Oversigt kirkeåret - Forsiden af kristendomsundervisning.dk - Teksten denne uge - hver uge i egen indbakke - Afmeld
KONTEKSTERDenne oversigt over mulige måder at se kontekst for
prædiketeksten [Om kontekster,
se her].
opdateres efterhånden.
NB. Der er langt fra kontekstredegørelser for alle
søndage endnu. Der linkes direkte fra den
aktuelle søndag, når der er er
kontekst-redegørelse. Oversigten her med link
til alle søndage er med henblik på fremtiden.
Gå til Oversigt i menuen og arbejd
udfra en bestemt søndag.
Kirkeårets søn- og helligdage:
1. s. i advent A |
2. s. i advent A |
3. s. i advent A |
4. s. i advent A |
Juleaften A |
Juledag A |
2. juledag A |
Julesøndag A |
Nytårsdag A |
Søndag efter nytår A |
Helligtrekonger A |
1. s. e. helligtrekonger A | 2. s. e. helligtrekonger A |
3. s. e. helligtrekonger A |
4. s. e. helligtrekonger A |
5. s. e. helligtrekonger A |
Sidste søndag i Hll. 3 kgr A |lSeptuagesima A |
Seksagesima A |
Fastelavn A |
1. s. i fasten A |
2. s. i fasten A |
3. s. i fasten A |
Midfaste A |
Mariæ bebudelse A |
Palmesøndag A |
Skærtorsdag A |
Langfredag A |
Påskedag A |
2. påskedag A |
1. s. e. påske A |
2. s. e. påske A |
3. s. e. påske A |
Bededag A |
4. s. e. påske A |
5. s. e. påske A |
Kristi Himmelfartsdag A |
6. s. e. påske A |
Pinsedag A |
2. pinsedag A |
Trinitatis A |
1. s. e. trinitatis A |
2. s. e. trinitatis A |
3. s. e. trinitatis A |
4. s. e. trinitatis A |
5. s. e. trinitatis A |
6. s. e. trinitatis A |
7. s. e. trinitatis A |
8. s. e. trinitatis A |
9. s. e. trinitatis A |
10. s. e. trinitatis A |
11. s. e. trinitatis A |
12. s. e. trinitatis A |
13. s. e. trinitatis A |
14. s. e. trinitatis A |
15. s. e. trinitatis A |
16. s. e. trinitatis A |
17. s. e. trinitatis A |
18. s. e. trinitatis A |
19. s. e. trinitatis A |
20. s. e. trinitatis A |
21. s. e. trinitatis A |
22. s. e. trinitatis A |
23. s. e. trinitatis A |
Allehelgen A |
24. s. e. trinitatis A |
25. s. e. trinitatis A | 26. s. e. trinitatis A |
Sidste søndag i kirkeåret A |
1. s. i advent B |
2. s. i advent B |l3. s. i advent
B |
4. s. i advent B |
Juleaften B |
Juledag B |
2. juledag B |
S m jul & nytår B |
Nytårsdag B |
Søndag efter nytår B |
Helligtrekonger B |
1. s. e. helligtrekonger B |
2. s. e. helligtrekonger B |
3. s. e. helligtrekonger B |
4. s. e. helligtrekonger B |
5. s. e. helligtrekonger B |
Sidste søndag i Hll. 3 kgr B |
Septuagesima B |
Seksagesima B |
Fastelavn B |
1. s. i fasten B |
2. s. i fasten B |
3. s. i fasten B |
Midfaste B |
Mariæ bebudelse B |
Palmesøndag B |
Skærtorsdag B |
Langfredag B |
Påskedag B |
2. påskedag B |
1. s. e. påske B |
2. s. e. påske B |
3. s. e. påske B |
Bededag B |
4. s. e. påske B |
5. s. e. påske B |
Kristi Himmelfartsdag B |
6. s. e. påske B |
Pinsedag B |
2. pinsedag B |
Trinitatis B
2. at adventstiden begynder med en markant påsketekst
kan man ikk e overse - og af hensyn til nye "seere" må det
nok nævnes.
2:December er blevet julefest hele vejen igennem,
derfor er den voldsomme domstekst mere påfaldende end den
var i en tid, hvor advent var en spægelses- og
forberedelsestid - jfr den liturgiske farve, lilla, den samme som
fastens.
3:GT er dommedags positive side: Den nye verden(sorden)
- epistlen har især pointen at lære os udholdenhed.
2: Kontrasten mellem Sankt Stefanusdagens præg
i tekst.. og indhold og så fejringen af jul må som
regel italesættes.
3: Sankt Stefanus teksten står så
stærkt, at det vil.. være underligt ikke
at drage den ind i prædikenen.
4: Aktuelle martyrofre kan være en del af
forståelses.. baggrunden, vi hører på. Her
er det nok klogt at prøve at skelne mellem
kristenforfølgelse, som udspringer af konflikter med meget
komplekse baggrunde, som langt fra altid har med tro at
gøre, men også med økonomi, kultur og politik
at gøre, og så det at blive martyroffer, fordi man
forkynder retfærdighed, fred, sandhed mødt i Jesus
Kristus.
2: Epifanitid - men teksten er i påfaldende grad ikke..
i sig selv en epifanitekst, den er typologisk. Den kan
forstås i lyset af og pegende frem mod påsken, (og
det er den definitive epifani, som så på den
måde også bliver synlig her). Men fortællingen
er en afslutning på inkarnationsoverturen - som måske
endda skal have brylluppet i Kana med (nemlig så
fødsel, spædbarnsinitiering, ungdomsinitiering og
bryllup - ikke Jesu eget, men det fuldkommer rækken af
begivenheder, der hører med til at et menneske bliver helt
voksen). Naturåret - det bliver lysere men også
koldere, måske ikke megen pointe at hente. Vi skal frem til
før-fasten, septuagesima og seksagesima, før vi ser
forsommers minde..
