- Oversigt over Carl Kochs lignelsestolkninger -

Forestillingen om et Gæstebud vender ofte tilbage hos Jøderne som Billede på Messiasrigets Herlighed. Det er ikke underligt. Fest, Føde, Fællesskab, det var tydelige og kraftige Symboler på den Fred, den åndelige Mættelse og den Samling, som dette Riges Komme skulde føre med sig. Hos Esaias (25,6) hedder det: »Hærskarernes Herre skal berede for alle Folkeslag et fedt Gæstebud på dette Bjærg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel klaret Vin.«

I Talmud findes flere Lignelser, hvor det samme Billede bruges: et stort, kongeligt Gæstebud, hvortil mange Mennesker gæstfrit indbydes. Og Jesus siger (Mt. 8, 12.) : »Mange skal komme fra Øst og Vest og sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget.« Et Udtryk som »Abrahams Skød« har også den samme Baggrund. Man vil let se, at sådanne Udtryk forudsætter, at hele dette Billede var almindelig kendt.

I Lk. 14 skildres et Måltid på en Sabbat i en Farisæers Hus. Jesus er med. Her sker det, at en af Gæsterne siger: »Lykkelig den, som kommer til at holde Måltid i Guds Rige!« Det er atter det samme Billede, som anvendes her. Og det er denne Ytring, som bliver Anledning til, at Jesus fortæller Lignelsen om den store Nadver.

Jøderne havde to Hovedmåltider, Kl. 12 og Kl. 5. Det er det sidste. Manden i Lignelsen byder sine Gæster ind til. Men det viser sig, at da Dagen kommer, bryder de indbudte sig ikke om at komme.

Nu må man lægge Mærke til, at ingen af de Undskyldninger, de giver, er fyldestgørende Den første havde købt et Stykke Jord og måtte, som han siger, nødvendigvis ud at se det. Meningen er ikke, at han er lige ved at afslutte Handelen, og at denne vil gå i Stykker, hvis han udebliver, nej Handelen er sluttet, og nu længes han efter at komme ud til sin Ejendom og se på den. Den næste havde købt fem Par Okser, og nu ville han hen og prøve dem. Den tredie var bleven gift. Det var ikke hans Bryllupsdag, hvad der jo ville have været en fuldt gyldig Grund til at blive borte. Nej, det hedder udtrykkelig, at han havde taget en Hustru til Ægte. Han var altså nygift. Og han havde jo ligesom alle de andre taget imod Indbydelsen. Han siger ikke som de andre: »Hav mig undskyldt!«, men kun brutalt fornærmeligt -: »Jeg kan ikke komme!«

Da er det, Manden bliver vred. Men for at der dog, nu da alt er beredt, skal holdes Gæstebud, indbyder han fattige og Stakler til sit Bord. Og da der endda er Plads, strækker han sig endnu videre, indbyder dem, man ellers ikke vil falde på at indbyde. Landstrygerne, som holdt til ude ved Vejene og ved Vingårdenes Gærder. Om de førstnævnte hedder det, at de skal føres ind, åbenbart fordi de næppe kunde gå eller vejlede sig selv. Om de sidste siges der: »Nød dem til at gå ind!« Meningen er: de vil ikke tro, det er Alvor, disse løse Fugle, som er udenfor det ordentlige Selskab, derfor må der særlige og indtrængende Overtalelser til. Og så slutter Lignelsen med, at Manden forsikrer: »Ingen af de indbudte skal smage min Nadver.«

Lad os nu søge Forklaringen.

Augustin har givet en Tydning, som ikke alene er bleven berømt, men har fået stor historisk Betydning desværre! I en Strid med nogle kirkelige Modstandere i Afrika, Donatisteme, hævder han, at det er berettiget at påkalde Statsmagtens Hjælp overfor Kættere, når det kun sker med Ønsket om at gøre dem godt. I denne Sammenhæng fremdrager han vor Lignelse, som han udtyder i Enkelthederne. De fem Par Okser er de fem dobbelte Sanseredskaber. De Folk, der opholdt sig ved Vejene, er Hedningerne. De ved Gærderne er Kætterne, ti de planter Gærder, som volder Adskillelse i Menigheden. Og om dem gælder det: »Nød dem til at gå ind!« Jesus vil altså have anvendt Tvang overfor disse Mennesker.

Denne frygtelige Forklaring, som i lige høj Grad var Misbrug af Jesu Ord og Krænkelse af Åndens Love, blev medvirkende til, at Donatisteme mistede alle borgerlige Rettigheder; det blev dem under Dødsstraf forbudt at holde Gudstjeneste, og de måtte tilsidst flytte længere ind i Afrika. Men hvor megen Ulykke Augustins Ord har stiftet i Tidens Løb, er ikke til at udmåle.

En sådan snild Benyttelse af et dobbelttydigt Udtryk (»nøde«), hvorved det, som i Lignelsen betyder den kærligste Indbydelse, drejes om til at betyde Statsmagtens Tvang, vil måske ingen nu forsvare. Vi vil nu søge at forstå Lignelsen således, at Tydningen af hvert enkelt Træk undgåes, men at den ses at sætte et eneste åndeligt Forhold i klar Belysning.

