Teksten denne uge - Anmeldelser

Præsentation

Om teksten

Eksegetiske kommentarer til prædiketeksterne efter første tekstrække.

Jesper Tang Nielsen. 2024.

Bogen kan bestilles her

(Præsentationer af bøger her på Theol-p er ofte en slags løbende anmeldelse - i forhold til hvornår en given bog er bliver refereret til på Teksten denne uge)

Da "Om teksten" er kommentarer til hver eneste tekst i kirkeåret kunne det være nyttigt med en reference ved alle perikoper. Om der bliver det kan redaktøren ikke love.Men netop enkelte præsentationer

Jeg kan anbefale at man har bogen som en selvfølgelig rejseledsager kirkeåret igennem. Jesper Tang Nielsen er en omhyggelig ekseget - en del af stoffet har vi haft mulighed for at læse på Vartov og Københavns valgmenigheds hjemmeside - der kan man også finde prædikener, så man kan se hvad en given eksegese har fået som homiletisk afkast.

I sin indledning til bogen skriver JTN bl.a. om de kontekster en given perikope forstås i: Jesper Tang Nielsen sætter gudstjenesten først i sine overvejelser om kontekst. - Rimeligt, da tilhøreren til prædiken som første kontekst har netop gudstjenestesammenhængen.Kirkeåret næst. Det er i en vis forstand det vi har med os på forhånd. (For mange kirkegængere dog ofte i ringe grad bevidst). Så først den tekstlige kontekst i evangeliet. Det er samme idé som ligger bag "kontekster" her på Teksten denne uge. Rækkefølgen er en anden - se om kontekst på TdU. Det er dog sådan at i bogen er først og fremmest tekstens placering (kontekst) i evangelierne - som sættes forrest. Samtlige tekster behandles klart og overskueligt i fire punkter:
1. Tekstens forhold til de andre evangelier
2. Tekstens placering i evangelieteksten
3. Tekstens detaljer
4. Tekstens fortolkning

Præsentation ved citater fra enkelte søndage

1. s. i advent På TdU - Til top på siden
Der gøres rede for de synoptiske forskelle (inklusive Johannesevangeliet) - små, men de afslører evangeliernes forskellige tendens. For Mattæus er skriftopfyldelse vigtig - og JTN lader os se at Mattæus konstruerer et skriftcitat ud af Zak 9,9-10 og Es 62,11 og skriver:
"Ordet ”sagtmodig” (prays) kommer til at stå centralt i det citat, som Matthæus konstruerer. Kongen optræder sagtmodigt, fordi det er ved Guds gerning, at han sejrer. Begrebet er tilsvarende vigtigt i Matthæusevangeliet, hvor Jesus bruger det til at beskrive sig selv (11,29) og priser de sagtmodige salige (5,5). Men at han kommer på et æsel, er ikke i sig selv udtryk for ydmyghed. Det kan konger godt (jf. 1 Kong 1,33)." s.28-29. -
Videre: "Når teksten ses i sammenhæng med den følgende tekst om tempelrensningen, er det ikke modsætningen mellem en ydmyg ridende på et æsel og en stolt konge ridende på en hest, der er afgørende. Snarere er det forholdet mellem den politiske og den religiøse magt, der giver teksten dynamik". s. 31.
Og videre: "kristustroen (er) efter Matthæus’ opfattelse fuldendelsen af jødedommen. Men i kraft af det nye kan det gamle forstås på en ny måde, derfor er kristendommen også mere end jødedom, for forventningen indfries på en uventet måde". s.31.

- ksf: For mig bliver så spørgsmålet hvad impliderer dette mere i vores sammenhæng (kontekst) nu - har ydmygheden en politisk side, når vi lærer ydmyghed af Jesus? Mt. 11,28-30. Vi har ikke templet, men har vi andre hellige haller som trænger til renselse?

2. s. i advent På TdU - Til top på siden

Grundig redegørelse for forskelle i synopsen - bl.a. betinget af tidsafstanden til Jerusalems fald. Lukas er udtryk for "parusi-udsættelse" - (ksf. jeg forstår hvorfor JTN ikke kan lade være med også bringe det skønne tyske begreb: Pausieverzögerung!). Lukas bevarer trods den erkendte udsættelse ordene "inden for denne slægt" - det nødvendiggør en forståelse af hvad genea kan betyde. - -

JTN trækker frem at det er Lukas, der bruger ordet "forløsning" - ikke de to andre. (Paulus bruger det) [ksf: interessant i TdU-sammenhæng. Det er en hovedpointe i Morten Brøggers prædiken.]

JTN konkluderer under "fortolkning" om Lukas: Det nuværende liv mister ikke betydning, som om det blot var en venteperiode. Lukas’ bearbejdelse af Markus’ apokalypse har dette formål, at den kristne eksistens skal leves intenst, som om det var den sidste dag, samtidig med at den fortsætter langt ud i fremtiden.

