Præsentation/anmeldelser PÅ DIT ORD Lutherske prædikener til kirkeåret  Første tekstrække Redigeret af Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm 2024 Forlaget Eksistensen. Bogen kan bestilles her (Præsentationer af bøger her på Theol-p er ofte en slags løbende anmeldelse - i forhold til hvornår en given bog er bliver refereret til på Teksten denne uge) Prædikensamlingen ”På dit ord” har fået en del menneskeord med på vejen – inden den var udkommet. Det borger selvfølgelig for relevansen for Teksten denne uges brugere, at nogen vil kritisere noget så ellers ofte upåagtet som udgivelsen af en prædikensamling. Nogle af fordommene går på at den ikke halser efter den nyeste. Den forventede konservatisme er man især gået i kødet på. Udgiverredaktionen er næppe utilfredse med at blive forstået som konservative. Titlen ”På dit ord” skal signalere at de ønsker at følge Jesu befaling til Peter om at kaste garnene ud. Står der i indledningen. Så lad Gud om at der går fisk i dem. Men dertil skal der uden tvivl tænkes ”På DIT ord…”  Og Guds ord bliver det hvis det læses og høres med luthersk bevidsthed. Her fægtes med åben pande. Jeg kalder i hvert fald selve udgiverkredsen Ny Tidehverv, mennesker der ofte samles ved Tidehvervs sommermøde, læser – en enkelt redigerer – ”Tidehverv” – om alle bidragyderne anser sig som en del af tidehvervbevægelsen véd jeg ikke. Jeg selv er lidt ”Tidehverv gået ud på dato – men ofte god etter” som der står på mælkekartonerne her i Norge. Det sidste kan jeg i det mindste håbe på. Der 40 bidragydere – fra biskop, over næsten kendisser i kulturlandskabet (betyder ”skriver også i Information!), til præster både i by og på landet. En pudsig ting er at deres fødselsår er anført på forfatterlisten. Vi ser at det ikke er en gammel garde. Et tilfælde? Eller findes tidehvervspræster af min årgang – fra før ungdomsoprøret ikke længere? Jeg vil anmelde/præsentere prædikensamlingen på samme måde, som jeg har gjort med forgængeren, «I tide og utide». Jeg vil løbende at tage prædikener op til en kommende søndag på ”Teksten denne uge” op. Det bliver uden personsanseelse – så ingen bør føle sig forbigået – for det afhænger af min kapacitet i forhold til den ugentlig opdatering. Prædikener skal anmeldes kollegialt-solidarisk – man kan selvfølgelig være direkte uenig i en given tolkning, og kan pege på det – men jeg prøver også at aflæse intentionen og gøre rede for den. Det vigtigste for mig i en prædiken er hvordan fremstår Gud og så mennesket i forhold til Gud – og dernæst mennesket i dets omverden – i den sammenhæng: hvordan tænkes menighed. Så kan der gå drillepind i mig, hvis jeg ser unødvendig staffage – men forhåbentlig med den sømmelige selverkendelse at unødvendig staffage griber vi næsten alle til – enten for at profilere os selv, betrygge menigheden – eller hvilke motiver, der kan være. Direkte citat vil stå i kursiv. Kristen Skriver Frandsen 1. s. i advent. Torben Bramming 2. s. i advent. Morten Brøgger  [Til top – den generelle præsentation] [TdU] Jeg bliver altid lidt bekymret, når vi tager andre religioner frem til sammenligning med vores egen tro. Det er svært at være saglig. Når muslimske imamer sammenligner med kristendommen, tænker jeg næsten altid, jamen, du forstår ikke helheden. Men Morten Brøgger gør det på en klog og sympatisk måde – først og fremmest ved at begynde i vores egen kultur, med Sokrates, med hans forhold til sjæl og legeme – og forløsning og dens betingelse. Og hans ser ligheden i hhv buddhisme og hinduisme. Men da vi undervejs næsten har identificeret os med Sokrates og måske mærket, hvor meget også vi moderne mennesker i grunden tænker ”løn som forskyldt”, og undertiden også en modsætning mellem sjæl/ånd og krop, så uddyber sammenligningen perspektivet. Buddhismelignende tænkning er jo ikke bare et fjernøstligt fænomen, og den efterhånden internaliserede buddhisme trænger faktisk til