Title

”Gå hjem, din søn lever”

Jeg synes, det var svært at skrive prædiken til i dag. For jeg synes, vi lever i en mørk verden, og det kan tage håbet fra os. I mørke øjeblikke kan det føles som om, at der står en stor, mørke truende trold – med diffuse konturer – på den anden side af et smalt farvand… I aftes sad jeg i sofaen med Karen og vores børn, og vi sad dér i den trygge, bløde sofa og så Den Store Bagedyst – og ind imellem strejfede tanken mig: Hvad mon der sker i Gaza lige nu? Eller: Hvad mon der sker i Ukraine lige nu? Eller i Syrien, eller i Nagorno Karabakh. Og der er steder i verden, hvor der også sker frygtelige ting, men som vi helt har glemt… Og her sidder vi, og de problemer, vi kan holde ud at forholde os til, er problemer som smørcreme, der skiller, eller en bagedyst-deltager, der har taget fejl af salt og sukker! Og deltagerne græder eller griner af lettelse. Det kan synes ligegyldigt og overfladisk. Eller det kan synes som et tiltrængt pusterum fra verden. Eller jeg kan også tænke: måske er en varm sofa, og familien samlet et trygt sted, måske det bedste vi kan gøre lige hér, hvor vi er?

”Gå hjem, din søn lever”, lød det håbsfyldt i evangelie-fortællingen. Håbsfyldte ord - som kommer til at stå i voldsom stærk kontrast til verden, for jeg kan næsten ikke høre de ord uden at genkalde mig stærke billeder for mit indre blik – billeder, jeg slet ikke skulle have set – af forældre i Gaza, som desperate bærer deres sårede eller døde børn afsted. Og jeg ved, at der florerer frygtelige billeder fra Hamas’ terrorhandlinger i Israel. ”Gå hjem, din søn lever” - hvilken mening giver de ord i vores verden, hvor børn dør fra deres forældre, for forældre dør fra deres børn?

Igennem gudstjenester og læsninger her i efteråret, har vi mange søndag mødt opstandelsesord; ord, som er sagt til et menneske og som har givet vedkommende livet tilbage – og de opstandelsesord er blevet gentaget til os, og har sendt os ud i verden indsvøbt i den opstandnes nærvær. ”Effata – luk dig op” var opstandelsesordenen til en døv – og til os, når vi er døve for hinanden og for livet. ”Gå hen og blive undersøgt af præsterne”, sådan lød opstandelsesordene til ti spedalske, som blev sendt tilbage til liv og fællesskab med andre mennesker – og på vejen viste det sig, at de var blevet raske. ”Unge mand, jeg siger dig, stå op”, lød opstandelsesordene til en ung mand, sin mors eneste søn, som var død. ”Rejs dig, tag din båre og gå” – lød opstandelsesordene til en lam, som blev sendt hjem til nyt liv i fællesskab, og sådan lyder de til os, når vi er handlingslammede i verden. Og så kommer til altså til opstandelsesordene i dag: ”Gå hjem, din søn lever”. Pludselig er det svært at høre de ord som opstandelsesord til os – i en verden, hvor børn dør fra deres forældre, og forældre dør fra deres børn. Hvordan kan vi række ud efter de ord med tillid – og tro?

I gudstjenestegruppen i tirsdags talte vi netop om tro. En embedsmand fra kongens hof opsøger Jesus. Det er som om, at de mennesker, som iflg. evangelisten Johannes opsøger Jesus, bliver værre og værre! Først et medlem af det jødiske råd, en farisær – Nikodemus. Som repræsentant for de religiøse magthavere burde Nikodemus virkelig ikke opsøge Jesus. Derefter er det en samaritansk kvinde. For det første er hun kvinde. For det andet er hun samaritaner – og både pga. etnicitet og religiøsitet burde hun virkelig ikke opsøge Jesus. Og nu altså en kongelig embedsmand. Kongen er Herodes Antipas, en illegitim konge, som har tiltaget sig tronen ved at slå sin svigerfamilie ihjel og gifte sig med sin brors kone. Og Herodes regerer på den romerske besættelsesmagts nåde. Sådan en konges embedsmand burde virkelig, virkelig ikke opsøge Jesus. Hvorfor er det alle de forkerte, som kommer til Jesus? Hvorfor kommer der ikke nogen ordentlige folk?

