Luther ønskede salmesangen givet tilbage til menigheden. Klostrenes 
salmesang på latin havde sat et afgørende præg på gudstjenestelivet i 
den katolske kirke også uden for klostrene, og dermed blev salmesangen 
som oftest forestået af korene. Luther greb på sin vis tilbage til de 
tidlige menigheders praksis - her samledes man i mindre grupper og man 
sang sammen. Men reformatorerne bygger videre på den foreliggende 
sangtradition: Som forbillede anvendes Davids salmer, der ’genopstår’ i 
tyske gendigtninger af bl.a. Luther. 
	 
Luthers tanker om salmesang på modersmålet satte sig hurtigt igennem. Vi 
ser således allerede omkring 1531 i den såkaldte ”Malmøsalmebog” den 
første danske gendigtning af Luthers meget centrale salme ”Vor Gud han 
er så fast en borg”. Her lyder første vers : 
			VOrt Gudt hand er saa fast een borg, 
			hand er wor skioldt og wærie 
			Hand helper oss aff synd oc sorg, 
			ther oss will heer besnere. 
			Diæffuelen wor gamble fiend, 
			will oss offuerwinde, 
			stoor macht och argelist, 
			bruger hand mod oss wist, 
			Paa iorden er ey hans lige. 
					Ukendt oversætter 1531 (?) 
 
Man forbløffes, når man betragter Hans Thomissøns Psalmebog fra 1569 og 
ser, at man på det tidspunkt - godt tredive år efter reformationen - kan 
redigere en salmebog af et sådant omfang og med så mange vægtige salmer 
på dansk. Hans Thomissøns Psalmebog står som et hovedværk i den danske 
salmesangs historie, og samtidig som et hovedværk i dansk 
litteraturhistorie. Hans Thomissøns Psalmebog indleder rækken af danske 
salmebøger for hele riget. 
			 
			Vor Gud hand er saa fast een borg, 
			hand er vor skiold oc verie 
			Han hielper oss aff nød oc sorg, 
			der oss vil her besnerie, 
			Dieffuelen vor gamle Fiend 
			vil oss offueruinde 
			stor mact oc argelist 
			bruger hand mod oss vist, 
			paa Jorden er ey hans lige. 
				(Hans Thomissøns Psalmebog p.217)	
			
	  
Salmesangen har gennem århundrederne undergået mangfoldige
forandringer. 
Nye salmer er kommet til, andre er gået af brug, mens en del af de 
salmer, der har været i brug fra Thomissøns salmebog og til i dag, er 
blevet redigeret på forskelligste vis gennem tiden. De skiftende 
åndsstrømninger har således sat hvert deres præg på deres samtids 
salmebøger. 
I 1699 udkom den salmebog, der skulle blive kendt som ”Kingos
Salmebog” 
- i mange henseender en salmebog, der bærer barokkens tidspræg, og 
iøvrigt er præget af enevældens verdensopfattelse. Kingos navn er 
knyttet til salmebogen, fordi han i første omgang blev bedt om at være 
redaktør. Kingo udarbejdede første del af denne salmebog (den såkaldte 
”Vinterpart”). Kongen ændrede imidlertid mening og fratog Kingo opgaven 
som redaktør, vistnok bl.a. fordi Kingo havde taget så rigeligt af sine 
egne salmer med i sin ”Vinterpart”. Færdig-gørelsen af salmebogen blev 
overdraget andre, men Kingos tekster kom dog med i vist omfang, og 
Kingos navn blev - som nævnt - alligevel knyttet til salmebogen. Måske 
er Kingos salmebog den, der har holdt sig i brug længst. Den blev 
genoptrykt indtil begyndelsen af dette århundrede, og er forblevet i 
brug i Midtylland indtil for ganske få årtier siden. 
			Vor Gud han er saa fast een Borg, 
			Han er vor Skjold og Værge 
			Han hjælper os af Nød og Sorg, 
			Der os vil her besnære. 
			Djævelen, vor gamle Fiende, 
			Vil os overvinde, 
			Stor Magt og Argelist 
			Bruger han imod os vist, 
			Paa Jorden er ei hans Lige. 
				(Kingos Salmebog nr. 131) 
	 
