- Carl Kochs lignelsestolkninger -

»OG han sagde til dem: Tænk jer, at en af jer har en Ven og går til ham ved Midnatstid og siger til ham: »Ven, lån mig tre Brød, for en Ven af mig er kommet rejsende til mig, og jeg har ikke noget at sætte for ham.. Og han indenfor svarer: »Gør mig ikke Ulejlighed! Døren er allerede låset, og jeg og mine Børn er i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det... Ikke sandt, selvom han nu ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så vil han dog stå op og give ham, hvad han behøver, når han er rigtig påtrængende. Lk. 11, 5-8.

»Han fortalte også følgende Lignelse om. at man altid bør bede og ikke blive træt: »Der var i en Byen Dommer, som hverken frygtede Gud eller undså sig for noget Menneske. Men i den By var der en Enke, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret overfor min Modpart! « Og en Tid vilde han ikke. Men siden sagde han ved sig selv: »Selv om jeg vel ikke frygter Gud og ikke undser mig for noget Menneske, så kommer jeg dog nok til at skaffe denne Enke hendes Ret, fordi hun plager mig. Hun er ellers i Stand til at komme og slå mig i Ansigtet til sidst. Lk. 18, l-8 .

De to Lignelser om den bedende Ven og den uretfærdige Dommer findes begge i Lukasevangeliet og kun der. De står hver på sit Sted, i Kap. II og Kap. 18, og i helt forskellige Omgivelser. Men de har megen Lighed med hinanden og sigter i Grunden mod et og samme Punkt. Der er derfor megen Rimelighed i den Anskuelse, at de oprindelig har været fortalt i Sammenhæng og hørt sammen som et Par, på samme Måde som »Skatten og Perlen«, »Sennopskornet og Surdejen«, »Tårnbyggeren og den krigs- førende Konge.. Dog er dette kun en Gisning, noget bestemt lader der sig naturligvis ikke sige derom.

Vi vil imidlertid behandle de to Lignelser i Sammenhæng. I Middelalderen forklarede man Lignelsen om den bedende Ven på følgende Måde.
Vennen, som kommer rejsende om Natten, er Menneskets eget Hjærte, som har været på Rejse i fjerne Lande, har søgt efter de jordiske Ting, men kun oplevet at sulte og vogte Svin, og som nu endelig kommer tilbage til sig selv i Længsel efter noget bedre. Men ak, det er et tomt Hus og en fattig Vært, han kommer til. Og Værten - Mennesket - svarer sig selv: »Hvad kan jeg vel gøre for denne ynkelige Gæst; han er jo vel min Ven, men jeg er selv Tigger. Hvorfor er du kommen til mig, min Ven, i denne Nød?« Da siger Gæsten: »Skynd dig, løb, væk den store Ven, som har større Kærlighed og Rigdom end alle andre, kald på ham og sig: lån mig tre Brød!« - De tre Brød, hedder det et andet Sted, betyder Kundskaben om Treenigheden, eller atter efter .et andet Forslag Tro, Håb og Kærlighed. - Når Vennen derinde i det lukkede Hus svarer: »Mine Børn er i Seng !., betyder det efter en gammel Udlæggelse, at Gud siger: "Alle de, som ved deres tidligere Tilslutning har fået Ret til at kaldes mine Børn, har derved sikret sig Indgang i mit Rige, og de hviler nu med mig der. Og det er for sent at komme, når Indgangstiden er forbi.« Det er fri Omdigtning af Lignelsen, vi træffer her, hos Mænd som Augustin, Beda og Bernhard af Clairvaux. Hvad man end ellers kan sige om dem, Forklaringer kan de ikke kaldes. Ti Vægten er ved Omdigtningen kommen til at ligge på helt andre Steder end i selve Fortællingen. Træk, som i Lignelsen spiller en ganske underordnet Rolle, hæves her frem og bliver Hovedskikkelser i Billedet, således den besøgende Ven. Andre Ting træder tilbage i Skyggen. Og Lignelsens Hovedtanke bliver fortonet og utydelig. Ti hvad bliver der under alt dette af den stærke Opfordring til Udholdenhed i Bønnen?

Endnu mere Nød har man haft med Lignelsen om den uretfærdige Dommer. Snart forklarede man Dommeren som de romerske Kejsere, snart som Gud, snart som Antikristen. Og Enken blev snart Oldkirken, snart Menigheden, snart atter Jødefolket. Man vidste med andre Ord hverken ind eller ud.

