|
|
|
Hans
Nielsen Hauge
Den christelige Lære forklaret over Epistlene og
Evangelierne ... (Kiøbenhavn 1800) Hans Nielsen
Hauges Skrifter bd. III
1. i fasten
Evangelium.
Mathæi 4 Capitel fra I til II Vers.
[Da] vi læser i vor Dags Evangelio, at Jesus blev ført
af Aanden i Ørken, for at fristes af Dievelen. Dette
beundres < = forundres> nogle over, at Dievelen
skulde have Magt med Guds Søn til at friste ham. Men
vi skulde undres mere paa, at Slangen kunde forføre
Qvinden og hun Manden, da de var i Uskyldigheds Stand
-og han havde dog ingen Magt over demhvorved alle ere
forførte, og ligge faldne i Fristelsen. Foruden de,
som ved Qvindens Sæd er bleven knusede og opreiste;
dog vore første Forældre kiendte ikke Slangens List og
vantroede Guds Bud, derfor var de let at forføre. Men
Christus derimod kiendte hans List, og havde Troe paa
Guds Bud, og han var stærkere til at overvinde
Dievelen. Da Jesus blev os lig, Synden undtagen, saa
vilde nok Dievelen havt ham deri*, naar det 30 havde
staaet i hans Magt; hvilket han dog ikke formaaede.
Andre spørger: hvorfor Christus skulde fristes? dem
maae vi svare med Apostelens Ord: fordi han skulde
blive sine Brødre liig i alle Ting, at han maatte
blive barmhiertig, og en trofast Ypperste-Præst, i de
Ting som angaaer Gud, at forlige Folkets Synder; thi i
det han leed, der han blev selv fristet, kan han komme
dem til Hielp som fristes; Ebr. 2 C. 17, 18 v.
nu kan vel mange svare: de veed ingen Fristelse af; ja
mange siger der er ingen Dievel, og det kommer deraf,
at de ere hans Børn, Joh. 8 Capo 44 v. eller Tienere,
og han deres Fader og Herre; og saalænge en Tiener
giør sin Herres Gierninger og er villig, saa haver han
ikke nødig, enten at true eller lokke ham;
O men saasnart han bliver uvillig og vil gaae fra ham,
saa giør da Herren hvad han kan, baade Ondt og Godt,
for at have og beholde ham i Tienesten og Arbeidet.
Saaledes giør vist Dievelen;
enhver som alvorlig har forsøgt paa at gaae fra ham,
skal vist erfare det; thi og de som er i hans
Tieneste, tør han som er en ond Herre, lønne med
Forskrækkelser, og uudsigelige Indskydelser af onde
Tanker, til baade at skade sig selv og andre, ja sit
eget Liv, for at han kan faae dem igien med sig; dog
han kan vel spare dem i Tiden, og fornøie sig med dem
i Synden, indtil Maalet er opnaaet; og den vellystige
Skaal bliver forandret til den bittre Tørheds Pine og
Lue. 16 C. 24 v. Men alle, som vil oprigtig omvende
sig, lader sig døbe til Syndernes Forladelse, har det
fulde Forsæt, at ville gaae ind at tiene den Herre
Gud, han skal vist sande Syrachs Ord, nemlig: at
skikke sin Siel til Fristelse; Syr. 2 C. I v. thi er
Christus bleven os liig i Kiødet, for at forløse os
derfra, saa maae vi og blive ham liig i Aanden; har
han banet Veien for os og knuset Slangens Hoved, da
maae vi og følge ham om vi skal komme til Bords i
Himmeriges Rige; vi maae blive delagtige i hans
Fristelser, som han siger hos Lue. 22 C. 28 v. Heraf
seer vi at den som vil have Seiers Kronen maae stride,
og vi ei kan undgaae Fristelser. Lad os derfor lære af
ham som blev fristet og skulde komme os til Hielp, at
vi nu nøie betragter hans Strid og Fristelser, for at
lære af Mesteren, at overvinde dem.