1700-tallet er præget af forskellige salmebøger, der af skiftende grunde 
får mindre udbredelse. Specielt for det sønderjyske område gælder, at 
her fik ”Flensborg-salmebogen” fra 1717 med Ægidius som redaktør en stor 
udbredelse.	 
Hoffet nærede stor forkærlighed for den pietistiske inspiration fra 
Tyskland og ønskede derfor en salmebog med dette præg. Den kom i 1740
og fik navn af ”Den pontoppidanske salmebog”. Her møder vi for første gang 
H.A. Brorson som salmedigter i en officiel salmebog med ikke mindre end 
90 tekster. Salmebogen fik ikke stor udbredelse, og da dens brug i høj 
grad var knyttet til hoffet blev salmebogen også kendt som 
”Slotssalmebogen”. 
I anden halvdel af 1700-tallet fik den gryende rationalisme tag i landet 
og dets ledende personer. I 1778 udgav statsminister Ove Høegh-Guldberg 
sammen med biskop L. Harboe en salmebog med stærkt præg af
naturalistisk 
livsholdning med træk fra den gryende rationalisme og dens dyrkelse af 
den menneskelige fornuft. Ejheller denne salmebog blev en salmebog for 
hele landet - fortrinsvis købstæderne fandt behag i Guldbergs salmebog, 
hvorfor tilnavnet ”Købstadssalmebogen” kom til at følge bogen. 
 
			Vor Gud han er saa fast en Borg, 
			Han er vor Skiold og Værge, 
			Han hielper os af Nød og Sorg, 
			Og veed os vel at værge, 
			Dievelen vor gamle Fiende 
			Vil os overvinde 
			Stor Magt og Ondskabs List 
			Bruger han imod os vist, 
			Paa Jorden er ey hans lige. 
				(Guldbergs Salmebog nr.157) 
 
Mod slutningen af århundredet samlede man sig om ”Evangelisk-Christelig 
Psalmebog”, der kom i 1798, og som - i modsætning til de tre forudgående 
salmebøger i 1700-tallet - blev enerådende i hele riget. Her satte 
rationalisme og naturalisme sig for alvor igennem. Evangelisk-christelig 
salmebog blev hurtigt udsat for massiv kritik, en kritik som senere både 
N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard deltog i, og den evangelisk-
christelige salmebog er af eftertiden blevet beskrevet som den dårligste 
salmebog, Danmark har haft. Kritikken går mest på det evangeliske 
indhold, men også den poetiske udtryksfylde er blevet anklaget for at 
være ringere her end i de salmebøger, de danske menigheder ellers er 
blevet betænkt med.  
 
			Vor Gud han er saa fast en Borg, 
			Han kan os bedst bevare 
			Han gav os Trøst i al vor Sorg, 
			Og Værn mod al vor Fare. 
			Vor Fiende, Syndens Lyst, 
			Sig reiser i vort Bryst; 
			Den ved sin Magt og Svig 
			Er saare frygtelig;  
			Fra Gud den kan os drage.   
			(Evangelisk-Christelig Psalmebog nr.190) 
				 
I midten af forrige århundrede kom så ”Konventssalmebogen” (1855). 
Navnet hentyder til, at salmebogen blev redigeret af en komite under 
Roskilde Konvent, hvorfor titelbladet da også prydes af et billede af 
Roskilde Domkirke. Her ser vi for første gang i en dansk salmebog 
tekster af N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann. Med ”Konventssalmebogen” 
vendes blikket tilbage mod de klassiske salmetekster - man søger bag om 
versionerne fra 1700-tallet, for at teksterne kan fremstå uden det præg 
af rationalistisk tankegang, som var kendetegnende for 1798-salmebogen. 
Konventssalmebogen blev forøget ved en række tillæg i anden halvdel af 
forrige århundrede. Disse tillæg fandt bl.a. deres begrundelse i den 
stærkt fremvoksende grundtvigske salmesang. Grundtvigs salmer udkom i 
første omgang i den grundtvigske salmebog, kaldet ”Festsalmer”, og fik 
herigennem en stor udbredelse, der skabte basis for salmernes optagelse 
først i tillæg og siden i den kommende salmebog. 
			Vor Gud han er saa fast en Borg, 
			Han kan os vel bevare, 
			Han var vor Hjælp i al vor Sorg, 
			Vort Værn i al vor Fare; 
			Den gamle Fjende led 
			Er nu for Alvor vred, 
			Stor Magt og Argelist 
			Han samler mod os vist, 
			Ei Jorden har hans Lige.   
				(Roskilde Konvents Salmebog nr.251) 
 
