Vue: Kirkeåret - 12. s. e. tr. - 16. s. e. tr. Om vue over kirkeåret
Links til elementer virker ikke. Brug titel inddeks
12. søndag efter Trintatis A

Digt om himlens Gud og afguder
Hvor er vores Gud?
Digteren, som vi ikke kender navnet på, rejser spørgsmålet: hvorfor spørger de andre, hedningene, os om, hvor vores Gud er - når han nu er i himlen. Deres guder er jo statuer af sølv og guld, lavet af menneskehænder, og er døve og stumme og ubevægelige. De, der stoler på den slags guder, bliver lige som dem.
Læs mere i Sl. 115,1-9
Det, dit hjerte hænger ved, er din Gud. (Luther, Den store katekismus). Jeg véd ikke hvor relevant det er at foretage en kulturkritik i form af jagt på moderne afguder. Den første af Kieslowskis dekalogfilm har temaet computeren/teknologien som afgud, men den vil vist i elevernes øjne se lige så altmodisch ud som et Holbergstykke på teateret. Kulturkritik udspringer let af præstens idiosynkrasier og virker i øvrigt banalt moraliserende på eleverne. Men skal man ud i det, så må spørgsmålet være: hvad, som vi i nogen forstand dyrker, gør os døve og stumme overfor hinanden og overfor Gud?
Der kan også være anledning til samtale om, hvad himlen betyder - at ordet ikke skal forstås fysisk, men, - tør man i disse tider? - billedligt og metafysisk, men derfor ikke mindre virkeligt. (Det kan være her man skal tangere en redegørelse for det fysiske univers' umådelighed for ikke at friste til den fejltagelse at kristentro forudsætter en dobbeltbevidsthed: én til kirkebrug og én til videnskabsbrug.. ( Se eventuelt Astronomiske facts . og Hul på det middelalderlige verdens billede )
(I øvrigt synes valget af GT-teksten lidt mærkelig i forhold til evangeliet, men sammenknytningspunktet må være at tro på den levende Gud igennem JK giver mund og mæle igen, en kommunikationsevne som så i øvrigt smitter i fælles undren og lovprisning: Han har gjort alle ting vel).

En helbredelse
Luk dig op
Engang kom folk hen til Jesus med en døv, som heller ikke rigtigt kunne tale. Jesus trak ham til side, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge og sagde det aramæiske ord "Effatha" - det betyder "luk dig op". Og straks kunne han høre og tale rigtigt. Jesus forbød folk at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, jo mere fortalte folk det videre. Og man undrede sig og sagde: "Han har gjort alle ting vel" - noget man ellers kun kunne tænke sig at sige om Gud selv.
Læs hele teksten: Mk. 7,31-37
Jesus som helbreder . Helbredelsen åbenbarer at Jesus er den levende, skabende Gud tilstede på jorden. Kendetegnet er magten til at helbrede og frisættelse af tale- og fortællelyst, og evnen til at se og bekende tro på Gud.

Ånden gør levende
Paulus skriver til folk i kirken i Korinth at der nu er en ny pagt mellem Gud og mennesker. En pagt, der skabes af ånden, - ikke en, der bygger på bogstaver og skrift. "Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende". De gamle pagtsbogstaver var hugget i sten - de ti bud - og de havde en sådan herlighed, at folket ikke kunne tåle at se Moses ansigts stråleglans, da han kom ned fra bjerget med dem. Når de døde stenbogstaver havde så stærk og guddommelig lyskraft, hvor meget mere lys og herlighed har så ikke den ånd, som gør levende.
Læs Paulus brev til Korintherne: 2. kor. 3,4-9
Man kan tale sammen om, hvad en pagt er (pagtsritualer, blodsblanding, betingelser mm). Og om hvordan man kan forstå det med at bogstaven slår ihjel. Går det an at tale sig frem til hvordan det ville være at forestille sig at man skulle lave et ordensreglement som skulle styre alle ting - fra hvordan man smiler til hinanden til hvordan madpakken skulle pakkes ud? Om ikke alt ville stivne og dø - og man ville vogte på hinanden altid, om de andre gjorde det rigtige. Kan det bruges som indgang til at forstå, hvordan loven, hvis hensigt er liv, viser sig at være døden?
13. s. e. tr.

En række love:
I skal / I skal ikke
Når I høster, skal i ikke høste til bunds, men lade noget blive tilbage både af korn og vindruer, så folk, der trænger, også kan høste.
I må ikke lyve. I må ikke sværge falsk. I må ikke udnytte og undertrykke jeres næste. I må ikke tilbageholde jeres arbejderes løn. Du må ikke forbande en døv eller spænde ben for en blind. Du skal være retfærdig i retssager, hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du må ikke nære had i dit hjerte, og du må ikke hævne dig. Du skal elske din næste som dig selv.
3. Mos. 19,1-2. 9-18.
pt ingen undervisingskommentarer. Unge kender vel knap "marken er mejet, og høet er høstet", så der kan spørges frem til en korrespondance.

