Carl Kochs lignelsestolkninger -

Lignelsen om den barmhjertige Samaritan er den eneste, hvori der er nævnt en bestemt Egn som Skueplads for dens l Handling: Vejen mellem Jerusalem og Jeriko.

Grunden til, at netop denne Egn nævnes, er sikkert, at den passede fremfor nogen anden til den Scene, som her skulde skildres. Her hørte Røveri til Dagens Orden; og her kunne man træffe Præster og Leviter, når de efter at have gjort Tjeneste i Templet i Jerusalem rejste ud til deres landlige Hjem.

Fra Jerusalem til Jeriko er der omtrent fire Mil. Vejen går stærkt nedad mellem Klipper, Kløfter 'og Lerbanker. Om Foråret er Jorden dækket af Blomster og Græs, men allerede i Maj visner alt, og Egnen er som en Ørken. Gennem uhyggelige Strækninger snor Vejen sig frem; endelig bøjer den om en Klippe, og man ser da en bred, grøn Slette for sig. Jordans Flod med Skove på begge Sider afslutter den mod Øst som en mørk Stribe. I det fjerne højner Moabs Bjærge sig. På denne Slette lå i gamle Dage Jeriko. Der var vidunderlig frugtbart omkring Byen. Palmer, Bananer, Citroner og Appelsiner trivedes godt. Byen var stor og virksom, et Knudepunkt for Handel og Færdsel, i stærk Vækst især siden Herodes den Stores Dage. Der var Slotte, Amfiteatere og Væddeløsbaner. Og ved Festtiderne gik Karavanernes uendelige Tog dagevis gennem Byen.

Der var nok Grund til at rejse i Flok i denne øde Egn mellem de to store Byer. For der vrimlede af Røvere.

Gennem mange Århundreder synes denne Vej at have været usikker. En kristen Forfatter fra det fjerde Århundrede, Hieronymus, siger, at den blev kaldt den røde eller blodige Vej efter det meget Blod, som her blev udgydt, og at Romerne havde anlagt én Borg her til Beskyttelse for de rejsende. En Europæer, som i 1852 vilde rejse fra Jerusalem til Jeriko, fortæller, at skønt han og hans Ledsagere var forsynede med Pas fra Sultanen, turde Pashaen af Jerusalem ikke indestå for deres Sikkerhed. De betalte da

Røvernes Sheik 100 Pjastre og et Får for hver Person, og fik så en bevæbnet Beduin til Hest med. Flere Gange på Vejen kom Flokke af væbnede Mænd imod dem, men hver Gang red Beduinen frem og gav Forklaring, hvorpå Røverne straks fjernede sig. Flere Gange hørtes Råb inde mellem Bjergene, men Beduinen svarede straks, og der blev atter stille. Et Stykke af Vejen var de ledsagede af otte væbnede Mænd, der oplivede dem med Sang og Ryttermanøvrer, samlede Blomster og Stene til dem og syntes at være de fredsommeligste Mennesker.

Men disse samme Mænd havde få Dage i Forvejen røvet tyve Kameler fra en Karavane og dræbt tre Mennesker. Endnu den Dag idag er det farligt at færdes ene ad denne øde Vej.

I Lignelsen fortælles om en Mand, åbenbart en Jøde, som rejste ad denne Vej og blev overfaldet, udplyndret og slået halvt ihjel.

Når det derpå hedder, at en Præst og siden en Levit kom forbi og ikke hjalp ham, skønt de så ham, så er Meningen, at man af disse to netop skulde have ventet, at de vilde hjælpe. Lignelsen indeholder intet om> at den halv døde Mand så disse to komme og fattede Håb ved at se, at det var en Præst og en Levit. Men Skildringen gør på os, som hører den, dette Indtryk. Og i langt højere Grad måtte det da være Tilfældet med Jesu Tilhørere. Men nej, de gik videre.

Men en tredje kom forbi, en Samaritan. Og idet nu Jesus nævner dette Navn, går der sikkert en Følelse af Uvilje og Foragt gennem hans Tilhørere.

