Oversigt over Carl Kochs lignelsestolkninger -

Omkring Byerne og Landsbyerne i Palæstina lå ofte Vingårdene og Olivenhaverne som en grøn Krans.

I en sådan By boede den Mand, som skildres i Lignelsen. Han ejede selv sin Vingård, og han forestod selv Arbejdet i den. Tidlig går han ud og lejer Arbejdere. Natten inddelte Jøderne i 4 Vagter. Den sidste af dem kaldte de Daggry; og det er altså i disse tidlige Morgentimer, han går ud og lejer Arbejdere, for at Arbejdet i Vingården kan begynde ved Solopgang. Vi må nu tænke os, at det er i Vinhøstens Tid. Da skal Druerne plukkes ned og bæres til Persekarret, Saften skal udpresses og kommes på Fade; og alle disse Arbejder må nødvendigvis gå Slag i Slag. Der var altså Brug for langt flere Arbejdere end sædvanlig på sådanne Dage. Men der var også Arbejdere nok at få. De Tider var åbenbart længst forbi, da hver Mand i Israel sad »under sit Vintræ og sit Figentræ« o: med sin egen Jordlod. Der var mange arbejdsløse.

Den sædvanlige Dagløn, en Denarie, blev aftalt. Og så sendte han dem hen i Vingården, hvor vel sagtens Forvalteren allerede var og kunne sætte dem i Arbejde, når de kom.

Dagen var ligesom Natten delt i fire Afsnit, hvert på tre Timer. Og ved Enden af det første Afsnit, altså Kl. ni, går Vingårdsejeren ud i Vingården for at se, hvordan det går. Trods al Travlhed ser han, at der er Brug for flere Arbejdere endnu, og han går da hen på Torvet og finder nogle, som han lejer. Men her er det et Hovedpunkt i Lignelsen, at han ikke slutter nogen Overenskomst med dem , om Lønnens Størrelse. Den fulde Dagløn kunne de jo ikke vente at få, og det blev for hver Time mere usikkert, om de overhovedet fik noget. Og de gik da ind på at arbejde Resten af Dagen mod at få, hvad Ejeren kaldte en passende Løn.

Nu begyndte den strængeste Del af Arbejdet, »Dagens Byrde og Hede«. Solen brænder, og den stikkende Østenvind gennemgløder Luften. Men det gælder om at blive færdig, og Manden går da igen ud Kl. tolv og atter Kl. tre og lejer flere Arbejdere på samme Måde som Kl. ni. Imidlertid bliver Klokken fem; og da Manden ved denne Tid kommer hen over Torvet, ser han til sin Forundring endnu nogle Mænd stående der. Han har måske slet ikke tænkt at leje flere, men da han hører, at disse ikke har kunnet få Arbejde, sender han også dem hen i Vingården. Men med disse Folk blev der slet ingen Aftale gjort om Løn. De kunne ikke stille nogen Fordring, da Arbejdstiden var så kort. I det højeste kunne de håbe at få et Måltid Mad.

Endelig er Dagen forbi og Arbejdet fuldført. Så kommer Lønningstiden, i Overensstemmelse med Lovens Ord: »Du skal give Arbejderen hans Løn på hans Dag; og Solen skal ikke gå ned derover; ti han er nødlidende, og tii Lønnen sætter han sin Hu; at han ikke skal råbe om dig til Herren, og det skal være dig til Synd.«

Da var det, Ejeren lod Lønnen udbetale således, at de sidst ankomne fik først. Betydningen af dette Træk i Lignelsen er, at de første således kom til at overvære det hele, anstille deres Betragtninger og vise deres Sindelag. De gik nu ud fra, at Løn og Arbejde altid må svare til hinanden, og ifølge denne Tankegang ventede de at få mere. Og da de så kun fik den aftalte Sum, gav de deres Uvilje Luft. De klagede over, at de, som har haft længere og sværere Arbejde, ikke fik mere Løn end dem, der kun har arbejdet én Time.

