- Carl Kochs lignelsestolkninger -

En Mand havde to Sønner.

Den Mand, her tales om, var ifølge hele Fortællingen en velstående Landmand. Der opdrættes Kvæg på hans Gård. Og Arbejdet i Marken udføres ikke alene af Husets egne Folk, men også af en Mængde Daglejere.

Så kommer den yngste Søn og beder om at få sin Arv udbetalt. Hos Jøderne fik den ældste Søn dobbelt så stor en Arvepart som de andre. I dette Tilfælde kunne den yngste Søn gøre Fordring på en Tredjedel af det hele. Men strengt taget kunne han først fordre sin Del udbetalt efter Faderens Død. Det afhang altså af Faderens frie Skøn, om han ville give ham noget. Børnene ejede egentlig ikke noget, så længe Faderen levede.

I og for sig var der jo ikke noget ondt i, at en yngre Søn ønskede at komme ud på egen Hånd. Og Faderen føjede ham da også og gav ham hans Arvepart. Og kort efter rejste Sønnen langt bort. Heller ikke dette var i og for sig forkasteligt.

Men læser vi nu det følgende, viser det sig alligevel, at disse Træk skildrer et Menneske, som er i Nedgang. For nu hedder det, at han ødte sine Penge ved et dårligt Liv. De tre Træk, Ønsket om at få sin Arv, Rejsen til et fjemt Land, hvor han kunne være uafhængig af Faderen, og det ville Liv, det er tre Dele af et Skråplan, hvor han føres fra noget forholdsvis uskyldigt dybere og dybere ned. Hvori det ville Liv bestod, siges ikke nærmere. Men i den sidste Del af Lignelsen siger den ældre Brodér det med det ene Ord »Skøger«. Og han har naturligvis Ret.

Nu skulle der kun et lille Stød til, for at den fulde Elendighed skulle vise sig. Og så kom det. Der indtraf Hungersnød, og Pengene var brugte.

Der skal under sådanne Forhold et meget stærkt Tryk til, før et Menneske søger hjem mislykket og skamfuld. Vi ser da også, at han tyede til en Mand ude i det fremmede Land. Det var ikke Ly eller Kærlighed, han søgte og fik. Det var heller ikke en fri, stærk Arbejder, der kom og tilbød sine Armes Kraft. Det var et sultent Menneske, der halvt påtrængende kom i sin bitre Nød og ville påtage sig det allerlaveste Arbejde, når han kunne få Kroppens ringeste Behov stillet.

Manden satte ham til at vogte Svin. Ikke alene hos Jøderne, men også hos flere Nabofolk, således især Ægypterne, var Svin og Hunde ansete for urene, foragtede Dyr. Og en Jøde med Selvagtelse gav sig derfor aldrig til at vogte Svin.

Og så kom den dybeste Elendighed. Han fik ikke en Gang på denne Måde sin Sult stillet.

Der gror i Østerland et Træ, som man har kaldt Johannesbrødtræ, fordi et Sagn siger, at Døberen Johannes nærede sig af dets Frugter. Det bærer kødfulde Bælge, som ligner små krumme Horn. Deraf fik de deres græske Navn, Keratia. Horn. Kærnerne, som er indeni, blev i gamle Dage anvendt som Vægtlodder, og Ordet Keration kom derfor til at betegne den mindste Vægtenhed. Senere gik Ordet over til Araberne og møder os atter som »Karat«, der bruges ved Beregningen af Guldets Værdi.

Disse Bælge eller Bønner var almindeligt Svinefoder. Og det er dem, som omtales her. Men til Menneskeføde duer de ikke. Og det betegner derfor den hårdeste Hunger hos den tabte Søn, når det hedder, at han følte Begær efter denne usle Kost. Og så føjes der endda til, at ingen gav ham noget deraf. Så dybt var han sunket.

Da stiger en Erindring op i hans Sind.

Dette begynder tit næsten umærkeligt. Hukommelsen tager sit Udgangspunkt fra en lille, uanselig Enkelthed. Jeg finder en lille Bog og husker, den stod derhjemme på en af Hylderne. Jeg hører en Stump Melodi og husker, hvor jeg hørte den: det var hjemme, for mange År siden. Vinden bærer til mig en svag Lugt som af Lyng, og jeg mindes fjeme Egne, andre Tider. Og så føjer der sig til denne lille Enkelthed lidt efter lidt mange andre, som den Gang var knyttede til den. »Lig sølvklare Perler, der drages på en Snor«.

Stuerne, Huset, Haven, Egnen, det ligger for mine Øjne altsammen, med det samme Solskin over sig, som skinnede den Gang. Menneskene, som sang Melodien eller som tog den lille Bog ned fra Hylden og viste mig Billeder i den, de står lyslevende for mig.

Og der sker mere endnu. For nu kommer Stemningen, som den Gang lå over Livet, og besøger mig. Og det kalder på mig altsammen og siger: sådan var du den Gang. Og nu? Hvor har du været henne siden? Hvorfor er Afstanden så stor?

Og så er den lille Ubetydelighed, der kom op i Hukommelsen, bleven til en Erindring, der har Magt over Sindet og kan bære mig langt bort, således som en lille Smule Sne kan løsne sig højt oppe i Bjergene, og føre med sig mere og mere, til det ender som en Lavine, der ruller Menneskeliv bort som Småsten.

