Med denne salme befinder vi os i slutningen af det 20. århundrede. Siden 
Grundtvigs dage er der sket kolossale omvæltninger i samfundet: det er 
gået stærkt med den industrielle udvikling, og vi befinder os nu i 
informationssamfundet. Befolkningen er flyttet fra land til by. 
Arbejdsmarkedskulturen har bredt sig, så at en stor del af de 
arbejdsdygtige voksne arbejder uden for hjemmet – med øget behov for 
institutionspasning af børn og gamle til følge. Arbejdstiden er nedsat, 
men tempoet i hverdagen er alligevel skruet op: de mange krav og tilbud 
presser sig på og gør tilværelsen hektisk for mange mennesker. Dette er 
en af grundene til, at samlivsformer som f.eks. kernefamilien er blevet 
ustabile. Brugen af massemedier med TV i spidsen har medført en 
globalisering og en stigende indflydelse fra den stærke amerikanske 
kultur. Tiden er præget af vægtlægning på de individuelle interesser og 
den enkeltes ressourcer, fremfor fokus på fællesskabet.  
Religiøst set er det stadig majoriteten af den danske befolkning, cirka 
85%, der er medlem af folkekirken. Men helt så homogent som tidligere er 
samfundet ikke, eftersom tilhængere af islam og af andre ikke-kristne 
trosretninger er kommet til landet. Religionskritikken er for alvor 
slået igennem, og i en årrække har der været et modsætningsforhold 
mellem traditionel kristendom og en materialistisk verdens-opfattelse. 
Men nu mod slutningen af århundredet spores der en fornyet interesse for 
det religiøse – som dog ikke blot retter sig mod kirken, men i en bred 
vifte er optaget af ny religiøsitet med åndelig selvudvikling af den 
enkelte som mål.  
Den hastige udvikling har betydet, at interessen for fortidens historie 
er veget for den aktuelle dagsorden, der sættes af medierne. For mange 
menneskers vedkommende har det medført, at gammel litteratur og gamle 
salmer virker meget fremmedartede. Nogle vil heroverfor indvende, at man 
må satse på, at en opvoksende generation får kendskab til kirkens og 
kulturens arv, mens andre inddrager de nutidige udtryksformer i 
formidlingen af gammelt arvegods. I kirken diskuteres det løbende, om 
man bør satse på de slidstærke gode gamle salmer, eller om evangeliet 
skal iklædes en nutidig skikkelse gennem nye ord og rytmer. 

		
 
Salmedigteren fra vort århundrede lever i bedste velgående. Her 
præsenterer Holger Lissner sig selv og gennemgår salmen. Holger Lissner 
medvirker ved salmesangstimen d. 12. november i Domkirken. 
 

Salmen er skrevet af Holger Lissner, som er sognepræst i Sdr. Bjert ved 
Kolding. Han er født i 1938 på Fyn, har sunget i Københavns Drengekor og 
er uddannet som lærer og som teolog. Han har undervist både i 
folkeskolen og på efterskole og højskole, før han blev præst. Han har 
skrevet salmer og sange siden 1969, og hans sange synges meget af børn 
og unge og i en del kirker rundt om i landet.  
Det, der har været drivkraften i hans arbejde, har været at finde et 
nutidigt sprog at forkynde på og synge på, så mennesker af i dag føler, 
at det kommer dem ved, at sangene også handler om dem. Det gælder både 
ordene og musikken.  
Han skriver et sted: ”Vi, der skriver salmer, skriver de sange, vi selv 
mangler; og vi skriver, fordi vi har brug for at synge salmer, der får 
vore hjerter til at synge. Vi skriver, fordi vi skal holde gudstjeneste 
i overmorgen og i os selv mærker afstanden mellem de gamle salmers 
sprogtone og det, vi selv ønsker at sige. Vi skriver, fordi vi kan se og 
høre på vore menigheder, at de er fremmede over for nogle af de givne 
store ord og toner. Der er sket meget i verden, i teologien og i 
musikken og det danske sprog, siden Grundtvig døde, og siden Den Danske 
Salmebog udkom” (Hymnologiske Meddelelser 1997, nr. 2  s. 50). 
Holger Lissner har også skrevet en række nye bønner og udgivet en bog 
med forslag til børnegudstjenester, hvor man fortæller, spiller små 
stykker og laver happenings: ”Gudstjeneste for alle sanser”. Han har 
skrevet musicals (Jonas, Maria) til konfirmanderne. Men mest kendt er 
han for sine salmer og sange, hvoraf et udvalg er udkommet i februar 
1998 på Unitas forlag med titlen ”Du fylder mig med glæde”. I den er 
blandt andet en række bibelhistoriske viser skrevet på melodier af 
Shubidua. Men nu skriver han mest salmer for voksne, dog altid i et 
forholdsvis enkelt sprog. 
 

I de sidste 30 år er der skrevet en række nye salmer både i Danmark og i 
andre lande, og det er et tegn på, at der stadig er liv i kirken. For 
hvor der synges, er der liv. Hvor der skrives nye sange, er der 
mennesker, der har behov for at udtrykke sig med deres egne ord. 
Det er ikke tilfældigt, at den nye salmesang kommer i samme periode, 
hvor fagene skifter navn og indhold i skolen. Genfortællingen afløses af 
frie stile, tegning af billedkunst, sang af musik, - altsammen et udtryk 
for, at man i skolen arbejder bevidst med den skabende proces. 
	Der er i de seneste 10 år sket store forandringer i samfundet, i 
sproget, i musikken, i medierne, og det påvirker selvfølgelig vores egen 
måde at tænke og udtrykke os på. Men samtidig er kirken et hus med rige 
traditioner og med nogle meget store digtere, der har sat normen for, 
hvordan man udtrykker sig i kirken. Derfor vil de nye salmer altid 
befinde sig i brændpunktet mellem det gamle og de nye, traditionen 
og tiden. Og de bliver hørt på en anden måde end de gamle salmer. 
For de gamle salmer synger man med genkendelsens glæde. Den dér 
sang vi ved mormors begravelse, den dér, da lille Oscar blev døbt. 
Og det giver salmerne noget, som de nye samler endnu ikke har fået, 
men først får ved at blive brugt.