Theol-P forside - De danske tekster - De norske tekstene - Hvordan.. - Om.. - TdU hver uge i egen mailboks

Søgeord: #mening #lykke #ordet # "Teksten denne uken"s samling av prekener og tekstoverveielser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her.  En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen. Juledag 2021 [Søndagen på Teksten denne Uken] Lars Buch Viftrup Mening slår lykke “Hvorfor i alverden gør vi det her? Hvorfor får vi børn? For ….. man bliver ganske enkelt ulykkelig af at blive forældre: Det er dyrt, stressende og bekymrende, man sover ikke, ser ikke sine venner, ingen fester eller middagsaftaler, kvinderne skal amme og føde, og ægteskabet bliver til en strøm af arbejdsopgaver, hvor man hele tiden forhandler om hinandens tid”. Sådan læste jeg i sidste uges udgave af weekendavisen i en artikel, der bringer et interview med en amerikansk psykologiprofessor, som har beskæftiget sig indgående med det her spørgsmål. Hvorfor får vi børn, når lykkeniveauet falder så drastisk ved det? Spørgsmålet kommer som en konsekvens af målinger af menneskers lykkeniveau, der viser, at danskerne er blandt verdens lykkeligste folk. At rige mennesker generelt er mere lykkelige end fattige. Og ja, dem, der ikke har små børn at passe er lykkeligere end dem, der har. Men, hvorfor får vi så børn, når det skærer store lunser af vores lykkefølelse? Og konklusionen på det spørgsmål opsummeres i den korte sætning: “Mening slår lykke”. Mening slår lykke. Som professoren konkluderer, så vil: “folk ikke bare have varmt vand i hanerne. De vil have stolthed, respekt, historie og mening. De vil have storhed! Mening slår lykke”. Lykke er med andre ord ikke det ultimative gode. Vi er heldige, hvis vi er rige, fordi vi er mindre udsatte. Vi er heldige, at vi bor i Danmark, fordi risikoen for tyveri, overfald, sult og død er meget, meget mindre end så mange andre steder. Og som en konsekvens af det er vi mere lykkelige, og det skal man for alt i verden ikke kimse af. Det er vigtigt. Men vores liv er ikke nødvendigvis mere meningsfulde. Og det at have et meningsfuldt liv er altså vigtigere end at have et lykkeligt liv. Og hvorfor siger jeg så det, denne juledag? Jamen, det gør jeg jo, fordi vi her i dag fejrer, at et barn blev født. Et barn, hvis liv skulle blive alt andet end lykkeligt. Det var nok nærmest mest præget af fattigdom, et liv på landevejene, et liv på kanten af samfundet, på kant med autoriteterne og en alt for tidlig og pinefuld død. Men ikke desto mindre et liv, der har skabt mening, ikke blot for barnet dengang, men for utallige mennesker lige siden. I dag læser vi i skabelsesberetningen om Gud, der med sit ord skabte jorden og alt, som er derpå. Det formløse urhav fik form og mening med Gudsordet. Vi har også læst den smukke tekst fra Johannes, der som en ny skabelsesberetning beretter om Ordet, der har været der siden begyndelsen, Ordet, som var hos Gud og var Gud, Ordet ved hvem alting er blevet til, Ordet, der skinner som lys i mørket og skaber liv. Det Ord er blevet kød og har taget bolig iblandt os julenat. Det er en vild påstand. At Ordet, som har været siden begyndelsen og været med til at skabe og forme vores klode, ja er udtryk for selve meningen med det hele, nu selv tager form som et lille barn. Vel vidende, at det at blive kød også betyder at blive forgængelig. Vel vidende, at barnet en dag bliver voksen og dør. Vel vidende, at lykken bliver sat på spil, bliver risikeret, fordi der er noget, der er vigtigere end lykken. Nemlig mening. “Ordet”, som vi hører om, kommer af det græske ord, logos, som ikke betyder ord i en gængs forstand, men betyder det der giver mening, det er den orden der holder sammen på det hele og sørger for at universet ikke