Kirken Update ophører

- En missionær takker af

Af redaktøren, Kristen Skriver Frandsen

Et tilbageblik på mit eget forhold til mission

Nogen vil måske synes det er lidt prætentiøst af mig at kalde sig missionær. Andre – ikke så meget i netop KirkenUpdates læserskare, men ude i min øvrige verden - vil undre sig over at jeg vil bære så belastet en betegnelse som ”missionær”. Lad mig så for det første og af hensyn til de første kalde mig skrivebordsmissionær – for det andet og af hensyn til de andre straks indrømme at ”missionær” og ”mission” er under kritik – undertiden med rette, men så vedgå at jeg har set meningen i det. Hvordan handler det følgende om.

Kirkens mission?

Hvis nogen ved mit studiums begyndelse havde fortalt mig at ”kirkens mission” ville blive en vigtig del af mit teologiske/kirkelige arbejdsliv i mere end ti år ville jeg have undret mig. Meget. Jeg er vokset op i et grundtvigsk højskolemiljø. Vores kirke var en valgmenighed (Ubberup, Kalundborg). For mig var det en selvfølge at kristentro havde noget med den enkelte at gøre og noget at sige til den enkelte. Højskolen havde en Johannes Døber gerning i forhold til kirken eller i forhold til at skabe lydhørhed for evangeliet. Først og fremmest ved at tale sandt om menneskelivet. I mit hjem ikke så store ord om folkelighed og den slags. Men sandhed det var vigtigt – ved hjælp af den moderne litteraturs hudløse ærlighed og ved hjælp af radikalt tænkende eksistensteologer - det prægede min opvækst. Kristendom var absolut ikke noget med snæver moral, men glæde over det skabte, glæde over Guds grænseløse kærlighed – trods menneskelivets skrøbelighed og det enkelte menneskes utilstrækkelighed. Sådan en slags ”Salme 8 Hvad er et menneske at du tager dig af det, kun lidt ringere end Gud skabte du det”-teologi – kombineret med Hostrups linje i Julebuddet til dem der bygge ”Menneskets adel på ny erkendt” indfanger tildels ”stemningen” i mit kristne fundament. Bestemt med bevidsthed om synd og ondskab. Men med en næsten selvfølgelig tro på at den var grundlæggende var overvundet – i det som med tung teologi hedder Kristus-begivenheden – og løbende kunne kæmpes mod og overvindes i stadige delsejre. Kirken – det var det sted og den samling af mennesker, hvor man indsang i sig selv denne tro og fornemmelse – og blev mindet om grunden til den i præstens prædiken. Det var kirken og teologiens vedkommende opgave: analysen af menneskelivet og forkyndelsen af evangeliet om syndernes forladelse.

1968

Jeg blev student i 1968. Det havde sin virkning. Bevidstheden om hvordan menneskets egoisme styrede dets handlinger og ord – også ofte iklædt kønne motiver – den tidehvervske teologi med dens nådesløse analyse af motiver bag store fromme ord, som flettede sig ind i den lyse grundtvigianisme - blev udstrakt til en bevidsthed om hvordan den vestlige verden også havde sine interesser af mindre retfærdig karakter, trods kønne ord. Det blev også til en indsigt i at den vestlige kolonisering af store dele af den øvrige verden udsprang af andet end den hvide mands byrdefulde omsorg for de koloniserede. Med den bevidsthed fik jeg med også et forbehold over for den kirkens mission, som helt uimodsigeligt er forbundet med koloniseringen.

Der blev så ind i denne 68'er-forståelse, som jeg den dag i dag vil hævde var og er sand og indsigtsfuld, et par tidlige afsæt til et senere engagement i mission. Min kollegiekammerat og ven. Hans Anker Jørgensen. sad i redaktionen for Dansk Missionsselskabs tidsskrift ”Nyt Synspunkt”. Det åbnede mine øjne for at netop tilstedeværelsen ude i verden og kontakten med kirker i syd også blev fulgt af en viden og bevidsthed om kolonialismens negative og undertrykkende side og at kristendom og kirke kunne – og skulle - betyde opgør med den.

Men flest kræfter og mest opmærksomhed fik protest mod verdensbank – symbolet på kapitalens magt - våbenhandlerlobbyen, atomkraft, og EF. Den truede natur dukkede så småt op i horisonten – med Ole Jensens i Vækstens vold.