Og nu sidder han derude mellem Svinene.

Og da han er frygtelig sulten, er det jo ikke så underligt, at det er Mad, han kommer til at tænke på, et Måltid med Mad til mange Mennesker. Og nu husker han Måltidet derhjemme, når Faderen og han selv og Broderen og alle Daglejerne kom ind til det store Bord. Og han mærker, han har aldrig før tænkt over, hvor .uendelig trygt dette var: Mad, så man blev mæt, og så var der endda noget tilbage. Nu forstår han det, nu da han ser, at han ikke en Gang får noget af det, de kommer og giver Svinene.

Han ser også sig selv, som han den Gang var. Han husker, hvordan Faderen så på ham. Og Erindringen bærer hans Sjæl langt bort, længere end han troede, det var muligt.

Da mindes han Virkeligheden og Modsætningen.

Han husker, at der er noget, som aldrig kan gøres om. En Mulighed, som står og frister, kan man dog endnu træde tilbage fra. En ond Drøm kan man vågne af. Men en Kendsgerning vågner man aldrig af. Det Øjeblik kommer aldrig, da man kan sige: det var intet. Den bliver aldrig ugjort. Den er der for alle Evigheder.

Og atter kommer Erindringen. Og nu samler han sit Sind: »Nu vil jeg gå hjem til Fader«.

Imidlertid går Faderen hjemme og venter. Måske har han af og til hørt noget om Sønnen, måske veed han intet, men tænker kun på Mulighederne, som utallige Forældre har gjort før og siden, på de Muligheder, man nævner med Ængstelse og taler sammen om; på dem, man tier om, fordi man ikke kan holde ud at tænke på dem. Men mere kan Faderen ikke gøre. For hvert Menneske er frit og har selv sit eget Ansvar. I denne Henseende er det ene Menneske skilt fra det andet ved et Svælg. Man kan råbe derover. Men man kan aldrig gå derover og rive sit Barn til sig, ud af Farerne.

0g så en Dag ser Faderen sin Søn komme. Hvor var han forandret. Dragt, Holdning, alt! Men Faderen kendte ham dog og løb ud imod ham og kyssede ham. Og Sønnen synes ikke, han kan tage imod disse Kærtegn; Faderen veed jo ikke, hvordan han har været. Og så kommer han frem med sin Bekendelse. Der var dog eet, han ikke kunne få sagt. Han kunne ikke bede om at blive Daglejer. Han følte vel, at det trods alt alligevel var Stillingen som Barn i Hjemmet, han inderst attråede.

Og så kommer Faderens Svar. Hans ivrige Ord til Tjenerne om Ring og Sko, Festdragt og Glædesmåltid, alt taler til Sønnen om, at han er hjemme, inde i sin Faders Kærlighed.

Som Faderen trods Forandringen kender sin Søns Udseende, således kender han også hans Sjæl igen. Han kender ham på det Ord: »Jeg har syndet«» endnu før det er sagt, for det lyser ud af hans Væsen. Uden dette Ord ville han have været langt borte fra Faderen, om han så gik i hans Stuer fra Morgen til Aften. Men da dette er sagt, er alt godt. Ikke et Ord af Vrede. Ikke en Mine af Bebrejdelse. Han er hjemme, ligeså fuldstændig og ubetinget, som da han gik som en lille Dreng ved Faderens Hånd.

Han var død, død for sin Fader og sit Hjem; men nu er han levende. Han var tabt, nu er han funden.

Hermed slutter Lignelsen imidlertid ikke.

Den anden Del, Samtalen mellem Faderen og den ældste Søn, er ikke sideordne! med den første, således at Lignelsen skulle falde ud i to forskellige Billeder. Nej, Helheden er bevaret. Med Rette kalder vi derfor heller ikke denne Fortælling Lignelsen om de to Sønner, men Lignelsen om den tabte Søn. Denne er Hovedpersonen; hans Hjemkomst og Modtagelse er Midtpunktet. Og den anden Del er føjet til for at sætte dette Hovedpunkt i et endnu klarere Lys. Faderens Kærlighed mod den hjemvendende skal ikke alene skildres, men også udtrykkelig forsvares mod de Indvendinger, som ellers let kunne fremkomme og som den ældre Søn netop fremsætter.

Da den yngste Søn kom hjem, var den ældste ude i Marken, sikkert på Arbejde. Og da han nu kommer hjem, hører han Musik og Dans. Ved festlige Lejligheder brugtes under Måltidet tit sådanne Forlystelser, i Reglen udførte af lejede Folk. Det er Tonerne af Musikinstrumenterne og Lyden af de mange Fodtrin i Kordansene, som vækker hans Opmærksomhed, og han spørger da en af Tjenerne om, hvad Grunden er. Tjeneren svarer taktfuldt, uden at tale om den elendige Tilstand, Sønnen var i ved sin Hjemkomst, og den Fortid, man kunne formode bagved. Men Broderen forstår Sammenhængen og bliver vred.

Den Følelse, som griber ham, er mærkelig, fordi den er så sammensat og så almindelig.