Det ejendommelige ved Forholdet mellem de to Folk var, at de stod hinanden så nær og dog var fjernede fra hin anden ved et bittert Had. Samaritanerne var til Dels af israelitisk Afstamning. Deres Religion var væsentlig israelitisk. De troede på een Gud; de anerkendte Moses som den største Profet. De holdt de samme Fester og Skikke som Jøderne. Men de havde bygget sig et Tempel på Garizim; og skønt det var blevet ødelagt, vedblev de at samles på dette Bjærg som deres hellige Sted. Der var altså ikke så megen Afstand imellem dem, at de kunne betragte hinanden ligegyldigt som uvedkommende. Jøderne kunne ikke lide dem, netop fordi der var så meget israelitisk ved dem; ti det halvvejs rigtige vækker tit mere Uvilje end det helt urigtige.

Det var altså en foragtet kætter, som kom rejsende der i Ørkenen. Men ham var det, der følte Medlidenhed mod den overfaldne Mand, gik hen til ham og forbandt hans Sår. Olie ansås i gamle Dage for et fortrinligt Sårmiddel. Esaias nævner det, når han sammenligner Israels Folk med et elendigt, sygt Menneske: »Fra Fodsål til Ho ved er der intet helt på det: Sår og Skrammer og friske Syge, når han ønsker det, idet de salver ham med Olie i Herrens Navn, da forudsættes det her, at Olie var et al mindelig brugt Lægemiddel. Af vor Lignelse synes det at fremgå, at man førte de to nævnte Lægemidler med sig på Rejser. De to Denarier, Samaritanen gav Værten næste Dag, svarer omtrent til halvanden Krone i vore Penge. Det var to Dages Løn og måtte vel altså kunne forslå til to Dages Pleje. Og så lovede han endda at sørge for Plejen endnu længere, hvis dette ikke slog til.

Når Fortællingen slutter her, er det åbenbart ikke dens Hensigt at give Oplysning om, hvordan det gik med den syge. Hans endelige Skæbne er ikke Lignelsens Hoved punkt. Meningen er derimod at sætte den barmhjertige Samaritans Handlemåde i det klarest mulige Lys. Dertil sigter hvert Træk. Dertil tjener hele Skildringens jævne Præg. Intet er her overdrevet. Der bortgives ingen Formue, men kun halvanden Krone. Der anvendes ikke en Måned til at pleje den syge, men kun een Nat. Det betones ikke engang, at det er en Jøde, Samaritanen hjælper ædelt og fordomsfrit; nej det er ganske simpelt et sygt Menneske, han tager sig af, jævnt, naturligt og kærligt. Alt er her så simpelt og sandsynligt, og derfor virker det så indlysende og så indtrængende, langt stærkere end om der havde været ødslet med store Tal og stærke Farver, der stråler for Fantasien, men lader Hjertet urørt.

Man føler ret Værdien af denne Simpelhed, når man til Sammenligning læser en gammel indisk Fortælling om Barmhjertighed og Opofrelse.

»Kongesønnen Vessantara nægtede aldrig nogen en Gave, når man bad ham. Han ejede en hvid Elefant, der havde den Evne at drage Regn ned på Jorden, så snart Menneskene trængte dertil. Men den gav han til Beboerne af et Naboland, hvor der var Tørke. Hans Landsmænd blev så vrede derover, at de fik Kongen til at forvise Prinsen med hans Hustru og to Børn ud af Landet. De kørte nu over Grænsen i en Vogn med Heste for. Da kom der Bramaner og bad Prinsen om hans Heste og hans Vogn. De fik dem. Så tog Prinsen til Vankabjærget. Her byggede de i Sko ven en Hytte af Grene og levede som Eneboere. Da kom der en Braman og bad ham om hans Børn, og Vessantara gav dem smilende til Bramanen. Og endelig skete det, at Guden Sakka steg ned på Jorden, forklædt som Braman, og bad om hans dydige og tro Hustru Maddi. Med glad Hjerte gav Vessantara hende til Guden. Alt gav han hen uden at agte det, for at nå til Oplysningen.«

Her er man ude i det grænseløse, hvor der ikke er Om rids eller bestemte Former, og hvor Egoismen lurer bag den tilsyneladende Selvopofrelse, idet Prinsen jo ofrer de andre for selv at opnå »Oplysningen« o: Buddhaværdigheden. Det virker, som når en Stemme anstrenges så stærkt, at den slår over og giver en uskøn Lyd.