Mod slutningen af århundredet var salmebogen med tillæg blevet en 
omfattende sag med 992 salmer, og man fandt tiden moden til en ny 
salmebog. Denne kom i 1899 under navnet ”Salmebog for Kirke og Hjem”
og 
er i alt væsentligt en redaktion af Konventssalmebogen og dens tillæg, 
hvor antallet af tekster er søgt reduceret ved at tage nogle af de 
mindre brugte ud. Salmen ”Vor Gud han er så fast en Borg” fremstår i 
1899-salmebogen i en form, der er fuldstændig identisk med 1855-
salmebogens version. 
Efter genforeningen i 1920 erfaredes det hurtigt, at den sønderjyske 
salmesang havde et vist egenartet præg, og at der derfor måtte blive 
tale om en snarlig redaktion af den eksisterende salmebog, der også tog 
hensyn til dette historisk og geografisk bestemte egenpræg. Gennem 1940-
erne kom der en række salmebogsforslag fra forskellige kredse, og 
umiddelbart efter krigen tog arbejdet frem mod ”Den Danske Salmebog” 
fart. Salmebogen kom i 1953 og kan i al korthed karakteriseres ved, at 
man her har søgt at bringe teksterne tættere på deres oprindelige form 
og i øvrigt har taget et meget velafbalanceret hensyn til forskellige 
kirkelige kredses ønsker, bl.a. som de er fremkommet ved de forskellige 
salmebogsforslag. Mange mener, at den danske menighed med 1953-
salmebogen er betænkt med verdens bedste salmebog. Selv et flygtigt 
udblik til vore nabolande vil hurtigt give en fornemmelse af, at denne 
antagelse er rigtig. 
 
		   	Vor Gud han er så fast en borg, 
			han kan os vel bevare, 
			han var vor hjælp i al vor sorg, 
			vort værn i al vor fare; 
			den gamle fjende led 
			er nu for alvor vred, 
			stor magt og argelist 
			han samler mod os vist, 
			ej jorden har hans lige. 
				(Den Danske Salmebog nr.295) 
 
Af den foregående beskrivelse fremgår det, at en salme ikke er et 
statisk udtryk. Den bevæger sig, sammen med den tid, hvori den synges. 
Samtidig digtes der nye salmer – som nutidige udtryk for menneskers tro 
på Gud.  
For øjeblikket arbejdes der med udgivelsen af en ny salmebog. 
Kirkeministeriet har nedsat en kommission, bestående af teologer, 
musikfolk, litteraturkyndige og almindeligt engagerede 
folkekirkemedlemmer. I deres arbejde skal de vurdere de gamle salmer: 
Nogle forbliver i deres nuværende skikkelse, andre restaureres, og nogle 
kasseres. Og så skal der også gerne i en ny salmebog blive plads til 
salmer fra dette århundrede, så vores egen tid er repræsenteret. En ny 
salmebog forventes færdig i begyndelsen af det ny årtusinde.  
 