Det er det hæderlige, pligtopfyldende Menneskes Forbitrelse ved Synet af, at hans eget rolige, nyttige Arbejdsliv ikke volder nær så megen Glæde som den unyttige Ødelands Hjemkomst. Man skulle dog tro, at det første var til langt mere Gavn og Glæde i Verden end det sidste. Den ældste Søn kan anføre meget gode Grunde for sin Følelses Ret. Og han gør det. Han fremfører sit mangeårige Arbejde og sin ulastelige Færd. Overfor dette stiller han den andens ødsle og usædelige Liv. Og han har sikkert Ret i, hvad han siger, både om sig selv og Broderen. Og, tænker han, hvordan lønnes så dette? Med Festmåltid til den usle Ødeland; og til den flittige ikke så meget som et Kid! Er der Mening i dette? Her blandes Følelsen af Flidens og Retskaffenhedens Ret med Misundelsen mod denne mislykkede Brodér, som der gøres så urimelig megen Stads af. Han kan ikke en Gang få sig til at bruge Ordet »Brodér«, men siger: »din Søn der«. Og hans Ord er i Virkeligheden et hårdt Angreb på Faderens Handlemåde.

Faderen svarer ikke med at skænde. Han bestrider ikke et Punkt i sin Søns Fremstilling. Han kommer ikke med Bebrejdelser. Han forsvarer kun sig selv og sin tilsyneladende urimelige Færd. Men netop ved denne overordentlige Mildhed virker dette Svar så stærkt.

»Mit Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit«, det er det rolige, ubrudte Samvær, her skildres, med dets daglige, jævne Tilfredsstillelse. Sligt jubler man ikke højlydt over. Det er jo det almindelige. Men det indeholder i sig så meget godt, at den, der lever deri, nødig skulle beklage sig. Men når det sker, at en, som var tabt ude i det vildsomme, vender tilbage, da er dette ud over det almindelige. Det føles så forunderligt, som når en død kommer til Live. Og da er der Grund til særlig Jubel og Fest. Der gøres ikke den rolige Tilværelse den mindste Uret. Men til den ualmindelige Hændelse svarer den ualmindelige Glæde.

Og så ender Fortællingen. Om den ældste Søn blev mere hård eller hans Sind blev smeltet, det står hen. Dom-169 men om hans Tænkemåde lægges derved indtrængende hen til Tilhørerne selv.

Lignelsen om den tabte Søn er et Led i den lange Række Fortællinger, der handler om Forældres Kærlighed til deres Børn. De findes over den hele Verden, i Digtningen og i det virkelige Liv. Og hvor meget smukt Digtningen end kan sige om denne Kærlighed, den har dog aldrig overdrevet, ti Virkeligheden vil altid vise Træk, som er endnu smukkere, endnu større. Derfor er disse Fortællinger altid nye. De leves om igen i hvert Slægtled og altid med samme Styrke. Folkevisen om Sølverlad lever længe. Moderen under Mulde, der kommer og ser til sine små vanrøgtede Børn; og Historien om Moderen, der søger efter sit Barn ad underlige Veje og til sidst må se, at Døden går med hendes Barn ind i det ubekendte Land. Og når disse Fortællinger er døde og glemte, vil nye være komne i deres Sted. For det inderste i dem lever, så længe der er Mennesker til.

En enkelt Afdeling af denne Række har en særegen Farve.

Det er Fortællingerne om Forældres Kærlighed til vanartede Børn. Her viser det .sig, at Kærligheden ikke er mindre, men næsten større. Det er, som om den havde fået en Tilsætning, der mindede Forældrene endnu stærkere om Børnene. Blev der tænkt på de gode Børn hver Time i Døgnet, så tænktes der på de vanartede hvert Minut.

Ud af den store Mængde Fortællinger herom nævner jeg en, som stammer fra Japan.

Der levede ude på Landet et Par Bønderfolk, som havde en eneste Søn. Da han voksede til, blev han hård og ondskabsfuld. Når hans Forældre dadlede ham, svarede han: »Hvem bad jer om at sætte mig i Verden?« Med Årene voksede hans Ondskab. Forældrene blev mere og mere ulykkelige, og Slægtningene følte det, som om Nagler blev hamrede ind i deres Bryst. Således blev han 26 År gammel.

Slægten bad mange Gange de to gamle om at gøre ham arveløs, men skønt disse tit sagde ja, skete det dog ikke.

Endelig holdt de et Familieråd og sagde til Forældrene, at hvis de ikke ville forskyde Sønnen, måtte hele Slægten bryde alt Samkvem med dem. Da gav de gamle efter og indbød dem alle til en Sammenkomst om Aftenen, hvor de kunne opsætte det Dokument, som gjorde Sønnen arveløs. Alle skulle da medtage deres Signeter.

Men dette fik Sønnen, som svirede i en By i Nærheden, Nys om. Han besluttede at holde dem alle for Nar. Og om Aftenen listede han sig hjem og gemte sig i Verandaen, hvorfra han kunne se ind i Stuen, for at han, når de sad allerbedst, kunne slå Vinduer og Døre ind og jage dem fra hinanden. Godt drukken var han.

Da han kom, sad de alle i en Kreds om Bordet. Dokumentet var skrevet. Hele Familien havde sat deres Segl under, og det blev nu lagt hen for Faderen, for at han kunne sætte sit Segl under. Så var det færdigt.

