|
Anledningen til denne Lignelse var et Spørgsmål af Apostlen Peder: »Hvor ofte skal jeg tilgive min Brodér, når han forsynder sig imod mig?« Dette Spørgsmål var i de Tider ikke helt ukendt, og jødiske Lærere havde besvaret det med, at man skulle tilgive tre Gange. Peder sætter Grænsen betydelig længere ud; måske har han tænkt på Jesu Ord: »Hvis ikke jeres Retfærdighed overgår de skriftkloges og Farisæernes, kommer I ikke ind i Himmeriget.« Og han foreslår da syv Gange. Og herpå er det, Jesus svarer: »Jeg vil ikke sige syv Gange, men halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.«
I Lukasevangeliet (17, 3-4) findes et lignende Ord af Jesus: »Når din Broder synder, så sæt ham i Rette, og når han fortryder det, så tilgiv ham. Og når han syv Gange om Dagen synder imod dig, og syv Gange vender om og siger: »jeg fortryder det«, så skal du tilgive ham.«
Det er nu sandsynligt, at mange Ord og mange Ordskifter, som er meddelte i Evangelierne, kun er korte Uddrag af de Ord eller Samtaler, som virkelig har lydt. Og man kunne altså tænke sig, at både Matthæus' og Lukas' Meddelelser var sådanne Uddrag af en længere Samtale. Dette bestyrkes ved, at det ældgamle Skrift »Hebræerevangeliet«, hvoraf enkelte Rester er levnede, indeholder følgende Ord: »Når din Brodér, siger han [Jesus], har syndet og har bedt dig om Tilgivelse, så modtag ham syv Gange om Dagen!« Hans Discipel Simon siger til ham: »Syv Gange om Dagen?« Herren svarede og sagde til ham: »Ja, jeg siger dig, lige indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange; ti også hos Profeterne, efter at de var salvede med Ånden, fandtes der Synd.«
Måske har vi her Spor af en oprindelig Overlevering, som Matthæus og Lukas, uafhængige af hinanden og uafhængige af Hebræerevangeliet -, har benyttet til deres korte Meddelelser. -
Nu følger Lignelsen.
En Konge ville holde Regnskab med sine Tjenere. Af den uhyre Sum, som nævnes, ser man, at der ikke tænkes på Trælle i almindelig Forstand, men på Provins-Bestyrere, Satraper. En sådan Statholder fik ikke fast Løn, men fik Provinsen at bestyre mod at betale en vis Sum Penge. Han måtte da selv lade opkræve Skat og Told og deraf ikke alene udrede denne Sum, men også skaffe sig sit Underhold. At Indbyggerne ved denne Ordning ofte blev udsugede, er en Selvfølge. Og at den måtte indeholde store Fristelser til Ødselhed, er ligeså klart.
For Tusinde Talenter svarer til henimod 40 Millioner Kroner. Det var altså en uoverskuelig Sum. Til Sammenligning kan tjene, at Herodes den Stores Søn Arkelaus havde 600 Talenter i årlig Indtægt af Judæa og Samaria, og at Herodes Antipas havde 200 Talenter årlig af Galilæa og Peræa. Da Alexander den Store brød ind i Asieh og havde vundet sine første Sejre, tilbød Perserkongen Darius ham ti Tusinde Talenter, hvis han ville vende tilbage.
Da Tjeneren intet havde at betale med, bød Kongen, at han skulle sælges tillige med Hustru og Børn og Ejendom, og at Gælden skulle betales.
Det Kulturbillede, som her tegnes, er præget af den romerske Ret. Og denne Lignelse er altså et Eksempel ikke det eneste på, at den romerske Administration havde påvirket de almindeligt rådende Forestillinger i det første Århundrede, også i Palæstina. Ganske vist kunne en Skyldner, som ikke var i Stand til at betale, ifølge Moseloven (3 Mos. 25, so) sælges, men der er allerede her tilføjet flere formildende Bestemmelser, og hele denne Retsskik var vistnok forlængst afskaffet blandt Jøderne på Kristi Tid. Den romerske Ret hævdede derimod Skikken i al sin frygtelige Strenghed, således som den skildres her. Når det hedder, at Hustru og Børn skulle sælges, stemmer det også med den romerske Rets Anskuelse, at de udgjorde en Del^ af Husfaderens Ejendom. Fængsling for Gæld var også romersk Ret.
På den anden Side minder Skildringen også om Forholdene ved en østerlandsk Konges Hof. Herom minder de uhyre Rigdomme og det Forhold, at selv Satraperne over de store Provinser er Kongens Trælle.
Nu sker det imidlertid, at Tjeneren beder om Henstand, og at Kongen er højmodig nok til ikke alene at tilstå ham denne, men endog at eftergive ham hele Gælden.