Den grundtvigsk-politiske teologi

Det var studenterkredsen der var mit ”miljø”. Det var – med Margrethe Auken som formand, Eivind Larsen som hyppig gæst, og mange flere – helt overvejende rødt, (som i øvrigt det teologiske fakultet i de dominerende lag var det). Men i den sammenhæng talte vi ikke om kirkens særlige opgave (mission). Mennesket var skabt i Guds billede til at søge ret og retfærdighed og kæmpe for det uanset og før eventuelt kirkeligt tilhørsforhold, ja - uanset religion – vil jeg i dag tilføje, de andre religioner var ikke i fokus i et så eksistentielt/politisk tænkende forum som studenterkredsen.

Økumenisk alvor

Jeg havde læseplads på Økumenisk Bibliotek. Ikke for at studere økumene, men der var der plads. Men jeg sad jo omgivet af sære rapporter, ”Faith and Order”, resolutioner, og meget mere. Organisationer og samlinger af mennesker som forholdt sig til politik, samfund, etik – med kristeligt fortegn. I mit oprindelige teologiske, kirkelig miljø vurderet som noget som lå et sted mellem ligegyldigt og udtryk for ønsket om selvpromovering. Men der var jo en stille alvor (det var jo et bibliotek1) som talte om de samme ting, som jeg syntes var vigtige.

Som præst

Jeg blev præst – og kirke blev først og fremmest de enkelte mennesker jeg præst blandt. 27 år i to kirker, hvor Kirkefondet havde spillet en stor rolle. På landet og i højskolemiljøet kunne man måske tro at kirke voksede frem af sig selv. I byen var det nærliggende at forstå at mennesker måtte gå sammen, organisere sig (som i den politiske verden) for at der blev et rum, hvor kristendom kunne formidles. Det er jo mission.

I dette miljø mødte jeg jo efterhånden også organisationer som befattede sig med Ydre Mission. I sognet, tidstypisk, som hvilende, ja sovende, ydre missions kredse. Trofast slog jeg i Timotheus sogn op i kirkebladet år efter år, at en sådan fandtes, og enhver interesseret var velkommen, men disse ”enhver” meldte sig aldrig. Nu findes de som bekendt stort set ikke mere, kredsene. Igen - for mig: kristendom handlede om evangelium til den enkelte, som man nu havde med at gøre.

Mine prædikener havde bestemt et missionalt præg. Vi blev sendt ud – vi skulle være himmelspejl i mulde (lidt land slæbte jeg da med ind i bykirkerne) – himmelspejl. Sendt ud med et Gudsrigesborgerskab, som, hvor der måtte være konflikt, ”overrulede” hvad man ellers måtte have af borgerskaber. Et borgerskab som i sagens natur måtte arbejde for kærlighed, ret og retfærdighed blandt de nærmeste først, men som, da det ikke havde en grænse udadtil, som andre borgerskaber har, også ud i verden. Mere som princip end noget jeg gjorde noget ved.

Manglende omvendelsessucces

De sidste 17 år som fast præst i Danmark var i Sthens Kirke i Helsingør. En tredje del af sognet var muslimer. Dér blev det helt af sig selv mission som dialog. Men en alvorsmand trods mit vist nok lyse sind og kristendom har jeg nok altid været. Så samtaleindstillingen blev ikke til omvendelse. Jeg havde en muslimsk familie, på fem voksne, velintegrerede, til en række samtaler med henblik på dåb. Men jeg mente de skulle forstå hvad bekendelsen jeg tror på ”Guds søn” betød. At vi troede at den almægtige Gud kunne tage bolig i og tog bolig i et menneske i kød og blod, og kunne dele menneskets lidelse og død. Om de nu ikke kunne få det til at forliges med den forståelse af den ophøjede Gud som lå dybt i deres hjerte fra deres muslimske opvækst eller de bare var så moderne-sekulære at det ikke gav mening overhovedet, så ønskede de i hvert fald ikke dåb – efter denne undervisning. Måske svigtede missionæren?