Sønnen holdt Åndedrættet tilbage og så ind.

Da Papiret kom til Forældrene, opløftede Moderen sin Røst og græd højt. Men Faderen knugede sin Mund sammen for at skjule sin Bevægelse og sad lidt med bøjet Hoved. Så sagde han: »Kone, giv mig Seglet?« Og hun tog en Læderpung op af Skuffen og gav den til sin Mand. Denne løste dens Bånd, tog Signetet ud og smurte Farve på. Da greb Konen hans Hånd og sagde: »Vent lidt! Lyt til, hvad jeg har at sige. Det er sandt, at hvis vi ville give vor Søn Huset, ville der inden tre År gro Græs på dets Plads. Men hvis vi gør vor Søn arveløs det eneste Barn, vi har, i Himlen og på Jorden -, så må vi jo tage en anden Søn til os. Og hvem kan vide, om han ikke kunne blive ligeså ussel som denne. Så lad os hellere miste vort Hjem for vor egen Søns Skyld og forlade vort gamle Hus f6r at søge ham. I halvtredsindstyve År har jeg ikke bedt om nogen anden Gunst. Stans nu denne Handling!«

Da så alle rundt på hinanden og på Faderen. Men han lagde Signetet tilbage i Pungen, trak hurtig Båndet til og stødte Papiret fra sig.

Så sagde han: »Jeg veed, I vil alle le ad mig og anse mig for en Usling. Jeg veed også, at det er en Synd mod mine Forfædre, som har boet i dette Hus. Og I vil jo alle sky os.

Dog tror jeg, det er ret og rigtigt, hvad denne gode Kvinde har sagt. Vi vil gå som Tiggere efter vor Søn. Vi vil lægge os ned og dø ved Vejkanten for hans Skyld. Vi skal aldrig komme til jer med Bøn om Almisse. Skynd jer derfor alle bort. Fra imorgen taler vi ikke med hinanden«. Og ligesom Konen græd han højt.

Da sad hele Familien i stum Forbavselse over noget så uhørt og kunne kun stirre på de gamle.

Men da Sønnen hørte dette, var det, som om en uhyre. Vægt blev lagt på hans Legeme. Han bed i sit Ærme, for at ingen skulle høre hans Hulken, og lå på Jorden og græd i Tavshed.

Da gik han om til Hoveddøren og kom stille ind. Han stod tavs med bøjet Hoved og græd. Så sagde han til Slægtningene: »Jeg veed, at I vil gøre mig arveløs. Men skønt jeg har dynget Brøde på Brøde, beder jeg om Henstand en Stund endnu. Jeg tør ikke bede om meget. Men giv mig tredive Dage. Hvis jeg da ikke har vist alvorlig Anger, så jag mig bort. Og gå nu i Forbøn hos mine Forældre, at de opfylder denne min Bøn!« Dermed bøjede han sit Hoved og rørte ved Gulvmåtten dermed.

Og alle bad de gamle om at opfylde hans Bøn. Og disse, som ikke ville have gjort ham arveløs, selv uden Forbedring, græd af Glæde.

Tre År efter stod Sønnen ved Moderens Dødsleje. Hun sagde: »Hin Aften blev dit Hjerte på en eller anden Måde forandret. Du har siden været mig en god Søn«. Og hun løftede sine Hænder og døde. -

Således står der i en buddhistisk Præsts Prædiken. Og det er jo vel muligt, at en og anden vil savne noget. Måske vil man savne Kærlighedens Vilje, Kærlighedens Stolthed. Er denne Kærlighed ikke næsten for selvopofrende, for blød, for villig til at lade sig træde på?

Alligevel er dette usigelig rørende. Der går herigennem noget som en Hymne til Kærlighedens Almagt, der sejrer ikke ved noget som helst Middel, kun ved sin Tilværelse, ved sin egen indre Styrke. -

Og hvad betyder så den Kendsgerning, at alle disse Fortællinger om Forældres Kærlighed er til, de digtede og de, der sker for vore Øjne?

Den betyder, at her er et af de dybest liggende, mest uopløselige Træk i Menneskesjælens Liv. Her er det, som sidst smuldrer hen, når et Menneske er i sjælelig Opløsning.

Her er det, vi alle forstår. Dette er indlysende som intet andet.

Det er også dette, Jesus endnu en Gang slår fast ved Lignelsen om den tabte Søn.

En af Oldkirkens mest berømte Forfattere, Tertullian, siger ved Forklaringen af denne Lignelse: »Hvem skal vi tænke os, at denne Fader er? Naturligvis Gud! For så faderlig var aldrig noget Menneske, så kærlig var intet Menneske«. Lad os et Øjeblik lade denne Ytrings første Halvdel ligge og kun se på den sidste. Tertullian mener altså, at Faderen i Lignelsen er skildret så kærlig, at det ikke kan passe på et Menneske: så stor Kærlighed findes ikke blandt Mennesker.

