d		Anmeldelse ved Kristen Skriver Frandsen  > Lys af lys Trinitarisk teologi i tidlig kristendom Johannes Aakjær Steenbuch Forlaget Fønix 2025. Bogen kan bestilles her Præludium: den korte version af anmeldelsen: > den længere med citater nedenfor > ”Lys af lys” er en fantastisk god bog, hvis man:  Vil have repeteret de kristologiske stridigheder, uddybet dem, perspektiveret dem til senere teologiske tolkninger  vil have en grundbog i en studiekreds i emnet (for læsere med en vis læsevanthed)  vil have udfordret sine egne tanker om det med Gud, Guds væsen, transcendens, åbenbaring  vil kunne slå fremtidige henvisninger til bogen efter i Teksten denne uge – for de vil komme – registeret er der allerede Anmelderens Interludium: Tidsspring 2025-2003-1992-350-320 År 2003: Hen over ostedisken hos Købmanden i Tårbæk. Kvinde i elegant forårsdragt til den anden: ”Har du hørt det? Præsten tror ikke på Gud. Det står både i Weekendavisen og var på TV.” – ”Guud, nej. - Vores præst? – En tredje: ”Nej, han siger at Gud er abdiceret” – ”abdiceret? Til fordel for hvem?” – ”Kærligheden, tror jeg han siger” – ”Det lyder da helt ok!” - - -  ”Hov,  – se, de har Thises Vesterhavsost! – den er god.” – ”ja, der ovre tror de vist stadig på Gud.” Fiktion ved ksf 2025 År 1992: ”I Orienten bredte Trangen til at teologisere sig helt ned i de brede Lag og gav Genlyd på Gader og Stræder, i Købmandsboder og i Festforsamlinger. Det trinitariske Spørgsmaal blev en Folkesag lige saavel som en Statssag”. Holmquist og Nørregaards Kirkehistorie. Det er Niels Henrik Gregersen der refererer den – den flotte sætningen havde altid forekommet ham utrolig – indtil – ja, fornylig, med blæsten omkring Tårbækpræsten, Thorkild Grosbøll i 2003 og frem. Gregersen, Dansk Teologisk Tidskrift 2005. År 320 Athanasius beretter, at arianerne gik omkring på byens markedspladser og hvervede folk. Her tilnærmede de sig – ifølge Athanasius – unge mænd og kvinder med argumenter, der skulle vise, at Guds Søn ikke kunne være Gud som Gud selv. Uanset om gengivelsen holder, siger det noget om, at det ikke var en diskussion, der var forbeholdt teologerne. 2025 Johannes Aakjær Steenbuch, Lys af lys s. 58 År 350 Det kommer til udtryk i et berømt brev, hvor Gregor fortæller, at han knap nok kunne veksle penge eller købe et brød uden at blive overdynget med påstande om, at ”Faderen er større end Sønnen”, helt absurd og uprovokeret. – hvis vi skal tro Gregors  vidnesbyrd.  2025 Johannes Aakjær Steenbuch, Lys af lys s. 75-76. Det er vel mest sandsynligt at citatet fra Holmquist og Nørregaard har Athanasius og Gregor som oprindelig kilde. Man må vel sige om alle citaterne – ikke bare det 100% sikkert fiktive sceneri fra Taarbæk – at det er et spørgsmål hvor udbredt og dybtgående den folkelige teologiske snak egentlig var. Men at teologer registrerede en trussel fra andre teologer om en for dybtgående virkning kan næppe diskuteres. Teologisk stramning? Svaret på den oldkirkelige gadeteologi blev en styrkelse af bekendelsen formuleret netop i Nikænum. En stramning, ja, i retning af at treenigheden virkelig var Gud, at alt udsprang af den treenige, værende Gud, Jesus var ikke en lavere rangerende morallærer, ånden heller ikke en underordnet formidler. 2025: Der voksede også en slags stramning ud af Tårbæk-sagen. Lidt senere kom bønnebogen ”Himmelen under mine fodsåler” – med den titel tydelig tænkt som svar til Grosbølls ”En sten i skoen”. Den var ikke en stramning, en modsigelse, men en med-sigelse uden konfrontationer. I en del af bønnerne er Gud eksistensforståelsesprincip, livstolkende norm eller livsafsæt – udsagt i forskellige, undertiden lidt mærkelige billeder. Og i sin teoretiske del lagde den klart afstand til ”teisme” – altså at det giver mening at sige at Gud har væren i sig selv og ved sig selv – uafhængigt af alt andet. På den måde spejlede den i grunden nok en del præsters forkyndelse. Præster, som fornemmede, at alt for meget snak om Gud som Gud ville spærre for vejen for folk til at forstå det egentlig vigtige: kærlighed, forsoning, tilgivelse – mellem mennesker – Jesu budskab. Men derefter er det som uroen skabte en opstramning så vidt jeg fornemmer. – uden noget koncilium! – Få er nu så ”moderne” at de ikke ret selvfølgeligt taler om Gud som Gud slet og ret. Da Gud igen er blevet Gud, bliver det vigtigt at forstå treenigheden. Vigtige udgivelser er præget af dette: Den nye dogmatik ”Frygt ikke”, Sandbecks "Når kærligheden dømmer" – har overvejelser over treenigheden som en uundværlig del -  denne bog, Steenbuchs ”Lys af lys,” har det som hovedtema. Men om noget har ændret sig i folkedybet – fra Tårbæk til Tise – er svært at sige. Det tager vel århundreder.   