3: GT skal jo næsten følges op af "Hyggelig,
rolig" .. Sammen med en vigtig pointe i teksten
understreger det, at der findes et "hus" større end vore
"huse", og kun dér er i sidste ende den egentlige ro. I
det perspeketiv er det formaningen i epistelen "tilpas jer ikke
verden" der er hovedpointe i den tekst - og den kan fint
inddrages også i prædikenen.
4: Konfirmation som forståelsesansats vil det ofte..
være relevant at inddrage. Traditionen -
især billedtraditionen - har gjort Jesus til den egentlige
lærer. Det står næppe i teksten selv. Det kan
blive en forståelsesforbistring at vores kultur ofte
glorificerer den unge - som også billedfremstillingerne
gør. Det er lige så rimeligt at se den Jesus som 12
årig i templet som umiddelbar forlængelse af
omskærelsen - hans bar mitzva. Han opfylder den gode
jødes vej - bliver helt menneske, men sprænger jo
så også denne vej med sin adfærd i forhold til
forældrene og peger derved netop frem på sin
egentlige mission i verden. 2: Epifani tid - og forvandlingen af vand til vin ..
er klart epifani. Jesus har skabermagt.
3: GT taler om Guds herlighed, som ikke kan ses
direkte.. -pointen med valget er vel baseret på en
modstilling, Gud herlighed ses hos Jesus gennem tegnene.
Formaningerne hos Paulus er lidt sværere at passe ind.
4. Historisk har denne søndag været viet
ægteskabet.. og dets lovprisning. Søgt i
forhold til tekstens pointen, men altså tradition - og
denne ene af kollekterne kan bruges, hvis man går ind i
traditionen. 2:: Velvalgt perikope til at understrege at vi
befinder... os i epifanitiden.
3:: "Politisk korrekthed" vil nogle måske mene..
om at en tekst, der handler om at elske den fremmede,
er sat her - vel foranlediget af den romerske officer og
den udtalte dom over "rigets egne børn". Det er dog en
prominent del af teksten, ved siden af epifani-karakteren.
2: Ret bogstaveligt en tekst, der fortæller "the
peak"... i rækken af epifanier, og som slutter på
flotteste vis epifanitiden
3: GT: fortæller hvor stærk Guds
stråleglans er.. Epistelen fra 2. Peters bred
"dokumenterer2 oplevelsen
2. Septuagesima, den 70nde dag før påske
- ikke ret præcist talt! - forklaring: Fastelavns
søndag er den 50. (inklusivt talt), og så blev de
to forudgående hhv. d. 60. og den 70. Septuagesimateksten
har fastepræg allerede (især synligt via konteksten).
2:Indledning af fastetiden. Næste søndag
faster Jesus.. og fristes af Djævelen. De
følgende søndage er forskellige vinkler på
Jesu fristelser. Så en tænkt udvidelse af vores
trosbekendelse fx "født af Jomfru Maria, døbt af
Johannes, fristet af Djævel og mennesker, pint.." kan ses
udfoldet i fastetiden. Det ville ikke have været urimeligt
at have bekendt Kristus som døbt, så
betydningsbærende det nu er. Og fastetiden i første
tekstrække udfolder temaet "fristet" de følgende
søndage: At Kristus blev fristet handler ikke bare
fristelsen i ørkenen om, men i grunden også
helbredelsen af den kananæiske kvindes børn. Kristus
er fristet af den overkommeligere begrænsning af sit virke
til eget folk - den traditionelle forståelse af, hvad Gud
folk er. Bespisningen hos Johannes handler om fristelsen til at
frelse gennem magt udefra eller ovenfra.jfr. også
religionspædagogiske noter.
3:Salme 2 Den almægtige som delegerer sin magt
til sin.. søn. Jesu måde udfylde magten er
så ikke med det knusende jernscepter, men den solidariske
gåen med i synden og døden. Epistelen er så
en typologisk tolkning (Noa i arken) af "frelse gennem vand"
4. Så er det jo ofte
børnefastelavnsgudstjeneste! Snak om maske er
fristende. Vi er nødt til at se Gud under dække. Vi
kan tåle at se og møde Gud med den maske, som Jesus
er for Gud. (Måske! - det bliver måske for bagvendt
og abstrakt. Jeg vil hellere tage udgangspunkt i nogle
udklædninger, dem der udtrykker drømme om noget -
og hvilke gør ikke det, i den "dygtige" præsts
udlægning, og så applicere det på "det nye
liv", som bliver os til del gennem dåben. Rom 6. 2: Fastetid - men om fokus skal være på
faste/ikkefaste.. eller grundkampen mellem det onde og Guds magt
må vel stå åbent.Filosoferen over faste kan
undertiden synes for småt! (Men altså, Luther
gør det i den ene af de citerede prædikener). Om
fastetidens beretninger i første tekstrække over
"manglende" punkter i trosbekendelsen mellem født og pint,
se ovenfor (Fastelavn). 3: Syndefaldsberetningen drager så også
fristelses- motivet ind, samtidig med grundkampen er
anslået fra menneskets urtid. Såvidt GT. Epistelen
er en advarsel mod (at lade sig friste til) at glemme
nåden. Denne nådens stand kan fristes til ikke at
ville stå i, da den betyder at man ofte må gå
under det egentlige og sandes modsatte fortegn. [Man må
droppe den sidste lange del, men egentlig vil det være synd
at gøre]
2: "Laetare". Fastetid - liturgisk farve violet..