Det vil nu være klart, hvor bund-urigtig denne Ytring er. Den gør Fortællingen til noget usandsynligt, til en Overdrivelse, og fratager den derved dens virkelige Betydning. Nej Fortællingen virker netop og skal virke med et selvindlysende Præg, således at det svarer i Tilhørernes Hjerter: »Ja, således ville vi bære os ad; hvor usle vi end kan være, dette, tør vi da sige, står fast for os.«

Men det er naturligvis ikke Jesu Hensigt at fremdrage dette Træk af Menneskelivet alene for dets egen Skyld, fordi det er kønt og gribende. Æ

Og nu viser den egentlige Mening med Lignelsen sig og dermed Forskellen mellem den og de andre Fortællinger om Forældres Kærlighed til deres Børn.

Den egentlige Afstand ligger ikke i, at Jesu Lignelse er ypperligere fortalt. Det er den ganske vist; den er simplere, dybere, uden forstyrrende Bitoner.

Nej Forskellen ligger i dette: sådan er Gud. Som en Fader med særlig Glæde og fuld Tilgivelse modtager en i Anger hjemvendende Søn, hvor langt han end har været ude, således modtager Gud med tilgivende Kærlighed den, som angrende vender sig til ham, ligegyldig hvordan han har været. Lignelsen siger til os: se på de jordiske Forhold. betragt dem kun nøje, så du gribes deraf; se på Forældres Kærlighed, hvor stor og selvindlysende den er; og når du så har set dette og indprentet dig dette Billede og følt, hvor det er rigtigt, så løft dit Øje, ti dette ligner Gud. Det er ikke, som Tertullian mente, Skildringens Usandsynlighed, men tvært imod dens menneskeligt selvindlysende Præg, der giver denne Lignelse dens forunderlige Styrke og dens bevisende Kraft.

Og når et Menneske får Hjemve, ikke alene efter sin uskyldige Barndomstid, men længere tilbage, højere op, efter Sjælens Fred og Renhed, efter Gud selv, og når han da i Ængstelse tænker: »Hvor langt kom jeg bort, hvordan vil Gud tage imod mig, efter de stygge og onde Veje, jeg har trådt?«, så siger Lignelsen: Vær ikke bange! Han vil modtage dig, som Faderen modtager det hjemvendende Barn. Han vil kende dig på dette: »Fader, jeg har syndet!« Og kan du sige dette, da er alt godt. Alt det gamle er borte. De Kendsgerninger, i din Sjæl og i din Handling, som du gruer for, er glemte i al Evighed. Du er hjemme igen. Du er Guds Barn. -

Det er en meget almindelig Opfattelse, at Jesus skulle have brugt Ordet Fader om Gud for første Gang, og som nogle føjer til -, at hans egentlige Betydning skulle bestå i at have indført denne Udtryksmåde.

Dette er ganske urigtigt. Ordet er tværtimod brugt om Guder og om Gud længe før Jesu Tid. Men her viser det sig ganske vist, at der til dette Ord kan knytte sig højst forskellige Tanker og Værdier, så forskellige, at det næsten er, som det var helt forskellige Ord.

Lad os se, hvordan!

I enkelte af de gamle indiske Vedahymner nævnes en Gudeskikkelse, Dyaus eller Dyaus Pitar. Dyaus betyder Himmel, Pitar Fader. Denne »Fader Himmel« hørte allerede i hin fjærne Tid, da disse Hymner blev digtede, til de forældede Gudeskikkelser, som havde måttet vige Pladsen for de nye, senere Guder. Således hedder det: »Indra, dig har Guderne indrømmet hele Herskermagten i enhver Henseende, således som Dyaus havde den.« Den gamle Himmelgud var altså vel ikke helt glemt, men var i Færd med at blive uforståelig. Om hans Kultus og Mythologi veed vi intet. Men mærkeligt er det, at som den ældste Guddom i hele den ariske Folkeæt øjner vi tronende i fjem Højhed, næsten tilhyllet af andre Gudeforstillingers Tågemasser Himlen, der tiltales som Fader. Zeus Pater og Jupiter minder om hans Navn. Men hvad man egentlig tænkte og følte, når man kaldte ham Fader, kan vi ikke sige med Sikkerhed.

Hos Grækerne kaldes Zeus ikke sjældent Fader, og Mennesker hans Børn. Spørgsmålet er så, hvad der ligger deri.

Hos Sofokles hedder det et Sted: »Hvo har nogentid set, at Zeus forlod sine Børn?«

Men hvad er Meningen? Er det bange Menneskehjerters Tillid til den højeste Faderkærlighed, her er Tale om?

Stedet findes i Tragedien »Trakinerindeme«. Herakles Hustru Deianeira klager i Ængstelse over sin bortdragne Husbond. Hun beder sin Søn Hyllos drage ud for at finde ham. Så kommer Koret, som består af unge Piger fra den græske By Trakin, og trøster hende. Og i deres Korsang kommer da disse Ord:

"Ja, jeg beder dig, Dronning, hold dig altid i Håbet fast ved mit Ord! Hvo har nogentid set, at Zeus forlod sine Børn?«

For at forstå disse Ord må man imidlertid huske, at Herakles er en Søn af Zeus og Amfitryons Hustru Alkmene. Og når der i denne Sammenhæng tales om, at Zeus ikke forlader sine Børn, tænkes der altså ikke på, at Zeus er besjælet af Faderkærlighed til Menneskene, men på den ikke synderlig ophøjede Mythe og på Zeus' Kærlighed tit sit Slegfredbarn. Ordet, der lyder så religiøst, har altså ved nærmere Eftersyn en helt anden Betydning.