Organisationerne

Familien flyttede til Jylland – og jeg sagde min faste embedsmandsstilling op – efter 27 år med helt sædvanligt præstearbejde i et sogn. Jeg fik derefter stilling først som religionspædagogisk konsulent ved ”Folkekirke og religionsmøde”, dernæst kunne jeg supplere de 50% der med lederstillingen i ”Folkekirkens Mission”. Hvordan fandt de dog på at ansætte mig? Min grundtvigsk-tidehvervske side har jeg aldrig lagt skjul på (velvidende at de fleste der ellers kunne finde på at kalde sig det vil mene at det er blevet falsk varebetegnelse i mit tilfælde). Jeg havde produceret ikke så lidt religionspædagogisk materiale (om end ikke med religionsmødepointer). Jeg havde god erfaring med muslimer i et sogn. Så det gav muligheden i Folkekirke og Religionsmøde. Det var lidt samme personkreds, der skulle ansætte lederen for Folkekirkens Mission – og det passede jo fint at det var en halvtidsstilling også. Sådan blev det i hvert fald.

Missionær

Missionær var jeg blevet. Pudsigt nok oplevede jeg mest at jeg var i mission i F&R, hvor jeg dog ”bare” var religionspædagogisk konsulent. De samtalecaféer om islam og kristendom som blev en vigtig del af mit arbejde – først især på gymnasier – var mission. Ikke overfor muslimer, som der på de fleste af gymnasierne dog ikke var så mange af, men overfor de øvrige elever. Konceptet indebar at eleverne først selv forholdt sig indbyrdes i mindre grupper eksistentielt til en række centrale spørgsmål vedrørende tro – og så bagefter kunne spørge og diskutere i plenum – med hinanden og et panel, som bestod af en præst, en imam, et par unge repræsentanter for de to religioner. Adskillige gav udtryk for at de overraskede fandt ud af at trosspørgsmål var/kunne være relevant i et moderne menneskes tilværelse. At bane vej til det, var da begyndelsen til en slags mission. Og det var for alvor at være i marken.

Motivet for mission

Det var også i F&R-sammenhæng jeg fandt den gode motivering for mission. Berit Schelde Christensen, den generalsekretær, der accepterede at jeg blev ansat, sagde under en af vores mange samtaler om forholdet mellem mission og religionssamtale: Den bedste motivering for mission fandt hun i Apostlenes Gerninger hvor Peter og Johannes får myndighedernes pålæg om ikke at forkynde. De svarer: Men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Imam Kassem Rachid var den der var først til at svare engang en pige til en samtalecafé sagde: ” Det er meget godt med al det der religionsnoget, bare I kunne lade være med at missionere”. Han sagde: ”Vi muslimer kalder det ikke mission men invitation – men det er det samme”. (Man kunne ellers mene at "invitation" i sig selv i mange danskeres øren ville høres som et venligere ord end mission, men det var ikke hans anliggende) Han fortsatte: Hvis du nu véd hvor i byen man får den allerbedste isvaffel, fortæller du så ikke dine veninder det? Sådan har jeg det med det jeg tror på.” Præsten kunne kun tilslutte sig denne motivering for ikke at kunne lade være med at missionere.

Folkekirkens Mission

I Folkekirke og Religionsmøde var jeg på missionsmarken. Som leder af Folkekirkens Mission var jeg skrivebordsmissionær.

På en måde og i et vist omfang var i hvert fald ordet mission blevet mindre suspekt for ca ti-femten år siden. Det var i dagligsproget ikke længere et kirkeligt ord, men et erhvervslivsord. Ethvert firma med respekt for sig selv havde en vision, som var udmøntet i et ”mission paper”. Ofte formuleret sådan ”vores mission er..” Det gjorde det på en måde lettere at kommunikere at selvfølgelig har kirken en mission.

En kirkeministeriel betænkning

Som mange bekendt kom kirkeministeriet i den berømte betænkning ” Betænkning 1477 Opgaver i sogn, provsti og stift” frem til at formulere sig sådan ”Folkekirkens mission er at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser”. Netop da tiltrådte jeg som leder af ”Folkekirkens Mission”!

Egentlig burde jeg jo have haft en stab af medarbejdere under mig – men nu var det ikke Kirkeministeriet der ansatte mig for et implementerer betænkningen, men et samarbejde mellem Danmarks forskellige frie missionsorganisationer. Og Folkekirkens Mission var en en meget lille specialenhed – en af kirkens mange enmandshære (og da jeg jo kun var der 50% var det bare en halvmandshær). Men som militære udsendte specialenheder havde den en mission. Det var på en måde en metamission. Den skulle missionere om mission.

