- Carl Kochs lignelsestolkninger -

HAN fortalte også til nogle, som havde den Tillid til sig selv, at de var retfærdige, og som foragtede de andre, denne Lignelse: To Mennesker gik op til Helligdommen for at holde Bøn; den ene var en Farisæer, den anden en Tolder. Farisæeren stillede sig hen og bad ved sig selv således: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, Bedragere, Horkarle, eller som nu denne Tolder; jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min Indtægt.« Men Tolderen stod langt bort og vilde ikke en Gang løfte øjnene mod Himlen, men slog sig på Brystet og sagde: »Gud, vær mig Synder nådig!« - Jeg vil sige jer, denne gik retfærdiggjort til sit Hus fremfor den anden.« - Lk. 18, 9-14.

Jerusalem lå højt. Når Folk ved de store Fester rejste til Jerusalem, benyttede mange Vejen over Jeriko. Men fra denne By til Jerusalem er der en Stigning på 3000 Fod.
Og det var endda kun to Dagsrejser. Højere og højere gik Vejen. Til sidst bøjede man om Oliebjerget, og så lå Byen der. Kedrondalen lå endnu imellem. Hinsides den gik det stejlt opad. Og derover rejste de mægtige Mure sig, kronede af Tårne; og bag dem Husenes Mangfoldighed, hen over Højder og Sænkninger. Højest i Forgrunden tronede Templet. Ad mange Trappetrin måtte man op dertil fra den øvrige Del af Byen.
Derop gik de to Mænd, som skildres i Lignelsen.
Det er dog ikke to fremmede, som på en Festdag sammen med mange Tusinder nærmer sig for at deltage i Folkets fælles Tilbedelse af Gud. Det er to Mennesker fra Jerusalem, som på en sædvanlig stille Dag ved en af de almindelige Bedetimer går op til Templet for at holde deres Bøn.
Ti vel kunde man bede overalt, også i Synagoger og på Gadehjørner, men det bedste Sted var dog Templet. Om det var der jo bleven sagt: »Mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag« (Es. 56, 7.). Her kom både Jøder, Proselyter og Hedninger. Det stod åbent for Besøgende hele Dagen. Hvor værdifuldt det var som Bedested, ser man ret af, at Jesus, som dog hævdede, at man kunde bede i ethvert Lønkammer, ja at den Time var allerede kommen, da man ikke særlig behøvede at søge til Jerusalem eller Garizim, men da man skulde tilbede i Ånd og Sandhed -, at han uddrev de handlende af Templet for at forsvare dets Fred og Stilhed.
Gennem den store Forgård, hvor også Hedningerne havde Lov at komme, gik man til »den skønne Tempelport«, som førte ind til Kvindernes Forgård. Gik man igennem denne, nåede man en Trappe, som 'førte op til »Israels Forgård«, en temmelig smal Gård, der ved et lavt Gitter var skilt fra den inderste Afdeling af Forgården, hvor kun Præsterne måtte komme. Fra Israels Forgård så man lige for sig det store Brændofferalter. Og bagved dette hævede den egentlige Tempelbygning sig, hvid af Marmor, skinnende af Guld.
Her i Israels Forgård, midt for Pladsen, må vi forestille os, at Farisæeren gik frem og stillede sig. Han havde, idet han kom op ad Trappen, fået øje på en Mand, som stod lige ved Opgangen og som han omhyggelig var gået et Stykke udenom. Nu løftede han, som det var jødisk Skik, sine Hænder, så op mod Himlen og bad.
Først takkede han. Når han i denne Takkebøn siger, at han ikke er som de andre Mennesker, er det nu ikke hans Mening at stille sig selv alene i Modsætning til alle andre.
Nej, han mener, at han hører til en Klasse Mennesker, som adskiller sig fra alle andre. Denne Bøn svarer da ganske til Farisæernes Navn, som betyder »de afsondrede«. Det var [215] måske nok Modstandere, der oprindelig havde givet dem dette Navn, men de optog det senere selv, og det svarede godt til deres Åndsretning. Det Navn, som en Farisæer selv vilde vedkende sig og yndede at bruge, var "Chaber«, som betyder Næste (Flertal: Chaberim); og således kaldte de sig ikke alene i Modsætning til Hedningerne, der jo stod udenfor Israel, men også i Modsætning til den ikke-farisæiske Del af Folket, som de kaldte Am-harez, Landets Folk, altså de Folk, som vel boede i Landet, men som ikke hørte til det sande Israel. De afsondrede sig altså fra disse i Følelsen af at eje en større Renhed.