Og nu forsvarer Ejeren sin Færd, idet han henvender sig til den af dem, der har ført Ordet på de andres Vegne. Først hævder han, at Retfærdigheden er sket Fyldest helt ud. Hvis de vil gå ud fra det Synspunkt, at der kan kræves mere, da er hans Færd uangribelig. Der kan intet kræves; de har fået den aftalte Løn; og for så vidt kunne han godt slutte af her. Dernæst hævder han sin fulde og frie Ret til her at handle som han selv vil. Men efter således at have bragt Anklageren til Tavshed afslører han en helt anden Tankegang, den, han har handlet efter, den, som forklarer det hele. Han har villet vise Godhed mod dem, som var arbejdsløse uden egen Skyld. Og med det samme afslører han det svage Punkt, som ligger dybest bag Arbejdernes Klage: Misundelse over, at de andre får lige så meget som de selv.

Hermed er Lignelsen til Ende. Der siges intet om, hvad de misfornøjede Arbejdere svarede eller om de svarede noget. Det er nemlig ikke Lignelsens Mening at skildre disse Menneskers Skæbne, men derimod at belyse^t bestemt Forhold, og det sker med fuldkommen Klarhed gennem Fortællingen og Ejerens Ord.

Når vi nu vil udfinde Lignelsens Betydning, må vi først afvise en Forklaringsmåde, som tit har lagt tætte Tåger over den. Mange har nemlig lige fra Origenes' Tid betragtet Fortællingen som en Åbenbaringens Udviklingshistorie. Man lagde da Hovedvægten på de forskellige Klokkeslet og udtydede dem om Adams, Noas, Abrahams, Moses', Jesu og Apostlenes Tid. Alt dette er fri Fantasi og ganske forvirret. Andre forklarede Klokkeslettene om Livets forskellige Aldre fra Barndom til Alderdom. Og her gav man den Talemåde, som har sin Oprindelse fra denne Lignelse : »at komme i den ellevte Time« en ejendommelig Vending, idet man i Lignelsen søgte Stadfæstelse på, at et Menneske kan omvende sig endnu i den ellevte Time. Herom indehoJder Lignelsen ikke det mindste. Man kan også vanskelig tænke sig, at Jesus vilde bruge en Lignelse fil at fastslå denne på en Gang så selvfølgelige og farlige Sandhed. Nej, Klokkeslettene finder deres fuldt tilstrækkelige Forklaring ved, at de betegner de forskellige Afsnit i den almindelige Arbejdsdag. Og de er nødvendige i Lignelsen for at sætte Modsætningen mellem Ejerens og de først lejede Arbejderes Tankegang i det klareste Lys.

Lige så lidt går det an at udlægge Lønningstiden om Dommedag og Denarien om den evige Salighed. Ti også de misundelige får jo Denarien, og der er ikke Tale om, at den fratages dem igen.

Hele denne Forklaringsmåde, hvor hvert enkelt Træk skulle have sin Udlæggelse, har ført til en Mangfoldighed af indbyrdes modstridende Tydninger. Og dette har atter voldt, at denne Lignelse, som er så let at forstå, af adskillige Fortolkere er bleven betragtet som en af de allerdunkleste, ret et klart Vidnesbyrd om, at man her var inde på en urigtig Vej.

Bedst er det da helt at forlade denne Vej. Enkelthederne må ikke udlægges for sig selv alene. De har alle deres nødvendige Betydning i Fortællingen, hver på sin Plads, men har kun Betydning i Forbindelse med Helheden og Grundtanken.

Lad os da se på denne.

Vi har her et i højeste Grad anskueligt og klart Træk fra det jødiske Liv, en Fortælling om en Vingårdsejer, der en Dag bar sig så ejendommeligt ad, at han gav en og samme Betaling for forskelligt Arbejde. Ti det er her en bestemt Forudsætning, at alle Arbejderne anstrængte sig Uge meget den Tid, de var i Arbejdet. Der er intet i Lignelsen om, at de første var dovne eller at de sidste var særlig flittige, heller intet om, at de arbejdede med forskellige Sindelag. Der er kun en eneste Forskel; det er den, at de arbejdede i ulige lang Tid.