For Jesus findes der åbenbart ikke ordentlige folk! Der findes kun mennesker – med alle de problemer, som mennesker har – sjælelige kvaler, sociale problemer, og her: Den yderste desperation: en far er ved at miste sin søn, og så må man række ud efter det strå, man kan finde, om det så kun er et rygte man har hørt om en mand, der engang lavede vand til vin. Et nøgent, svagt menneske står foran Jesus. Sådan er det hver gang.

Hvordan møder Jesus ham? ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, siger Jesus. Er det en bebrejdelse – af en far i nød? Eller er det en nøgtern konstatering – altså: Jesus ved godt, at sådan er det fat med os – og derfor forbarmer han sig, og giver et håbstegn? Eller er det faktisk en ros af embedsmanden? Fordi Jesus godt ved, at om et øjeblik så går embedsmanden hjem – og han går kun på et ord – uden at have set nogen som helst mirakler eller beviser – og han går på et ord, fyldt af håb, og han skynder sig så hurtigt han kan, og han kommer hjem dagen efter og udspørger tjenestefolkene, som kommer ham i møde… Han går på et ord. Intet andet. Ordet fylder ham med håb. Han kom på grund af et rygte. Og han går på grund af kun et ord. ”Gå hjem, din søn lever”. Og den dag blev mandens lille søn et levende tegn på, at opstandelsesmagten bærer os!

Hvilket ord kan sende os hjem med håb? ”Gå hjem…” Også vi er kommet her i dag uden et eneste bevis. Båret afsted på et rygte, måske båret afsted af en længsel, eller måske en desperation.

Et rygte om en krybbe, der fortæller, at det mest skjulte og fattige og skrøbelige sted i hele verden – her blev universets kærlighed svøbt. Så kan den vel også svøbes og lægges til ro på vores skrøbeligste og mest usete steder.

Et rygte om et kors, der fortæller, at her var universets kærlighed til stede på det mest smertefulde sted. Så kan den også være til stede på vores mest smertefulde steder.

Et rygte om en tom grav. Der fortæller, at også det, som er dødt for os, skal vækkes til live, og dødens magt skal brydes og ikke have magt over os.

Måske er det de rygter, som har båret os her hen – måske uden vi vidste det. Og ordet vil bære os hjem. Vi bærer det i hjertet. Det har lydt fra øre til øre, fra mund til mund. Det bæres afsted uset med håndtryk og kram og lægger sig i hjertet. Og dér kan ingen verdens magter nå det. Verdens magter kan kæmpe og udslette hinanden, lægge byer og hospitaler og kirker i ruiner. Og mennesker kan miste livet, og vi bliver dybt nedbøjede over det. Men det ord, som ligger i hjerterne kan aldrig gøres uhørt. Det vil bære os hjem.

Nogle gange kan vi stirre os blinde på troen og tænke: Hvordan kan jeg overhovedet tro? Og så er det så enkelt: Det er ikke os, som skal bære troen. Det er troen, som bærer os. Det er ordet i hjertet, som bærer os. Det er håbet, som bærer os. Det er opstandelsesmagten og universets kærlighed, som bærer os. Livstegnene er lige rundt om os: Kirkeklokker, der ringer bedeslag – morgen og aften over hele landet og siger: Bed og håb! Vand, som risler i en døbefont. Brød som brækkes og rækkes. Hænder, som rækker ud imod mig. Arme som krammer.

Og alle tegnene siger: Lad blot verdens magter rase! Lad blot den mørke trold fnyse, han skal aldrig få magt!

Jeg skal slutte. Jeg har lyst til at sige: ”Gå hjem…” vel vidende, at et hjem kan føles alt for tomt – pga. nogen, som man har mistet, eller vel af så mange andre grunde. Hvis Jesus havde stået her lys levende, tror jeg, at han ville have sagt: ”Gå hjem – din fremtid lever – du lever i min kærlighed, for jeg bærer dig – fra nu og i evighed”. Amen.