Hvad derefter sker Tjenerens Adfærd mod sin Med tjener, de andre Tjeneres Sorg, Kongens Vrede, Tjenerens Indsættelse i Gældsfængslet er altsammen så anskueligt, at en Forklaring er overflødig.
Men hvad er nu Midtpunktet i denne Fortælling? Det er åbenbart det meningsløse og selvmodsigende og derfor afskyelige i Tjenerens Adfærd.
Det ville ganske vist i og for sig være hårdt at kaste en Skyldner i Fængsel for hundrede Denarier omtrent 70 Kroner -; men det ville være fuldstændig lovligt og ikke væsentlig forskelligt fra at gøre det samme for ti Tu sinde Talenter. Det er heller ikke dette, der bebrejdes Tjeneren. Nej, det, som vækker Medtjenernes og Kongens Harme, og som også skal vække Tilhørernes, det er åbenbart, at han, som lige havde fået eftergivet en uhyre Sum, kunne vise denne Hårdhed for en så ringe Sums Skyld.
Dette er der ingen Mening i. De to Scener, Tjeneren overfor Kongen og Tjeneren overfor sin Medtjener, er netop derfor stillede overfor hinanden i al deres skrigende Modsætning.
Dette er det, som Lignelsen ret vil stille i Lys, og alle Lignelsens Træk er lige så mange Lysstråler, som fra forskellige Sider rettes netop herimod.
Og det er dette, som nu føres op i en højere Sfære med de Ord: »Himmeriget lignes -«. Der er altså et Forhold i Guds Rige, som nøje svarer hertil. Hvad er det da?
Det er åbenbart ikke dette, at Gud tilgiver Syndere. Lignelsen er ikke fortalt for at forkynde Syndsforladelse. Det er heller ikke dette, at Menneskene bør være milde imod hinanden. Lignelsens Mening er ikke en Formaning til Tilgivelse i al Almindelighed. Nej, begge disse to Sider må med. Og det er i Sammenfatningen af dem. Lignelsens Mening ligger. Ligeså meningsløs og derfor afskyelig denne Tjeners Færd er, ligeså meningsløst og derfor afskyeligt er det, når et Menneske, som har fået Tilgivelse af Gud, hvad der jo er uhyre stort, viser sig uforsonlig overfor andre Mennesker med Hensyn til de forholdsvis forsvindende Forsyndelser, han kan klage over. Det er så meningsløst som at ville være både udenfor og indenfor en Dør. Det er umuligt; her gælder: enten eller. Enten udenfor, der hvor Uforsonligheden bor; det er der endelig Mening i, hård, frygtelig Mening. Eller indenfor, i Tilgivelsens Rige, det er der også Mening i, evig, vidunderlig Mening. Men begge Dele på een Gang, det er uden al Mening.
Eller set fra et andet Synspunkt: den, der har fået Tilgivelse af Gud, modtager den og indlever sig i den just ved selv at tilgive, ligesom han også udelukker sig fra den ved at være uforsonlig. Det er dette, som udtrykkes i Tilføjelsen til Lignelsen: »Således vil også min himmelske Fader gøre mod jer, når I ikke, enhver enkelt for sig, tilgiver sin Brodér af Hjertet.«
Forklaringen af Lignelsen ligger altså i Overførelsen af Fortællingens Grundtanke på Gudsrigets Forhold. Og herved bortfalder al Grund til at give de enkelte Træk en særskilt Udtydning, og med det samme mange selvskabte Vanskeligheder, således disse Spørgsmål: hvad betyder det, at Tjeneren vil betale al sin Gæld; og er dette Sindelag, at ville betale sin Syndeskyld, den rette Forudsætning for at modtage Guds Nåde? Skal vi virkelig tænke os Gud i denne Konges Skikkelse, som anvender de hårdeste romerske Retsskikke og lader det gå ud over de uskyldige, Hustruen og Børnene? Alt dette ligger ikke i Lignelsen, men kun i en uheldig Forklaringsmåde. -
Det er ikke denne Lignelses Hensigt at fremsætte en Lære, der aldrig før var hørt, at afsløre et hidtil ukendt Stykke af en Lærebygning. Den henvender sig ikke til Sansen for Verdensanskuelsen, men til Hjertet. I Jødernes religiøse Anskuelser spillede Tilgivelsen en stor Rolle, både Guds Tilgivelse og Menneskenes Tilgivelse. Og det er derfor heller ikke så vanskeligt at finde Udtalelser og Fortællinger, som kan minde om denne Lignelse. Snart er det da Guds Tilgivelse, snart Menneskenes Tilgivelse, som er i Forgrunden.