De fleste er dog nu kommet bort fra disse Fantasterier. Og dog er de to Lignelser ikke komne til deres Ret endnu. Mange. føler en vis Sky overfor dem. De er så underlige, synes man. At de skal formane til Udholdenhed i Bøn, forstår man jo nok. Men de giver dog et underligt Billede af Gud. Denne vrangvillige Ven, som opfylder sin Vens Anmodning ikke af Velvilje, men kun for at slippe for hans Plageri, ligner han Gud? Og værre bliver det med Lignelsen om Dommeren og Enken. Er det ikke en ganske uværdig Forestilling om Gud, der fremkommer ved Sammenligningen med denne ugudelige og uretfærdige Mand?

Hvad der ligger bagved og fremkalder disse Vanskeligheder, er åbenbart en Sætning, som man holder på, selv om man har opgivet hine middelalderlige Forklaringer, og hvormed man går til Udlæggelsen af disse Lignelser, nemlig den Sætning: »Vennen og Dommeren betyder Gud.« Slår man dette fast, så følger Vanskelighederne med Nødvendighed deraf, og man slipper aldrig af med dem. Og de er så store, at Lignelserne i Grunden bliver ubrugelige derved. Man kommer til sidst til at forkaste dem og sige: »Jeg kan ikke, jeg vil ikke tænke mig Gud på den Måde.«

Men der var jo den Mulighed, at det ikke var Lignelserne, der var noget i Vejen med, men hin Sætning. Lad os prøve helt at opgive den! Vi vil ikke bryde Hovederne med at spørge om, hvad Gæsten, Brødene, Børnene, Enken, Natten osv. betyder. Vi vil ikke engang spørge: »Hvad betyder den vrangvillige Ven og den uretfærdige Dommer?« [s. 119] Vi vil foreløbig se på de to Fortællinger som to Træk af jødisk Liv.

En Mand får uventet Besøg om Natten. Men da han skal sætte Mad på Bordet for sin Gæst, ser han, at Brødene er slupne op for ham. Han går da til sin Nabo, banker på, vækker ham og beder ham om at måtte låne tre Brød, tre af de små runde Brød, hvoraf hver Bordgæst fik i det mindste eet, som han spiste helt op. Naboen er søvnig og ærgerlig over Forstyrrelsen: så skal han altså op og tage Slåen fra Døren, Børnene vil vågne, kort sagt, han siger nej. Men den anden bliver ved. Han forstår jo, at der er Brød i Huset. Og enhver veed, hvordan det vil gå. Til sidst vil Naboen stå op og give ham Brødene, ikke af Venskab, men kun for at få Ro igen.

I den anden Lignelse ser vi en Dommer. Der var på Jesu Tid vistnok en Dommer i hver By, til hvem man kunde henvende sig med alle mindre Retstrætter . I den ældre Tid kunne man appellere fra disse Dommere til Kongen, men under Herodes' Slægts og Romernes Herredømme var der indtrådt Usikkerhed i disse Forhold; og man måtte i hvert Fald have betydelig Magt og Indflydelse, om man skulde få en uretfærdig Dommer til at gøre sin Pligt eller få ham afsat. Folk var altså i høj Grad prisgivne til disse Dommeres Vilkårlighed, og gamle jødiske Skrifter klager også over disse »Røverdommere«. Således var det også her. Denne Dommer var ugudelig og hensynsløs. Nu stiller Jesus overfor denne Mand en Enke. Og nu må vi huske, at Enken i hine Tider ikke alene var fattig og ulykkelig, men også retsløs. I det gamle Testamente er Enken et stadig tilbagevendende Eksempel på menneskelig Nød og Hjælpeløshed.

Den Enke, her er Tale om, veed sig forurettet. Hun går til Dommeren og beder ham skaffe hende Ret, men bliver afvist. Hendes Sag kommer ikke en Gang for. Hvad skal hun da gøre?

En Engelskmand, som kender Østerlandene godt, siger, [s. 120] at der er tre Måder at behandle asiatiske Embedsmænd på. Enten må man bestikke dem, eller man må true dem, eller man må plage dem med en Hunds Udholdenhed til at tage sig af ens Sager. Og som det er nu, var det sikkert også i gamle Dage. De to første Veje var spærrede for den stakkels Enke. Så vælger hun da den sidste.

Gang efter Gang står hun for Dommeren. Med den stædige Udholdenhed, som ganske naturnødvendigt har udviklet sig hos Kvinden som Forsvarsvåben overfor Mandens brutale Magtbesiddelse, er hun der atter og atter med sin Sag. Det er ikke Ansøgninger, hun sender. Dem vilde Dommeren putte i Papirskurven lige så rask, som de kom. Nej, i hin Tid måtte man fremstille sig personligt. Deri ligger hendes Styrke. Hun vil have sin Ret, hvor svag og foragtet hun end er, om hun så skal plage sig til den. Og overfor dette kan Dommeren ikke stå sig i Længden. Han bliver træt af hendes ustandselige Plageri, og endelig skaffer han hende Ret. Han gør i en halv ironisk Enetale Rede for sine Grunde. Det er ikke Gudsfrygt, ikke Hensyn til Mennesker, der bevæger ham. Men han ve ed virkelig ikke, hvor vidt hun vil gå. En Dag flyver hun måske på ham og slår ham i Ansigtet. Og det er dog for meget at udsætte sig for. Så får hun sin Ret.