I Talmud meddeles et Sted en Bøn, som en Rabbi plejede at bede og som minder noget om den, vi hører her i Lignelsen. Den lyder således: "Jeg takker dig, Herre min Gud, at du har givet mig min Lod mellem dem, der sidder i de lærdes Skole, og ikke mellem dem, der sidder på Gadehjørnerne (Vekselererne og de handlende). Jeg står tidlig op, og de står tidlig op; jeg står op til Studiet af Lovens Ord, de til forgængelige Ting. Jeg arbejder, og de arbejder, jeg arbejder og får Løn, de arbejder og får ikke Løn. J eg løber, og de løber; jeg løber til den kommende Verdens Liv, de til 0delæggelsens Afgrund!« Her, ligesom i vor Lignelse, gives der Takkebønnen, som er en herlig Ting, den ejendommelige og uhyggelige Vending, at den bedende kommer til at sammenligne sig selv med andre Mennesker og ender med at se ned på dem.
Det er Forskellen fra andre Mennesker, Farisæeren takker for. Og når han tænker på dem, træder uvilkårlig frem for hans Tanke enkelte Skikkelser af den store Mængde, Røvere, Bedragere, Horkarle. Og allernærmest lå det da at tænke på Tolderen, som han lige havde set. Det var ikke, fordi han vidste noget ufordelagtigt særlig om denne Tolder; men han kunde jo se på ham, at han var Tolder, og man måtte da takke Gud for, at man ikke var som den Slags Folk.
Og da han nu har takket, kommer han til at tænke på, [216] hvori hans Fortrin frem for disse Mennesker egentlig består. og han nævner da - eksempelvis - to Punkter. Der er nu først Fasten. Her kunde han - ligesom andre Farisæere - ikke nøjes med at overholde den eneste Fastedag, som var påbudt i Loven, nemlig den store Forsoningsdag. Han vilde gøre mere. Og så havde han da pålagt sig selv Faste både mandag og torsdag. Det var de almindelige farisæiske Fastedage; Dagene var valgt til Minde om den Ugedag, da Moses gik op på Sinai Bjærg, og den Dag, da han atter kom ned - Og ligesom han på dette Punkt gjorde mere end der efter Loven behøvedes, således også i en anden Henseende. Ti Loven påbød kun at give Tiende af de Indtægter, som ager og enge indbragt. Men han ydede Tiende af alle sine indtægter.
Noget fra Farisæeren stod den anden Mand og bad. Han stod langt borte fra de andre bedende, åbenbart i Følelsen af, at de så på ham med Afsky og at de havde Grunde dertil. Han kunde ikke få sig til at indtage de bedendes sædvanlige StilIing, med løftede Hænder og øjne. Han stod med nedslagne øjne; i Sorg slog han sig på Brystet, og de eneste Ord, han kunde få frem overfor Gud, var det fattige Suk: »Gud, vær mig Synder nådig!" Således bad de to Mænd.
Der er en Omstændighed, som gør Forståelsen af denne Lignelse vanskelig for os: Vi har hørt den så ofte. Man har i den Grad vænnet sig til at se på denne Farisæer med forargede og forbitrede Blikke, at man i Grunden tiltror ham alt muligt ondt: det var Hykleri altsammen, han var måske selv en Røver, Bedrager, Horkarl, værre end de andre, fordi han bevidst skjulte det. Og man har prist og beundret denne Tolder så tit, at man til sidst er kommet til at se på ham som et ædelt, fint Menneske, hvem der kun blev gjort Uret af de skammelige Farisæere. Man kommer på denne Måde altfor let til det, som ganske vist er Lignelsens Mål, at afsky den ene og anerkende den anden. Og det vil da sikkert vise sig, at det, man kommer for let til, [217] det kommer man i Grunden slet ikke til. Man glemmer Baggrunden, hvorpå disse to Skikkelser tegner sig.
Baggrunden er denne, at Farisæerne, som Jesus selv siger, sad på Moses' Stol: repræsenterede Israels Folks religiøse Opgaver. De gjorde det også med megen Alvor.
Der, i deres Kredse, der var alligevel det bedste at finde af jødisk Åndsliv, Troskaben mod Loven, Håbet om Frelsen, en alvorlig Stræben efter at forme Livet i Overensstemmelse dermed. Dette havde Saddukæerne ganske opgivet for Verdsligheds Skyld, og hos det menige Folk var der Uklarhed og Forvirring. Farisæerne vågede over det betroede. Og dette følte mange i Folket godt: de er i Virkeligheden bedre end os andre! det er dem, vi må se op til. Og når Jesus angreb Farisæerne, føltes det ikke som et Angreb mod en lille forhadt Klike, som alle undte det værste, men som noget uhyre dristigt. der vakte Undren og Ængstelse hos mange af de bedste. Farisæerne stod højt i korrekt Moralitet. Og dette var og er den Målestok, hvorefter de fleste Mennesker dømmer.