Evangelisten siger: da, nemlig naar Jesus var
døbt, som han forhen skriver om, da blev han ført af
Aanden i Ørken, at fristes af Dievelen.
Og der han havde fastet i fyrgetyve Dage, hungrede han
omsider. Naar vi bliver døbte med den Helligaands Ild,
som Johannes den Døbere siger: Luc. 3 C. 6 v. saa
begynder denne Ild at lyse og da faaer vi at see det
Land vi er i, er bleven ureent, Micha 2 Cap. af
Syndens Onde, og alt det vi bygger paa eller vi har
her i Verden bliver vi bange for; thi vi seer det vil
forgaae, og vi kommer til at forgaae dermed, fordi vi
haver elsket det; vor Slægt, Venner og Bekiendtere,
som ikke ere omvendte, seer vi ikke andet end syndige
Gierninger hos; i en Summa, vi seer alt det vi eier og
har, er Fordærvelse, og som en vild 0rk, og Guds Kirke
eller Viingaard er øde, og bærer vilde Druer, Es. 5 C.
eller syndige Gierninger, som ikke kan smage os, hvor
den Helligaands Lys er, som giver os tilkiende de onde
Frugter; her bliver det Faste, at vi ikke kan faae
noget Brød. Alting er Ondt og det Gode forødt ; nu kan
de gaae i saadan en Elendighed en Tid og faste; naar
de nu bliver ret mat, og finder intet til Føde, saa
kommer Fienden og vil trøste; dog paa en formastelig
Maade. Er du Guds Søn? da siig: at disse Stene blive
Brød. Her skyder Dievelen i Aanden, er du et Guds
Barn, hvi haver du da nødig at hungre? eller være saa
forladt, og lide saa meget Ondt; Alting maae gaae dig
tilhaande, du synes du har giort ilde i det Onde, at
du har tient mig; vil du have Gud til Fader? saa har
du da ikke nødig at lide, enten < = hverken)
aandelig eller legemlig; Stene maae blive til Brød.
Saadanne med utallige Forestillinger, indskyder
Dievelen. Men Jesus svarede: der er skrevet, Mennesket
lever ikke allene af Brød: men af hvert Ord som
udgaaer igiennem Guds Mund. Christus [som] var
udtømmet, eller skiult for den guddommelige Magt og
Herlighed; thi havde han den havt, saa havde hverken
Fristelse eller Faste kundet rammet ham. Men han var i
den, overklædt med den menneskelige, elendige Armod;
og som Klæderne kan prøves og ikke Legemet rives, saa
kunde han og fristes som Menneske og ikke som Gud; thi
som Menneske blev han da fristet; og saaledes fastede
han og behøvede Brød; derfor siger han: Brød skal vi
have, men ikke det allene. Dette opholder os ikke
allene uden Guds Ord, som Velsignelsen er i.
Da tog Dievelen ham med sig til den hellige
Stad, og satte ham paa Tindingen af Tempelen, og sagde
til ham: er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi
der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om
dig, at de skal bære dig paa Hænderne, at du ikke skal
støde din Fod paa nogen Steen. Jerusalem var det vel,
som Jøderne regnede for den hellige Stad, og Tempelen
Guds Huus. Men vi maae udlægge det til hellige
Menneskers Samfund, som er den rette Guds Tempel. Her
indfinder Dievelen sig iblandt Guds Børn; den bedste
Mand Job, fik han af Herren Lov til at friste, Jobs B.
I C. 12 v. og Guds egen Søn blev overladt til ham.
