- Carl Kochs lignelsestolkninger -

Denne Lignelse findes hos alle de tre første Evangelister. (Mt. 21, 23-41. Mk. 12, 1-9. Lk. 20, 9-16). Der er en Række mindre Forskelle mellem de tre Former, men de berører ikke Fortællingens Hovedindhold. Disse Forskelle forklares vistnok lettest og naturligst, når man antager, at Markus* Form er den, der kommer det oprindelige nærmest.

Lad os nu forestille os Fortællingens Gang.

En Mand anlagde en Vingård og indrettede den omhyggeligt og godt. Den blev indhegnet med en Mur. Der blev bygget et Vagttåm i den, hvor Folk i Vinhøstens Tid kunde opholde sig for at vogte Druerne mod Tyve og Sjakaler. Og der blev gravet en Perse.

Nuomstunder er Vingårdene i Palæstina forlængst for svundne. Murene og Tårnene er faldne. Men der findes endnu adskillige Vinperser, oven i Købet i så god Stand, at de kunde bruges hvad Dag det skulde være. Vinpersen er nemlig en Fordybning, udhugget i Klippen, omtrent en halv Alen dyb og fra tre til seks Kvadratalen i Omfang. Her blev Druerne lagt, og Trælle trådte dem så i Stykker med deres bare Ben under taktfast Sang, eller de lagde Brædder over Druerne og trådte på dem. Saften løb gennem en Udløbskanal ned i en anden, mindre Fordybning, der ligeledes var udhugget i Klippen, lidt længere nede.

Da nu Vingården var færdig, forpagtede Ejeren den ud. Dette kunde ifølge gamle jødiske Skrifter ske på flere Måder. Her synes det at være ordnet således, at Forpagteren skulde give Ejeren en vis Del af hvert Års Høstudbytte, når Høsten var forbi. Ellers havde Forpagterne fuldstændig frie Hænder. Og det måtte de også have, ti Ejeren rejste udenlands.

For at få det rette Indtryk af Fortællingen må vi forestille os, at Manden rejser langt bort, f. E. til Italien. Vingården var ikke hans eneste Ejendom, ellers var han vel bleven hjemme og havde selv dyrket den, ligesom Manden i Lignelsen om Arbejderne i Vingården. Han har måske også Ejendomme derovre i det fjerne Land, og han er i hvert Fald så optaget af sine Forretninger der, at han ikke hvert Øjeblik kan rejse over til Palæstina og se til Vingården. Dette véd Forpagterne også meget godt.

Så kommer Høsten. Og da den er omme, sender Ejeren en Træl med Fuldmagt for at hente den Del af dens Udbytte, som han havde betinget sig.

Da var det, Forpagterne pryglede denne Træl og jog ham bort. Det vilde vel have været vanskeligt at tænke sig denne Frækhed, hvis Ejeren havde boet i Nærheden, men det er meget let at tænke sig den, når han bor i et fjernt Land, hvor han er fuldt optaget.

Dette gentager sig flere Gange. Og Vingårdsmændenes Frækhed stiger. Deres Adfærd bliver voldsommere. En Gang bliver en Træl endogså slået ihjel, og da der næste År kommer flere, bliver nogle af dem også dræbte. Vingårdsmændene mærker jo tydeligt, at Ejeren ikke har let ved at komme selv, så Faren fra den Kant synes ikke at være stor. Og en Træls Liv, hvem regner vel det for synderlig kostbart?

Endelig sender Ejeren sin Søn. Hans Tanke er den, at ham vil de ikke vove at røre. Dette er nemlig en Brøde at en ganske anden Art. Alt det tidligere var væsentlig Ejendomsberøvelse. Men om Sønnen blev dræbt, var det Indgreb i selve Slægtens Liv. Og så kom Blodhævnen op.

Men nu viser det sig, at Forpagterne end ikke viger tilbage for dette. ? Man har undertiden sagt, at deres Adfærd var på dette Punkt usandsynlig, ja utænkelig. Men det er den slet ikke. De tænker: »Ejeren kommer såmænd aldrig herover fra det fjærne Land; han er jo en gammel Mand; måske dør han snart; lad os da dræbe Sønnen; så kan vi beholde Ejendommen; for så er der ingen, som kan tage den fra os.«

Når det hedder, at de efter Mordet kastede Liget ud af Vingården, ligger deri, at deres Brøde var dobbelt stor; de viste ikke en Gang den døde den sidste Ærefrygt ved at begrave ham, men gav ham til Pris for Rovdyr og Fugle.