Og hvordan var så Tolderen!
Der skelnes i Talmud mellem to Slags Toldere. Skatteopkræverne og de egentlige Toldembedsmænd. Begge Slags var forhadte, men de sidste mest.
De første opkrævede Grundskatten, en Tiendedel af alt Korn, en Femtedel af Vin og Frugt, endvidere Indkomstskatten, som beløb sig til een Procent, endelig den personlige Skat, som hvilede på alle fra det 14de til det 65de År. Før Cæsars Tid var alt dette bortforpagtet til et Selskab i Rom, som så ansatte Folk til at inddrive Skatterne. Men Cæsar fik det forandret, så det blev Regeringen selv, der indsatte Skattekræverne. Det var en Lettelse, men det gjorde disse Folk endnu mere forhadte end før, ti de var jo nu umiddel bare Tjenere for den hedenske Statsmagt.
Og var dette Skattevæsen forhadt og tyngende, så var Toldvæsenet det endnu mere; det hvilede særlig tungt på de fattige og gav Anledning til uendelige Plagerier og Ud[218]sugelser. Ti der skulde betales Told af alle Varer, som udførtes og indførtes; man måtte betale Bropenge, Vejskat, Havnepenge, Torvepenge; ved hvert Vadested skulde der betales; der var skat på Køretøjer, Skibe, Lastdyr osv.
Og hertil kom så det utålelige og ydmygende Besvær ved at blive standset Gang efter Gang på Rejserne, læsse alle Varerne af Lastdyrene, få hver Pakke gennemrodet og private Breve åbnede af griske og uforskammede Toldere.
Man betragtede dem som Forrædere både mod Folket og mod Gud. Man gjorde sig ingen Skrupler af at narre dem.
Og når en Mand af det gode Selskab blev Tolder, var han udstødt med det samme. »Toldere og Syndere«, »Toldere og Skøger«, det var Udtryk, som faldt let i Munden og som maler Stemningen også for os, - eller rettere vilde gøre det, hvis vi ikke var bleven så fortvivlet vante til disse Udtryk, at de næsten er kommen til at betegne nogle inderlig gode Mennesker, som med Urette blev foragtede. Slyngler, Bøller, offentlige Fruentimmer, sådanne Personer var det, man i sine Tanker uvilkårlig anbragte Tolderen imellem.
Forholdet imellem Farisæere og Toldere kan belyses ved en mærkelig jødisk Fortælling, der stammer fra Talmud, altså fra farisæiske kredse.
En Tolders Søn og en from Mands Søn døde. Nu skete det, at ved den førstes Begravelse blev der vist megen Deltagelse af Byens Folk, medens dette ikke var Tilfældet ved den sidstes. Dette er Udgangspunktet. Og det gælder nu for Farisæerne om at give en Forklaring på denne forbavsende Kendsgerning.
Det hedder da, at der gennem en Drøm blev givet den Begrundelse, at den fromme en Gang havde begået een Synd, og Tolderen havde gjort een god Gerning. Det var disse to Ting, som fik deres Udligning ved Begravelsen. Og det betegnende er, at man gik ud fra en så vidt forskellig Betragtning af de to Slags Mennesker. Farisæeren er en så lys Skikkelse, at en eneste Synd sætter en uventet og [219] stor Plet. Tolderen er en så mørk Skikkelse, at en eneste god Gerning må særlig bemærkes og belønnes. - Men det er, som om denne Forklaring endda ikke slår til. Få Dage efter gives der derfor en ny Drøm. Her ser man den fromme vandrende i en skøn Have "med rige Kildevæld. Tolderen sås derimod, pint af Tørst, anstrenge sig for at nå Vandet i en Bæk med sin Mund, men det veg bestandig tilbage for ham. I denne Drøm, der åbenbart er påvirket af det græske Tantalussagn, var der da nået en for den farisæiske Tankegang fuldt tilfredsstillende Forklaring. På denne Måde kunde man med Ro tænke på hin underlige Begravelse. Ikke alene var det tilsyneladende Misforhold ved denne forståeligt, men den rette Ligevægt blev jo genoprettet til sidst. Hele Fortællingen er ret et Udtryk for Farisæernes Anskuelser. De enkelte Gerninger, et Menneske gør, er det afgørende, og de får deres nøjagtige Gengældelse i det enkelte både her og hist. Og som en Grundtone gennem det hele går den dybe Afsky for Tolderne.