Der er derfor ved første Øjekast noget forunderligt, næsten urimeligt i denne Mands Færd. Og dog ser man snart, at den er så fuldt uangribelig, ja så ædel og smuk, at man nødes til at give ham sit Bifald. Han opfylder sin Pligt fuldt ud, men han gør mere. Han handler ud af Godhed mod dem, der uden egen Skyld har stået ledige. En Grundsætning, som er et helt Lag højere end den i disse Forhold almindelig gældende, viser sig. Ikke det beregnende Lønsynspunkt, men den brede, milde Godhed, ens mod alle. Og dette er udtrykt så ja man fristes til at sige interessant så fængslende, at Opmærksomheden sandelig nok skal gribes. Dette er på en Gang så nyt, at man studser, og så selvindlysende godt, at man må sige: ja, dette må vi bøje SM^

Det er dette, som overføres på Gudsrigets Forhold. Således er Grundsætningen der. Må vi ved denne Lignelse nødes til at anerkende Vingårdsmandens Handlemåde, så må vi også anerkende den samme Handlemåde på et højere Område. Sådan er Gud. Det er hans Lyst at give.

Særlig skarpt tegner denne Grundtanke sig på Baggrund af den farisæiske, Åndsretning. Og det er da også sikkert imod denne Lignelsen er rettet.

Det var Farisæerne i højeste Grad imod, at Jesus lod Døren til Gudsriget være åben for alle, også for de ulykkelige, de faldne. Tolderne og Synderne, når de kun vilde komme, uden at forlange noget Kvantum af de gode Gerninger præsteret først. I deres Øjne var dette stridende mod Retfærdigheden. Ti Guds Velbehag kunne man efter deres Tanker kun få som Belønning for Lovopfyldelse. Fortjeneste og Løn, det var Yndlingsbilledet, hvorunder de forestillede sig Forholdet mellem Gud og Menneskene. Og dette førte til, at de lagde Vægten på de enkelte gode Gerninger og beregnede, hvor megen Løn man skulle have derfor.

Det er i Modsætning til denne Anskuelse, Lignelsen er fortalt. Et Blik på et Par gamle jødiske Lignelser vil gøre dette klarere.

Der fortælles i den ene, at en Konge havde en Have, til hvilken han lejede mange Arbejdere. Men han sagde dem ikke, hvad de skulle have i Løn. Om Aftenen kaldte han dem til sig, og efter at have spurgt enhver, under hvilket Træ han havde arbejdet, betalte han dem efter Værdien af de Træer, som de havde været sysselsatte med. Og da de sagde, at han burde have sagt dem, hvilke Træer der vilde bringe Arbejderen størst Løn, svarede Kongen, at derved vilde en stor Del af hans Have være bleven forsømt, da de så alle havde kastet sig over de Dele, hvor der var mest at tjene, og forsømt de andre. Således, hedder det deretter, har Gud ikke åbenbaret Lønnen for hvert enkelt Bud, men kun for det største, det om at ære Fader og Moder, og for det mindste, det om at skåne den rugende Fugl, og til dem har han knyttet en og samme Belønning, nemlig, »at det må gå dig godt og du må leve længe.« (5 Mos. 22, 6-7).

Der er den Mangel ved denne Lignelse, at den er usandsynlig. Næppe vilde nogen Arbejder indlade sig på en så løs Aftale, og næppe vilde nogen Konge bære sig således ad. Og selv om dette kunne tænkes, så fremkaldes der ingenlunde det Indtryk, at denne Mands Færd er berettiget. Hvem vilde prise dette som godt og skønt? I det højeste vilde man kalde det et snildt Fif for at få Arbejdet gjort. Og det er dette, som sammenlignes med Guds Forhold til Menneskene!

Men hvad der især har Interesse her, er den Måde, hvorpå Lønsynspunktet kommer frem. På den ene Side er det en fast Forudsætning, at der til ethvert enkelt Bud svarer en Løn af en vis bestemt Størrelse. Og det anerkendes da også som det uundgåelige, at Menneskene indretter deres Forhold til Gud efter Hensynet til denne Løn. Men på den anden Side er det som om man har set det uheldige i hele denne Ordning, nemlig at Menneskene kun vil anstrænge sig med de Bud, som giver god Løn, og forsømme de andre. Og af Hensyn til Følgerne heraf tilføjes så den underlige Forholdsregel, at Menneskene ikke må få at vide, hvor stor Lønnen er for hvert enkelt Bud. Det er et Forsøg på at hindre de uundgåelige Følger af selve den Grundtanke, man anerkender.