at blive mindet om en mulig gammel grobund i vores kultur. Brøgger  nævner jo da også at vi (det moderne menneske) kan hævde at sjælen ikke findes, men bare er en kropslig funktion). Med dette som bagtæppe åbnes bevidstheden for at forstå det, Jesus taler om, og som er radikalt anderledes end vores umiddelbare forståelse. Så griber Brøgger ordet forløsning. Og minder om at vi på dansk også bruger det om fødsler: Når Jesus bruger udtrykket forløsning, klinger dette altså med: vi bringes ud af det foreløbige, ud af ubehag og smerter, vi kommer frem til målet. Vi går fra ængstelse til glæde. Vi går fra den jordiske verden til Guds rige. I det hele taget er forløsning et fantastisk ord: forløsende ord, forløste følelser, forløsende situationer, men jo her i prædikenen en pointe i at tage det så stærkt fysiske som en fødsel frem. Indholdsmæssigt rimeligt - jfr Jesu billede på sin genkomst til disciplene, det er som når en kvinde føder - når barnet er kommet til - glemmer hun smerten Joh. 16,21 f . (Men selve det græske ord apolutråsis synes ikke at være brugt om fødsel se Tdu Eksegese). Og så det vigtige: At i den kristne tro er det ikke modsætning sjæl/legeme der er afgørende, verden er i sin fysiske legemlighed skabt god Det gælder derfor ikke i Jesu tankegang om at blive forløst fra den legemlige, materielle verden. Problemet med verden er, at den er behersket af djævelen, af synden, af det onde. Han taler flere steder om denne verdens fyrste, og dermed mener han altså djævelen. Og han selv er kommet til jorden for at overvinde djævelen og fratage djævelen hans ret til noget som helst i denne verden. Brøgger giver os mulighed for at afmytologisere Djævelen – synden, det onde, verdens fyrste – men har måske nok en pointe med at lade det samle sig i den mytologiske iklædning. Det er ikke verden der er ond, ”men uretfærdighed, ondskab og løgn huserer i verden, fordi menneskene har givet efter for det, og Jesus kommer for at holde dom, så alt det onde, det uretfærdige og alle løgne kan  blive afsløret og gjort kraftesløse. Dommen er … god.” Det materielle, det legemlige, er altså ikke forkert eller ondt …Derfor taler vi også om kødets opstandelse i trosbekendelsen. Det er ikke kun sjælen, der skal leve videre, både sjæl og krop skal dø, men de skal også begge opstå i opstandelsen. Nadveren er pant på den nåderige dom  – vi skal ikke frygte død og dom ... Men vi skal heller ikke haste frem mod døden og mod jordens undergang, som om døden og undergangen i sig selv er en forløsning, og som om der er noget galt med denne verden i sig selv. Men vi sættes med dette budskab til at leve vort liv i denne verden og her på vores sted at kæmpe mod løgn, uret og ondskab. Vi skal søge sandheden, retten og det gode, ikke uden for denne verden, men i denne verden i Jesu forkyndelse til os. Gud er den gode skaber, vi har givet efter for det onde, som ses som en selvstændig magt, men i løftet om forløsning fra det onde, sættes vi allerede , til en begyndelse,  inden den endelige forløsning, i kampen mod løgnen og det onde. Prædikenen er åben – den drejer sig om mig, tilhøreren, som menneske, ikke om nogle andre. Jeg kan forstå min kamp mod løgn, uret og ondskab – sådan som jeg tror det vender. Der er en rimelig chance for at jeg tolker verdens fyrste anderledes end prædikanten, men sådan skal det være. Med de valgte salmer, et par velvalgte overraskelser, ville jeg gå opbygget fra denne gudstjeneste. I øvrigt værd at bemærke: en styrke ved prædikensamlingen er det efterstillede, begrundede salmevalg ved alle prædikener. 3. s. i advent Ole Burchardt Olesen: Gud går med os som den levende Gud 4. s. i advent Morten Brøgger: Vi skal glæde os i Herrem  Juleaften Jesper Bacher;  Da julemanden gav en lussing Juledag Morten Thaysen: Julens glæde er trøstet sorg 2. juledag  Andreas Riis Damgaard: Rosen i en verden af torne ...... 