|
|
|
De fattige enker
Enkerne var en særiig udsat gruppe, fordi de som regel
savnede den tryghed, som mand og familie kunne give.
De omtales ret hyppigt i evangelierne. Som eksempel
kan nævnes enken, der lagde sin skærv i tempelblokken.
Det var ifølge Jesus mere, end de rige lagde (Mark
12,41-44). Hos Markus er beretningen knyttet sammen
med en advarsel mod farisæerne, der bl.a. søger de
bedste pladser i synagogerne og "opæder enkers bo"
(12,38-40). En anden enke-historie findes i Luk
7,11-17. Det drejer sig om en enke, der har
mistet sin eneste støtte: sønnen. Endelig kan nævnes
lignelsen om den uretfærdige dommer og den fattige
enke (Luk 18,1-8). Enken er her et forbillede på,
hvordan de bedende - mænd eller kvinder - skal
forholde sig til Gud. Hendes sociale baggrund kaster
lys over sammenhængen mellem nød og bøn. Denne og de
øvrige enke-historier viser, at Jesus delte den
gammel- testamentlige opfattelse af Gud som de
fattiges og enkernes hjælper.
side:42 i Nissen, Johannes: Budskab
og konsekvens
I bibelen er en sådan
opvækkelse nok usædvanlig, men absolut inden for
hvad der tænkes mulig for Gud (referencer): . Die
Auferstebung eines Toden wird in der Bibel (wie auch
in der profanen Literatur) mehrfach als Wiederbelebung
und Rück- kehr in das frühere Leben (1 Kg 17,17-24; 2
Kg 4,18-37; Mk 5,21-43 par; Luk 7,11-16; Joh 11,1-46;
Apg 9,36-41;20,9-12) erwähnt oder geschildert. Fur die
Menschen rer damaligen Zeit war eine solche
Auferwechung zwar ganz aussergewöhnlich und vielen
unglaublich; sie lag aber durchaus im Bereich dessen,
was als wirklich vorstellbar und für Gott als moglich
galt... [Dieses ist] über die Auferstehung Jesus klar
zu unterscheiden..
side:10 i Greshake, Gisbert og Jaco:
Ressurectio Mortuorum
En klar afmytologisering af
dødeopvækkelsen repræsenteres i dette citat: [Om
bekendelsen til Jesus som Guds søn, i orden for så
vidt det forstås symbolsk].. Det i vore dage så ofte
misbrugte ord "udfordring" har her mulighed for at
give mening. Et hjælpeløst menneske på en landevej er
en udfordring for den der kommer forbi, til at gøre
noget. Jesus var en udfordring for alle i datiden der
kom i berøring med ham. Mod denne udfordring
forhærdede mange sig (Mk 3,22), endog hans egen
familie (Mk 3,34-35), om om andre fortælles det at de
blev "levende"(Luk 15,32; 7,11-16).
Udfordringen er indtil denne dag vedblevet at være en
virkelighed i slægtens historie... [fulgt op af
Bonhoeffers vurdering af en proletar, som kalder Jesus
"et godt menneske" som sandere bekendelse end de
kirkelige dogmatiske]
s. 142 i Hansen, Knud: Den kristne
tro.
Sorgens plads i
også opstandelsens kirke
I have two points I'd like to emphasize.
First, that human grief over death is real. In
our culture we expect people to move on so
quickly. I think the church, even the church
of the resurrection, should be a place where we have
compassion on people as they grieve. Secondly,
Jesus raises this child up. We often refer to
Jesus "three fold messianic" prediction where he
speaks of his death on the cross and
resurrection. In Luke 7, 8 and 9 he raises up
three only begotten children, perhaps also a place
of foreshadowing his great work of resurrection. Rev.
Rob Myallis på Lectionary Greek
Enke - folket/menigheden - den enkeltes tab og
sorg Linhardt. Trinitatis.
..enken mødes uden for byporten [som Jesus blev
korsfæstet udenfor byporten]. Enken er fast motiv for
folket, der har mistet sin bestemmelse, er blevet
barnløst, uden håb: Den eneste søn — "enbåren" stod
der i tidligere oversættelser, for at vi med rette
skulle tænke på Kristus som "den enbårne", som
både er hendes og faderens. Opstandelsesordet: stå op! ,
hvorefter sønnen taler, og Jesus giver ham til hans mor.
Det er også et opstandelsesbillede. Kristus opstår ikke
bare, men gives som denne søn til den, hvis håb han er,
så hun (kirken, menigheden) kan blive det, som er hendes
bestemmelse. Og endelig folkets lovprisning: Herren har
besøgt sit folk. Sådan sang de i Israel ved en
tronbestigelse, hvor folkets søn, udvalgt af Gud, trådte
ind som deres Herre og forløser efter faderens vilje.
Sådan synger vi om frelseren, der lå i sorten jord, DDS
349.
To tilgange (den ene der tager det faktisk tab og den
faktiske sorg alvorligt, omtrent som i en
begravelsesprædiken, den anden som ser vældet af
betydningselementer som peger ud over den konkrete
situation). Begge dele meget udfoldet i bogen, her
bare konklusionen:
"Hvor den ene prædikentilgang nemt kommer til at spille
på den fremtidige forvandling af tingenes tilstand, så
vil den anden tilgang altså se det befriende
budskab, at dødens brod allerede er knust, og at vi
derfor i vores livsopfattelse ikke kan give os hen til
entydighed, endsige bruge den til at trække os ud
af det, vi er skabt til og sat til, nemlig at være hos
den fortabte, altså dér, hvor Gud er."
"Derfor må prædikenen altid forankre forestillingen om
riget i fokets håb, i Guds vilje og foreningen af de to"
(Om opstandelse og påskelyd - en tankevækkende ekskurs i
forlængelse af vejledningen - ksf)
|
|
|
