Kristen Skriver Frandsen

Se artiklen "Præster nedbrudt af mobning og stress: Bliver sendt på otte ugers ophold med yoga og massage" [Se her]

Nogle stifter (Ribe, Viborg, Roskilde og København) er gået sammen om et projekt med et slags kurophold for stressede præster. Der refereres til den store mobberapport i 2017, men der tales mest stress.

Det forskubber perspektivet. Mobning er noget der overgår den mobbede udefra, stress forstås som som en fejl reaktion på vanskeligheder i jobbet. Altså den individuelle fejlreaktion, det bliver den enkelte ramte, der skal kureres. Fokus bliver ikke på forhold, der bør ændres.

Rødt markerer hvor præsten har oplevet mobningen udspringer og er virksom, violet medvirkende i mobning. Grønt markerer opbakning mod mobning.

Den vandrette række er den enkelte præst

Hosstående mangler oplagt. >>>

• Dårlig ledelse
• Folkekirkens snævre miljø
• Manglende respekt for faglighed
• Øvrige ansatte

En hurtig respons på tredelingen udfra mine samtaler.

1) Ensomheden, det forekommer, undertiden i kraft af at man ikke er en del af det toneangivende slæng, men mange af de mobbede har faktisk gode kollegiale, fagligt funderede relationer.

2) Mobning med oprindeligt udspring i en kollega er sjælden (men forekommer), men kollegaer kan spindes ind i at blive medmobbere - billige gevinster kan være at hente.

3) Det, der hedder et krævende menighedsråd. Det er en fejl, næsten demagogisk, betegnelse, men menighedsråds/enkeltmedlemmers ustyrede, måske i systemet ustyrlige, magtudfoldelse, er faktisk temmelig hyppig. Et "krævende" menighedsråd - det kunne et sådan menighedsråd finde på at kalde sig selv. Underforstået: der er den stakkels, inkompentente præst, der ikke lever op til vores "krævende" visioner

Den helt store fejl er indsnævringen af de relevante årsager, så der bliver vigtige ting, vi ikke ser:

4) Ikke en pind om dårlig ledelse. En pæn portion af mobbede oplever at ledelsen enten selv mobber eller er fuldstændig utilstrækkelig og flere derfor ikke drømmer om at henvende sig. Både mobning fra menighedsråd(smedlemmer) og kolleger kan meget ofte imødegås med ordentlig ledelse. Med brug af tilsynspligt mm.

5) Ikke en pind om folkekirken som et snævert, sammenspist miljø, med magttråde, som er delvis usynlige, men alligevel frygtede - og at det er dette lille firma, præsten har sin uddannelse og kompetance til at være i, derfor bundet til som en fæstebonde til sin herremand. Derfor føjelighed og stress. Når kun få angiver Præsteforeningen som en god hjælp og når nogen tøver med at bruge den, skyldes det en forestilling om at den er alt for tæt forviklet med "magtlagene" i kirken. Det faktum at biskopper og provster er med i samme forening kunne være en del af den problematik.

6) ikke en pind om fald i respekt for faglighed - fra top til bund. En særlig problematik som kræver helt særskilt behandling.

7) iKke en pind om andre ansatte. En graver KAN være bykonge, en organist menighedschef, fx, og være mobingens kimsted - dårlig ledelse kan så betyde at spiren bliver et helt sennepstræ.- og det er ikke himlen, det når!