2. s. i fasten Martin Ravn [Til top – den generelle præsentation] [TdU] Martin Ravn lægger ud med at skrive at vi lever i en tid, hvor vi mener at fællesskab er godt. "Men fællesskabets medalje har en bagside. De er også grundlagt i et inde og et ude. Vores menneskelige fællesskaber er også altid defineret ved at være fællesskaber for nogle bestemte, og fællesskaber er også altid holdt sammen af frygten for at blive stødt ud. Vi definerer os i høj grad ud fra de fællesskaber, vi er en del af, men også ud fra dem, vi ikke er en del af. Russere definerer sig – især i denne tid – ved ikke at være ukrainere, ukrainere ved ikke at være russere." Ravn fortæller kanaanæernes historie. Folk, der var drevet ud i udkantsområder - fortællingens sted - i forhold til det land som oprindeligt var deres. Og foragtede af de folk, som havde trængt dem derud. Og vi får pointeret fortalt historien - og så lidt overraskende for anmelderen, henleder han vores opmærksomhed på hendes lighed med Jesu mor, Maria: "Der er også noget andet, som ikke siges direkte i teksten, men ligger i dens beskrivelse af kvinden: Hendes lidenhed, hendes ydmyghed, hendes hengivelse og hendes tro kan kun måle sig med én anden person i hele Det Nye Testamentes persongalleri: Jesu egen mor, jomfru Maria.Tænk engang over, hvor mærkeligt det er! Alle de værdier som evangeliets oprindelige tilhørere må have haft bliver vendt på hovedet: Den kvinde, som i kraft af sin etnicitet er at betragte som et andenrangs-menneske, en uren og udstødt, hun beskrives i kraft af sin ydmyge væremåde, sin tro og hengivelse som en parallel til den kvinde, der blev mor til Guds søn! .." Men anmelderen må erkende at jævnføringen har teologiske rødder - jeg har selv mest fået øje på ligheden med kvinden der bliver ved med at banke på hos dommeren. Videre i prædikenen: "Hun bliver gjort til troens forbillede. Hende, og ikke disciplene og hvem der ellers måtte regne med at have deres på det tørre. Ikke “de rigtige”. Dagens evangelium er par excellence evangeliet for alle, der er udenfor. Alle dem, der ikke kan være i fællesskabernes centrum, men altid må leve med at blive presset ud i periferien. Alle dem, som andre helst er fri for. Og ved at være evangelium for dem er det simpelthen evangelium i en nøddeskal." Det er jo næsten klassisk Tidehverv a la Tage Schack: Kritikken af "de rigtige". Evangeliet for alle dem der er udenfor. Så kommer en spændende tanke: i vores kultursammenhæng er kirken et slags "udenfor"-fællesskab: "Vi begyndte ved fællesskabet, og der skal vi slutte. For også her i kirken er vi jo samlet. Også her er der fællesskab. Men et lige så mærkeligt fællesskab som en fortælling om et i andres øjne urent menneske, der klamrer sig fast til Gud og hvis bøn bliver hørt. Tænk på, hvordan vi sidder. Vi er vant til, at vi i fællesskaberne sidder rettet mod hinanden, så vi kan se hinanden og vogte på hin￾anden. I dette mærkelige rum sidder vi som i en bus eller et fly. Her skal ingen vogtes på eller holdes øje med, for vores opmærksom er ikke rettet mod hinanden, men mod alteret for den Gud, der bøn￾hørte den kana’anæiske kvinde. Alteret for den Gud, som med sit ord på ny åbnede verden for det menneske, som levede nedsunket i fortvivlelsens mørke. Alteret for den Gud, som helt uden at skele til menneskers forskellige pladser i verdens fællesskaber gjorde sig selv til livets brød og vin for enhver, der sulter og tørster, og som dermed indstiftede et fællesskab, der overgår alt, hvad vi selv kan skabe. Amen." Så er det at vi kan blive uenige - det er aldrig dårligt! Mange har oplevet at kirken netop var et sted, hvor man de facto dømte - og havde snarere blikket vendt mod nabobænken end mod alteret - og nogle har forladt det fællesskab af den grund. Eller man har travlt med at dømme "de andre" - uden for. Men lad gå - vi bliver i hvert fald i denne prædiken mindet om i hvilken retning vores blik skal gå og hvad det vil betyde, hvis vi