Allerhelst må ikke en Gang det Spørgsmål opkastes: »Hvem er Indbyderen?« For det er ikke Lignelsens Hensigt at besvare det. Man vil vel i Reglen føle det som noget selvfølgeligt, at Indbyderen er Gud. Dette kommer af, at man både den Gang og siden var vant til at forestille sig Messiasrigets Herlighed under Billede af et Gilde, og her var det da en selvfølgelig Forudsætning, at Værten var Gud selv. Men i denne Lignelse er det slet ikke fremme, for den er ikke ment som en nøje og detailleret Afbildning af Gud og hans Handlemåde. Og vi er altså ikke tvungne til at forestille os Gud i Lighed med en Mand, som egentlig slet ikke havde tænkt at indbyde de fattige, Staklerne og Landstrygerne og som kun ved de andres Vrangvilje tog dem op, fordi Maden ellers ville blive spildt.

Lignelsens Grundtanke er at fremstille det selvfølgelige Forhold, at når de indbudte nægter at komme, så må de virkelig finde sig i, at andre kommer i Stedet og optager deres Pladser. Ja de må indrømme, at det er ganske i sin Orden.

Lignelsen er ifølge Sammenhængen fortalt i en Kreds af Farisæere. Den er ikke en dogmatisk beskrivende Afbildning af, hvad der faktisk går for sig, men en Henstilling, der skal ægge Mennesker til Eftertanke og til Genkendelse at sig selv: se på dette Billede; er det ikke noget sådant, der er i Færd med at ske? Må I ikke indrømme det rimelige i denne Mands Handlemåde? I, der hører til de indbudte, ved Fødsel og Færd, som fremragende Jøder, er I ikke i Færd med at sige nej, nu da Indbydelsen kommer? Og hvis I gør det, er det da ikke forståeligt, at andre kommer i Stedet, Mennesker, som egentlig ikke synes at høre til de indbudte? Forstår I så, at Toldere og Syndere flokkes om Indbydelsen?

Man har undertiden fundet en Vanskelighed i Slutningsordene: »ingen af de indbudte skal komme med«, som om disse Ord skulde betyde, at ikke en eneste Jøde skal komme ind i Gudsriget. Men dette beror på den samme Miskendelse af Lignelsens Væsen. Disse Ord er ikke et dogmatisk Udsagn af Jesus,, men et harmfuldt Ord af Værten i Lignelsen. Og dette Ord virker derfor atter som en Henstilling: vil I, at det skal gå sådan? For I må jo indrømme, at Manden har Ret!

Der beskrives altså ikke en vis Folkemængdes faktiske Skæbne, men der beskrives et Sindelag og en Handlemåde hos nogle indbudte Gæster og Følgerne deraf. Og dette Sindelag stilles hen til Beskuelse: kan I kende det?

Og hvad er det så for et Sindelag, der sigtes til?

For at forstå dette må man omhyggelig holde Lignelsens billedlige Træk ude fra den åndelige Virkelighed, som skal skildres derved. De to skal sammenlignes, men netop derfor må de ikke sammenblandes.

Nu ser og hører man ikke sjældent Lignelsen forklaret således, at Interessen for Handel, Kvægavl og Ægteskab skulde stå i Modstrid med Indbydelsen til Guds Rige eller dog indeholde særlige Fristelser til at afslå den. Dette er en Misforståelse. Der siges intet derom, men kun om, at disse Ting blev brugt som Undskyldningsgrunde til at udeblive fra et Gæstebud. Disse tre Forhold er kun valgt, fordi de skulde illustrere de indbudtes Færd, og de må derfor ikke føres umiddelbart over i Forklaringen.

De illustrerer hos de tre indbudte en Følelse af at have nok i sit eget således, at de ikke bryder sig om hint Gæstebud. Og det er dette Træk, som skal overføres. Denne Følelse af at have nok i sit eget overfor Gæstebudet afbilder en Følelse af at have nok i sit eget overfor Indbydelsen til Guds Rige. Mellem disse to Følelser sker Sammenligningen. Men derfor kan de godt være af højst forskellig Art. De mødes i dette ene: at have nok i sit eget, så man derfor foragter en Indbydelse. Men Indbydelsen er en hel anden, og Grundene til at sige nej behøver aldeles ikke at være de samme. Og her består de sikkert i noget helt andet. Farisæernes Uvilje overfor Jesu Forkyndelse bundede sikkert ikke i, at de var ivrige Agerdyrkere eller Studehandlere eller ømme Ægtemænd. Her var Tale om noget helt andet. De tænkte: »Vi behøver ikke dine Ord og den Slags Tilgivelse, du taler om, så fattige er vi ikke; vi har det for sikkert og godt dertil; vi takker Gud, at vi ikke er som de andre Mennesker.« Og i Følelsen af denne Besiddelse sagde de nej til Jesu Indbydelse, på samme Måde som de indbudte i Lignelsen sagde nej i Følelsen af at eje noget, som gjorde dette Gæstebud overflødigt for dem, nemlig Marken, Studene, Konen.

Og Forudsætningen for at modtage Indbydelsen til Guds Rige består da ikke i at komme ned på det Nulpunkt, som de fattige, de svage og Landstrygerne socialt er nede på, men i at komme ned på et helt andet Nulpunkt, et sjæleligt, det hvor man ikke har andet at sige overfor Gud end: »Vær mig Synder nådig!« Det er et tilsvarende, men netop derfor forskelligt Nulpunkt.

Således passer Lignelsen ind i den Situation, som forelå den Gang, men i dens almengyldige Punkt; for væsentlig set gentager denne Situation sig bestandig og er den samme den Dag idag.