Men betænkningen udtrykte at det i hvert fald på papiret ikke længere var en missionsteologisk specialitet at mene at kirken har en mission – måske ligefrem er mission.

Afstanden fra organisationerne til Folkekirken og dens lokale menigheder blev ikke af sig selv overvundet gennem ministeriets ”mission paper”. I virkeligheden var det vel også netop tænkt sådan mere management-agtigt. (Personer med rod i erhvervslivet og stærk managementtænkende havde fingre med i spillet bag tilblivelsen af betænkningen). Men for Folkekirkens Mission var opgaven at øge forståelsen for mission i kirkelig forstand – og naturligvis – kanalisere en forståelse i retning af en økonomisk såvel som åndelig støtte til de faktisk eksisterende missionsselskaber bag den lille organisation.

Arbejdet i Folkekirkens Mission

Jeg skal ikke her fortælle om alle tiltagene. Vigtige var missionskonferencerne, og ”Kirke hos os”-projektet, studie- og undervisningsmaterialer – og ikke så lidt mere. Det var i den sammenhæng KirkenUpdate blev til. Et medium til at formidle bevidstheden om at kirken ikke bare er lokal, men global, (eller med det ord, jeg synes er kønnere: verdensvid) og at den er resultat af mission, og at den er mission. Og at missionsselskaberne var oplagte og mulige kanaler at forbinde sig med den globale kirke igennem. Det blev jo så også formidling af viden om diversiteten i fænomenet kirkelig mission. Og om spændvidden i missionsteologien. Ingen mission uden udgangspunkt i dialog – med agtelse for anden tro. Ingen mission uden omsorg for udvikling, uddannelse og helbred. Ingen mission uden bevidsthed om mulig politisk undertrykkelse og med støtte til de undertrykte.

Fokus for KirkenUpdate

Det blev onlinemagasinets fokus – bundet til og formidlet via en løbende nyhedsoversigt over begivenheder og fænomener, som kirken verden over stod i. I begyndelsen var KirkenUpdate ofte først med nyheder – som så af og til fx blev taget op i Kristeligt Dagblad. Efterhånden lagde samme avis mere og mere vægt på orientering om kirken verden over og blev samtidig i højere grad menighedsrådsmedlemmernes avis, så som nyhedsformidler blev KirkenUpdate sekundær.

Folkekirkens Mission blev integreret i Det mellemkirkelige Råd – uden mig ved roret. Jeg tog KirkenUpdate med mig og fortsatte det i et samarbejde med Dansk Missionsråd og dets generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Det samarbejde hørte så op her i sommer 2020 med generalsekretærskiftet, og der har ikke vist sig basis for at fortsætte.

Jeg synes stadig at vinklen KirkenUpdate arbejdede under er vigtig – og den skal nok blive varetaget af andre – så jeg takker af uden at bekymre mig om kirkeskudens videre sejlads. Eller rettere, det har jeg nok, men jeg behøver ikke at bekymre mig så meget om egen indsats.

Tak til adskillige!

Jeg er taknemmelig for en række personers (udover de ovenfor nævnte) betydning for mit arbejde som ”missionær”. Den desværre alt for tidlig døde Knud Jørgensen, Areopagos, var en opmuntrende støtte bag mig og KirkenUpdate – og ofte bidragyder. Det samme gælder Mogens Mogensen, hvor der har været et inspirerende samarbejde både via Folkekirke og Religionsmøde og Folkekirkens Mission. Niels Henrik Arendt var en nær samarbejdspartner i begge organisationer. Imam Naveed Baig er en løbende inspiration i dialog med islam. Mange flere kunne nævnes. Men først og sidst har jeg altid den nærmeste teologiske samtalepartner i min kone, Thala Juul Holm. Hun var bl. a. den der konciperede samtalecaféerne – et koncept der faktisk ikke var almindeligt den gang, men som nu bruges i mange sammenhænge også uden for den kirkelige verden. [Om konceptet] - og hun var og er i øvrigt altid en levende inspirator for og kritisk revisor af min teologiske virksomhed.