Men hvad der især sætter Samaritanens Handlemåde i Lys, er Modsætningen til Præsten og Leviten. Det, som man skulde have ventet at finde hos de to Herrens Tjenere, det finder man hos den foragtede og afskyede Samaritan. Med fast Hånd er denne Mands Handlemåde stillet på sin rette Plads til Beskuelse og Efterfølgelse: sådan ser Næstekærlighed ud.

Hvor sikkert og bestemt dette er gjort i Lignelsen om Samaritanen, kan man føle, når man sammenligner den med en gammel jødisk Fortælling.

»Aftenen før en Sabbat nærmede Abba Techanna med Tilnavn den barmhjertige sig til sin By. Han bar en Pakke på Skuldrene. Det var allerede begyndt at blive mørkt.

Da fandt han ved en Korsvej en Mand, som var syg af Hede og såret. Han sagde til ham: »Rabbi, vær barmhjertig imod mig og bær mig til Byen!« Rabbien tænkte ved sig selv: »Hvis jeg lader min Pakke ligge, hvorfra skal jeg og mit Hus så få Sabbatsmad? Og lader jeg den syge ligge, synder jeg mod Sjælen.« Og hvad gjorde han så?

Han overvandt det dårlige med det gode og bar Manden til Byen. Derefter vendte han tilbage, tog sin efterladte Pakke og kom ved Solopgang til Byen. Da undredes alle og sagde: »Er det Abba Techanna den retfærdige? Frygter han ikke i sit Hjærte for at vanhellige Sabbaten?« Men i samme Stund lod Gud Solen stå op, som skrevet står hos Malakias (3, 20) : »For Eder, som frygter mit Navn, skal Retfærdighedens Sol opgå.« Da blev Techanna bange, og tænkte, om han ikke havde mistet sin Løn. Men da lød der en Stemme fra Himlen, som sagde: »Gå og æd dit Brød med Glæde og drik din Vin med et frimodigt Hjerte, ti din Gerning er antagen hos Gud.«

I denne smukke Fortælling mærker man, at Barmhjertig heden ængstelig arbejder sig frem gennem Skikke og Lov bud. Den er som en forsigtig Efterklang af Hoseas Tale om, at det er Barmhjertighed og ikke Ofre, Gud ønsker. -

Det er åbenbart, at Lignelsen om den barmhjertige Samaritan ikke er en Lignelse i almindelig Forstand. Her overføres ingen Lov fra et lavere til et højere Område. Det er et Eksempel, der virker uimodsigelig klart: sådan skal det være! Og samti<5gêr det så almengyldigt, at det omfatter en Uendelighed af særskilte Tilfælde, hvorpå det kan anvendes.

Dette bliver endnu klarere, når man betragter Lignelsens Sammenhæng, r

Den er nemlig Jesu Svar på en skriftklogs Spørgsmål: »Hvem er min Næste?« Og dette var den Gang et brændende Spørgsmål. Ordet Næste hedder på hebraisk Cha ber, (Flertal: Chaberim.), og med dette Navn betegnede Farisæerne netop sig selv. En Chaber er en, som iagttager Moseloven punktlig, især dens mange Bestemmelser om Ren hed, og desuden de mange fortolkende Tillægsbestemmelser. Og Farisæerne afsondrede sig med dette Navn fra den øv rige Del af Folket (Am-hårez), som de altså ikke kunne anerkende som deres Næste. En Chaber vilde derfor ikke tage ind som Gæst hos et almindeligt Menneske og ikke røre ved et sådant Menneskes Klæder. Og mange Bestemmelser søgte at fastslå, hvordan man i Livets forskellige Tilfælde skulde overholde denne Forskel. Men netop derfor kunne der være mange Tvivlstilfælde. Og så forelå Spørgsmålet: »Hvem er min Næste? Hvem er af den rette Slags? Hvem skal jeg kunne anerkende?«

Og nu er det betegnende, hvordan Jesus svarer derpå. Ikke ved at give teoretiske Bestemmelser: der eller der skal Grænsen sættes. Men ved at fremstille et Træk af Livet, som viser, at Kærligheden løser Gåden og klarer Sagen. Der er slet ikke noget Spørgsmål at behandle teoretisk, der skal overhovedet ingen Grænser sættes. Kær ligheden spørger ikke: »Hvem er min Næste?« i Håb om, at der kun er få, som kan regnes hertil, men føler: »Her er min Næste!« i hvert enkelt Tilfælde, hvor den kan finde et Tilknytningspunkt, o: hvor der trænges til Hjælp.