Anmeldelsen – den lidt udvidede med citater: En bog som Lys af Lys beskriver netop i tid store udstrakte bølgebevægelser i forståelsen af det med Gud. Det betyder at noget kan opleves som højaktuelt selv om det er formuleret i en helt anden tid. Bogen kommer nu, hvor også andre udgivelser tager den komplekse forståelse af Gud som treenig op. Det er bevidsthedsåbnende at se tilbage og tænke overvejelser engang i fortiden ind i vores egen tid, og det er hvad bogen gør. Den redegør klart og historisk funderet for de komplicerede overvejelser, og er bevidst om de mange faktorer, som virker ind på tro og teologi. Her skal citeres passager som de fleste umiddelbart kan se relaterer til aktuelle forhold og diskussioner  - og anmelderen diskuterer i det små nogle af passagerne. Det teologiske sprogs begrænsning "Det 'rationalistiske' i den tankegang (neo-arianernes) ligger i forsøget på at definere og indfange Guds væsen ud fra de ord, vi bruger om Gud, (ud fra ”ufødt”) i stedet for at se vores teologiske sprog som begrænset og foreløbigt. Det var derfor igen nødvendigt at besinde sig på, hvad det overhovedet vil sige at bedrive teologi og tale om Gud". s. 70 Gud er større end ”hun” og ”han” "Gregor af Nazianz har dermed også har gjort sig bemærket i aktuelle debatter om kønsneutralt sprog. Ordene fader og søn bruger vi om Gud i mangel af bedre. Vi kan ikke overføre menneskelige familie-relationer til Gud og slutte, at Gud er en ”han”, bare fordi ordene Gud og fader er grammatisk maskuline. På græsk er ordet guddommelighed feminint, bemærker Gregor, men, spørger han retorisk, betyder det så, at Gud er en ”hun”? Svaret er selvfølgelig nej, for Gud er større end vores begreber". S. 80 Ksf: I virkeligheden ved jeg ikke hvor mange der egentlig tænker specielt kønsbestemt om Gud. Fadermetaforen kan have konnotationer som både for den enkelte og i kulturen kan føre fejl. At Jesus bruger ordet far om Gud, for at fortælle hvilken relation han står i til Gud, kan næppe diskuteres. Men måden han bruger det på, viser at det ikke er en underordning, men en ultimativ nærhed, det betegner - som netop den kristologiske betegnelse "af samme væsen" prøver at udtrykke. På samme måde er det med de førstes bekendelse, at Jesus er Guds søn - det er ikke kønsligheden, endsige et avlingsaspekt, der er det egentlige, men erfaringen af Gudsnærheden i ham. Politisk teologi "I sin polemik mod Eunomius kan Gregor ligefrem argumentere for, at revolutioner i samfundet så hyppigt finder sted, fordi det i praksis er umuligt, at mennesker, der af naturen er ligeværdige, ikke skulle have del i magten. Mennesker har naturligt en instinktiv tendens til at ville gøre sig lige med sine artsfæller. Et tilsvarende argument lå til grund for Gregors opgør med slaveri ud fra det ræsonnement, at opdelingen i herre og slave indfører en opdeling af menneskets natur, der ellers er ét." S. 84 Ksf: Interessant med denne positive tilgang til spørgsmålet om revolution. Fx. tænkt overfor de stærkt velbjergedes modstand mod omfordeling, som plejer at handle om at der bare er tale om misundelsen som drivkraft. Ønsket om lighed er dybt og positivt forankret i vores gudbilledlighed i følge af Gregor af Nyssa. Et moderne kirkesyn "Hvis Gud er et egalitært fællesskab af Fader, Søn og Helligånd – en harmoni af enhed og mangfoldighed – må kirken tilsvarende forstås som et ligeværdigt fællesskab snarere end en autoritær, hierarkisk orden. Det er selvfølgelig et på mange måder ”moderne” kirkesyn, der ikke svarer godt til datidens, men det kan ikke desto mindre begrundes i klassisk treenighedsteologi". S. 113 Ksf: Det kan ikke uden videre overføres til Folkekirken. Det hierarkiske er skjult - styring er