| Citater fra litteraturen |
||||||
| En
ny måde (september 2021) at organiserer citater fra
(fag)litteraturen. Det mere udfoldede citat findes her -
mens fra hovedsiden til den enkelte søndag, der vil
blive linket ret kort. (For at bevare en rimelig
overskuelighed på hovedsiden) Aktuelle søndag: 8. s. i. treenighetstiden III rekke |
||||||
 |
||||||
|
Alt, hvad der findes af »ethisk« formaning i Jesu forkyndelse, må ses i lyset af efterfølgelseskravet. Det gælder både de positive formaninger, Jesu forkyndelse af retfærdigheden, og de negative formaninger, Hans forkyndelse af forsagelsen. Svarende til efterfølgelsens delagtighed i Menneskesønnens fornedrelse møder vi hos Jesus en række ord, som betoner forsagelsens nødvendighed. Herhen hører Jesu tale mod rigdommen og Hans ord om den forargende hånd og fod og det forargende øje 127). Der er ikke her tale om principiel askese så lidt som i ordene om at hade fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv 128). Der er tale om dette, at efterfølgelseskravet er radikalt. Alt, hvad der kan skille et menneske fra Menneskesønnen og således hindre efterfølgelsen, må bort. Ikke fordi afsavnet i sig selv er nogen værdi, eller rigdom og andre jordiske værdier i sig selv er noget skadeligt, men fordi efterfølgelsen er et totalt fælleskab. Men også de positive formaninger har deres mening fra efterfølgelsen. Bortset fra efterfølgelseskravet har Jesus ikke fremsat nogen »ny« ethik. Han regner med, at den gældende lov består og skal bestå. Når Han bliver spurgt, hvad et menneske skal gøre for at arve det evige liv, svarer Han med henvisning til de allerede kendte bud 129). Og ønsker man at vide, hvad det store bud i loven hedder, svarer Han med henvisning til de to gammeltestamentlige bud om kærlighed til Gud og næsten 130). I et så vanskeligt ethisk spørgsmål som tilladeligheden af at betale skat til kejseren henviser Han til den gældende politiske ordning: den, der personligt nyder godt af kejserregimentet ved at bruge dets mønt, må naturligvis også svare den skyldige tribut 131). Også de kultiske bud forudsætter Jesus som gældende. Han sender de helbredte til præsterne for at opfylde lovens bestemmelser, fejrer selv påsken efter gældende ritus og betaler tempelskatten 132). I alt dette foreligger der ikke nogen original ethisk forkyndelse hos Jesus. Men heller ikke hvor Jesus polemiserer mod farisæernes moral, foreligger noget egentlig nyt. Han stiller sig i denne polemik på lovens grund og udlægger den radikalt, som profeterne havde gjort det før Ham 133). Det nye kommer først frem, når efterfølgelseskravet rejses. Det rummer ikke blot den føromtalte negative fordring: forsagelsen. Men gudsrigets nærhed og Menneskesønnens optræden fører en ny positiv retfærdighed med sig. Som Menneskesønnens nutidige virken er præget af tilgivelsen, således må også broderforholdet i den menighed, som Han samler om sig, være præget af tilgivelsen 134). Den, der er kommet ind i gudsriget gennem bodens dør, er blevet som et lille barn, der ikke kan ophøje sig over nogen.
