3. Kirken betaler broderparten af samarbejdet.Leder af Køge skolevæsens Pædagogiske Central, Palle Johansen, fortæller(12) , at en af grundene til at man i Køge begyndte at forsøge sig med skole-kirke-samarbejde var at faget kristendomskundskab materialemæssigt blev udsultet. Eksempelvis afsætter en skole med 450 elever i 1995 1821 kr. til fagets materialeforbrug for alle klasser for et helt år!På mange skoler er kristendomsfaget trængt. Selv om faget timetalsmæssigt over et skoleforløb ligger med middeltimetal, betragtes det på mange skoler som et ‘lavstatusfag’. Et et-timesfag, klemt i skolernes fagfordeling, fordi ‘den skal gå op’. Også holdningsmæssigt har faget været trængt (indoktrineringsdebatten i 70-erne og 80-erne). Fra kristendomskundskabslærernes side ser man i dag nok nogle steder en fordel i et skole-kirke-samarbejde, fordi det blandt meget andet også kan tilføre faget tiltrængte ressourcer. Det er det helt generelle indtryk, at det er kirken, der skydes penge og ressourcer i samarbejdet, når det handler om skole-kirke-samarbejde på lokalt plan. Det nævnes et par steder, hvor en gruppe præster og lærere er gået sammen om planlægning af et undervisningsforløb, at lærerne af deres skole er blevet bevilliget nogle Ø-timer - som skolens biddrag til samarbejdet. Derudover - og de fleste steder - er det i vid udstækning kirken, der betaler undervisningsmaterialer, evt. særlige konsulenter / hjælpelærere i et projekt, man står for transport til besøg i kirke og studieture, sodavand og burgere til afslutningsfester o.s.v.. Rapporter kan berette om glæde hos kristendomskundskabslærere over at få stillet nye tidssvarende undervisningsmaterialer og -muligheder til rådighed. Det skal dog nævnes, at det i det skole-kirke-samarbejde som foregår ud fra de kommunale Pædagogiske Centraler , typisk er den pædagogiske central(13) der bekoster og udsender materialer til skole-kirke-samarbejde. |Forrige afsnit.|Tilbage til indholdsfortegnelsen|Næste afsnit.| Fodnoter:
Siden er opdateret den 011098
|