ofte via "vennegjeng" og relationer Mennesket har relation til Gud før dåben "Det må imidlertid ikke forstås sådan, at mennesker ingen relation har til Gud før dåben, for i kraft af Ordets inkarnation i Jesus, hans død og opstandelse, er det brudte forhold mellem Gud og mennesker i princippet allerede genoprettet. Når dåben indebærer en opgave, er det ikke et ideal, der skal realiseres, men forpligtelsen på et liv, der svarer til den realitet, som dåben som ”oplysning”  giver indsigt i". s. 116 Guds barn? "Klemens:  Frelse er at blive Guds barn ved at lære af Guds Ord. Som skabte har vi ingen naturlig relation til skaberen, men det største bevis på Guds godhed er, at han alligevel drager omsorg for os ved at gøre os til sine børn. I modsætning til de ”gnostiske” bevægelser, som Klemens tog afstand fra, er mennesker ikke af sig selv Guds børn, men ved at tage ved lære af Jesus adopteres vi som Guds børn. Guds Ord er på én gang fader og moder for sine børn". S. 34 Ksf: Striden om vi bliver Guds barn i dåben kan ikke afgøres entydigt udfra de kristologiske overvejelser  i sammenhæng med Nikænum. Hvis jeg ikke har været en uopmærksom læser. Men for mig at se slås det fast at mennesket i den grad som skabning i Guds billede har relation til Gud på forhånd, at det i dåben lærer barneforholdet at kende, på den måde bliver det, og fordres til at leve efter det. Vi drages af Guds Ord fra fremtiden bag tidens horisont "Athanasius: Vi kan måske ligefrem sige det sådan, at Guds Ord ”drager” os fra fremtiden bag tidens horisont. Netop vores uvidenhed gør, at vi kan tage tingene, som de kommer dag for dag. Gud kalder så at sige til forventning, men det må handle om at lytte, snarere end at gøre sig komplicerede forestillinger om, hvad fremtiden indebærer". s. 123 Ksf: Lytte til hvad? Nogle vil sige et lidt svagt evighedshåb. Andre at det er åbent - som Paulus forestilliger om åndeligt legeme fx. - . Skal vi lytte til hinanden? Håbet om gensyn - kan man hurtigt lytte sig frem til - men så også til vanskelighederne i det. Pointen i bogen er at bekendelsens formulering ikke inviterer til forestillinger "too graffic". At Jesus skal komme at dømme levende og døde kan oversættes præsentisk og åbner for en eksistensteologisk tolkning. Den strømlinede dobbelte udgang "Det var først i løbet af middelalderen, at teologien blev strømlinet, så en dobbelt udgang med frelse og fortabelse blev eneste mulighed" s. 130 Ksf: Det er da bare morsomt at se at en pt aktuel diskussion om mulig evig straf og fortabelse bliver set som en moderne strømlining af en langt mere mangfoldig måde at tænke over konsekvensen af tro, liv og handling, når det gælde evigt liv. Moderne, nuvel, middelalderlig - men alligevel en modernitet i forhold til de oprindelige bekendelser. Gud er målestokken – bogens sidste ord Den nikænske teologi lagde vægt på, at Gud er målestokken for menneskelige relationer. Teologien kan ikke tage udgangspunkt i det troende individ eller i menigheden, men må tage udgangspunkt i Gud. I en såkaldt ”post-konstantinsk” tid, hvor kirken og staten ikke længere hører snævert sammen, men hvor det universelle udblik er erstattet af særinteresser og identitetspolitik, er der noget at hente i netop det aspekt af nikænsk og kappadokisk teologi. Evangeliet angår en grænseoverskridende virkelighed, der gælder alment og uafhængigt af menneskelig kultur og identitet. Det skal dog aktualiseres og konkretiseres i partikulære sprog og praksisser. Opgaven består derfor nu i at forstå, hvordan trosbekendelsens gamle udsagn om Gud og menneskers frelse har betydning for det levede liv her og nu. S. 150         Det er værd at læse bogen for at være med på rejsen til denne konklusion! Kristen Skriver Frandsen, maj 2025 Bogen er bibelindekseret [Se her] ved Theol-p. Dels efter ordenen i bibelen dels efter brugen i bogen – med overskrifter for bogens tematiske afsnit. Men får med den sodste indekseringsform med det samme en fornemmelse af i hvilken sammenhæng en skrifthenvisning er brugt. Alle henvisninger har fået en oneliner – nogle gange bare om hvad skriftstedet indeholder, men ofte også forsøgt signaleret, hvad stedet i bibelen bruges til i bogens sammenhæng
		"O