Salmesangens forankring og udvikling
 
Salmer ses allerede i Det Gamle Testamente, hvor de 150 salmer 
tilskrevet David står med anvisninger, der antyder deres oprindelige 
brug ved tempelfester o.lign. Teksterne har efter al sandsynlighed haft 
en praktisk funktion, og med Davids-salmernes hyppige tale om sang og om 
instrumenters klang er der ingen grund til at tvivle om, at teksterne 
også kan have været fremført sungne eller i det mindste med 
musikledsagelse.  
 
	Salme 76 : For korlederen.  
		Til strengespil. 
		Salme af Asaf.  
		En sang. 
		 
	Salme 100: En salme til takofferet. 
 
		Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden! 
		Tjen Herren under glædessang, 
		træd frem for ham under jubel! 
		 
		Forstå, at Herren er Gud, 
		han har skabt os, og ham hører vi til, 
		vi er hans folk og de får, han vogter. 
		Gå ind ad hans porte med takkesang, 
		ind i hans forgårde med lovsang, 
		tak ham, pris han navn! 
		For Herren er god, 
		hans trofasthed varer til evig tid, 
		hans troskab i slægt efter slægt. 
 
Salmer og salmesang omtales flere steder i Det Nye Testamente. Der er 
her talrige belæg for, at den gammeltestamentlige salmesang levede 
videre i de første kristne menigheder. Af steder i Det Nye Testamente 
som Kol. 3,16; Ef. 5,19 og 1.Kor.14,26 fremgår det, at den første 
menighed benyttede salmer ved gudstjenesten. 
 
Kol. 3,16: Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med 
al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i 
jeres hjerte til Gud.	 
I den første tid har disse menigheder vel udelukkende sunget 
gammeltestamentlige salmer og lovsange. Men tidligt synes menighederne 
at være begyndt også at benytte salmer fra Det Nye Testamente, ligesom 
der i brevene i Det Nye Testamente er tekster, der måske har været brugt 
som hymner. Sandsynligvis er steder i Det Nye Testamente som Luk. 1,46-
55 (Marias lovsang),  Luk. 1,68-79 (Zakarias' lovsang), Luk. 2,29-32 
(Simeons lovsang), Åbenbar. 4,11; 5, 9-13; 15,3-4 og måske også 1.Tim. 
3,16 at forstå som sådanne tidlige udtryk for salmedigtning. 
 
             	             Luk. 2,29-32:	
			Herre, nu lader du din tjener gå bort	
				med fred efter dit ord. 
			For mine øjne har set din frelse, 
			som du har beredt for alle folk: 
			Et lys til åbenbaring for hedninger 
			og en herlighed for dit folk Israel. 

Den tidlige menighedssang danner basis for den tidlige klostersang. 
Denne sang forædles senere i middelalderens klostre, hvor den 
gammeltestamentlige salme spiller en fremtrædende rolle, dels som led i 
den såkaldte tidesang i klostrene og dels som led i messen. Tidesangen 
er klostrenes daglige gudstjenesteliv, hvor der oprindeligt med tre 
timers mellemrum døgnet igennem fejredes mindre gudstjenester båret af 
salmesang. Her fandt de nytestamentlige lovsange (Marias Lovsang, 
Simeons Lovsang og Zakarias lovsang) tidligt deres faste pladser i 
liturgien. Ved messen - klosterets søndagsgudstjeneste - er flere led i 
gudstjenesteordningen kendetegnet ved, at der afsynges Davids-salmer.