- ksf: det er for mig uundgåeligt at tænke over vidne-problematikken/overlevering om/af Jesu ord.her hvor forskellene i mellem evangelisterne bliver tydelige.JTN skriver ikke direkte om problematikken, men den er aflæsbar i udsagnet: "Markus lader Jesus forudsige ødelæggelsen af templet, selv om den for Markus lige er sket. Det viderefører de to senere evangelister på hver deres måde." s. 33. At Jesus brugte samtidig apokalyptik i et eller omfang i sin forkyndelse kan næppe betvivles. Og det, som evangelisterne fik overlevet af traditionen - som var ret få år kort - har været præget af apokalyptik. "Markus lader Jesus sige.." - Men hvad forkyndte Jesus selv? Når vi tror at Jesus som Ordet kommet i kød og blod er Guds selvåbenbaring, har det relevans, som i en retsag med flere vidners udsagn at ane realiteten bag de afvigende udsagn. Måske det sidste af de fire vidner, Johannes, trods en meget anden optik, er nærmere Jesu egen forståelse end den samtidige apokaluptik umiddelbart er . - den forløsende åbenbaring begynder allerede her og nu, den kan/vil forårsage magters og institutioners fald, ja selv templets, i sidste ende verdens fyrstes (Joh. 12,31 - hvordan vi nu skal forstå denne magt). For det første kan det svare til at den kristne eksistens skal leves intenst (ovenfor). For det andet får ordene om "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå" lidt i retning af Ordets evighedskarakter i Johannesevangeliet.
Mere nede på sædvanlig, og nok sikrere grund, er JTNs iagttagelse - og det er også stort nok:
Ordet om, at alting skal forgå, men Jesu ord skal bestå, er et eksempel på de tidlige kristnes ekstreme ambition på deres tros vegne og deres tiltro til deres budskabs bestandighed. Det placerer Jesu ord på linje med Moseloven og profeterne eller faktisk
over dem, fordi de får evig betydning. End ikke jordens undergang kan rokke ved hans ords autoritet." s. 37

Igen "Om teksten" er en god, solid - og inspirerende - rejsefører gennem kirkeåret!

3. s. i advent På TdU - Til top på siden

JTN gør grundigt rede for mulighederne i teksten for at forstå forholdet mellem Johannes Døber og Jesus. Som bekendt vanskeligt at fastslå, hvordan det var historisk - men faktisk også hvordan det i de fire evangelier forkyndte forhold var. Var Johannes den af Malakias bebudede genkomne Elias (Mal. 3,23-4), som skulle skulle forberede folket (og vække til forbedrelse), så det kunne møde en mildere dom, når Herrens dag kommer - og var Jesus så Messias med dom og vælde på den måde?
JTN peger på at Johannes reaktion på det indledende spørgsmål om Kristi gerninger ikke fortælles. Den står åben. JTN aktualiserer da teksten (under "fortolkning") så at sige typologisk:
"Når Johannes’ reaktion ikke gengives, forbliver det et åbent spørgsmål, hvordan han forholder sig. Ligesom det gør for læseren selv. For spørgsmålet om Jesu identitet kan ikke afgøres uden selv at sætte sin identitet ind på det. Det afgøres, hvem man er (salig* eller forarget), når man forholder sig til Jesu gerninger.
På den måde afgøres fortid og fremtid af, hvordan man forholder sig til Jesu virkning i nutiden."
* I analysen refererer JTN tilbage til saligprisningerne i Mt. 5.

....................

2. s. i h3k På TdU - Til top på siden

JTN fremhæver mangetydigheden i tegnet ved brylluppet i Kana. Det enestående: eneste gang Jesus er til bryllup, forvandler noget, griber ind uden det er for at hjælpe og redde mennesker (derfor kaldes det undertiden "luksusunderet").,
"Man bliver på sæt og vis fanget i et net af symboler, hvor det er svært at finde en fast grund. Teksten bliver ved med at være lidt uklar og derfor lidt mysteriøs.". / .. Moderen ser nemlig situationen fra et menneskeligt og fysisk perspektiv (det er pinligt, at vinen er sluppet op), mens Jesus forholder sig til det fra et andet perspektiv.../.. Begrebet pothen; Kommentaren, at han ikke vidste, ”hvor den kom fra”, rummer en johannæiske dobbelttydighed. Ordet ”hvorfra” (pothen) bruges i Johannesevangeliet gerne angående forståelsen af Jesus... / .. De troende ser tegn; de ikke-troende ser ikke tegn. Tegnene skal frembringe tro, men det er de troende, der ser dem som tegn. Sagen er nok, at troen i sig selv er uforklarlig. Renselseskarrenes dobelte betydnng.