Han tog ham med sig, førte ham paa Tindingen. Jesus
var den høieste Guds Søn, og Dievelen satte ham og
høiest; dog ikke for at han skulde blive siddende, men
for at styrte ham ned med sig i Helvedes Hule. Es. 14
C. IS v. Herved er at betænke, naar Dievelen og hans
Redskaber, ophøier os for de bedste og dygtige Guds
Børn; kommer saadan Indskydelse i os, saa lad os prøve
hvad vi er, at ikke et stort Mod deri med Sikkerhed
skal indsnige sig; ja Dievelen og hans Redskaber
skulde snart lave Fald til; og dog trøster os, at det
er ikke saa farligt; thi naar de Onde ophøier os, da
sigter de til at nedstyrte; Fienden tør og indskyde,
at det er en liden Synd; du kan vel giøre det, eller
den liden Ting; Gud fortørnes ikke derover, da du er
Guds Barn; ja du kan gierne kaste dig ned eller
begiere dette Mirakel af Gud; thi han lover jo, at
naar du gaaer igiennem Floden, skal den ikke
overskylle dig, og naar du gaaer igiennem Ilden, skal
den ikke brænde dig; Es. 43 C. han skal give sine
Engle Befaling, at de skal bære dig paa Hænderne, saa
du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. Men her
flyer Dievelen over; da David siger: alle dine Veie.
Ps. 91, v. II. Her skulde vi altid holde Fienden fore,
at vi skal vandre Guds Veie, det er: i Ydmyghed og
Kierlighed; altid bestandig svare med Jesus: du skal
ikke friste Herren din Gud.
Atter tog Dievelen ham op med sig, paa et
saare høit Bierg, og viste ham al Verdens Riger og
deres Herlighed, og sagde til ham: Alt dette vil jeg
give dig; om du vil nedfalde og tilbede mig. Her
giorde Dievelen sig offentlig til Gud, og vilde give
Jesus al Verdens Herlighed, som han ikke eiede noget
i; thi den Almægtige hører det alt til. Dog kunde vi
vel sige: at Satan er Verdens Gud, som har forblindet
de Vantroes Sind, 2 Cor. 4 C. 4 v. saa de ikke seer,
at Verdens Rige er Guds, og han kan tage og ødelægge
det, som han har givet; thi Dievelen indbilder dem, de
har en stor Herlighed som tilbeder ham, og er hans
Tienere i alle syndige Lyster; men det er dog Muld, og
fortæres ved Guds Retfærdigheds Ild til Aske, som
tilsidst kommer til at brænde i dem i al Evighed. Lad
os derfor naar saadant forestilles os af Verdens
Herlighed, aldrig agte det, og giøre nogen Sviig fra
Gud, at tiene det Onde; men altid have Jesu Svar: viig
bort Satan med al din Lokke-Mad; thi der er skrevet:
du skal tilbede Herren din Gud, og tiene ham allene.
Dette er vor Pligt og af dette vil der og falde Løn.
Jesus brugte nu ikke sine egne Ord, til at igiendrive
Dievelen med; dette skulde vi betænke, paa det at vi
maatte holde fast ved Guds Ord, som forhen er skreven;
thi det er dem som skal binde Fienden. Da forlod
Dievelen ham, og see! da kom Englene og tiente ham.
Saaledes efter Striden kan vi og erlange en herlig
Seier; tilmed tienes af Gud som giør os godt med
Tienester i alle gode Ting. Amen.
Bønnen.
O Jesu! du som blev fristet, for du skulde komme os
til Hielp som fristes. Giv du os Naade og Kraft til at
stride, og staae alle Fristelser og Anfægtninger imod.
Lær os af dit Exempel, at bruge Ordet rettelig, til at
igiendrive Dievelen, og Verden, naar de vil føre os
fra dig, eller dine Veie; lad dem aldrig faae os i
Sikkerhed, Stolthed eller Formastelse, men hold du 30
os i Ydmyghed, Frygt og Varagtighed, at tilbede dig
med Faderen og den Helligaand, saa vi med Legem og
Siel kunde tiene dig, du hellige Treenighed, Gud
Fader, Søn og Helligaand. Amen.
|
|
|