En fortælling af Jesus:
Hjælp i ørkenen
En lovkyndig spurgte Jesus om hvad han skulle gøre for at få det evige liv. Jesus spurgte hvordan han læste og fortolkede loven. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind og din næste som dig selv". - "Gør det, så skal du leve," siger Jesus. Men hvem er så min næste, spørger den lovkyndige. Jesus fortæller en historie: Der var engang en mand, der på den øde ørkenvej mellem Jeriko og Jerusalem var blevet overfaldet af røvere. Han lå forslået og nøgen i vejkanten. En præst kom forbi ham. Han så den overfaldne, men gik forbi. Det samme gjorde en tempeltjener. Men til sidst kom en Samaritaner forbi. Samaritanerne var foragtede, de var som et fremmed folk og troede på Gud på en anden måde end jøderne. Men denne samaritaner ikke bare så den overfaldne, men tog sig af ham, lagde ham på sit æsel - og betalte for at han kunne blive plejet på det nærmeste herberg indtil han havde kommet sig.
Da Jesus har fortalt historien spørger han, hvem der viste sig at være næste for den overfaldne. Ham der hjalp, svarer den lovkyndige
Den barmhjertige samaritaner

En teologisk afhandling om lov og kærlighed
Kristus lever i mig
Den tidligere lovkyndige jøde, nu kristne prædikant Paulus, skriver: Mennesket kan ikke blive retfærdig i Guds øjne ved at opfylde loven, men kun ved at hengive sig i tillid til Jesus Kristus. Vi tror at Jesus har givet sig selv for vores synds skyld for at vi kan blive tilgivet. Er det så lige meget, hvad vi gør? Behøver vi slet ikke overholde loven? Kan vi bare blive tilgivet - og er Jesus Kristus så ikke årsag til synd?
Det er ikke sådan, det hænger sammen. Mennesket kan ikke overholde Guds lov af sig selv og leve sådan som Gud vil have det - og så bliver det til det modsatte af at leve - man går kold og død. Det opdager man, når man tror på Kristus. Det er på en måde at blive korsfæstet sammen med ham - og så skriver Paulus: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. - Og så kan man elske næsten uden at have en masse lovbud til at styre kærligheden.
uv-xtx
14 . s. e. trinitatis A

Digt om Guds barmhjertighed og tilgivelse - igennem generationer.
Glem ikke Guds velgerninger - han glemmer ikke dig
Min sjæl, pris Herren, Glem ikke hans velgerninger.
..... Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
For han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv.
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed
til evighed mod dem, der frygter ham,
og hans retfærdighed mod børnenes børn,
mod dem, der holder hans pagt
Sl 103, 1-13(22)
Det kan vist ikke blive tydeligere end udtrykt ved teksten selv - i et centralt uddrag. Kan bruges til at se hvad evigheds-forjættelse kan gælde i GT. Her, som de fleste andre steder, gælder det slægten. At den enkelte dør og glemmes (af mennesker) overvindes af Guds kærlige og nåderige hukommelse og omsorg for efterkommerne. Kan bruges i forbindelse med spørgsmålet Hvad sker der når vi dør?og dødens overvindelse

En fortælling om helbredelse
Den fremmede, som ikke glemte
I grænselandet mellem Galilæa og Samaria møder Jesus ti spedalske. De råber: Mester, forbarm dig over os! Gå hen og lad præsterne give jer et helbredscheck. Det stod i loven at præsterne skulle godkende at en spedalsk var blevet rask. Det var en frygtelig sygdom, smitsom, og måske Guds straf, så hvem ellers? På vej derhen blev de alle raske. Men én af dem vendte tilbage, og lovpriste Gud og kastede sig for Jesu fødder. Det var en samaritaner. "Var der ikke ti der blev raske? Var det kunne denne fremmede, som er vendt tilbage for at give Gud æren?". Til samaritaneren siger han: "Rejs dig, din tro har frelst dig."
Luk. 17,11-19
Jesus som helbreder. - Denne tekst afslører at tak ikke er tematiseret i Elementer til Kateketik. Er det i andre materialer - og burde en så central ting i et gudsforhold ikke være det - direkte eller indirekte? Der kan naturligvis henvises til nogle salmer - måske er det her, der skal synges "Tak Gud, for hver en nyfødt morgen.." - eller naturligvis "Nu takker alle Gud". Det kan naturligvis ikke gøre det ud for andet end et anekdotisk indskud - men se dette lillebitte nye element.