Det er også dette, som er Meningen med Jesu Spørgsmål: »Hvem af disse tre synes du nu var »Næste« for den Mand, som faldt iblandt Røvere?«

Man har tit undret sig over dette Spørgsmåls Form, fordi det ikke synes at passe til den skriftkloges Spørgsmål: »Hvem er min Næste?« For medens Ordet Næste i dette sidste Tilfælde opfattes passivt: »Hvem skal jeg gøre godt imod?« synes det i Jesu Spørgsmål at opfattes aktivt: »Hvem gjorde godt imod den overfaldne Mand?« Og det ser derfor ud, som Jesus svarer på noget andet end den skriftkloge spørger om. Man har endog på denne Omstændighed bygget dels en allegorisk Forklaring af Lignelsen, dels den Anskuelse, at hele Sætningen, ja hele Rammen, var en senere Tilsætning, som endog indeholdt en Misforståelse af Lignelsen. Der er imidlertid hverken Grund til det ene eller det andet. For Ordet Næste er et gensidigt, reciprokt Ord, der på en Gang har aktiv og passiv Betydning, omtrent som det danske Ord: Ven. Det er derfor ganske ensbetydende at sige: »Jeg er hans Næste« og »Han er min Næste.«

Da den skriftkloge svarer: »Den, der viste Barmhjertighed imod ham« og altså indrømmer Lignelsens indlysende Magt, drager Jesus Trådene sammen med de Ord: »Gå da hen og gør ligeså!« -

Der er undertiden indvendt mod denne Lignelse, at den er for almenmenneskelig. Det er jo den almindelige menneskelige Kærlighed, her prises, og ikke noget særlig kristeligt, den Menneskekærlighed, som endog kan findes hos en Samaritan, det »naturlige« Menneskes Kærlighed. Er der da en sådan Evne hos det naturlige Menneske? Er dette ikke tværtimod syndigt helt igennem?

Denne Indvending beror vistnok på en urigtig Opfattelse af Forholdet mellem det menneskelige og Kristen dommen.

Lignelsen er en Opmuntring til Kærlighed, og Jesus er ikke så ængstelig, at han ikke tør udsige en sådan Opmuntring uden at forsyne den med Forbehold og Anmærkninger. Hans personlige Nærværelse var tilstrækkelig Bor gen for, at Kærlighedsbudet ikke sank ned til at være en let Sag, man sagtens kunne overkomme, men blev et vældigt Bud, som man nok skulde synke i Knæ overfor, når man for Alvor og i hans Ånd stillede sig overfor det og søgte at leve derefter. Og hans Nærværelse var atter i Stand til at give Mod og Gudskraft til at følge dette Bud. Men herom taler Lignelsen ikke. For der kan ikke tales om alt på een Gang.

Der kan derfor ikke af denne Lignelse sluttes, at et Menneske er i Stand til uden Guds Hjælp at udføre Kærligheds budet i den fuldeste Virkeliggørelse.

Men der tales her om en Kærlighed, som ethvert Menneske kender lidt til, fordi den er eet med selve det grundmenneske lige. Den finder vi Ytringer af hos Jøder og Hedninger, Ytringer i Form af Kærlighedsbud og i Form af kærlige Handlinger. Og dette grundmenneskelige er det, Jesus vil rejse og frelse.

Idelig gøres det Forsøg på at forvanske og forkrøble det. Her er et sådant Forsøg gjort ved den farisæiske Lære om, at »Næste« var kun de Mennesker, der nøje overholdt visse Skikke.

Det er dette Attentat, Jesus redder Kærligheden fra ved at fortælle Lignelsen om den barmhjertige Samaritan.