- Det tyske kirkeår:
Laetare
3: GT fortæller om bespisningen i ørkenen,
og epistelen.. bliver inden for "brøduniverset"
billedligt, med vægt på formaning til at give
2:. "Lille jul" er denne dag blevet kaldt - her
på > bagkant i fasten. Men rimeligt nok. Efter
fastetidens tydelige forløb, Jesu initiering (dåben
- fastelavns søndag), den overordede kamp, fristelsen af
Satan selv og afvisningen (1. sif), overvindelsen af fristelsen
til at begrænse hans mandat til et bestemt folk af en
bestemt tro (2. sif - den kananæiske kvinde), kampen med
Satan (Beelzebul) nede på jorden, blandt menneskene, med
konklusionen, det, jeg kommer med, Guds rige, er og virker i
blandt jer (3. sif), erfaringen af noget af Guds rige art, de
sultne mættes, det paradisiske, når lidt bliver til
meget - og samtidig afvisningen af at være konge,
menneskenes magtgarant for det gode, - efter alt dette -
så løfter vi blikket, ser og mindes om at Guds Rige
kan udfolde sig sådan, fordi det er den højeste
selv, der tager bolig i kød og blod - inkarnationen.
Så er vi klar til påskens begivenheder. 3: GT er den profeti om den unge kvinde, der skal
føde > en søn, som Lukas kunne se udfoldet
så smukt i optakten til Jesu fødsel, bebudelsen.
Epistelen er en stærk johannæisk bekendelse til at
det fysiske og det åndelige hænger sammen: "Det
livets ord, vore hænder rørte ved.." .. og som
naturligvis også har sprællet i en ung kvindes
mave.
2:Trinitatis søndag - den festlige indledning
til det.. længste stræk i kirkeåret, nogle
gange kaldt arbejdshalvåret, modsat festhalvåret.
2: Fra festhalvåret virkelig ind i
hverdagshalvåret. Den jødiske fest var fejring af
loven. Kirken viede de to første søndage efter til
tekster om lovens rette læsning og fortsatte gyldighed.
3: Profetisk opsang, ikke faste, men hjælpe
(Esajas), epistel, Gud er kærlighed, om at elske sin
broder (1. Joh.)
4:Den faktiske nød og elendighed uden for vores
dørtærskel
4. Den teologiske diskussion om bjergprædikenen
er altid "baggrundstæppe". Kommentarerne til denne
søndag ridser positionerne op. 2: Ny (efter 1992) på sin plads her. Måske
kan sommerens lethed inspirere til at fortællingen ikke
tolkes tungt (omvendelsen urgeres), men "let" svarende til
glæden (tog glad imod ham).
2: Søndagen indledte fejring af Laurentius (d.
10/8 258) som forløb 6 søndage i trinitatistiden;
de afløste fejringen af Paulus og Peter de 6
forudgående søndage. I øvrigt er det da
tiden, hvor markerne er ved at røbe, hvor stort udbytte
der kan være i vente, så man ved hvor meget man kan
regne med at afskrive - sådan helt almindeligt som verdens
børn.
3:GT: Jobs fortrøstning, at Gud i sin
uudforskelighed.. redder de svage, ophøjer de ydmyge..
Epistel: Af Guds nåde er Paulus, hvad han er, han som
ellers var det ringeste misfoster
2: Høsttid - ikke meget relevant. Men skulle man
allerede have høstgudstjeneste netop denne
søndag, så er tekstens skabelsesperspektiv da til
at inddrage. Og vil man relatere til en almen døvstumhed,
kunne det være til sansningen af det med høsten
givne og til vores stumhed, når det gælder takken.
4: Salme 115 er noget hårtrukkent valgt! Det
må være det med de døve og stumme afguder,
der har tricket. Men sætningen "Sådan bliver
også de, der har lavet dem" kaster næppe det rigtige
perspektiv over Jesu helbredelse af den døvstumme. Men
selvfølgelig, hvis man tolker døvstumheden
åndeligt i dag, som vores nedsatte perception i forhold til
hinanden, det sande - what ever -, kan man komme frem til at
spørge, hvilke afguder har fået os derhen? Epistlen
ligger vel heller ikke meget indlysende i sammenhæng med
- men vi kan altid have brug for at slå fast at vores
egentlige duelighed kommer ikke fra os selv, men Gud og er
Helligåndens værk.
2: Vi er i arbejdstøjet. MEN hvordan arbejder
vi? Er det rette Gudsforhold for os, som kan fortvivle, hvis
spørgsmålet, hvem er min næste virkelig
trænger ind, betingelsen for at
næstekærligheden folder sig ud?
3: GT - lovbud om retfærdighed overfor
(især) landsmænd - sluttende med
næstekærlighedsbudet. (Der er andre steder der
utvetydigt på den fremmede - 3. Mos. 19,33-34, som da
også er valgt som GT-teksten i den norske kirke.
Galaterbrevteksten er den centrale at et menneske ikke
retfærdiggøres af lovgerninger. (Her skal
trædes varsomt!). Den norske tekstrække har Jak 2,1-9
- først og fremmest en advarsel mod at gøre forskel
på folk og foragte de fattige.
2: Vi forbereder os på vinteren. Samler i lade
til at stå imod i vinterens mørke. Sår til
næste års vækts. Vi nærmer os Mikkelsdag
(29. sept.), som står for ærkeenglen Michaels kamp
mod det onde.
3:Den universelle, skabelsens enhed. De troendes enhed.
Evangeliet: Splittelse i hierakier, sætten grænser
og vogten på hinanden
2: Vi er i "domsfasen" i kirkeåret. Her dommen
over den enkelte - Eskatologien venter lidt.
2: Fastens præg af kamp mod det onde og de onde
magter.. er jo helt tilstede. Og så selv 1931
oversættelsens "og faste" af tekstkritiske grunde er
forsvundet.
3: Epistelen kan forstås under vinklen, Jesus
havde den.. egentlige solidaritet med menneskene (og viser den),
fordi han delte kåret at være virkeligt menneske
(Ypperstepræsten der selv er et skrøbligt menneske),
også Kristus selv undergav sig bønnens vilkår.
2: Fastetid er opgør med det onde, sataniske.
