Theol-P forside - De danske tekster - De norske tekstene - Hvordan.. - Om.. - TdU hver uge i egen mailboks

Indhold: "Teksten denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her.  En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen. 17. s. i trinitatis B 2022 [Søndagen på Teksten denne Ugen] Birgitte Refshauge Kjær Han lagde mig en ny sang i munden. Sådan lyder en linje i salme 40 fra Salmernes bog i Det gamle Testamente, en linje jeg holder meget af. Han lagde mig en ny sang i munden.   Så blev der udskrevet valg. Ved ethvert valg skal vi overveje, hvad det er, vi drømmer om, håber på, længes efter på det store plan og helt ned til de konkrete ting. Det er jo det, vi spørger politikerne om: Du repræsenterer dette parti, fordi du grundlæggende mener sådan og sådan her på det store plan, men hvad så konkret? Hvad betyder det, når du skal tage stilling til det eller det? En politiker skal have et ståsted i forhold til det helt grundlæggende perspektiv, men jo også til de mest håndgribelige konkrete beslutninger.   Ved ethvert valg opdager vi, at vi virkelig kan være i tvivl om, hvor vi skal sætte vores kryds. Hvad det egentlig er, vi tror, er godt for vores land, og hvem vi tænker går sådan cirka i den retning?   Men ved ethvert valg, vi står i, skal vi huske, at længslen, håbet, drømmene og tvivlen er de allerbedste venner. Vi må aldrig blive bange for tvivlen. Det er den, der åbner vore ører og øjne. Det er den, der får os til at stoppe op, spørge og undre os. Det er den, der får os til at hoppe ned fra de træer, vi er flyttet op i, eller får os til at kravle op af de undergange fulde af dynd og slam, vi er endt i, som vi også lige hørte fra salme 40. Det er tvivlen, der får os til at orke lære nye sange og faktisk tage dem i vores egen mund og ikke bare lade andre synge.   Der er meget få mennesker, der aldrig tvivler. Der er nogle, der tilsyneladende hviler i en tryg tro uden at virke skråsikre og fordømmende. Og så er der andre, der synes mærkeligt færdige og sikre, når de udtaler sig, som om de aldrig har kendt til tvivl. Måske skyldes deres sikkerhed, at de gør alt for at gemme usikkerheden væk, som om tvivl er et tegn på håbløs svaghed.   Niels Hausgaard, som vi vist stadig godt ved, hvem er, har sagt: Den der er holdt op med at tvivle, er den farligste.    Også mange salmer er meget mere afklarede og faste i troen, end de fleste af os, der synger dem. Så der ikke er plads til vores tvivl. Måske kan det være godt at læne sig ind i sikre ord og synge dem som en vej til at komme til at hvile i troen. Men perioder med tvivl og uro kan være nødvendige for at vokse i troen. For at nå til nye indsigter.   »Følg mig«, siger Jesus til tolderen Levi, og ingenting bliver mere, som det var. To ord fra hans mund er nok til at vende op og ned på et liv og flytte et menneske i en ny retning. Sætte det i bevægelse.   Jeg talte i ugen her med konfirmanderne om, hvad det vil sige at blive genfødt. Det er jo det ord, vi bruger i dåben. Med vandet endnu drivende lidt ned i panden på barnet - eller hvem der nu bliver døbt - lægger præsten sin hånd på hovedet og siger:   Den almægtige Gud, vor Herre Jesus Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid. Fred være med dig.   Konfirmanderne havde mange gode bud på, hvordan sådan en genfødsel kunne se ud.   En sagde: Det er, når en klasse har været træls at gå i på grund af mobning, og så bliver man et fællesskab igen, hvor alle er OK.    En anden sagde: Det er, når man har været skadet og bliver rask, så man kan spille med på holdet igen.   En tredje sagde: Det her med genfødsel lyder lidt, som om man nærmest skal drukne.   Og ja, sommetider skal der en rystelse til, før man ser klart igen og får mod til at lytte til den stemme, der kalder på én, som Levi oplevede det.   Der er faktisk én, der siger det så vildt her:   Vi kan intet tilegne os, som virkelig kan berige vort liv og udvide vor forståelseshorisont, uden at vi først har sønderbrudt de færdige billeder, som rækkes os fra fortiden. Det er en meget smertefuld proces, som kræver et stort mod og styrke også til at udholde forvirring, tomhed og ensomhed. Gudsbillederne må knuses, for at Gud kan blive en levende erfaret virkelighed i det enkelte menneskes liv. Hvad andet gjorde Jesus hele sit liv end at pille ved sin samtids sædvanlige gudsbillede, nedbryde den udvendige gudsdyrkelse i templet i Jerusalem og flytte Gud ind i mennesket, gøre mennesket til Guds tempel?   Men er det end en smertefuld proces, er det også en meget befriende proces, som ikke ender i den rene og skære nihilisme, men et sted hinsides, hvor billede på billede igen begynder at vokse ud som blade på et træ, hvor de gamle dybsindige billeder igen kan få nyt liv, hvor den dyrebare tradition igen bliver vedkommende, men nu i et helt andet perspektiv, set fra en anden bevidsthed. En bevidsthed, som ved, at alle disse billeder i sig selv ikke er sandheden, men netop billeder, tilnærmelser, tydningsforsøg.   Det er en, der hedder Kirsten Sarauw, der har sagt det her. Og læg lige mærke til, hvad hun siger. De gamle dybsindige billeder skal igen have nyt liv, så den dyrebare tradition igen bliver vedkommende.   Når vi i dag hører om en ny sang, vi skal til at synge, om Levi der bryder op fra sit gamle liv og om ung vin på nye lædersække, så kan man godt blive træt. Træt af forandring. Som om der ikke er nok, der forandres i verden hele tiden.   Men så skal man lige huske, hvad det er, Jesus gør. Det første han gør, er at sætte sig til bords i Levis hus og bringe det menneskelige fællesskab med. Altså Levi kaldes tilbage til det dyrebare fællesskab, han hele tiden har hørt til, et rummeligt broget mangfoldigt og meget meget menneskeligt fællesskab, hvor der faktisk er plads til alle. Han hives fra periferien, den onde fred og ensomhed, ind midt i centrum af meningen med ethvert menneskes liv, nemlig som en del af et fællesskab, et forpligtende fællesskab.   Der er forankring i den her forandring. Evangeliet i dag er et kald til at vove at blive det, der har været meningen hele tiden. Et kald til at være det, vi allerede er: mennesker der længes, drømmer, håber og tvivler, mennesker der synder og bliver toldere, tager forkerte valg,  men som har en plads ved bordet, og som skal synge en ny sang sammen. Guds sang.   I en ny gendigtning af salme 40 lyder det sådan her, digtet af Iben Krogsdal:   Og jeg hørte en sang midt i mørket om et barn der blev fundet og trøstet, den steg frem som et korværk i hjertet en opstandelsesbølge i brystet   Og du rejste mig op på din tone under himlen, hvor længslerne bunder, og jeg så, at min hverdag er kostbar og jeg følte mit brusebads under   Og jeg så, der var nogen at elske og jeg gav dem forsigtigt at spise og jeg gav dem forsigtigt at drikke og mit sprog blev en lykkelig vise   Og det sorteste net i min hjerne blev en glitrende morild af amen, og jeg sang af din vældige stemme der var stærk hvor min egen brød sammen   Så er sangen dit løfte fra himlen om en kærlighed større end sorgen, den skal fylde os hver gang vi vågner til en skøn og fortvivlende morgen.   Sognepræst i Egeris Estvad Rønbjerg Birgitte Refshauge Kjær