Dybere er Tonen, når Zeus kaldes Guders og Menneskers. Fader. Meningen er vistnok, at de alle har deres sidste Oprindelse fra ham. Endnu dybere klinger det, når Mennesker anråber »Fader Zeus« om Hjælp. Her udtrykkes åbenbart den religiøse Tillid til hans faderlige Omsorg. For at forstå Udtrykkets indre Værdi må man huske, at Grækerne og Romerne kunne kalde Herskeren Menneskenes Fader eller Fædrelandets Fader, omtrent som når vi i gamle Dage talte om »Landsfaderen«. Det er vistnok denne Betegnelses Stemning, som udvidet og forstærket udtrykkes i Navnet »Fader Zeus«.

Henimod Kristi Tid bliver Filosofien hos Grækerne og Romerne mere religiøst farvet end tidligere; især er dette Tilfældet hos de stoiske og kyniske Filosoffer. Og i disse Kredse er der ikke sjældent Tale om Gud som Fader.

Dette sigter Apostlen Paulus et Sted til.

I den Tale, som Apostlen holdt i Athen og som gengives i Apostlenes Gerninger Kap. 17, hedder det (V. 28): »Gud er ikke langt borte fra nogen af os, ti i ham lever og røres og er vi, som også nogle af Digterne hos jer har sagt: vi er jo også hans Æt.« Ordene er åbenbart et Citat. Og det stemmer ordret med et Vers af Stoikeren Aratos. Men et næsten ganske enslydende Vers findes også hos en anden Stoiker, Kleanthes. Måske er det derfor, Paulus siger, at »nogle« af de græske Digtere har sagt således. Men Ordet udtrykker åbenbart den Tanke, at Menneskene er Guds Æt, Børn af Gud.

Paulus vidste og anerkendte altså, at der hos Grækerne havde været en sådan Tanke oppe om Slægtskabsforhold mellem Gud og Menneskene, hvor disse kunne betragtes som Guds Æt eller Børn. Og Paulus finder i dette Udtryk en ganske lignende Tanke som den, der lå i Betegnelsen af Zeus som »Guders og Menneskers Fader«; de har deres Oprindelse fra ham.

Allerdybest er Tonen dog hos den fromme stoiske Filosof Epiktet fra Hierapolis i Lilleasien, som levede omtrent på Aposteltiden.

Han har ikke frigjort sig fra Polytheismen. Men de mange Guder er dog blegnede for den ene, som han kalder Zeus, men endnu hyppigere kun Gud. Til denne Gud forholder han sig i dyb og inderlig Ærbødighed. »Hvad kan jeg gamle, halte Mand gøre andet end prise Gud!« Til denne Gud siger han: »Intet uden Tak siger jeg dig, fordi du har agtet mig værdig til med dig at fejre dette Livs Festspil, at se dine Gerninger og overtænke din Verdensstyrelse.«

Ja, han bruger Ordet »Fader« om Gud. Og åbenbart tænker han herved på Guds Forhold til de enkelte Mennesker. Til Tyrannen, som truer hans Liv, siger han: »Mig har Zeus frigjort; tror du, han vil tillade, at hans Søn bliver gjort til Træl?«

Her er nået et Højdepunkt i det græske Åndsliv. Kun med den dybeste Beundring og Sympati kan man betragte denne ualmindelig rene og fromme Natur.

Men spørger man så, om denne Bevidsthed om Guds Faderlighed falder sammen med den kristelige, om Stemningen og Følelsesværdien er den samme begge Steder, så må der svares benægtende.

Dette vil straks være klart, når man overvejer, at Selvmordet for Epiktet i visse Forhold stod som berettiget og pligtmæssigt. Der kunne komme Tilfælde, hvor Livet blev uudholdeligt. Da måtte man selv gøre Endderpå. Man går jo da ud af et Hus, når det er fuldt af Røg, siger Epiktet. Man må lægge Mærke til, at Epiktet her ikke taler undskyldende om et stakkels Menneske, hvem Nød og Fortvivlelse driver til dette Skridt, fordi han har mistet sit Holdepunkt. Nej, han forsvarer Menneskets, sin egen Ret til at gøre det. Åbenbart ligger heri en Begrænsning af Troen på Guds Faderlighed. Det samme får man Indtryk af, når man tænker på, at Epiktet ikke troede på et Liv efter Døden.

Og når Epiktet håber, at han døende skulle komme til at træde frem for Gud med de Ord: »Har jeg nogensinde overtrådt dine Bud?«, så åbnes her et Svælg mellem hans Tro på Guds Faderlighed og den kristne. Han kender ikke Synden som Skyld og mener ikke at trænge til Tilgivelse.

Og når man så mindes Lignelsen om den tabte Søn, ser man ret Forskellen. Her er den dybeste Forklaring på, hvad Guds Faderlighed i kristelig Forstand vil sige. Sønnens Ord: »Fader, jeg har syndet!« og Faderens Modtagelse af ham, hvori den mest uforbeholdne Tilgivelse udtrykker sig, er åbenbart Midtpunktet. Og netop dette ligger ganske udenfor Epiktets Synskreds. Der var Dybder, Epiktet ikke kendte, Syndserkendelsens og Skyldfølelsens. Og der var Højder, han ikke havde Anelse om, den tilgivende Faderkærlighed.