³3: GT-teksten om guldkalven forstår man
forbindelsen.. til. Israelitterne dengang glemte den sande
åbenbaringsforvalter, Moses, og forvekslede Gud med den
hjemmegjorte guldkalv. "Jøderne" forvekslede den sande
Gud, som Jesus åbenbarede, med en Gud af køds, blods
og mands vilje, hvor det sande forhold var sikret af
nedstamningen fra Abraham. Ironisk nok synes Moses her mere
forsonlig og solidarisk med sit folk israelitterne, end Jesus med
sit folk jøderne. Hvis Gud ikke tilgiver israelitterne,
vil Moses ikke have en ny begyndelse, men slettes af Guds bog.
Men Jesus vil en ny begyndelse, og den er åben for enhver,
der holder fast ved hans ord. Læsningen fra Johannes
Åb. er det umiddelbar for redaktøren sværere
at se den oplagte sammenhæng til evangelieteksten.
4. Jødehad/jødeforfølgelse i
kristenheden med udgangspunkt i ordene her må ikke glemmes
- det kan sagtens svinge med for tilhørere. Når
antisemitisme stikker hovedet frem i dag har det ikke dog
sjældent rødder i denne klassiske, kristne
antisemitisme. Mange steder er der snarere tale om antizionisme
end racistisk antisemitisme (fra visse, især arabiske
grupperinger). Men antisemitismen har en fæl historie i
kristenheden, så det er vigtigt at sige at det en bestemt
måde at forholde sig til Gud på, Jesus dømmer
ned i helvede - og ikke sit eget folks tro som sådan, endnu
mindre naturligvis dets biologiske herkomst. Kort
oversigtsartikel om antisemitisme - Større artikel.
2: Hele tiden mellem påske og pinse er
traditionelt .. samlet omkring forståelsen af
opstandelsen - her endnu med en direkte fortælling om
mødet med den opstandne. Naturen i Danmark er så
venlig sædvanligvis at klinge stærkt med på "en
ny begyndelse" - som er et centralt tema i dagens tekst, Peters
nye begyndelse. Søndagen kaldes "Hvide søndag" se:
Katolsk tradition
.
3: NB. Læg mærke til valgfriheden på
epistelens plads. .
4. Kirkehistorisk/teologisk: Peters rolle ..
Her på vej til reformationsjubilæet kunne man
finde anledning til at drøfte om der er nogle, der fx med
basis i denne fortælling kan have en særlig
autoritet. Der institueres et hyrdeembede. Men reformatorisk
må det ikke misforstås: "Das nun an andern Orten
stehet: "Weide meine Schafe", item "Peter, hast mich auch lieber
denn diese?", folget noch nicht, dass Petrus mehr Gewalt sollt'
haben denn andere Apostel, sonder er heisst ihn weiden, das ist
das Evangelion predigen oder die Kirchen durchs Evangeli
regieren, das gehet je eben sowohl auf andere Apostel als auf
Petrum. Melanchtons Tractatus de potestate papae. (Die
Bekenntnisschriften der lutherische Kirche, s 480). 2: Dagen er "store hyrdedag" - det er uden tvivl..
begrundelsen for valget af udsnittet (jfr. 1.
tekstrække). I kirkeåret er det påsken og
opstandelsen, vi "forarbejder". Det er i den sammenhæng "de
gerninger, jeg gør i min Faders navn" skal forstås.
Det er dem, der peger på den afgørende
stadfæstelse af, hvem Jesus er: "stadfæstet som Guds
søn med magt og vælde, da han opstod fra den
døde" (Rom. 1,4). Gerningerne, der er tale om i teksten.
er de tegnhandlinger, som begrunder "Jeg-er" ordene (2. Mos.
3,14), som er Jesu enten forrykte eller sande krav på at
være ét med Gud. Der er her ikke så meget tale
om efterfølgelsesgerninger, svar på What Would Jesus
Do-spørgsmålet. Se 4. s. e. påske om den særlige
sammenhæng 2.-4.s.e.påske.
3: Hyrdemotivet i GT-læsning. NB valgmulighed..
i anden læsning: Den ene understreger påske
og opstandelse og har et stærkt omvendelsesmotiv (Peters
pinseprædiken), teksten fra Hebræerbrevet har
både opstandelse- og hyrdemotivet - og i øvrigt
tanken at det er Gud, der udvirker det gode i os.
2: Påsketid stadig - men se overvejelsen til 4.
s. e. påske om 2.-4. søndagenes særlige
karakter. [Scroll umiddelbart ned]
3:: GT er Guds åbenbaring for Moses i
ørkenen. "Jeg er.. den jeg er" får sin nye
tolkning i Jesu selvpræsentation "Jeg er vejen, sandheden
og livet" - som sprogligt som bekendt er sært, så der
klinger noget dobbelt med: "Jeg er"(Jahve) er Vejen.. etc -
underforstået repræsenteret/åbenbaret ved mig
Jesus, som siger dette "Jeg er..". Apostlenes Gerninger
peger i retning af en eksklusiv frelsesforståelse af Jesu
ord om "ingen kommer til Faderen uden ved mig". Der er en
alternativ valgmulighed, den tidligere alterbogs tekst, Hebr.
4,14-16. Det er nok eksklulsivitetens hardlinere (den slags
findes altid) som har fået Peters
Helligåndsbårne forkyndelse ind i stedet.
Hebræerbrevets tekst lægger mere op til huset med de
mange boliger!
4: Teksten høres let ind i religionsteologisk
sammenhæng - også af den ganske læge
tilhører. Teksten befinder sig i den religionsteologiske
tolkning i et spændingsfelt mellem inklusivitet og
eksklusivitet. Se eksempler (Rudolf Arendt, Johannes Nissen,
Andrew Wingate m. fl) Erkendelse af
sandhed. Derfor er den også meget ofte del af
overvejelser om mission: "Som kristen har jeg kun mandat til at
sige, at der er frelse i Jesus Kristus; men selvfølgelig
kan vi ikke sætte grænser for Gud, så han kan
naturligvis frelse, hvem han vil. Missionskonferencen San
Antonio 1984, jfr. Viggo Mortensen: Hvad hjertet er fuldt af.