Hvad er det nu for et Træk, Jesus vil have frem gennem de to små Fortællinger? Han vil fremstille en Bøn, som støder på ganske særlige Hindringer, men som alligevel trænger igennem dem og når sit Mål. Herimod sigter alle Enkeltheder. Af denne Grund skildres Naboens Vrangvilje i den første, Dommerens Hårdhed i den anden Lignelse. Dette må ikke tilsløres, det skal netop fremhæves; Af samme Grund skildres Gæstens natlige Komme, hvorved han sætter sin Ven i en virkelig Forlegenhed. Af samme Grund er det en Enkes Nød, som beskrives; og Billedet er altså ikke valgt, fordi der tænkes på Kirken, der sidder i Enkestand. Vel er der Forskelle mellem de to Fortællinger. I den første bedes der således om en Venskabstjeneste, i den anden om Ret. Men disse Forskelle ligger i Billedernes forskellige Natur og udelukker ikke, at der i begge Lignelser sigtes mod eet Punkt, den gennem alle Vanskeligheder trængende Bøn.

Og nu kommer så Anvendelsen.
Gennem de to Fortællinger er der altså fastslået den Sætning: selv overfor Vrangvilje kan udholdende Bøn nå sit Mål. Denne Sætning bliver nu Udgangspunktet for en videre Bevægelse. Ti fra dette Punkt svinger Tanken sig op ved et: »Hvor meget mere -?« Dersom disse Menneskers Bøn trænger igennem og når Målet trods så megen Vrangvilje, hvor meget mere skal da ikke Menneskehjærtets Bøn trænge igennem og nå Målet, når den rettes til Gud? Kan det nytte at bede i to så ugunstige Tilfælde, hvor meget mere da overfor Gud, som jo netop ikke er vrangvillig og hård. Hvad bliver der så af de Vanskeligheder, som gjorde mange utrygge ved disse Lignelser? Det er let at se, at de forsvinder, når vi opfatter Lignelserne på denne Måde. Den vrangvillige Ven og den uretfærdige Dommer betyder slet ikke Gud. Det er slet ikke Hensigten med disse to Skikkelser at give et Billede af Gud. Tvært imod! Det er netop en Forudsætning i Lignelserne, at de ikke ligner Gud.

Og dernæst: på denne Måde ses det, at Lignelserne begrunder Bønnens Ret og Udholdenheden i Bønnen. Lukas indleder Lignelsen om den uretfærdige Dommer med de Ord: »Han fortalte følgende Lignelse om, at man altid bør bede og ikke blive træt.« Vi forstår nu, at disse Ord rammer på et Hår. Dette er netop de to Lignelsers Mening.

Når det hedder, at man a l t i d bør bede, tænkes her naturligvis ikke på en stedsevarende Bøn, som fylder hver Time og hvert Minut. Meningen er åbenbart, at når et Menneskehjerte beder, da skal ingen Hindring kunne stanse det: Bliv kun ved! Lad dig aldrig kue af Vanskelighederne! [122] Og vil man så endelig spørge, om denne Forklaring nu også passer til hine fjerne Tider, og om vi ikke hellere bør følge Oldkirkens og Middelalderens Anvisninger, så må der svares: den passer netop. De jødiske lærde, som i de første Århundreder af vor Tidsregning samlede og satte i System alle gamle Overleveringer og Metoder til Forklaring af det gamle Testamente, var fuldt opmærksomme på den ejendommelige Slutningsmåde, som bruges i disse to Lignelser. De yndede den selv og brugte den mangfoldige Gange. De kaldte den Kal va Komer ~: »Let og tungt«, og de forstod herved en Slutning fra det mindre til det større eller fra det værre til det bedre, hvor man netop svang sig op ved et: »Hvor meget mere -? De gjorde opmærksom på de Steder i det gamle Testamente, hvor dette forekom, og de dannede selv Eksempler på det samme. Således hedder det i Talmud, at efter Jonas' Prædiken angrede Ninive og råbte til Gud; da forbarmede Gud sig; ti »den, som trænger på, besejrer endog et dårligt Menneske, hvor meget mere vil han da ikke besejre hele Verdens Gud?« Ligheden i Tanke og Slutningsmåde med vore Lignelser ses ved første Øjekast. Således tænkte man den Gang. I Lighed hermed må de to små Lignelser forklares.