ser den retning, mod alter og Gud - og så bliver vi mindet om hvordan vi skal se på mennesker i vores omverden. Citatpluk og kommentarer ved redaktøren, Kristen Skriver Frandsen  Den dæmoniske tomhed s. 113 f 3. SØNDAG I FASTEN, LUKAS 11,14-28 - Katrine Winkel Holm Prædikenen tager udgangspunkt i dødsynderne med fokus på acedia - "Tom interesse for omverdenen" - og er derefter et skoleeksempel (dvs værd at tage ved lære af) i brugen af Martin A. Hansens Løgneren, denne søndag. Her kun ord fra prædikens slutning - den udfoldede brug må læses. "Den gode Johannes Vig er degn på en ø, som er i fare for at synke sammen. Øen hedder Sandø og sand er som bekendt ikke et solidt fundament. Men noget holder øen oppe, forstår han til sidst.“Tanken om opstandelsen sidder endnu som en harpun i øens krop og holder den fast.” Citat ved redaktøren, -ksf. At øve sig er det samme som ikke at give op s. 120f MIDFASTE SØNDAG, JOHANNES 6,1-15 - Thomas Østergaard Aallmann Listen fortsættes... Liste over prædikanterne Bach, Henrik (f. 1961) sognepræst ved Fårevejle Kirke Bacher, Jesper (f. 1971) sognepræst i Tirsted, Vejleby, Hillested og Skørringe Pastorat Bech, Thomas (f. 1963) sognepræst og hærprovst ved Kastelskirken Bramming, Bente (f. 1965) sognepræst ved Bryndum og V. Nebel Kirker. Præst ved Hospice Sydvestjylland Bramming, Torben (f. 1964) sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke Brøgger, Morten (f. 1968) sognepræst ved Hejninge og Stillinge kirker Bærentzen, Jens (f. 1963) sognepræst ved Ordrup Kirke Bøye, Merete (f. 1971) kst. sognepræst ved Viborg Domkirke, Tjele og Nørre Vinge Kirker Christensen-Dalsgaard, Niels Bjørn (f. 1986) sognepræst ved Maugstrup, Jegerup og Vojens kirker Damgaard, Andreas Riis (f. 1991) sognepræst ved Mariendal Kirke Gotfredsen, Sørine (f. 1967) sognepræst ved Jesuskirken i Valby Harding, Mathias (f. 1988) sognepræst ved Rungsted Kirke, ungdomspræst i Hørsholm Kommune Hauge, Nana (f. 1972) sognepræst ved Hårslev og Padesø kirker Holm, Katrine Winkel (f. 1970) sognepræst ved Sankt Mikkels Kirke, Slagelse Højlund, Henrik (f. 1960) valgmenighedspræst ved Århus Bykirke Jakobsen, Mads Jakob Thorlund (f. 1988) sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg Jensen, Elisabeth K. (f. 1967) sognepræst ved Augustenborg Kirke Jessen, Laura Cæcilie (f. 1988) sognepræst ved Vestermarie og Nylars kirker Kingo, Anders (f. 1955) valgmenighedspræst for Balle valgmenighed Møller, Maria Louise Odgaard (f. 1976) frimenighedspræst for Ryslinge frimenighed Nielsen, Claus Thomas (f. 1962) sognepræst ved Stauning og Skjern kirker Nyegaard, Nina Dyrhoff (f. 1977) sognepræst ved Tårnborg Kirke Olesen, Ole Buchardt (f. 1960) sognepræst ved Gilleleje Kirke Petersen, Kåre Egholm (f. 1971) sognepræst ved Viborg Domkirke, flyverprovst Rasmussen, Anders Lundbeck (f. 1969) valgmenighedspræst for Kerteminde valgmenighed Ravn, Kristine K. (f. 1985) sognepræst ved Blovstrød Kirke Ravn, Martin (f. 1984) sognepræst ved Kokkedal Kirke Reinholdt Rasmussen, Thomas (f. 1972) biskop over Aalborg Stift Riis, Eva Holm (f. 1966) sognepræst i Holsted Kirke Rydal, Morten (f. 1965) sognepræst ved Hem, Hindborg og Dølby kirker Raahauge, Agnete (f. 1963) sognepræst ved Hørup Kirke Raahauge, Anders (f. 1956) sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg Raahauge, Mikkel Tode (f. 1993) sognepræst ved Skovshoved Kirke Stender, Poul Joachim (f. 1956) sognepræst ved Kirke Saaby og Kisserup kirker Thaysen, Morten (f. 1970) sognepræst og domprovst ved Ribe Domkirke Thingstrup, Edith (f. 1968) sognepræst ved Ledøje-Smørum kirker Wagner, Marianne (f. 1970) sognepræst ved Nr. Alslev og Nr. Kirkeby kirker Ørgaard, Marie (f. 1973) sognepræst ved Holmens Kirke Østerby-Jørgensen, Peter (f. 1958) sognepræst ved Galtrup, Øster Jølby, Erslev og Solbjerg kirker Østergaard Aallmann, Thomas (f. 1971) sognepræst ved Thurø Kirke Kristen Skriver Frandsen, Redaktør.