2012
2: Efter 1.s.e.påske forlader vi de egentlige
opstandelse sberetninger. 2.-4. søndag er om bevidnelsen
af ham eller hans identitet. 2. søndag: Gerningerne
bevidner, men kun hans egne forstår hans gode
hyrderøst. 3. søndag: Jeg er Sandheden,
Vejen og livet. Tro mine ord, hvis ikke I kan, tro mine
gerninger. Fjerde søndag: Da (efter ophøjelsen)
skal I forstå at "jeg er den, jeg er. Den sidste
søndag af de tre kommer Jesus her med den ultimative
selvbevidnelse. "Jeg er den jeg er" - som Gud i tornebusken
overfor Jesus (GT-læsningen til 3. s. e. påske) -og
som er anslået i alle "Jeg-er" ordene i Johannesevangeliet.
3:Sl 124 - Paulus omvendelse giver oplagt mulighed
for.. at illustrere friheden i Kristus overfor trældommen
i lovoverholdelsen eller måske at klynge sin identitet til
slægten, Abrahams børn."Til frihed har Krisus
frigjort os." "Ikke jeg lever (jeg'et defineret ved slægt),
men Kristus lever i mig" . Når Paulus bruger Abraham som
forbillede er det ikke som forfader, men som troseksempel.
4.Tidens gudsforståelse som kontekst.Engang var
netop denne Jesu selvidentifikation blasfemi,
jøderner samler igen og igen sten op - enten i,lige
før eller efter perikoperne. Det er stadig blasfemi for
muslimer. For det såkaldte moderne menneske? Måske
tankeforstyrrende, fordomspirrende eller hvad véd jeg.
Teologien taler ofte Gud "ned" - og mener derved at være
i overenstemmelse med et inkarnatorisk princip ved at reducere
Gud. Gud bliver muligvis til et godt nok den enkeltes bevidsthed
transcenderende fænomen, men dog et menneskeligt
bevidsthedsfænomen. Hvis man vil være i
overestemmelse med de tekster efter påske, vi skal forkynde
udfra, er mit bud at vi i vores sammenhæng og tid snarere
skal tale Gud op, sådan at det bliver forkyndt at Gud
virkelig er Gud, før alle ting, over alle ting, og hvordan
man ellers vil udtrykke det. Men konsensus om dette når vi
nok ikke. 2: Tekstligt før påske, men sagligt fin
før Kristi Hrft.. med et lille efterhæng 6. s.e.
påske, hvor vi får slutningen af bønnen.
3: GT understreger tilhørsforholdet til
Gud. Der er valgfrihed ved den nytest. læsning. Jeg
vil absolut altid foretrække Paulus' ord om ånden der
går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Pointe:
Gud beder stadig for som Helligånd. Selv i vore
længselssukke må vi genkende Jesu bøn for os.
Teksten fra Apg. skal vel konkretisere livet "i verden", som
menighed.
2:1: Efter varsler og tilløb: Nu fejres
Helligånden.. . Teksterne i tiden fra påske til
pinse handler om dens komme. 1. s.e.påske (1 række)
indblæses den endda forlods. Som bekendt er pinsedagen et
festbrus, som naturåret som regel understøtter, hvad
salmerne - uanset vejret - trækker på.
3:Den gammeltestamentlige profeti udtrykker
længslen efter og bebuder den tid, hvor loven ikke bare er
en ydre lov, men en indre, hjertets lov - underforstået af
perikoperedaktørerne = åndens lov - og uden ydre
autoriteter og belærere.
4.Kirkens fødselsdag taler vi med en vis ret om
i forbindelse med pinse. Men man kan have glæde
af den indbyggede spænding, der ligger i teksterne og i
forståelsen af ånd, hvis man da glæder sig over
lidt åndeligt benspænd. En spænding mellem
institutionen kirke med dens præster og prælater
(ydre autoriteter og belærere) og det frie,
åndsbårne liv i tro. DDS 327 er ny i salmebogen, men
i Højskolesangbogen har man længe (men måske
ikke længere?) haft disse institutionskritiske vers med fra
Grundvigs "Kirken den er et gammelt hus": "Selv bygger
Ånden kirke bedst, trænger så lidt til drot som
præst.." Den muligvis lidt outdatede sociale kritik i
modstillingen af Helligåndens og præsternes virke i
Drachmanns "Engelske socialister" - under "aktualiseringer" -
spiller lidt på samme toner. 2: At Johs. ev's "nadvertekst" bringes som pinsetekst
.. lidt en udfordring, som bispekollegiet i 1992 har givet os
(før var teksten Kvinden ved Sykars brønd og om at
bede i ånd og sandhed). Men vægten falder vel
så naturligt på at tale om Helligånden som
livgiver - selv om tale om ånd/Helligånd ikke er
umiddelbart tekstnært.
3: Pinsefesten falder på "Shavout" - festen for
loven, .. modtaget på Sinai bjerg. Det giver
Ezekielteksten anledning til at have med i bevidstheden. Den nye
lov er så en lov, der ikke er hugget i sten, tradition,
institution - men (måske?): leves i ånd og sandhed.
Den skitserede kommunisme i Apostlenes Gerninger binder så
dette til noget ret konkret, det at dele ejedom ud efter enhvers
behov.
Kontekster 2:Sammenhængen de første tre
trinitatis- søndage [Se her]
2:Trinitatistidens tre første søndage har
Lukastekster.. som på smukkeste vis udfolder
"mødet" med den almægtige, treenige Gud. De
trækker først frem det, som kan hindre:
Første søndag er det rigdommen, anden søndag
de menneskelige relationer. Dernæst, tredje søndag,
hører vi om det, som overvinder hindringerne, Guds
opsøgende og forsonende kærlighed. De
følgende søndage er der så tale om discipel-
eller tilhængerlivet på forskellige måder.
