Post 110
					Fredag morgen
				Du står nu også og ser ned i kulbækkenet. Det er som tiden selv ulmer ligesom gløderne. Om den er lang eller kort véd du ikke. Så kommer han ud. Forslået. Blodstrimet. Hans øjne kan du ikke møde. Han bliver ført ud af en talstærk vagt. Og så er porten åben. Du kan bare gå. Det er fredag morgen. Du står i Jerusalems utallige små gyder. Der er travlhed op til sabbaten. Du sætter dig på en trappe. Videre >