Altsammen i dyb Modsætning til Lignelsen om Arbejderne i Vingården, hvor selve Grundtanken angribes.

Endnu mærkeligere er dog den anden Lignelse.

Rabbi Zeira holdt Ligtale over den udmærkede Rabbi Bon, som var død i en Alder af 28 År. Så hedder det i Talen: »En Konge havde en Vingård, hvori mange Arbejdere var sysselsatte. Iblandt dem var der en Ungersvend, som arbejdede med større Iver end nogen af de andre. Efter et Par Timers Forløb sagde Kongen derfor, at han skulle htffe op med Arbejdet, kaldte ham til sig og vandrede Dagen igennem med ham i venlig Samtale. Da Aftenen kom, gav Kongen Arbejderne deres Løn, og Ungersvenden fik det samme som de andre. Da blev disse utilfredse og sagde: ' »Vi har arbejdet hele Dagen i vort Ansigts Sved, og så får han, som kun har arbejdet i to Timer, lige så meget som vi!« Men Kongen svarede: »Denne udrettede i den korte Tid lige så meget som I hele Dagen igennem.« »Således«, siger Rabbi Zeira, »er det med den Ungersvend, vi begræder. Han samlede i få År lige så mange Fortjenester som andre i et helt Liv, og Gud har nu kaldt ham til sig for at give ham den fortjente Løn.«

Af alle talmudiske Lignelser, som man har fremdraget til Sammenligning med Jesu Lignelser, er der ingen, som frembyder en så slående Lighed som denne. Begge Steder er der en Vingård med mange Arbejdere, begge Steder betales der ens Løn fyr forskellig Arbejdstid. I begge Lignelser udtaler nogle af Arbejderne deres Uvilje over dette Forhold, og begge Steder afviser Vingårdsejeren deres Klage. Ligheden er så stor, at det Spørgsmål uvilkårlig rejser sig, .om der ikke må tænkes at være en indbyrdes Forbindelse mellem de to Fortællinger, så den ene er en Efterligning af den anden, eller de begge viser tilbage til et fælles Grundlag. Videre end til Formodninger kan man sikkert ikke komme i denne Sag. Mindst sandsynlig er åbénbart den Formodning, at Jesu Lignelse skulle være påvirket af den ringere og senere opskrevne jødiske Lignelse. Mest sandsynlig er vistnok den Formodning, at der slet ikke er nogen indbyrdes Forbindelse af denne Art mellem de to Lignelser.

For bag den forunderlige Lighed i de ydre Træk rejser sig den mest afgjorte Modsætning.

Hovedsagen er her ikke den, at den jødiske Lignelse indeholder usandsynlige Træk. Vilde en Konge f. E. gå i Samtale med en flittig Arbejder hele Dagen? Nej, Hovedsagen er Grundtanken. Ti medens det afgørende Punkt i Jesu Lignelse er, at Arbejderne får ens Løn for forskelligt Arbejde, kommer det i den jødiske netop an på, at Arbejdet, som er udrettet, er det samme. Den unge -* Arbejder har jo ydet lige så meget Arbejde som de andre. Og det er da en Selvfølge, at han bør have samme Løn.

Medens det ejendommelige ved Jesu Lignelse derfor er, at den indeholder noget påfaldende, som man må studse over, men som man dog kommer til at anerkende og bøje sig for, noget, som fører langt ud over Lønbetragtningen med dens pinlige Regnestykker helt ind i Godhedens og Kærlighedens Rige, indeholder den jødiske kun en triviel Sandhed fra Lønbetragtningens Område: til et vist Mål af Arbejde svarer et vist Mål af Løn.