3: GT og episteltekst lægger tung byrde på
prædikanten.. "Hvis du fremfører dyrebare ord og
ikke tom snak, skal du være min mund." (GT) - Det vil
være snyd med et fikst teologisk greb at lette sig den
byrde. Man står med en mærkelig udfordring som
præst. Er ens menighed (og man skal da regne sig selv med)
ikke ret lunken, hverken rigtig kold eller varm. Og vil den ikke
helst ikke høre noget ikke for anfægtende snak med
alt for voldsommer fordringer midt i sommerhyggen?
4.: Sekterisk ekstremisme er den kontekst som man
må.. regne med nogle hører, hvis de fx kommer
til gudstjeneste uden traditionens tilvænning. Og sekterere
har brugt denne tekst og lignende til at begrunde opgør
og brud med familie og naturlige relationer, for så at pege
på sig selv som det sande fællesskab. Her er
spørgsmålet så om denne "model" ikke er en
lige så forkert relation, fordi gruppen, sekten,
træder i familienrelationens/sig-selv-hedens sted. 2:Se 2. s. e. tr. for sammenhængen de tre
første søndage [Se her]
Kontekster: 1: Mellem forudsigelse af lidelse og
tempelresningen. I v 17 i kapitlet før forudsiger Jesus
lidelsen. Derefter hører vi om
Zebedæus-sønnernes ønske, og han får
lige tid til at helbrede to blinde på deres "Forbarm dig
over os, Davids Søn!". Straks efter indtoget tager han ind
på tempelpladsen og renser den for handlende mm.
Kontekster: 1: Fasen efter indtoget med
belæring/doms- forkyndelse på tempelpladsen -
derefte følger Judas' forræderi, nadver..
Kontekster: 1: Jesu ord kommer i forlængelse af en
række.. ve-råb mod farisæerne og skriftkloge,
også deres hykleriske påstand, at hvis de havde
levet, da profeter blev forfulgt, ville de have hindret at deres
blod var blevet udgydt (derfor "blodet, der skal komme over deres
hoveder".) Vi er i afsnittet med Jesu lange domsprædiken
mellem indtoget og nadverindstiftelsen.
1: Sidste af barndomsfortællingerne. Vi har
hørt.. dramatisk om hvordan lyset blev født
i mørket. Hvordan både de nære og de fjerne,
så hvem han var. De gamle ser det (Anna og Simeon), Hvordan
han er blevet initieret i sit folk (omskærerelsen) og nu
hans "konfirmation". Derefter -kap. 3 - er der sceneskift til
Johannes Døber i ørkenen.
Kontekster: 1: Du skal få større ting at se
.. Disse ord til Nathanael i slutningen af kapitel
1 følges straks op her i kap. 2. Og forvandlingsunderet
kaldes v. 11 begyndelsen på hans tegn - en tegnrække,
der først hører op i kap. 11 med Lazarus'
opvækkelse. Den umiddelbare fortsættelse er
tempelrensningen [Sådan påfaldende jo hos Johannes]
- også i forbindelse med den tales der om tegn (v23).
Kontekster: 1: Første begivenheder efter bjergprd..
De to begivenheder får stærk epifanikarakter
bare af at være de første helbredelser. De
følges af flere helbredelsesberetninger, men stormen
på søen som et lille indskud i strømmen.
Kontekster: 1: Forklarelsen på bjerget følger
ret tæt.. på Peters bekendelse af Jesus som
Kristus, den levende Guds søn. Peter siger sit i forhold
til hvad Jesus siger andre har sagt om ham, hvem han er. Og nu
får han syn for sagn, og mere end syn (se eksegesen). I
mellem ligger en lidelsesforudsigelse, som Peter modsiger, og som
Jesus reagerer meget hårdt tilbagevisende: "Vig bag mig
Satan" - og så Jesuord om efterfølgelse. Inde i
teksten vises der naturligvis også tilbage til Jesu
dåb. (3,13-17)
Efter forklarelsen fortælles om
det, der nu bliver hverdag, stadig helbredelser, lidelses- og
opstandelsesforudsigelse, stridssamtaler.
Kontekster: 1: Den sidste lignelse inden indtoget i
Jerusalem fortalt i en sammenhæng med fokus på
discipleforholdets konsekvenser og forholdet til Guds rige. Den
rige unge mand kan ikke komme ind (dog intet er umuligt for Gud),
men de, der har forladt alting, skal ikke bare arve evigt liv,
men have dommersæder sammen med Menneskesønnen.
Så fortæller Jesus vingårdslignelsen.
Umiddelbart derefter tager han dem til side og fortæller
han dem, at han skal lide og dø - og opstå.
Dernæst Zebedeussønnernes (mors) ønske om
magt som med den opstandne, det giver kun Gud, og i øvrigt
skal den, der vil være stor, skal være tjener.
Kontekster: 1: Følger umiddelbart efter
fortælling om.. Johannes Døbers virksomhed, hvor
folk myldrer ud og bliver døbt idet de bekender deres
synder, og så Døberens konfrontation med
farisæere og saddukæere. Øksen ligger ved
træets rod - og der skal komme én der er
stærkere.. Efter perikopen fortælles om Jesu faste
i ørkenen - teksten til næste søndag.
Kontekster: 1: Efter Jesu dåb, følges af Jesu
tilbagekomst til Galilæa og begyndende forkyndelse:
"Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!"