kollapser tilbage i et uformeligt urkaos. Ordet er den meningsbærende struktur. Gud skabte altså jorden ved sit Ord, ud fra en bestemt mening, men der gik ikke lang tid, før noget gik galt. Meningen brød sammen. En slange kom imellem. Siden den ene konflikt efter den anden. Krænkelser, vold, utryghed, død og meningsløshed. Hvad var Guds svar på det? Hvordan kan det lade sig gøre at reetablere mening i en sådan situation? Kan vi nogensinde komme tilbage til den oprindelige mening, den oprindelige orden, struktur og harmoni? Sådan som det var i Edens have? Jeg tror for mange, så er mening forbundet med orden og struktur, med retfærdighed og stabilitet. Vores liv giver mening når alt emmer af ro og harmoni. Og når alt er i sin skønneste orden, så er vi også lykkelige. Logos og lykke understøtter og fremmer hinanden. Men juleevangeliet fortæller en anden historie. Når vi får børn, og nattesøvnen hele tiden bliver afbrudt, når vi ikke kan nå at tænke en sammenhængende tanke, før vi bliver forstyrret af bleskift og forsøg på at forhindre barnet i at kvæles af en lille dims eller brænde sig på komfuret, når kæresten ikke har fået et ordentligt kram i flere måneder og parforholdet hænger i laser, fordi arbejdsopgaverne hober sig op, når struktur, stabilitet og forudsigelighed er svær at få øje på, når harmonien er væk…. så forsvinder lykken. Men noget, der stikker dybere end lykken, forbliver. Nemlig mening, en mening, der er værd at ofre sig for. En mening, der kun kan opsummeres med Ordet, kærlighed. Kærlighed kræver ikke harmoni. Men kærligheden formår at holde sammen på alt det, der er brudt og gør ondt og virker meningsløst. Den ser en helhed, som er meget større. Kærligheden er en mening, som man nogen gange skal kigge et lille nyfødt barn i øjnene for at skimte. For i samme øjeblik vi kigger ind i de store, åbne øjne ved vi godt, at ligegyldigt hvad der sker det barn, så vil vi aldrig have undværet det blik. Det øjeblik. Selvom det måtte føre nok så meget smerte, bekymring og nedgang i lykke med sig. Når vi kigger i det nyfødte Jesubarns øjne, så ser vi både et lille forsvarsløst barn og samtidig kigger vi ind i Guds øjne, og ser en Gud, der vil ofre ikke bare lykken men også den mening, som bygger på struktur, orden og harmoni, for at skabe en ny mening, en mening, der bygger på kærlighed. Guds svar på alt det, der ikke gik, som vi havde håbet. På livet udenfor paradisets have. På alt det brudte. De fortabte illusioner. Arrene i vore sind. Frygten for alle de andre. Vor egoistiske selvoptagethed… var ikke, at Gud holdt sig trygt på afstand i Guds egen harmoniske himmel fuld af lykke - og lod mennesker sejle deres egen sø. Svaret var ikke at læsse skyld og skam over på menneskeheden for at have ødelagt harmonien. Svaret var ikke at straffe dem, eller udslette dem. Svaret kom julenat, da Ordet, den himmelske orden, risikerede alt og tog del i de barske og grusomme vilkår, som mennesker lever under. Udsatheden, forgængeligheden. Og viste os, at kærligheden kan overvinde alt. Mening trumfer lykke. Men ikke enhver form for mening. Det er kærligheden, der er meningen med det hele. Det er alene kærligheden, der kan få Ordet til at ofre harmonien og den ophøjede lykke i himlen for at blive kød og tage bolig iblandt os, så vi - på trods af stress, bekymringer, manglende nattesøvn, utilstrækkelighed og et enormt fald i lykkefølelsen - ikke længere er afskåret fra Gud, afskåret fra mening. Har du først set barnet i øjnene og der set et glimt at Guds kærlighed, så forplanter den kærlighed sig til alt andet, du møder på din vej. Som epistlen skrev: “Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham og hende. Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.” - - -