Nicolaj Frederik Severin Grundtvig bliver født i 1783 i Udby på 
Sjælland, hvor hans far er præst. Som 9-årig sendes han til 
privatundervisning i Jylland, og i 1798 begynder han på Latinskolen i 
Århus. Den skole kommer han til at hade. Grundtvig kalder den ”den sorte 
skole”, pga. dens terperi og udenadslære. Efter studentereksamen læser 
Grundtvig teologi på Københavns Universitet. Imens lever han et muntert 
studenterliv. Som 21-årig bliver han teologisk kandidat, men da man ikke 
kunne få præsteembede før man var fyldt 25, går Grundtvig arbejdsløs 
nogle år. Selvom hans far er syg og har brug for en hjælpepræst, får 
Grundtvig ikke lov til at assistere ham. Grundtvig arbejder flittigt 
også i de arbejdsledige perioder. Han beskæftiger sig med historien, han 
skriver bøger om de gamle nordiske guder og om Danmarkshistorien og han 
underviser. 
I 1810 holder Grundtvig sin prøveprædiken i København. Den begynder
med ordene: ”Hvorfor er Guds ord forsvundet fra hans hus?” I sin prædiken 
anklager Grundtvig sine kolleger for at prædike om mange ting – bare 
ikke om troen på Gud. Det giver ham mange uvenner blandt de københavnske 
præster, og de klager over ham. Grundtvig kommer ind i en stor personlig 
krise, der næsten gør ham vanvittig. Han kritiserer de andre, men er han 
overhovedet selv en kristen? Grundtvig føres hjem til sine forældre. Der 
finder han fred i en klassisk Kristustro, og udfra en luthersk 
bibelkristendom sætter han sig nu for at ville bekæmpe vantro og 
rationalisme. Da faderen dør i 1813 søger Grundtvig hans embede, men får 
det ikke. Han søger forskellige stillinger, men uden held. I otte år 
lever han som forfatter og oversætter, og først i 1821 får han en 
præstestilling i Præstø. 
I 1822 får Grundtvig præsteembede ved Vor Frelsers Kirke i København. 
Her begynder man at lægge mærke til ham, og mange mennesker fra det 
øvrige København begynder at gå i kirke hos ham. I 1826, hvor man fejrer 
1000-året for kristendommens komme til Danmark, bliver Grundtvig igen 
uvenner med mange præster i København, fordi han har ytret kritik af 
professor H.N. Clausen. De lægger sag an mod ham. Grundtvig taber 
retssagen og kommer under censur med forbud mod at skrive og udgive. 
Grundtvig havde også i anledning af 1000-års jubilæet fået trykt et 
lille hefte med 3 af sine salmer, beregnet til gudstjenesten pinsemorgen 
i Vor Frelsers Kirke. Biskoppen forbød at de blev sunget – man måtte kun 
bruge salmer fra den rigtige salmebog. En af de salmer, der ikke måtte 
synges dengang, er en af de mest brugte salmer i gudstjenesten i dag: 
”Den signede dag med fryd vi ser”. 
Grundtvig er meget mismodig over situationen, så han tager sin afsked. I 
1829-31 er han med hjælp fra kongehuset i England. I 1839 bliver han 
præst i Vartov, en kirke lige ved siden af Københavns Rådhus. Der 
arbejder han som præst resten af sit liv, virksom til dagen før sin død 
i 1872 som 89-årig. I 30’erne og 40’erne engagerer Grundtvig sig stærkt 
i politik, skolespørgsmål og historiske arbejder – og salmedigtning. På 
sine gamle dage udgiver han flere store teologiske og kirkehistoriske 
bøger. Grundtvig havde et spændende liv og han fik mange venner og 
tilhængere. Hans begravelse var en af de største i Danmark nogensinde. 
Grundtvig er et stort følelsesmenneske, og hans manio-depressive anlæg 
bringer ham i store kriser.  
Grundtvigs virke er mangesidigt, og han har haft stor indflydelse på 
dansk kultur og tankegang. Han engagerede sig ikke kun inden for kirken, 
men også i samfundslivet, udfra den anskuelse, at selvom ikke alle er 
kristne, så er vi dog mennesker, og det er vigtigt at forstå og 
beskæftige sig med menneskelivet. Her bliver begrebet ”frihed” så 
centralt for Grundtvig, at han rejser kravet om frihed på mange felter: 
i skolen, i pressen, i kirken – og omsider også i det politiske liv. 
Grundtvig afskyr Latinskolen for dens stive udenadslæren og mener i 
stedet, at det er gennem samtale, at mennesket skal tilegne sig viden og 
finde sin plads i fællesskabet. Børn, unge og voksne skal mødes og 
diskutere og opleve og derigennem udvikle sig og blive klar over, at de 
er en del af et historisk, nationalt og folkeligt fællesskab. 
Grundtvig bliver inspirator til højskolebevægelsen, men hans tanker 
præger udviklingen i alle danske skoler. F.eks. lever hans tanker om 
samtale og oplevelse i undervisningen i bedste velgående i nutidens 
skolelovgivning. Også kirkeligt kæmper Grundtvig for frihed, både for 
medlemmer af kirken og for præsterne. Staten skal ikke udøve tvang i 
trossager. Grundtvig satte sig også spor i den danske lovgivning, da han 
som politiker deltog i den grundlovsgivende forsamling, der førte 
Danmark frem til den første grundlov i 1849.  
 

Grundtvig har skrevet omkring 1500 salmer! Ca. en tredjedel af de 754 
salmer i Den Danske Salmebog har han skrevet. Nogle digtede han selv, 
andre er gendigtninger eller oversættelser af gamle salmer. Grundtvigs 
produktion er naturligvis båret af et vældigt kunstnerisk potentiale, 
men han digter også med det bestemte mål at forny salmesangen. Han 
ønsker at bidrage til en ny salmebog, der skal afløse ”Evangelisk-
Christelig Psalmebog” fra 1798. Den er præget af den fornuftige 
oplysningstid, som Grundtvig har ikke noget tilovers for. Fra 1820’erne 
bryder salmetonen virkelig igennem hos Grundtvig. Fordi han var så 
upopulær i de ledende kirkekredse, gik der en del år, inden hans salmer 
blev officielt anerkendte. Først i salmebogen fra 1855 er Grundtvig for 
alvor repræsenteret. 
Grundtvigs salmer er gudstjenestesalmer. Tit handler de om, at Gud selv 
er til stede hos menigheden, når den holder gudstjeneste – i dåb og 
nadver og ordet der prædikes. Det er fællesskabssalmer og derfor vi-
salmer, ikke jeg-salmer. Grundtvig vil digte lovsange og jubelsalmer. 
Derfor tales der ikke så meget om Jesu lidelse og død, som om den 
opstandne Kristus som livets herre. Ikke så meget om det enkelte 
menneskes anfægtelser eller om pietistisk livsfornægtelse, som om glæden 
over frelsen og over jordelivet. Grundtvig vil hellere synge tak, tak 
end ak, ak. Han vil ikke som pietisterne nøjes med at se længselsfuldt 
frem til livet med Gud efter døden. For Grundtvig er det vigtigt, at 
Guds rige ikke kun er noget hinsides, men er midt blandt mennesker, der 
hvor kærligheden råder. Guds rige er både himmel og jord. Derfor digter 
Grundtvig Kingo’s verdensforsagende salme ”Far verden, far vel” om til 
”O kristelighed”. 
Grundtvig ville reformere og forny salmesangen. Det kom han til. Også i 
dag synges mange af hans salmer og sange i kirken, på højskoler, på 
efterskoler og når mennesker mødes.