Kontekster: 1: Geografisk et andet sted (Jerusalem), men..
kapitlet før (kap. 5), slutter med at Jesus legitimerer
sig og sit mandat med Moses. På den måde er
bespisningen forberedt, for så vidt at den er en tydelig
henvisning til bespisningen i ørkenen. Efter perikopen,
som slutter med at Jesus trækker sig tilbage fra at gribe
magt, hører vi om vandringen på søen, jo dog
en magtdemonstration for disciplene, dernæst om hvordan
folk opsøger ham igen, og Jesus udlægger
bespisningstegnet - det udvikler sig så til stridssamtale
med "jøderne".
Skarens ønske om at gøre
ham til konge kan ses som én i rækken af
fristelsesepisoder i Jesusfortællingen, men den er ikke
niveau med Satans, den er så at sige nedefra, og Jesus
afviser den nærmest inden ønsket er formuleret. Jfr.
også Fastelavn
³Kontekster: 1: Bebudelsen er den anden i rækken af
> de begivenheder, som Lukas har lovet den
højtærede Theofilus at nedskrive i
rækkefølge. Den første om hvordan Zacharias
bebudes at Elisabeth skal føde Johannes, han som skal
gå foran frelseren. Efter bebudelsen følger
sammensmeltningen af de to tråde i Marias besøg hos
Elisabeth, hvor foster Johannes springer i livet på hende,
om foster fætter Jesus danser med fortæller teksten
ikke, men billedkunsten har altid vidst om den sag.
Kontekster: 1: "..et stykke af den skønne
prædiken".. som den Herre Kristus holdt efter den
sidste nadver med sine disciple. Han vil hermed især
trøste sine kære disciple ved sin afsked, fordi han
nu skulle dø og lade dem alene tilbage i fare og
nød, i verdens fjendskab og forfølgelse og i
døden for hans skyld." Luthers karakteristik af
Afskedssamtalerne i Johannesevangeliet
Kontekster: 1: Ordene "indtil nu har jeg talt i billeder..
markerer et vendepunkt i afskedstalerne (Jfr. eksegesen, at
ordene bør forstås eksplicit om situationen netop
nu under afskedstalerne). Indholdet bevæger sig fra det
gådefulde "endnu forstår de ikke.." til klar tale,
nemlig ligefrem direkte bøn for dem (Den
ypperstepræstelige bøn) i kap. 17.
Kontekster: 1: Tegnet Brylluppet i Kana og symbolhandling-
en, tempelrensningen, går forud, og så de to sidste
vers i kap. 2, som handler om at Jesus ikke behøver at
nogen skal vidne om mennesket; "for han vidste selv hvad der
gemmer sig i mennesket" - og her følger så
fortællingen om Nikodemus, som kan ses som en udfoldelse
af hvad der kan gemme sig. Perikopen er skåret
mærkeligt til. Afslutningen om ophøjelsen af slangen
i ørkenen lægger sig til og fanges op af v. 16
"Således elskede Gud verden.." og det var teksten til 2.
pinsedag
Kontekster: 1 Efter "I kan ikke tjene både Gud og
Mammon og "Alt det hørte de pengeglade farisæere,
og de gjorde nar af ham" v.13-14.
Kontekster: 1: Ved farisæermåltider. Om ikke
at sætte sig øverst - og ikke at invitere familie
eller venner, det er bare med henblik på geninivtation, men
invitér de fattige osv, som ikke har noget at
gengælde med..
Bjergprædikenen
Kontekster: 1: Følger efter en uforstået
lidelsesforudsige lse, helbredelsen af den blinde (med
Jesusbønnen "Herre, forbarm dig over mig") - og
efterfølges af Lukas version af de betroede talenter og
dernæst indtoget i Jeusalem.
Kontekster: 1: Perikopen skåret af inden "I kan ikke
tjene både Gud og Mammon (v13). Derefter (i kritik af de
pengeglade farisæere) om Loven, der havde sin tid indtil
Johannes, så Guds Rige.. men stadig: ikke en tøddel
af loven skal falde væk .. skærpet forbud mod
skilsmisse, så "Den rige mand og Lazarus".
Kontekster: 1: I kapitlet med alle "de umulige"...
forud går lignelsen om den plagsomme enke, den
efterfølges af hændelsen med påtrængende
folk med de små børn, dernæst en drejning: om
den rige rådsherre, som ikke kan give slip på sin
rigdom.
Kontekster: 1: Ikke meget signifikant: Helbredelse af den
syrisk-fønikiske kvindes datter (den med de små
hunde) umiddelbart før. Før dette, Jesuord om rent
og urent. Efter dagens tekst bespisningen af de 4000.
Konteksten: 1:er betydningsfuld. I kap 9 voldsom konfronta
ion med samaritansk landsby (som ikke tar imod ham, fordi har
vendt ansigtet mod Jerusalem. Disciplene vil lade ild regne ned
over byen, men Jesus skælder dem ud, og siger, de glemmer
af hvad ånd de er. (9,51-56) Før det har han sat dem
på plads, i forhold til gruppesnæverheden i
forbindelsen med andres helbredelse i hans navn. Og før
det har han fortalt dem at mindste barn er større end dem
i himmeriget. Efter al denne sætten på plads
får de dog nogen triumf - i sendelsen af 70 disciple.. Der
er et næsten Johannæisk klingende vendepunkt "Ingen
ved hvem Sønnen er, undtage Faderen... Så
træder den lovkyndige frem med sin prøve.
Kontekster: 1:Umiddelbart før: Dommen over
Jerusalem. Efter: Det store gæstebud og om prisen for
efterfølgelse.
Kontekster: 1: Sidste i række af helbredelser.
Prædiken.. er helbredelserne at forstå som: "Lad os
gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så
jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg
er draget ud. Så drog han rundt og prædikede i deres
synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.
Mk.1,38." Dagens evangelium er den sidste helbredelse i
rækken - og i øvrigt den første, som
møder menneskelig modstand.
Kontekster: 1: Umiddelbart efter Jesu vejledning i
hvornår menighedens tålmodighed skal høre op
med angivelse af "processens" enkelte led.
