Salmen ”Dejlig er den himmel blå” har flere melodier. I Koralbogen står 
der to, men endnu en høres ofte, så reelt bruges der i forskellige 
sammenhænge tre forskellige melodier til den samme salme.  
Oftest bruger vi den melodi, der er skrevet af J.G. Meidell (DDK 35). I 
mange år var det en gåde, hvem det egentlig var, der havde skrevet den 
melodi. Første gang vi ser melodien i en koralbog er i 1853, hvor A.P. 
Berggreen optager den i sin koralbog til ”Roskilde Konvents Salmebog”. 
Berggreen er temmelig nøjagtig i sine angivelser af, hvem der har 
komponeret melodierne og hvor de stammer fra, og derfor studser man, når 
man under kommentarer til ”Dejlig er den himmel blå” nr.29b i koralbogen 
læser : ”.. er componeret omtrent 1840 af en gammel Mand, der ellers 
aldrig har givet sig af med Composition”. Der er sidenhen dukket nogle 
bemærkninger op fra Berggreens egen hånd - notater om salmesangen i 
Vartov Kirke, og her ser man et notat om netop melodien til ”Dejlig er 
den himmel blå”. Berggreen angiver i disse notater, at melodien er 
skrevet af ”forhenv. Havne-controlleur Meidell”. Disse notater 
fremlægges i en meget fin artikel i Dansk Kirkesangs årsskrift 1965-66, 
skrevet af Kamma Wedin. Her blotlægges ud fra den sparsomme oplysning
om Meidell ved et større detektiv-arbejde, hvem Meidell er: Han var født 
ind i en officersfamilie d. 7/8 1778 og døde i København d. 9/1 1859. 
Alle de fremdragne oplysninger om Meidell viser, at han var en i alle 
henseender agtværdig embedsmand af god familie. Heri ligger måske kimen 
til forståelsen af, hvorfor Berggreen i den trykte koralbog lod 
komponisten til ”Dejlig er den himmel blå” være nærmest anonym. 
Det forholder sig sådan, at en af Meidells sønner, den senere C.G.B. 
Meidell, på den tid, hvor Berggreens koralbog udkom, var sekretær hos 
enkedronningen. Om dette forhold skriver Kamma Wedin i den ovenfor 
nævnte artikel: ”Meidell har formodentlig ikke ønsket, at det skulle 
komme offentligt frem, at han - iflg. Berggreen rent undtagelsesvist - 
havde syslet lidt med komposition. Han har rimeligvis ikke fundet det 
ganske passende, og Berggreen har derfor nøjedes med meddelelsen om
’den gamle mand’”. Om denne antagelse står til troende er ikke nemt at 
afgøre, men antagelsen synes velbegrundet når man i øvrigt betænker de 
efterretninger vi har om hvilken grad af agtelse musikere havde i 
velstilledes kredse som  f.eks. officers-standen. Det er således 
tankevækkende, at en af 1800-tallets største danske komponister, J.P.E. 
Hartmann, der i næsten et halvt århundrede var domorganist ved Vor Frue 
Kirke – den senere domkirke i København - ofte titulerede sig selv som 
”sekretær ved lægdsrullen”. Han var vitterligt sekretær ved lægdsrullen, 
men det var da så afgjort en mindre væsentlig del af hans virke - men 
måske gav det mere status? 
De to andre melodier, der lejlighedsvist bruges til salmen er af 
henholdsvis C.E.F. Weyse og Thomas Laub. Hvor Weyses melodi lever sit 
liv fortrinsvis som korsats (oftest sunget af pigekor), står Laubs 
melodi så afgjort i skyggen af såvel Meidells melodi som Weyses.