Også hos Jøderne bruges Navnet Fader adskillige Gange om Gud. I det gamle Testamente findes der omtrent en halv Snes Steder, som der kan være Tale om at nævne. Lad os betragte tre af de mest betegnende.

I Salme 103, 13 hedder det: »Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, således forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham.«

Her er på dette Sted endnu slet ikke Tale om, at Gud ligefrem kaldes Fader. Det er derimod en Sammenligning, der drages mellem en Faders Barmhjertighed overfor sine Børn og Guds Barmhjertighed overfor de gudfrygtige. Man kan hermed sammenstille et Sted hos Profeten Esaias (49, 14-16), hvor Guds Kærlighed oplyses ved Sammenligning med en Moders Kærlighed: »Kan en Kvinde glemme sit diende Barn, så hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? Om også du kan glemme, så vil jeg dog ikke glemme dig (siger Herren). Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder.«

Men disse to skønne Steder med deres dybt menneskelige og derfor så dybt gribende Tale om Gud er ingenlunde betegnende for den almindelige Forkyndelse i det gamle Testamente. Det er Glimt.

På et Par andre Steder hos Esaias (63, i6; 64, 8) kommer vi nærmere til Betegnelsen af Gud som Fader. På det førstnævnte Sted hedder det i Tiltale til Gud: »For du er vor Fader, ti Abraham veed intet af os, og Israel kender os ikke; men du, Herre, er vor Fader.«

Der ligger imidlertid i dette Sted ikke noget om, at Gud er Fader for det enkelte Menneske. For her er kun Tale om Guds Faderforhold overfor Pagtsfolket i det hele. Og af samme Grund udtales her intet om Guds Faderkærlighed til hele Menneskeslægten. Ordet taler kun om Israels Folk. Og Stedets Mening er vistnok, at Gud har gjort Israel til et Pagtsfolk, skabt det som sådant ved at slutte sin Pagt med det. Israels Folk i det hele kan altså ifølge dette Ord sige: »Jeg er Guds Barn«, men om det enkelte Menneskes Ret og Evne til at sige det samme indeholder Stedet intet.

Det tredie Sted, vi vil betragte, findes hos Profeten Malakias (1, 6). Her hedder det: »En Søn skal ære sin Fader, og en Tjener sin Herre; dersom jeg da er Fader, hvor er min Ære, og er jeg Herre, hvor er Frygten for mig? siger Hærskarernes Herre.«

Ordene er tagne af en flammende Tordentale til Præsterne, som foragter Herrens Navn. Tydelig nok kaldes Gud her Fader, og denne Betegnelse bruges som Udgangspunkt for en Slutning: dersom Gud kan kaldes Fader, så tilkommer der ham Ærbødighed. Men det er den. Præsterne ikke viser ham.

Det ses her med fuldkommen Klarhed, hvad det er for Følelsesværdier, der skal udtrykkes ved Billedet: Fader og Søn. Det er ikke den tilgivende Faderkærlighed, som en vildfarende Søn kan vende tilbage til. Det er ikke den trygge Beskyttelse, som Barnet kan ty ind i. Om dette findes der i disse Ord intet som helst. Nej, det er Faderens overlegne Myndighed, som har Krav på Sønnens Ærbødighed. Det er Faderen som Familiens Overhoved, her tænkes på. Og særlig tydeligt viser dette sig ved, at der stilles et andet Billede ved Siden, som åbenbart har samme Betydning: Herrens Forhold til Tjeneren.

For at få det rette Indtryk af, hvordan Fadernavnet bruges i det gamle Testamente om Gud, må man altså lægge Mærke til tre Ting. For det første er det sjældent, denne Betegnelse bruges, sjældent i sig selv en halv Snes Steder, det er det hele -, og sjældent i Forhold til andre Navne på Gud. For det andet tales her næsten overalt om Gud som Folkets Fader, ikke om Guds Faderforhold til det enkelte Menneske. Og for det tredie er det væsentlig Fadermyndigheden, her tænkes på.

Kommer vi nærmere ind imod Kristi Tid, træffer vi noget hyppigere Tegn på, at der kunne tales om Gud som de enkelte Menneskers Fader.

Lad os se på to af de mærkeligste Tilfælde.

I Skriftet »Salomons Visdom«, som vistnok er blevet til mellem 100 og 50 f. Kr. F., skildres nogle ugudelige Menneskers Tankegang og Tale. De siger bl. a. om den retfærdige (2, i6-i8): »Han kalder pralende Gud sin Fader; lad os se, om hans Ord er sande, og afvente hans Livs Udgang; ti hvis den retfærdige er en Guds Søn, så vil han tage sig af ham og frelse ham ud af Modstandernes Hånd.«

Det fremgår heraf, at de fromme har kaldt Gud deres Fader. Dette har de hævdet som deres Forret. Og det er dette sidste, som bebrejdes dem af deres Modstandere.