Kontekster: 1: Helbredelsen findes sted efter endt..
nedstigning fra Forklarelsens bjerg. Undervejs ned hører
vi både om Peters bekendelse, og Jesu forudsigelse af sin
lidelse og død. På ret få linjer koncentreres
en teologisk peak-experience, men den udelukker så ikke rum
for helbredelse - og lidt discipel-kritik!
Kontekster: 1: Efter talen om at Jesus er Verdens lys -
bevidnet af to: ham selv og Faderen, prædiker han for
jøderne, om hvem der har sendt ham, så mange kommer
til tro på ham, og han lover dem at de skal blive frie -
men det opponerer de mod, de er Abrahams børn, men havde
de været det, ville de have troet og elsket ham, siger
Jesus...
Kontekster: 1: Johannesevangeliets "efterskrift"..
Kap 20, v. 30-31 synes at være evangeliets oprindelige
afslutning. Men så følger fortællingen om
mødet med den opstandne frelser ved Tiberias sø,
først noget der ligner en parallel til Peters
fiskedræt (Luk. 5) - dog uden sendelsespointe. Den
følger jo så i dagens evangelietekst. Efter dagens
tekst er der så det korte "opgør" mellem Peter og
Johannes, som også bliver evangeliets eksplicitte
forfattersignatur.
Kontekster: 1: Vi er i kapitlet om den gode hyrde ..
derfor talen om fårene. Umiddelbart efter det, som i
sammenhængen er den store provokation, Jesu
erklæring, Jeg og Faderen er ét, og som afslutter
perikopen, samler jøderne sten op for at stene ham. Man
forstår godt alterbogens redaktører, for
fortsættelsen er en noget tricky stridssamtale, hvor Jesus
inddrager salme 82. (Hvis vi havde behove for at udråbe
noget til "de sataniske vers" i vores sammenhæng, skulle
det vel være denne polyteistiske salme). Når den kan
tale om "I er guder" - hvor meget mere kan han så ikke sige
at han er Guds søn?
Kontekster 1: Vi er i Jesu afskedssamtale(r) med disciple
ne. Ved den sidste nadver, Judas har forrådt ham "Det var
nat" (kap 13,30). Jesus giver dem et nyt bud: "Som jeg har elsket
jer, skal også I elske hinanden". Han forudsiger Peters
fornægtelse, og så kommer: Frygt ikke..(dagens
tekst). Efter perikopen lover Jesus at Faderen vil sende
Talsmanden, når han nu går bort. Og så er det
i øvrigt som fortællingen om afskeden egentlig
sluttede med kap 14, for det slutter som bekendt med "Rejs jer,
lad os gå her fra", men straks efter følger kap 15,
16 og 17 som en storslået videre eksegese af hans afskeds
betydning.
Kontekster: 1: Jesus er i færd med at tale til
"jøderne".. på tempelpladsen - efter en indledende
konfrontation om en kvinde grebet i hor. Han siger "Jeg er
verdens lys" og han taler om, hvem han er i modsætning til
dem, de er af denne verden, han ikke, og lidt tåget taler
han om den sanddru, som har sendt ham. Men de forstår ikke
at han taler om "Faderen", og så kommer dagens tekst. Efter
teksten går diskussionen om Abraham, om at de i
virkeligheden ikke har Abraham til far, men djævelen - mens
Abraham har set Jesu dag, og har glædet sig - for "jeg er
før Abraham blev født".
Kontekster: 1: Det første af den bøn, ofte
kaldet den ypperstepræstelige bøn, som
slutter den lange afskedssamtale fra kap 13, som finder sted
under forvaskningen, (hvor det eneste brød og vin, der er
tale om, er det, som Judas får, da han bliver sendt ud for
at gøre det, han skal. "Det var nat". Men her fra v 31
begynder den formanende og trøstende afskedssamtale, som
mest er Jesu enetale - og som altså slutter med Jesu
bøn for sine i verden.
Kontekster: 1: Vi er i Jesu afskedssamtaler med disciplene
Umiddelbart inden dagens perikope har han talt om, at han er
Vejen, Sandheden og Livet. Afsnittet i dag peger på at
Vejen ikke bare er vejen til at kende Gud, men også vejen
til at holde hans bud. Sandheden(s ånd) baner vej for
Livet.
Kontekster: 1: Efter bespisningen i ørkenen, Jesu
tale.. om sig selv som brødet, der er kommet ned fra
himlen. Ordene i dagens perikope er Jesu svar på
'jødernes' indvending, at han da bare er Josef af
Nazareths søn.
Kontekster: 1: Lignelsen om det store gæstebud
går.. umiddelbart forud.
Kontekster: 1: Det fortabte får og den tabte
mønt.. er lignelserne der går umiddelbart
forud. Den utro godsforvalter følger.
Til kontekst:
Peter Nikolaj Frøkjær-Jensen, i tråd på
Facebook 2020 - bragt med tilladelse: Først har vi en
søn, der lever som en tro godsforvalter, der på
trods af, at hans far siger, at alt mit er dit, alligevel aldrig
har slagtet sig et kid til en fest med sine venner. Dernæst
får vi en utro godsforvalter, der lever som var han
søn og bruger løs af sin herres formue og -
paradoksalt nok - roses af sin herre.
Før de 4
sammenhængende lignelser (+det fortabte får og den
tabte mønt) har vi en redaktionel bemærkning om, at
dette handler om farisæernes forhold til Jesu omgang med
toldere og syndere.
Efter den uto godsforvalter får vi
igen en redaktionel bemærkning ( dette hørte de
pengeglade farisæerere...), der indikere, at nu tages et
nyt emne op.
At der tales om de pengeglade farisæerere
er passende i den forstand, at alle 4 lignelser har et
fælles fråsemotiv. Hyrden efterlader 99 får
ødemarken, kvinden holder stor fest, faderen ligeså,
og ejeren roser sin utro godsforvalter for hans mandatsvig.