Midfaste På TdU - Til top på siden - anmeldelsen forfra

(Det blev et lille mini-essay, som forsøger at svare på JTNs spørgsmål: "Ligger det i ideen om det sande forhold til Jesus, at det også medfører et sandt forhold til medmennesket og dermed forpligtelsen til atgive sultende brød? "

Ksf: I de synoptiske evangelier udspringer bespisningen af omsorg for mennesker - en omsorg, der skal vise at Jesus både er som Moses - som fører sit folk - ikke nu bare jøderne - men dem som tror og følger eller bare søger ham - og netop overstråler Moses - som Kristus/Messias. Men dette "omsorgsaspekt" har ikke fokus i Johannesevangeliet.

Jesper Tang Nielsen skriver: "Det viser Johannesevangelisten med bemærkningen om, at de ville gøre ham til konge, hvilket får ham til at trække sig bort fra dem. I forskningen har man nedladende sagt, at de ville gøre ham til ”brødkonge”. Man kan se det således, at det netop er den synoptiske forståelse af Jesus, der derved udstilles som ufuldkommen og i bedste fald foreløbig. Hertil hører, at alt der har fokus på det konkrete niveau i Johannesevangeliet udstilles som en misforståelse. Alting handler om den rette erkendelse af Jesus, hvortil hører modtagelsen af ånden. Det overbyder alting og må have ubetinget fokus, hvilket så efterlader det spørgsmål ubesvaret, hvordan man skal forholde sig til den konkrete sult og de faktiske sultende. Ligger det i ideen om det sande forhold til Jesus, at det også medfører et sandt forhold til medmennesket og dermed forpligtelsen til at give sultende brød? Det er i så fald ikke udfoldet i Johannesevangeliet, der stiller det sande forhold til Jesus over alt andet."

Ksf: JTNs nylig forsvarede doktordisputats handler om dette. Fra hans præsentation: "Når de [som tror] får Ånden bliver de født igen af Gud som Guds børn og kan leve i fuld overensstemmelse med Gud. Det er lykken, og det er nøjagtig, hvad de stoiske filosoffer stræber efter."
Og hans tese er at Johannesbrevene ikke bare prøver at rette op på den verdensdistancerende, stoiske holdning, men direkte går i krig med den.

Se præsentationen: https://teol.ku.dk/nyheder/nyheder-2023/jesper-tang-nielsen-forsvarer-sin-doktordisputats/

Ksf: Vel helbreder Jesus også i Johannesevangeliet, rejser eftertrykkeligt én (ven) fra de døde, laver et enkelt overskudsmirakel, rydder templet, bespiser i ørkenen, taler med en fremmed (den samaritanske kvinde) – minder om at de fattige har vi altid hos os, giver os et forbillede af omsorgs- eller måske bare rangordenskarakter (fodvaskningen), og siger at vi skal tage os af hinanden (indenfor kredsen?) og bære meget frugt. Men det er jo sandt at oftest er alle disse ting for at vi eller verden skal erkende at han er Sandheden. Hvad Vejen så er i verden gives der få eksempler endsige konkrete anvisninger på. Og Livet – om det er mere end befrielsen fra det onde i verden ved at leve i den sande erkendelse, det udfolder evangeliet kun begrænset, måske slet ikke.

Da jeg nu personlig sætter Johannesevangeliet meget højt – og endda har oplevet at kærlighedssnakken i 1. johs brev kan blive en anelse klistret, vender det sådan for mig: Masterplanen, Ordet, Gud, havde en mening med at vi har fire evangelier og ikke bare ét. Derfor må vi – endda skal vi – læse ind i Johannesevangeliet det kød og blod Ordet blev i vores verden, med forpligtelser over for lidelse, nød og død i denne verden – selv om det udfolder den side meget lidt. Jeg vil i givet fald med sindsro prædike at de sultende skal have brød – og endda se et forbillede i at disciplene skal give det lidet de har, så lægger Gud sin velsignelse i, med løfte om at så bliver nok til alle. Særstof hos Johannes er de to disciple er navngivne. Om det ”grounder” fortællingen mere véd jeg ikke. Men vigtig er selvfølgelig stadig spørgsmålet at give brød hvordan – ikke ovenfra, gøre os til magthavere ved at gøre det – men nede fra, af en kærlighed, som ser også den sultende i Dafur, Gaza – hvor som helst – som en bror/søster. Når Johannesskrifterne kan friste til at se kærligheden bare gælde dem i ”kredsen”, så skal vi gøre os klart at som Gud elskede verden, ved at sende sin søn, som bror eller søster til os, på samme måde er vi sendte til dem, (Joh. 20,21)* som er særlig trykket af Verdens fyrste akkurat nu. Jesus siger til disciple, at han tager dem ud af verden – men at de er i den – vi er i verden, har endda del i verdensmagten – fra positionen ”ude af verden” må vi gøre det lidt vi kan ”i den”.

*) Igen: Det må nok indrømmes, at den brede missionale forpligtelse er en indlæsning i dette ord, hos Johannes er de sendtes opdrag her specielt at forkynde syndernes forladelse.

Kristen Skriver Frandsen,

Redaktør.