Vers i den nuværende salmebog