Og hvad er der så til os i disse to Lignelser?
Hvis det var sådan, at Nutidsmennesker ikke kendte de Stemninger og den sjælelige Tilstand, som Jesus her taler til, så var her intet til os. Men sådan er det ikke.
I Begyndelsen af 1848 skrev Søren Kierkegård i sin Dagbog: »Den som banker, for ham oplades. Og selvom det er så, at Gud ikke straks lukker op, trøst dig! Tænk dig en ældre, der sad i sin Stue og gjorde nogle Tilberedelser til at glæde et Barn, der skulde komme til en vis Tid. Men Barnet kom for tidlig. Det bankede, men der blev ikke opladt. Og Barnet kunde se, der var nogen i Stuen, ti der var Lys. Altså hørtes jo Barnets Banken, og dog blev der ikke lukket op. Da blev Barnet mistrøstigt. O, og hvorfor luk- [123] kedes der ikke op? Fordi Tilberedelserne til Glæden ikke var ganske færdige.«

Dette er et Menneskes Tale til sin egen Sjæl. Han kender den Ængstelse, at man er glemt, de Tanker, der bragte Salmedigteren til at sige: »Herre, hvor længe -?« Og så trøster han sin egen Sjæl. Han opmuntrer den med denne milde, bløde Lignelse. Uvilkårlig sammenligner man den med Jesu Lignelser.

Det er da for det første tydeligere at mærke på den, at den er digtet. Men den er heller ikke så kraftig; der er ikke så stærkt et Åndedrag i den; den er fremgået af en Sjæl, der er træt ligesom af et Sår. Men dog er det Jesu Ord og Tanker, der klinger igennem den; bliv ikke træt, vent og bed, du venter ikke forgæves. Det kan for så vidt betragtes som en Efterklang af Jesu Lignelser om Bøn i et med Lidelse fortroligt Menneskehjerte.

Men disse Lignelser om Bøn klinger også ind i mange andre Hjerter, i unge og gamle, i alle, som har noget at bede om. De råber: hold kun ud i Bønnen! De forkynder, at Gud ikke er en vrangvillig Ven, ikke en uretfærdig Dommer. Kunde det da nytte at bede sådanne om Hjælp, hvor meget bedre kan man da ikke bede ham om Hjælp, som er Kærligheden selv! -

Til Lignelsen om den uretfærdige Dommer føjes (Lk. 18, 6-8) følgende Ord: »Men Herren sagde: hør hvad den uretfærdige Dommer siger; skulde Gud da ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som råber til ham Nat og Dag? Og mon han vil trække det længe ud for dem? Jeg siger jer, han skal nok snart skaffe dem Ret. Men når Menneskesønnen kommer, mon han da skal finde Troen på Jorden?« Disse Ord må betragtes som en anden Forklaring foruden den, der er givet i Indledningen til Lignelsen: »Man bør altid bede og ikke blive træt.« Disse to Forklaringer forholder sig til hinanden på følgende Måde. Den første, 124 Indledningen, angiver Lignelsens mest omfattende Tanke. Alt hvad der indeholdes i denne Forklaring, det rummer Lignelsen, altså en Mangfoldighed af særlige Tilfælde, hvor Mennesker beder om mange forskellige Ting og hvor det altid gælder: hold kun ud i Bønnen! Men af disse mange Tilfælde fremdrages nu i den tilføjede Forklaring et særligt, hvor Lignelsen altså også har sin Anvendelse. Situationen er den, at,Guds udvalgte« lider ondt; man kommer her til at tænke på Jesu Ord: .Der vil komme Dage, da Brudgommen tages fra Brudesvendene, og da skal de komme til at faste. Og der gøres dem Uret. De lider altså Forfølgelse. Og i denne Nød råber de Nat og Dag til Gud. Og her hedder det da, at Gud hastigt skal skaffe dem Ret, det vil sige: Udfrielse. Man må hermed sammenligne Jesu Lignelse om den fødende Kvinde og hans Forklaring: ,.Også I har jo nu Sorg; men jeg vil se jer igen, og jeres Hjerte skal glædes.« (Joh. 16, 21-22). Og hertil føjes så endelig - med et forunderligt Brud i Stemningen: .Men når Menneskesønnen kommer, mon han da skal finde Troen på Jorden?« Meningen er vistnok denne: At Gud vil opfylde de længselsfuldes Bøn, det er uendelig sikkert; tvivl aldrig om det! Men om Længselen og Udholdenheden er og vil være til Stede ved Herrens Komme, det er det store Spørgsmål. Vær ubekymrede med Hensyn til det første! Det er om det andet, Bekymringerne må samle sig.