Om den første handler følgende gammeljødiske Fortælling: En Provins skyldte Kongen Skat. Kongen sendte Bud for at få den indkrævet, men de betalte intet. Efter endnu en Gang forgæves at have sendt Bud gik Kongen selv. Da han nu havde tilbagelagt ti Mil, hørte Borgerne det og sendte de fornemste i Byen imod ham for at bede Kongen vise dem Nåde, da de intet havde at betale med. Kongen svarede: »For jeres Skyld vil jeg eftergive Halvdelen af Gælden.«
Igen kom han fem Mil nærmere; og nu gik Mænd af Folket imod ham og sagde: »Vi kan kun bede: forbarm dig over os!« Kongen sagde: »Halvdelen af Gælden har jeg allerede eftergivet; Halvdelen af den anden Halvdel vil jeg skænke jer.« Men da Kongen kom helt nær til Byen, gik alle Borgere, små og store, ud imod ham, og på deres Bøn eftergav han den sidste Del af Gælden. Således får Israel på den store Forsoningsdag den Gæld eftergivet, som har ophobet sig hele Året.« ,
Den anden Side af Sagen er fremme i nogle Ord af Jesus Siraks Bog (28, i ff.): »Den, der hævner sig, vil der times Hævn af Herren, og Herren vil fast og sikkert tilregne ham hans Synder. Tilgiv din Næste den Uret, han har gjort imod dig, så vil dine Synder blive dig tilgivne, når du beder derom. Et Menneske holder sin Vrede mod et andet Menneske fast, og så vil han endda forlange Tilgivelse af Herren! Med det Menneske, som dog er ham lig, har han ingen Medlidenhed, og så beder han for sine egne Synder! Han selv, der dog er Kød, bevarer Bitterhed. Hvem skal da sone hans Synder? Tænk på det, som til sidst vil ramme dig, og hør op at hade! Tænk på Undergangen og Døden, og afstå fra at synde! Tænk på Budene og vredes ikke på din Næste; tænk på Pagten med den højeste, og overse Overtrædelserne!«
I disse Ord er der åbenbart en Sammenstilling af de to Sider, Guds og Menneskenes Tilgivelse. Det samme ses også i en anden gammel Lignelse: »I synder imod mig, siger Herren, og jeg har Tålmodighed med jer. Hver Dag kommer jeres Sjæle, når I sover ind, til mig og aflægger Regnskab og bliver mine Skyldnere. Og jeg giver jeres Sjæle, som dog var komne i min Magt, tilbage til jer, så I vågner. Ligeså byder jeg i min Lov (2. Mos. 22, 26), at I skal give jeres Skyldner den Klædning tilbage inden Aften, som I har taget i Pant af ham.«
Det er klart, at her drages en Slutning fra Guds Tilgivelse til menneskelig Mildhed; men det har skadet denne smukke Billedtales Flugt noget, at den skulle begrunde ikke Tilgivelsen og Kærligheden, men en Enkelthed i Moseloven, nemlig Budet om inden Aften at tilbagegive den Klædning, som man har taget i Pant.
Men ingen af disse Steder og overhovedet ingensteds er de to Sider sammenstillede med en så mægtig og selvindlysende Tydelighed som i vor Lignelse. Det kommer vel af, at Guds Tilgivelse først ved Jesus er åbenbaret fuldt. Derfor kunne også Slutningen drages derfra til den menneskelige Tilgivelse med en sådan Styrke.
Sammenholder vi endelig Lignelsen og dens Indledning, så viser der sig to vidt forskellige Bestræbelser hos Peder og hos Jesus. De angår begge Spørgsmålet om, hvor ofte vi skal tilgive. Hos den første ses en Stræben efter at afslutte Sagen eller lukke for den ved en theoretisk Afgørelse: »Hvor mange Gange? Er syv Gange nok?« Bagved ligger den Tankegang, at når man har fået dette afgjort, så veed man det, og så slutter Tilgivelsen med den syvende Gang; Udsigten er lukket; der er ikke mere. Jesus vil lige det modsatte. Han åbner Udsigten ud til en uendelig Tilgivelse, for det betyder de syv Gange halvfjerds og under et andet Synspunkt de ti Tusinde Talenter. Apostlens Interesse ligger i dette: »Lad os få Ende på det! Hvornår er vi færdige?« Jesu Interesse ligger i at sige: »Der er altid Grund til at tilgive, igen og igen; og den, som har fået Guds Kærlighed, kan også gøre det; vi bliver aldrig færdige; og vi ønsker aldrig at blive færdige.« Lignelsen danner i denne Henseende et nøje Sidestykke til Lignelsen om den barmhjertige Samaritan. Her mødes også den skriftkloges Spørgsmål: »Hvem er min Næste? Lad mig få det afgjort! Hvor er Grænsen?« med Jesu Svar: »Denne Grænse skal netop aldrig sættes!«
Det er den lukkede og den åbne Udsigt, den snævre Sætten Mure lige overfor kærlighedens Uendelighed.
|
|