Hermed er Fortællingen forbi. Og nu drager Jesus Slutningen af den. Det er åbenbart, at den helt igennem har stilet imod dette Punkt: »Hvad vil Ejeren nu gøre?« Og Jesus svarer selv derpå: han vil naturligvis komme og dræbe de onde Mænd og overdrage Vingården til andre. Og dette er netop den samme Slutning, som enhver af Tilhørerne udaf deres egen menneskelige Følelse må drage af denne Fortælling: nu vil Ejeren overvinde alle Hindringer og komme derovre fra det fjerne Land, og så vil det gå ud over disse Mordere.

Man mærker snart ved Betragtningen af denne lignelse, at den er af en særegen Art og adskiller sig fra de fleste andre. Ganske vist stiler den mod et eneste Punkt, ganske vist har den Præg af indre Sandsynlighed. Og den har altså Lignelsernes egentlige Kendemærke. Men alligevel spiller Enkelthederne en større Rolle end sædvanlig. Det er, som om den på Forhånd stillede sig i en anden Klasse og forlangte en særlig Udtydning.

Dette ses først og fremmest af, at den knytter til ved en gammeltestamentlig Billedtale. Hos Profeten Esaias (5, i ff) hedder det i »Sangen om Vingården«: »Min Elskelige havde en Vingård på en frugtbar Høj. Og han gravede den og kastede Stenene ud fra den og beplantede den med ædle Vinstokke, byggede også et Tårn midt i den og udhuggede også en Vinperse i den. Og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer.« Så siges det, at til Straf, fordi Vingården således har skuffet de Forventninger, der kunde stilles til den, skal Gærdet borttages. Vinstokkene skal ikke beskæres, Vingården skal nedtrædes og ødelægges. Og til Forklaring af, hvad det hele har at betyde, siges der, at Hærskarernes Herres Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans skønne Plantning.

Enhver ser let, at en Række Enkeltheder fra denne Billedtale kommer igen i Lignelsen, nemlig Vingården, Gærdet, Tårnet og Vinpersen. Og noget af den Stemning, som behersker Esaias' Digt, slår også en i Møde her: de skuffede Forventninger, Harmen over den skammelige Forsømmelse. Man får straks det Indtryk, at et Hovedemne i Lignelsen er det samme som i Billedtalen, nemlig Israels Folk og dets Opgave.

Derimod er det slet ikke Meningen, hverken i Billedtalen eller i Lignelsen, at de enkelte Træk skal udlægges for sig. Gærde, Tårn og Perse har ingen særskilt Betydning i Udlæggelsen, de nævnes kun for at skildre, hvor vel indrettet Vingården var.

Men nu tager Lignelsen en anden Vending end Billedtalen. Og derved træder atter en Enkelthed frem. Medens det nemlig hos Esaias er Vingården, der skufler Forventningerne, er det i Lignelsen Vingårdens Forpagtere. Man mærker altså, at Hovedvægten ligger et andet Sted. Det er ikke mod Israels Folk, denne Lignelses Brod rettes, men mod Folkets Førere, mod dem, der har Ansvaret for dets åndelige Tilstand. Hertil svarer da også, at Lignelsen ifølge Markusevangeliet er fortalt til »Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste.«

Dog er det ikke alene de tilfældige Personer, Jesus ser foran sig, som han retter Lignelsen imod. Der har også i tidligere Tider været sådanne Førere, som forsømte deres Opgave. Også da krævede Gud, at Folket skulde svare til sit Kald og sine Betingelser, og det var Førerne, som svigtede.