124) Matth. 10,24-25. 125) Mark. 8,34-35, smL 10,39; Matth. 10,17-25 og 37-42, Luk. 14,26-35. 126) Matth. 19,27-29, smL Mark. 10,28-30, Luk. 18,28-30 og 22,28-30. 127) F. eks. Matth. 19,24; Luk. 12,15-21; 16,19-31; Mark. 9,43-50. 128) Luk. 14,26. 129) Mark. 10,17-19. 130) Mark. 12,28-34, sml. Deut. 6,5 og Lev. 19, 18. 131) Mark. 12, 13-17. 132) Mark. 1,44; 14,12-16; Matth. 17,27. 133) Mark. 7, 1-23; Matth. 23,15-28. 134) Matth. 18,21-35. 135) Matth. 18,2-5; Mark. 10,2-12. Kristi Lov / Det dobbelte kærlighedsbud
(Knud Hansen)
Det første af alle bud. Udtrykket "Kristi lov" stammer fra Paulus: "Bærer hverandres byrder og opfyld således Kristi lov" (Gal 6,2). I almindelighed forstås Kristi lov som en betegnelse for kravet om kærlighed til næsten. Således anvendes det også af Paulus: "Bliv ingen noget skyldig uden det at elske hverandre, thi den der elsker den anden har opfyldt loven. Alle lovens bud - du skal ikke bedrive hor, ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke begære, eller hvad du ellers vil nævne - sammenfattes i dette ene: du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden vil ikke andre noget ondt, derfor er kærligheden lovens fylde" (Rom 1.),8-10). Buddet selv er ikke nyt. Det fandtes i Det gamle teståmente. Da den lovkyndige stillede Jesus spørgsmålet om det første af alle bud (Mk 1.2,28-36), blev han henvist til to steder hos "Moses". Det første: "Hør Israel, Herren er gud, Herren er en. Du skal elske Herren din gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele din forstand og af hele din styrke" (5 Mos 6,4-5). Og det andet: Du skal elske din næste som dig selv" () Mos 1.9,1.8). Hvad den lovkyndige forlanger svar på, er et spørgsmål der ofte var genstand for debat blandt de skriftkloge. Man drøftede om ikke det var muligt at finde et udsagn der i en enkel og koncentreret form indeholdt alle de andre bud. Om rabbi Hillel, der var samtidig med Jesus, fortælles det at en ikke-jøde engang sagde til ham: "Hvis du kan fremsige hele loven, mens jeg står på et ben, vil jeg tilslutte mig jødedommen." Hillel svarede med at nævne den gyldne regel i den negative form: "Hvad du ikke kan lide (at andre gør imod dig), det skal du heller ikke gøre mod din næste. Dette er hele loven, resten er udlægning" (Gartner). Jesus svarer med at nævne det dobbelte kærlighedsbud, men også denne formulering, sammenknytningen af de to bud, har muligvis under en eller anden form været kendt blandt de skriftkloge. Den lovkyndige giver da også straks Jesus sin uforbeholdne tilslutning: "Rigtigt, mester, det er sandt hvad du sagde" (Mk 1.2,)2). Alligevel kan Jesus næppe have ment det samme som rabbinerne. Hvad han ellers har sagt tyder i hvert fald på noget andet. Hvad rabbinerne søgte var et koncentreret udtryk hvori alle andre lovbestemmelser kunne "sammenfattes" (Paulus), et bud der trak de andre med sig og gav dem gyldighed, med andre ord - et princip hvorudfra man kunne uddrage alle de enkelte bud, og vise at de alle var lige vigtige. Intet kunne opgives, hverken stort eller småt. Hvad Jesus ville var noget ganske andet. Han opfattede ikke sit svar til den lovkyndige som en koncentreret sammenfatning af loven i dens helhed. Med sin henvisning til kærlighedsbuddet ønskede han ikke at begrunde de andre buds nødvendighed, men at gøre dem overflødige. Hvis der i en konfliktsituation opstår en modsætning mellem kravet om kærlighed og en eller flere af lovens øvrige bestemmelser, må disse bestemmelser sættes ud af kraft. Det er en underforstået selvfølge at der ingen modsætning kan opstå mellem kærlighed til gud og kærlighed til næsten. Men det er lige så givet, at kærlighedsbefalingen i mange tilfælde ikke kan undgå at kollidere med en lovparagraf af den ene eller anden art, og da må lovparagraffen vige (Mk 7,:11-13). Hvis du elsker dit medmenneske, og din kærlighed ikke er dirigeret eller begrænset af paragraffer, vil det ikke være nødvendigt for dig at se efter hvad der står i loven for at finde ud af hvad du skal gøre. Det skal kærligheden nok selv finde på. 2. Radikalisering. Selvom kravet om næstekærlighed, som nævnt, ikke er nyt, og selvom den kombination mellem forholdet til Gud og forholdet til næsten, der findes i Jesu svar til den lovkyndige, måske også var kendt i jødiske kredse, er den radikalitet hvormed han lader disse to bud fortolke og forstærke hinanden ikke desto mindre ny, forargelig og oprørende. For de lovkyndige var det at elske Gud identisk med at overholde alle eksisterende lovparagraffer med en uforbeholden lidenskabelighed der ikke skelnede mellem stort og småt. Der var i loven, havde man konstateret ved omhyggelig optælling, 248 påbud og 365 forbud, og ingen af dem kunne undværes, hvis man ville elske Gud. Kun det menneske der med nidkærhed "levede i lovens gerninger" var velbehageligt for gud, og kun et sådant menneske kunne ifølge de lærdes fortolkninger være genstand for næstekærlighed. "Også den Højeste hader jo syndere og lader de ugudelige få deres straf", hedder det...
|
||||||