Fra meget gammel Tid kender vi en jødisk Bøn, den såkaldte Schmone Esre, »Hovedbønnen«. Den har vistnok været til allerede i Slutningen af Aposteltiden i den Form, som vi nu kender; og det er rimeligt, at Hovedindholdet er en Del ældre. Den Bøn skulle enhver Israelit bede tre Gange daglig, nemlig om Morgenen, om Eftermiddagen og om Aftenen. Den består af nitten Afdelinger. Man har undertiden sammenlignet denne Bøn med »Fadervor«. Men een Forskel falder da straks i Øjnene, nemlig den, at Schmone Esre er meget længere. Den fylder flere Sider i en almindelig tæt trykt Bog.

I denne Bøn kaldes Gud med mange Navne: »Abrahams, Isaks og Jakobs Gud«, »store, mægtige og frygtelige Gud«, »Abrahams Skjold«, »Kraftens Herre«, »Israels Befrier«, »Støtte og Tillid for de retfærdige«, »Al Frelses Gud«, »Herre vor Gud«. Atter og atter bruges Betegnelsen »Konge«.

Men her møder vi også Fadernavnet. Den femte og sjette Afdeling i Bønnen lyder nemlig således: »Før os tilbage, vor Fader, til din Lov, og bring os, vor Konge, til din Tjeneste; og lad os vende tilbage i fuldkommen Bod for dit Ansigt! Tilgiv os, vor Fader, ti vi har syndet; tilgiv os, vor Konge, ti vi har gjort ondt. Du forlader og tilgiver jo gerne. Lovet være du, Herre, du nådige, du, som tilgiver meget!«

Det er jo utvivlsomt, at Gud her tiltales som Fader.

Men alligevel ville det være • ganske urigtigt, hvis man ville sige: her kaldes Gud Fader, ligesom det sker i »Fadervor«. For der er stor Forskel. Først bruges Fadernavnet kun to Gange i denne lange Bøn, ind imellem mange andre

Navne, af hvilke nogle kommer langt hyppigere igen; Navnet »Konge« bruges således ni Gange. Og dernæst får Fademavnet på disse to Steder straks sin nærmere Bestemmelse og Forklaring ved, at Navnet Konge føjes til. Vi veed, at Jøderne brugte Fademavnet som Ærestitel i Tiltale til højtstående Embedsmænd. Måske er det en sådan Stemning, der udtrykkes ved Ordet her, naturligvis mangedoblet og forstærket, hvor Talen er om Gud. Men Ordet bliver altså væsentlig et Udtryk for dyb Ærbødighed.

Det Ord, hvormed »Fadervor« begynder, er derfor, skønt udvortes set det samme, dog indadtil et helt andet. Det har en anden Klang, en anden indre Værdi. Det er det eneste Navn, hvormed Gud her tiltales. Det er altså det egentlige, det inderst betegnende Navn. Det får endvidere Klang og Farve af Jesu øvrige Tale. Lignelser som den om det sultne Barn og den tabte Søn klinger med ind i det. Og, hvad der er mest betydningsfuldt, Jesu eget Gudsforhold ligger bagved.

Jødernes Gudsforhold på Kristi Tid var heller ikke et sådant, at det kunne finde sit egentlige og bedste Udtryk i Fademavnet. Grundtonen i dette Gudsforhold havde en anden Klang. Men følte sig stående i et Kontraktsforhold. Man ydede Gud noget, og så fik man til Gengæld noget andet af Gud. Man søgte at opfylde Loven, og til Løn for denne Lovopfyldelse ventede man så at få Gudsrigets Goder. Og denne Grundtanke førte til en urolig Iver efter flere og flere, mere og mere nøjagtige, mere og mere udvortes Gerninger, som blev gjorte i den Hensigt at fortjene Lønnen for dem. Men denne sjælelige Tilstand er meget forskellig fra Glæden og Freden ved Guds Faderkærlighed.

I en gammel jødisk Lignelse fortælles, at en Fyrste havde en Søn, som førte et dårligt Liv og var genstridig mod Faderen. Han blev sat hårdt i Rette og flygtede bort. Da sendte Faderen nogle af sine Tjenere efter ham for at kalde ham tilbage. Men nu var Sønnen så fuld af Skam og Samvittighedsnag, at han ikke havde Mod til at vende tilbage. Faderen lod da sige til ham: »Min Søn, hvilket Barn rødmede nogensinde for at vende tilbage til sin Fader? Det er jo din Fader, til hvem du skal vende tilbage.« Således, tilføjes der, lader Gud sige til Synderne: »Lad ikke Skammen over Eders Synder holde Eder tilbage, det er Eders Fader, til hvem I skal vende tilbage.«

Det, som Sønnen i denne smukke Lignelse trængte til, var åbenbart et rigtig stærkt Vidnesbyrd om Faderens Kærlighed, så stærkt, at hans Frygt og Sky blev overvundet, og han fik Mod til at søge tilbage til Faderen.

Lignelsen vidner om, at der hos Jøderne var en sådan Frygt og Sky. Den findes jo iøvrigt overalt i Menneskesjælen. Der var Glimt af Troen på Guds Faderlighed. Men Hjerterne trængte til et Vidnesbyrd, et Bevis på Guds Faderkærlighed, så stort og gribende, at det kunne gennembryde Angsten og give Tillid, så man turde komme til Gud som en Søn til sin Fader.

Jesu Ord og Liv var dette Vidnesbyrd.