Forside - Interaktivt - Bibel og tekst - Teksten denne uge -Tidstavler - Om - Kontakt

Størst af alt (5)

De 7 trin

De syv trin, hvoraf de fem fordeles på særlig måde henover kirke/kalenderår, skal skitseres her meget kort: ”Babysalmesang” kan gøre de allermindste fortrolige med kirkerum, præst og helt enkle salmer/sange og ritualer. I høj grad er forældregruppen på dette niveau tæt på at være den primære målgruppe. Grunden lægges til at bruge kirken og opdage den som en social sammenhæng, man er velkommen i.

Høstgruppen – førskolebørn + evt. børnehaveklasse (de 3-5årige) – arbejder med høsten. Man samler frugt, maler selv korn, der bages, syltes – selvfølgelig med kraftig voksenhjælp - og man hører fortælling, synger – og samværet får en tydelig, enkel rituel ramme. Det handler om alt det, der vokser, og det vi takker for.

1.-2. klasse (de 6-7 årige) får deres fokus på adventstiden (Adventsgruppen). Alderen har på mange måder forventning som fortegn. Der er meget egentligt, der står forude, eller som man lige er begyndt på.

Epifani- og helligtrekongertid har ledestjernen som fortegn – og med 3.-4 klasse (de 8-10 årige) begynder man i høj grad at forholde sig selvstændigt til orienteringpunkter i tilværelsen (Stjernegruppen).

Fastetiden rummer fristelse, bevidstgørelse i forholdet til det onde og renselse og forberedelse til noget nyt – ting, der har klangbund på 5.-6. klassetrin (11-13 årige) (Fastetidsgruppe).

Påsken med lidelse, død og opstandelse bliver fortegnet for konfirmandundervisningen, som den ligger i enten 7. eller 8. klasse – (som jo også stadig skal rumme at samle hele den kirkelige dåbsoplæring) (Påskesporet - konfirmander).

Endelig bliver pinsegruppen med fokus på tanken om vækst, ånd og horisontudvidelse – samt med mulighed for egentligt ansvar for konkrete fx diakonale opgaver eller for konfirmandundervisningen - et tilbud til dem, som på godt norsk hedder ”fjorårs”-konfirmander – unge over konfirmationsalderen (Pinsegruppen – efter konfirmationen).

>Erfaringer