Lignelsen om Arbejderne i Vingården slutter sig til den Række af Jesu Lignelser det tabte Får, den tabte Drakme, den tabte Søn, Trællen, Farisæeren og Tolderen -, som handler om det inderste Forhold mellem Gud og Menneskets Hjærte, om Menneskets Ret til at komme til Gud og være hos Gud. Især er der Lighed imellem »Den tabte Søn« og vor Lignelse. Den ældste Søns og de første Arbejderes Uvilje er dybest set af ganske den samme Art. Og den ældste Søns Ytring: »Så mange År har jeg tjent dig« svarer nøje til de utilfredse Arbejderes: »Vi har båret Dagens Byrde og Hede.«

Disse Lignelser måtte nødvendigvis indeholde en Opgørelse med den farisæiske Tankegang om dette Forhold. Én dyb Modsætning viser sig her. Og Indtrykket af denne Modsætning er dette: lige så højt som vi må indrømme, at denne Vingårdsmands Handlemåde står over en almindelig nøjagtig Løn-Udbetalers, lige så højt må vi indrømme, at Jesu Forkyndelse af Gud står over den almindelige farisæiske. '

Men Hovedsagen er ikke, at disse Lignelser gør Front mod Datidens Farisæisme. Så vilde de være som Stridsskrifter, der en Gang var af stor Interesse, men som nu ingen læser mere, fordi den Strid er forbi.v Hovedsagen er ikke en Gang, at de gør Front mod den Farisæisme, som findes til alle Tider. Nej, den egentlige Betydning er, at Jesus her forkynder Guds Kærlighed, som for alle Tider og for alle Hjærter er på en Gang den dybeste Hvile og den stærkeste Drivkraft.

Sammenhængen, hvori Lignelsen står, er følgende: Peder spørger Jesus: »Se, vi har forladt alle Ting og fulgt dig, hvad skal vi da få?« Herpå svarer Jesus, at Apostlene, som har fulgt ham, skal sidde på tolv Troner og dømme Israel, og at enhver, som har forladt dette Livs Goder for hans Navns Skyld, skal få dem mangefold igen. Herefter følger Ordene: »Men mange, som er blandt de første, skal komme til at være blandt de sidste; og mange af de sidste blandt de første.« Og så følger Lignelsen. Det er, som om Jesus her vil imødegå den Lønsyge, som kunne tænkes at blusse op i Apostlenes Sind ved hans Ord om, hvad Genfødelsestiden skal bringe dem; som om han vilde sige: over dette må I nu ikke glemme Grundforholdet, som ikke er Løn efter Fortjeneste. Ti de første, de, som synes at have Fortrinnet eller selv mener at have det, kan dog komme til at blive blandt de sidste; og de vil blive det, når de pukker på deres Fortrin; det er dette, som ligger i Ordet, som tilføjes efter Lignelsens Slutning: »Således skal de sidste komme først og de første sidst.« Den farisæiske Tankegang, som ligger i Apostlenes Sind eller som dog ligger dem nær, giver altså Jesus Anledning til at fortælle Lignelsen mod den farisæiske Tankegang i det hele.

Ordene om de første og de sidste findes imidlertid også et andet Sted i Evangelierne, nemlig i Lk. 13, 30. De står her i en anden Sammenhæng, nemlig hvor der er Tale om, at de, som syntes selvskrevne til Guds Rige, ikke skal komme der, medens »der skal komme Folk fra Øst og Vest og Nord og Syd og sidde til Bords i Guds Rige. Og der skal være Folk af de sidste, som vil komme blandt de første; og Folk af de første, som vil komme blandt de sidste.«

Ordene er i denne Sammenhæng lettere at forstå. Og der er derfor den Mulighed, at de ikke oprindelig har hørt hjemme i Forbindelsen med Lignelsen om Arbejderne i Vingården, men at førsi: Matthæus har anbragt dem her.

I hvert Fald må Forståelsen af Lignelsen ikke bestemmes ved disse Ord, men ved dens eget Indhold.

Endelig tilføjes i nogle Håndskrifter (og i den gamle Bibeloversættelse) til v. 16 de Ord: »ti mange er kaldede, men få udvalgte.« De hører vist slet ikke hjemme her, men i Mt. 22, 14 og er vist indsatte efter Lignelsen om Arbejderne i Vingården af en Afskriver som Udtryk for hans Mening om Lignelsen. Men disse Ord må altså endnu mindre end de førnævnte betragtes som Nøglen til dens Forståelse.