|
|
|
Prædikant:
Sanne Grunnet
Trinitatis søndag
"Lad din ånd ej fra os vige
til vi ser dig i dit rige". Amen
Siden oldtiden kaldtes denne søndag for 1.søndag efter
pinse. Vores nord- europæiske skik med at tælle fra
Trinitatis søndag stammer først fra det 14. årh. Men
Trinitatis og pinse hænger sammen. Pinsen er stedet hvor
de nydøbte trådte frem som Guds fornyede, genfødte folk
i verden og Nikodemus-teksten afrunder en uges
fejring af dåb. Samtalen med Nikodemus har alt hvad der
hører til dåben med: født på ny af vand og ånd, så vi
kan tale om det vi ved og det vi har set. Alle tre store
kirkefester taler om fødsel: det guddommeliges indtræden
i verden i form af Jesu fødsel. Første fødsel er altså
Jesus der blev født af et moderskød, anden gang fødes
han ud af dødsriget og i pinsens fødsel, genfødslen i
vand og ånd, gik betydningen af opstandelsen omsider op
for disciplene, da Hans opstandne ånd tog bolig i dem.
Pinsen er fødslen for det dybeste kristne mysterium, som
Helligånden i al fremtid skal sætte de nydøbte ind i, så
de bliver en levende del af denne bevægelse ind i Gud.
Åndsfødslen, hvormed den kristne menighed sættes ind i
verden for altid siden at blive i den, må således
forstås som resultatet af en hemme-lighedsfuld,
tredobbelt fødsel – Faderen genfødes i sin søn, Sønnen
gennem dødsriget og den Hellige ånd fødes i fællesskab
af Faderen og Sønnen til oplysning og nyskabelse hos den
døbte.
En stærkere sakral fødsel kan vel næppe tænkes, og det
er denne tredobbelte tilblivelse, der som varig tilstand
skal vokse i menigheden og i den enkelte døbte i resten
af kirkeåret, den såkaldte Trinitatistid. Her fejres
mysteriets under i hverdagens mange tildragelser. Det er
den nu helliggjorte og af Helligånden oplyste menighed,
der igennem dette halvår får stillet til opgave at
forstå det naturlige, daglige liv i skæret af alt det,
der med så lange og svære veer er født igennem
kirkeårets tre forudgående fester. De hellige,
almindelige hverdage.
Dette forstod Grundtvig om nogen. Han er vores store
Helligsåndsdigter og takket være ham er Helligånden da
ikke gledet helt ud af folkekirkens bevidsthed, selvom
den i mange år har haft trange kår. Heldigvis tales
Helligånden igen op med større fokus på den døbtes og
menighedens indre vækst.
Og så tilbage til Nikodemus.
Nikodemus er kommet til Jesus for at forstå, hvad der
ligger bag de tegn Jesus har gjort. Han er en forstandig
mand, der vil have rede på tingene, vide hvor det han
har set og hørt kommer fra, og hvor det fører hen. Han
går til Jesus om natten og sidder lige foran ham uden at
kunne se Jesu guddommelige forbindelse til Gud. Jesus
venter ikke på, at Nikodemus skal fremsætte sit ærinde,
men tager uden omsvøb fat på det, der er dem imellem,
som om han på forhånd vidste, hvad der boede i den
natlige gæsts indre.
Det drejer sig om Guds rige – det gør det altid for
Jesus. Jesus har indset, at Nikodemus må tage imod Guds
ånd, bøje sig ind under hans magt for at kunne se ind i
Guds rige og forstå Jesu gerninger som tegn fra dette
rige. Nikodemus kommer med al den respekt han kan
mønstre, - det udtrykker han med sin tiltale Rabbi,
mester. Men ikke desto mindre afviser Jesus muligheden
for en egentlig samtale, for Nikodemus må gå en hel
anden vej for at kunne se ind i Guds rige – her rækker
hverken loven eller belæringer eller kloge spørgsmål.
Jesus bruger talen om genfødslen som billede på det, der
må ske med et menneske, hvis det skal begynde at se ind
i evigheden. Vi må fødes på ny ovenfra, hvis vi skal
kunne se Guds rige. Jesu skarpe ord til Nikodemus
trækker en grænse op, som ingen har overskredet, før
Jesus gjorde det, da han kom til verden som lyset for
dem, der hører denne verden til. Og i verden råder det
nattemørke, der omgav Nikodemus, da han kom hen til
Jesus for at tale med ham.
Nikodemus vil have fat i det middel, der afklarer alt,
det som kan stille ham tilfreds. Men Guds ånd, der
gør seende, står ikke til rådighed. Man kan ikke få greb
om den og lægge den ind i sin bevidsthed ved siden af
alle de andre forudsætninger, man har tilegnet sig. Guds
ånd gav sig til kende ved Jesu fødsel og ved hans dåb,
og den bandt sig til hans navn, da han blev ophøjet,
genfødt gennem døden, og den er nærværende i den dåb,
der binder sig til hans navn, og dermed til et
fællesskab med ham i død og opstandelse.
Det vi ikke kan tage til os, opøve os til, kan til
gengæld blive givet os, så vi alligevel kan smage åndens
gaver. Hverken fødsel eller genfødsel er noget man selv
råder over, fødsel er noget der sker med en, livet er
ikke noget, der kan tages, men noget som skænkes, og
dette gælder også det evige liv. Det vi ikke kan, det
kan Guds ånd. Guds ånd kan nedbryde vores
fæstningsværker, kassere alle vore anstrengelser og mens
al vores orden og struktur, vores identitet og stolthed
går til grunde, bliver en ny orden samlet i Jesu navn og
skænker os syndernes forladelse, kødets opstandelse og
det evige liv. Guds ånd viser os stedet hvor Himmel og
jord mødes. Så genfødslen, dåb i ånd og vand er noget,
der skænkes os og tro er at lade det gælde som Gud her
skænker os. Som Augustin og senere Grundtvig har sagt,
hos den spæde finder Helligånden ingen modstand – her
findes indgangen til Guds rige. I forholdet til ånden er
vi altid spæde og kan kun tage imod. Amen
|
|
|