Formaninger til Timotheus
Husk på Kristus
Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde.. For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; Holder vi ud, skal vi også være konger med ham;
Fornægter vi ham, vil han også fornægte os; Er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke.2. tim 2,18-13
(Epistel, formessen: "Det gode jeg vil, gør jeg ikke" Rom. 7,15-19 Sammenhængen er vanskelig at se)
15. s. e. tr

En fortælling om regnbuens betydning
Aldrig mere forbandelse på grund af ondskab
Engang havde Gud oversvømmet hele jorden på grund af menneskenes ondskab. Han havde dog frelst Noah og hans familie ved at lade dem bygge et kæmpemæssigt skib, Pagtens Ark, hvor de også havde reddet et par af hver eneste dyreart. Alt andet liv gik under i vandmasserne. Da Noah bragte et takkeoffer for Gud og Gud indåndende den liflige duft fra brændofferet, lovede han sig selv, at han aldrig mere ville forbande jorden på grund af mennesker ondskab. "Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre". Og han satte en regnbue på himlen som tegn på denne pagt. Hver gang regnbuen herefter viste sig i skyerne skulle den erindre Gud om pagten mellem ham og alt levende. 1 Mos. 8,20-22; 9,12-16
Om pagt - se ovenfor (ensidig pagtsindgåelse, uden betingelse) - regnbuen som pagtstegn (I at åbne en verden).

Fra Jesu bjergprædikenen
Guds omsorg
Jesus siger: Ingen kan tjene to herrer, I kan ikke på både tjene Gud og dyrke pengene. I skal ikke være bekymrede for hvordan I skal leve, få noget at spise og drikke eller få tøj på kroppen. Er livet ikke vigtigere end klæder og mad? Se himlens fugle - De sår ikke og høster ikke. Og markens liljer: de arbejder ikke, hverken spinder og syr. Alligevel giver Gud dem føde og klæder. Og dog er deres klæder mere pragtfulde end kong Salomons. Når Gud tager sig sådan af nogle blomster - hvor meget mere vil han så ikke tage sig af jer? Vær derfor ikke bekymrede. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det øvrige gives jer i tilgift. Mt. 6,24-34
Genfortælling er nok egentlig ikke sagen. Den poetiske styrke flader helt ud. - Med pagt som indfaldsvinkel handler denne del af bjergprædikenen om pagtsbetingelserne, som så er at søge Guds Rige, vise tillid, hengivelse til Guds omsorg og forsyn.

Formaninger til galaterne
At handle i Guds ånd
Lever vi i ånden, skal vi også handle ånden. "Vis mildhed, bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. Men nogen at han er noget, selv om han ikke er noget, er det selvbedrag"
Gal 5,25-6,8
uv-x
16. Søndag efter Trinitatis

Når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.. ingen anden Job 19-23-27a. - eller den alternative tekst, klagen: Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen - hvorfor giver Gud liv til de fortvivlede? (Job 3,11-22).
Job 19,24f er en stærk beskrivelse af dødens kødelige realitet - men også udtryk for et stærkt håb. Jeg er dog, og skuer Gud. Umiddelbart kan den nye oversættelse sjælesørgerisk set ærgre. Nu er det Gud og ingen anden, man skal se. I 1948 oversættelsen var det Gud og ingen fremmed. Dér, i den yderste situation af fremmedhed, skal man se Gud og ingen fremmed. Det er der meget - og helt legitim appel i. Døden er det absolut fremmede - på trods af det, tror Job, skal han i døden se Gud og ikke noget eller nogen fremmed. Den slags religiøst befamleri, som svarer til menneskers mest banale længsel, har oversætteren - tør man gætte på Svend Holm Nielsen? - ment ikke svarer til Jobs tankegang, og har så valgt den dog så meget sjældnere og afsvækkede betydning af "tsar", nemlig "en anden".

Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain. Han lovprises som stor profet og med ordene "Gud har besøgt sit folk"
Luk. 7,11-17
Også her er der lejlighed til at tage spørgsmålet om døden alvorligt - og i det mindste ikke springe over at det er den faktiske, fysiske død, som er i fokus. Jfr. Henvisninger 14. s. e. tr.

Tab ikke modet i trængsler .. forstå kærligheden .. så I fyldes til hele Guds fylde nås. Ef. 3,13-21
Der er for mig ingen tvivl om at vi er for blufærdige eller for fantasiløse og bornerte, når talen er på fænomener som "Kristus lever i mig" - eller som her om forestillingen om at kunne fyldes til Guds fylde - eller den tale om enhed med Gud eller Kristus, som vi hører udsagt hver eneste gudstjeneste ved nadveren. Det vanskeliggør undervisningen - og jeg selv er aldrig nået længere end til at pege på udsagnene. Måske kan de ikke gøres til genstand for pædagogik? Men man bør ikke undlade at pege på fænomenerne - og ved hjælp af de store udsagn bane vej til en forståelse af dem. Det kan være det bliver for hin enkelte, som måtte have et erfaringsgrundlag at forstå udfra - men anelsesvis forstår vel enhver som har et menneskehjerte noget af sagen.
s