Diskussionen om mission

Der er mange ting der kan diskuteres om mission. Mange har været glade for at løsne missionsforpligtelsen fra at gælde kun organisationer, og peget på at kirken som en del af sit væsen er mission. Og at mission skal forstås holistisk – ikke bare formidling af et budskab, men aktiv deltagelse i Guds gode gerninger på jord. Missio Dei. i politik, i kamp for fred, for klima, kamp mod sult, undertrykkelse, krænkelser af alle slags.. Nogle gange tænker jeg at det kan blive ”de store ords teologi” og ikke så meget andet. Men hver eneste menneske kaldes – nogle gange også gennem andres mission – til at udfolde sit gudsskabte væsen, at arbejde for Guds riges stadige virkeliggørelse i tiden. Nogle finder veje gennem organisation i vid forstand, oplever sig ”sendt”, andre folder måske sagen ud i yderst hverdagslige former.

Omvendt ser jeg at lige som vi ikke kan lade være med at fortælle, kan vi nok ikke lade være med at organisere os, lokalt og i organisationer, nogle gange meget store, for det er meget store kræfter der står i mod næstekærlighed og medmenneskelighed og den gudsskabte verden, næsten og vi selv lever i. For vore synders skyld må vi organisere os, men passe på magten. I fagbevægelsen finder vi pamperi, kirken – de frie organisationer som Folkekirken - er langt fra fri for tilsvarende fænomener.

Magtkritik – på alle planer – er en vigtig del af formidling af evangeliet. Vendt indad mod en selv, i erkendelse af motiver, vendt mod med”kæmpere” i den gode sag, vendt mod usurpatorer af en hver slags, mod politisk og økonomisk magt, der misbruges til at træde andre ned.

Diskussion vil fortsætte men KirkenUpdate eller ”Den Verdensvide Kirke” som jeg nåede at omdøbe magasinet til, bliver ikke platfomen – i hvert fald ikke på den hidtige måde.

En generel tak

EN MEGET STOR TAK til alle dem, som har været med. Som bidragydere og som læsere – uden jer havde KirkenUpdate ikke været.

Fremtiden?
I fremtiden vil jeg koncentrere mig om den del af mit praktisk-teologiske arbejde, som har hovedfokus på prædikenforberedelse og undervisning - det vil blandt andet facebooksider som Teksten denne uge/Teksten denne uken og Theologia Practica orientere om. Men ting om mission i vid forstand dukker jo hele tiden op. Om det og teologiske tanker, indfald, "produkter" vil jeg først og fremmest orientere om via Twitter.

Kristen Skriver Frandsen

PS. Det er naturligvis også yderst prætensiøst at anvende den gamle tegning "Lodsen går fra borde" som blikfang - men hvad gør en redaktør ikke af hensyn til clickbaits. Lods for nogen skude har jeg dog ikke rigtig været - og slet ikke i Bismarcks kaliber. Men stemningen i mig tegner billedet meget godt - så derfor.

Missionærens bekendelse

(Missionær = formidler af eu-angelium, godt budskab)

"Jeg tror at Gud er, at i sidste ende alt er mening, at Jesus Kristus – med hele sin skæbne har vist os hvem og hvordan Gud er, i liv, i lære, død og opstandelse, i virkningshistorie=kirken* som Kristi ”krop”.  Kernen for mig i Jesu åbenbaring er Guds riges virkelighed. Det er essensen af det gode budskab: godt nyt for fattige, for dem som græder, (Jesu program), forsoning, syndsforladelse, genopretning og retfærdighed .. Dette Guds Rige virker – sætter sig igennem – hele tiden og undervejs, i små befriede og befriende livslommer, i en verden, blandt mennesker, som undertiden kan synes især bemægtiget af helt andre magter. Det sætter sig igennem i et sig stadig ordnende anarki.**  – og en gang, hinsides det, som vi kender som tiden, når Gud bliver alt i alle, er det det som ER."

*(Det er mildt sagt langt fra alt som kalder sig kirke, der er det, men det er en anden historie).
** (Tak til Johannes Aakjær Steenbuch: Guds rige er Anarki)

Det begyndte som Folkekirkens Missions Nyhedsbrev:

KirkenUpdate fik sin form gennem mange år:

Let modificeret

Og seneste