Og der var visselig gode Grunde både til at føle denne Afsky og til at se op til Farisæerne. Og inden vi føler det sådan, er vi slet ikke på det Sted, hvor Jesu Tilhørere stod og hvorfra man ene kan se Lignelsens Betydning. Ti det var det forbavsende, at Jesus kunde stille disse to Mennesker op ved Siden af hinanden og sammenligne deres Måde at bede på.
Når vi ser på disse Bønner, må vi på ingen Måde tænke os, at Farisæeren taler U sandhed. Han takker Gud, fordi han ikke er bleven som de andre Mennesker, på lignende Måde som vi ved at tænke på en Flok Tugthusfanger uvilkårlig kan tænke: »Gud ske Lov, at det ikke gik mig så forfærdeligt!« Kun er han sikker i denne sin Bøn, han sætter sig ligesom til Rette i den, medens vi måske ved Jesu Ord føler os usik,:e på, om det går an at hvile i denne Tak. - Og bag Tolderens Bøn ligger der et grimt, væmmeligt Liv. Det er ikke en ædel Undtagelse af Tolder-[220]klassen. Det er netop en af disse med Rette afskyede Slyngler, vi har for os.
Og Jesus stiller ikke alene disse to Bønner op ved Siden af hinanden, men han foretrækker Tolderens Bøn.
Det er dette, der udtrykkes ved Slutningsordene: »Denne gik retfærdiggjort til sit Hus fremfor den anden«. Når der her bruges det Udtryk »retfærdiggjort«, er her slet ikke Tale om Retfærdiggørelse i den Betydning, hvori Paulus bruger Ordet: Retfærdiggørelse ved Troen på Kristus. Ti hos Tolderen er der jo ingen Tro på Kristus. Heller ikke udsiges her nogen uigenkaldelig Dom over disse to Menneskers evige Skæbne. J esus går ikke ud fra Paulus' eller Luthers Sprogbrug, men fra sine Tilhøreres. Og nu var det netop et Hovedspørgsmål for den jødiske Fromhed, hvordan et Menneske skulde blive retfærdig for Gud eller opnå Guds Retfærdighed.
Blandt de fromme var der næppe Uenighed om, at Vejen dertil var Opfyldelse af Moses' Lov. Og her lå da den Tankegang snublende nær, at det gjaldt om at samle sig flere og flere gode Gerninger. Derved alene mente man at kunne overvinde den Usikkerhed, som ellers meldte sig, om man nu virkelig var retfærdig for Gud. Livet med Gud blev et Regnestykke, og det er det, Farisæeren regner på, idet han tæller op:» J eg faster -, jeg giver Tiende -!« Og deraf fulgte atter, at man kom til at sammenligne sig med de andre, som ikke var så højt oppe i Regnestykket; og ved denne Sammenligning søgte man at begrunde sin egen Sikkerhed på at være retfærdig.
Det er da ikke en enkelt ond Egenskab hos en enkelt ond Farisæer, Jesus her taler om; det er hele anskuelsen og Grundstemningen i Farisæernes Fromhed. Ved Siden af den stiller han Tolderens Bøn. Og så siger han: Al denne Regnen og Stræben er ikke en Gang så meget værd som et eneste stakkels Hjærtesuk af en elendig Tolder.
Denne Lignelse - eller Eksempelfortælling - virker ikke dogmatisk belærende, men psykologisk henstillende : føl det [221] selv! Der siges ikke som en Forsikring eller en Teori: »Farisæerens Bøn er værdiløs.« H vad vilde en sådan Forsikring også hjælpe den, som ikke selv kunde komme til at føle det? Men der fremstilles to bedende med en sådan indlysende Klarhed, at man ikke kan andet end give den sidste Fortrinet. Så opdager man, at hermed har man indrømmet en almengyldig Lov, nemlig at det samme gælder overalt. Et angerfuldt Suk ud af et virkeligt bedrøvet Hiærte er mere værd end et korrekt moralsk Menneskes Tillid til
sine gode Egenskaber eller Gerninger. Og Lignelsen fører een videre endnu. Man opdager, at Lignelsen i al stilhed sætter et Spørgsmålstegn ved al Tillid af denne Art. Man må opgive mere og mere deraf, indtil man til sidst intet har tilbage. Det er som et Nulpunkt, man er kommet ned på. Men den Sindstilstand, man da er kommet til, er netop den, som betegnes ved Tolderens Bøn. Man mærker, at dette er den sandfærdige Stilling overfor Gud. Men tillige, at hermed er det Punkt nået, hvorfra man kan få øje på Guds Kærlighed. Det betegnes og bestemmes ved disse Ord:
»Gud, vær mig Synder nådig!«