Melodierne til salmerne har en historie, der er stærkt beslægtet med 
teksternes historie. Helt fundamentalt gælder det for melodierne som for 
teksterne, at skiftende tider har tilført nye salmemelodier, mens andre 
er gået af brug. Nogle af de, der er gået af brug på et bestemt 
tidspunkt, har senere kunnet opleve en renæssance, mens andre er 
forblevet i glemselen. 
Et antal af de melodier vi har i dansk salmesang i dag, har så at sige 
’gjort turen med’ siden reformationen - altså godt 450 år. Følger man en 
af disse melodier gennem de skiftende koralbøger får man et klart 
indtryk af, hvor store ændringer der er foretaget undervejs. Samtidigt 
kan man ved at synge de forskellige melodi-former få et meget godt 
indtryk af salmesangens udtryksmåder gennem tiderne. 
Melodien til ”Vor Gud han er så fast en borg”  er et eksempel på en 
melodi, som vi kan følge gennem salmebøger og koralbøger fra Hans 
Thomissøns salmebog fra 1569 og til i dag. Vi ser således hos Thomissøn 
den ældste form, hvor melodien ejer et meget markant rytmisk udtryk. 
Dette rytmiske præg udviskes åbenbart gennem årene, og allerede hos 
Kingo - godt 100 år senere - ser vi en mere rytmisk udjævnet form. 
I første halvdel af 1700-tallet er musikken i sin såkaldt ’galante’ 
tidsalder - sådan ser man tit perioden omtalt i musikhistoriske 
fremstillinger. I Breitendichs koralbog fra 1764 (ca. 200 år efter Hans 
Thomissøns salmebog) ser vi melodien i helt rytmisk ligedannet skikkelse 
med lige lange meloditoner, og dertil udstyret med de meget 
karakteristiske slutvendinger i melodilinierne, hvor man så at sige 
tager forskud på sluttonen ved at synge den som en kort tone umiddelbart 
inden den egentligt kommer (i musikteoretisk sammenhæng benævner man 
dette meget karakteristiske træk ’antecipation’). Denne lille detalje 
ses også hos Kingo, men i de melodiske ’omgivelser’ hos Breitendich ser 
man, at denne detalje har stor indflydelse på melodiens udtryk. 
Mod slutningen af 1700-tallet begynder salmesangen at ’stivne’. Ser vi 
på melodiformen hos Nils Schiørring (1783) ser vi en melodiform, hvor 
snart sagt alle meloditoner er lige lange. Samtidigt bemærker man, at 
meloditonerne er noteret som halvnoder, og ikke som fjerdedele som hos 
Breitendich 20 år tidligere. Det er svært at komme efter, hvordan 
nodebilledet hos Schiørring skal forstås. Noget tyder på, at man på 
dette tidspunkt i salmesangens historie har haft den grundopfattelse, at 
et værdigt udtryk (som man mente at salmesangen måtte have)
nødvendigvis må komme frem ved et langsomt syngetempo. 
Udviklingen fortsætter i dette spor. Fra 1801 har vi Zincks koralbog, 
hvor melodien i mangt og meget fremtræder i en form, der ligner den fra 
Schiørrings koralbog. Fra denne tid har vi beskrivelser af salmesangen. 
Efter disse beskrivelser at dømme har det stået meget sløjt til. Det har 
ganske enkelt lydt forfærdeligt. Og salmesangen er åbenbart gået helt i 
stå - man har sunget så langsomt, at det ikke har været ualmindeligt med 
vejrtrækning for hver tone man sang.  
I midten af århundredet kommer som koralbog til Konventssalmebogen en 
koralbog af den navnkundige A.P. Berggreen, der selv har skrevet 
adskillige salmemelodier - også nogle vi synger i dag. Her har vi en 
metronomangivelse, der giver klar besked om, præcis hvor langsomt man 
har sunget. 
Mod slutningen af 1800-tallet begynder overvejelser om en restaurering 
af salmesangen at tage fat, ikke mindst inspireret af Thomas Laub.                                         
I Sønderjylland kom i 1895 en koralbog af Prahl og Heinebuch, hvor der 
findes en alternativ melodi til ”Vor Gud han er så fast en borg”, der i 
skikkelse er tæt på Hans Thomissøns melodi fra 1569. Helt så radikalt 
gik man ikke til værks i det øvrige Danmark, og i vores nuværende 
koralbog står melodien i en relativt jævnt fremadskridende rytmisk form. 
Men i arbejdet med en kommende salmebog arbejder man med tanker om at 
bringe den oprindelige melodiform som alternativ til den, vi synger i 
dag.