1. Perikopens kontekst
Under "Til eksegesen" vil efterhånden konteksten være kort
skitseret. Det er i hvert fald en ambition for Teksten
denne uge! Min egen erfaring er, at jeg undertiden for
hurtigt har kastet mig ind i tekstens medias res, og ladet
tolkningen forme af mine måske for
tilfældige sentimenter lige den dag. Konteksten giver
ganske ofte en god vinkel til forståelsen og kaster også
ofte af sig til selve prædikens "materiale".
Jeg tror endda, det er ganske godt med lidt afsmittende
konteksbevidsthed til menigheden - også den så ofte store,
måske fordomsfrie og og i hvert fald ret forudsætningsløse
dåbsmenighed. Er centrum i kristendommen en bekendelse
til, at Guds åbenbarig er Kristus kommet i kød og blod,
vandrende rundt i Galilæa og Judæa, så er den sammenhæng,
som evangelisterne fortæller om ham i, vigtig og
medforkyndende - og det er en del af hele pointen, at der
er denne sammenhæng.
Selvfølgelig skal man i prædikenen sjældent tørt gøre
rede for tekstens før og efter. Men det giver ofte noget
selv at være opmærksom på den.
1 b.Tidshistorisk kontekst, Sitz im Leben,
den historiske Jesus. Tager vi alvorligt at vi tror at
Guds selvåbenbaring finder sted i det faktiske menneske
Jesus i kød og blod er selv umoderne overvejelser om "den
historiske Jesus" relevante. Også tidshistoriske
overvejelser hører med. Og den gyngende grund: Hvad sagde
Jesus på aramæisk - hvad gik tabt hvad blev vundet "in
translation". Vi har ikke åbenbaringen selv, vi har den
kun sådan som den er bevidnet og overleveret. Må
Sandhedens Ånd hjælpe os i forståelsen må såvel ekseget
som prædikant bede!
2. Gudstjenestens kontekst
Gudstjenestens øvrige tekster - fra bibel og salmebog er
også kontekst. Er man heldig (og har lavet et fornuftigt
salmevalg) så belyser de hinanden - og kan enten inddrages
eller underforståes i prædikenen.Afsnittet på siden
"Liturgisk" giver hjælpemidler.
3. Kirkeårets/naturårets kontekst
Det er ofte meget givende og relevant at perspektivere
dagens evangelium ud fra kirkeåret. Det giver oplevelsen
af at være med i en rytme og historie, og tolker ganske
ofte en tekst kongenialt med dens anliggende.Inddragelse
af naturens årstid kan give en relevant oplevelse af
indfældethed, sagens inkarnation om man vil. Salmerne gør
det som bekendt ofte.
4. Virkningshistorisk kontekst
Nogle fortællinger har markante nedslag i vores mulige
fælles bevidsthed akkumuleret fra kirkens første tid og
frem. De kan være medfortolkende - og skal eller kan
undertiden med fordel drages ind - til medløb eller
modsigelse. Det kan være og er ofte billeder - men også
tekster - hele teologier.
4. b Aktualitetens kontekst
- det er alt det som trænges om præstens og menighedens
bevidsthed. Her kan Teksten denne uge citere faktiske
aktualiseringer hos prædikanter mm - til inspiration og
modsigelse.Eller under redaktionelle bemærkninger kan der
peges på mulige aktuelle forståelsessammenhæng.
4. c Fortolkerens/prædikantens kontekst
De "fordomme" - positivt forstået, og et bedre ord: den
forhåndsforståelse - prædikanten har, er i høj grad
kontekst for prædikanten. De skal og kan ikke afskaffes -
men man kan gøre sig dem bevidst, hvordan de så at sige
former det første møde med teksten, nu endnu engang, hvor
man sidder med den.
|