Atter her træder en Enkelthed frem: Profeterne. Det var jo Guds Sendebud til Folket. Ingen Tilhører kunde undgå at tænke på dem ved at høre om de Trælle, som Vingårdens Herre sendte. Derimod er det ganske forgæves her at ville udtyde alle de enkelte Træk, f. E. Trællenes Antal eller Dødsmåde. Hvad der siges herom, skal kun udtrykke, at Gud gentagne Gange har søgt efter Frugt hos Folket, og at dets Førere har modtaget hans Sendebud ilde.

Men om end Anklagen også rettes mod Folkets Førere fra gamle Dage, så samler den sig dog først og fremmest imod de nuværende, just dem, Jesus står overfor.

Og derved træder nu til sidst en Enkelthed frem i Forgrunden. Det er Jesus selv.

Denne enkelte Skikkelse træder endda i en ganske anden Grad frem end de andre. Om end enhver, der hørte om Vingården med dens Gærde, Tårn og Perse, straks måtte tænke på Jødefolket med dets Forudsætninger og dets Opgaver, om end Trællene måtte fremkalde Tanken om Profeterne, så forstod man dog let af hele Lignelsen, at det egentlig ikke var dette, der skulde siges. Man strejfede med sine Tanker disse Ting. Man tænkte: ja, vi forstår nok, hvad dette sigter til, men hvor bærer det hele hen? Det var Forberedelse altsammen, Baggrund for noget andet, som skulde vise sig. Men da så Sønnen nævntes, så følte man: her er Hovedpunktet, herimod sigter alt.

Men det ene Punkt, hvori alle Linjer samler sig, er altså ikke en almindelig Sandhed, ikke en Læresætning, ikke noget som dette, at Førere i et Folk ikke bør bære sig ad som disse Vingårdsmænd. Nej, det er en bestemt Situation, som belyses i fuld Klarhed. Det er Jesus overfor hans Modstandere. Når han tænker på sig selv i Forhold til Profeterne, føler han sig som Sønnen i Forhold til Trællene. Og han afslører med denne Lignelse hele Stillingen. Han viser, at han forstår, hvad Modstanderne vil, nemlig dræbe ham. Og han slynger dem Lignelsens truende Slutningsord i Ansigtet: »Vingårdens Ejer skal tilintetgøre Vingårdsmændene og give Vingården til andre.«

Når det hedder, at Vingården skal gives til andre, så kan man spørge: hvem er disse andre, som skal overtage Israels Folks Opgave? Tænkes der på Hedningefolkene? Er det en Profeti om, at Lysestagen skal flyttes ud til andre Folkeslag?

Der må hertil svares, at hele dette Spørgsmål ikke ligger i Forgrunden. Det er en voldsomt bevæget, harmfuld Stemning, som udtaler sig i Lignelsens Slutningsord; og en nærmere Redegørelse for, hvordan det skal gå bagefter, passer ikke dertil. Hvis en havde spurgt Vingårdens Ejer, straks da han havde fået Nys om Sønnens Død, hvem der nu skulde være Forpagter, vilde han vist have svaret: det ligger ikke for nu, det er andre Ting, som nu er oppe. Således vilde et Spørgsmål til Jesus om, hvem han mente med de andre, falde ud af Stemningen. Det skal egentlig ikke stilles her.

Men spørger vi, i hvilken Retning vi skulde søge Svaret, hvis dette Spørgsmål alligevel trænger sig frem, så må der vist næppe tænkes på Hedningerne, men derimod på de umyndige, for hvem Gud har åbenbaret det, han skjulte for de vise og forstandige, på de fattige i Ånden, som han priser salige, og på Tolderne og Skøgerne, som går. foran Folkets Førere ind i Guds Rige. Eller med andre Ord, her tænkes på dem, der har fået Del i det nye Gudsforhold, det, som Jesus giver, det, som han stiller i Modsætning til Farisæernes gode Gerninger og nøjagtige Lovopfyldelse.

Men i denne Lignelse tales der slet ikke særligt derom. Den har et andet Emne, nemlig den frygtelige Afgørelse, som er lige ved at ske i de Dage, umiddelbart før Påske. Under denne Afgørelse tegner Jesus Billedet af Vingårdsejerens Søn, som blev myrdet. Således føler han sin egen Betydning. Således gør han den gældende overfor sine Modstandere. I Forholdet til ham ligger altså Vendepunktet i Israels Folks Skæbne.