Hele artiklen:

Dåbsoplæring som aldersdiffenrentieret helhedsprojekt

Alle børn har ret til en åndelig udvikling. Det kan læses ud af FN’s børnekonvention, som også Danmark har tiltrådt. Det betyder blandt andet at børn skal have mulighed for at blive fortrolige med deres egen tro, dens indhold og dens praksis. Det er faktisk en stor opgave. I Norge har kirken gjort det til et landsomfattende projekt - med navnet »Størst af alt..«. Det er også en opgave, der ligger i helt naturlig forlængelse af det, man som forældre forpligtet sig på i dåben, nemlig Jesu ord: »idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer«. Al den tid Danmark var en kristen enhedskultur kunne kirken med en vis sindsro mene, at denne oplæring blev varetaget af skolen og i hjemme af forældrene – og så konfirmandundervisningen. Med folkeskoleloven af 1975 forsvandt oplæring i kristendom fra Folkeskolens formålsparagraf og faget kristendomskundskab blev rent kundskabsmeddelende. På mange måder afspejlede loven blot det, som allerede var en realitet. På baggrund af det og det markant tydelige videns- og traditionstab, der har fundet sted, er det ikke bare oplagt, men nødvendigt at kirken giver forældrene en solid håndsrækning.

En vanskelig opgave
At lære de døbte, hvad der egentlig ligger i kristendommen er en stor opgave. Den løses bedst i en vekselvirkning. Selvfølgelig skal der fortælles derhjemme. Men det giver også meget, at børn oplever og lærer i fællesskab med andre jævnaldrende »ude i verden«. Og forældre har i høj grad brug for at få fyldt på, så der er noget at fortælle ud fra. Derfor er forældrekontakten og den mere indirekte formidling af viden til forældre i forbindelse med undervisningstilbud til børn også af stor betydning.
I 1987 begyndte nogle pionerer med det, som senere blev kendt som undervisning for mini-konfirmander (eller junior-konfirmander). I 1994 foreligger der en ny anordning med navnet ”Indledende konfirmandforberedelse (Dåbsoplæring)”. Mange steder har man taget den form for undervisning op – ca. halvdelen af det antal, som konfirmeres, går nu til en eller anden form for minikonfirmandundervisning, der som regel ligger på tredje klassetrin. Generelt giver man udtryk for tilfredshed med tiltagene, men samtidig viser det sig ofte at være for lidt. Der bliver ingen egentlig kontinuitet i den fortrolighed, man opnår, hvis minikonfirmandundervisningen står alene – der kan blive et vist præg af tilfældighed over indholdet, og der er ingen dynamik, som peger frem mod noget umiddelbart kommende, og egentlig dåbsoplæring vil meget få mene at minikonfirmandundervisningen alene kan gøre det ud for.
Nytænkning nødvendig
Der må for det første foretages en religionspædagogisk og udviklingspsykologisk gennemtænkning af indhold og metoder i forhold til udviklingstrin. For en egentlig, fortrolighedsskabende dåbsoplæring er det hele gruppen af børn og unge fra 0 til 18 der er målgruppen (stadig også med forældre til de yngre årgange som sekundær målgruppe). For det andet må der arbejdes med en strategi, som tager hensyn til ressourcer – hos kirken, men også hos målgruppen. Børn og unge (og deres familier) kan fanges af kortere, intense forløb, de ønsker sjældnere at være bundet til noget et halvt, endsige et helt år.

Størst af alle..
er den mindste i blandt jer. Siger Jesus et sted (Luk. 9,48) – og peger på et barn, da disciplene har diskuteret, hvem der mon var størst i Guds rige. Man må arbejde seriøst med at forme en art barnets teologi og en religionspædagogik svarende til. Ikke sentimental, men realistisk. Barnet er det, som tager imod og er afhængigt, men det er også det som vokser og erkender stadig nyt. Og det tager imod i en særlig orden og efter udviklingstrin. Undervisningen må være erfaringsnær. 5-årige forstår på en anden måde end dem på 10. Og på alle alderstrin er det vigtigt at undervisningen foregår efter et aldersvarende ”leg-lær-oplev”-princip, som udnytter kirkens på forhånd givne ressourcer: viden om og praksis med ritualer, kirkerum, fortælling, billeder og forklaring – som brugt på den rigtige måde ”indforliver” sagen i barnet.

Størst af alt ..
er kærligheden, skriver Paulus. Det er Guds kærlighed, han skriver om. Den, der åbenbares mennesker. Nu kender vi stykkevist og delt, men da skal vi kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt, hedder det samme sted (1. Kor. 13). Undervisning under den overskrift skal, for uden at være erfaringsnær, også være åbenbaringsnær. Det vil sige, den skal åbne for forståelsen af Gud og det evige som noget uden for menneskene, som dog meddeler sig til menneskene. Her er kirkeåret et godt formidlingsrum. Det forbinder sig med noget man kender – naturåret – og er samtidig formet af det fremmede, Guds historie i Kristus med menneskene, og det åbner til hele den bibelske fortælling bag.

De 7 trin
De syv trin, hvoraf de fem fordeles på særlig måde henover kirke/kalenderår, skal skitseres her meget kort: ”Babysalmesang” kan gøre de allermindste fortrolige med kirkerum, præst og helt enkle salmer/sange og ritualer. I høj grad er forældregruppen på dette niveau tæt på at være den primære målgruppe. Grunden lægges til at bruge kirken og opdage den som en social sammenhæng, man er velkommen i.
Høstgruppen – førskolebørn + evt. børnehaveklasse (de 3-5årige) – arbejder med høsten. Man samler frugt, maler selv korn, der bages, syltes – selvfølgelig med kraftig voksenhjælp - og man hører fortælling, synger – og samværet får en tydelig, enkel rituel ramme. Det handler om alt det, der vokser, og det vi takker for. 1.-2. klasse (de 6-7 årige) får deres fokus på adventstiden (Adventsgruppen). Alderen har på mange måder forventning som fortegn. Der er meget egentligt, der står forude, eller som man lige er begyndt på. Epifani- og helligtrekongertid har ledestjernen som fortegn – og med 3.-4 klasse (de 8-10 årige) begynder man i høj grad at forholde sig selvstændigt til orienteringpunkter i tilværelsen (Stjernegruppen). Fastetiden rummer fristelse, bevidstgørelse i forholdet til det onde og renselse og forberedelse til noget nyt – ting, der har klangbund på 5.-6. klassetrin (11-13 årige) (Fastetidsgruppe). Påsken med lidelse, død og opstandelse bliver fortegnet for konfirmandundervisningen, som den ligger i enten 7. eller 8. klasse – (som jo også stadig skal rumme at samle hele den kirkelige dåbsoplæring) (Påskesporet - konfirmander). Endelig bliver pinsegruppen med fokus på tanken om vækst, ånd og horisontudvidelse – samt med mulighed for egentligt ansvar for konkrete fx diakonale opgaver eller for konfirmandundervisningen - et tilbud til dem, som på godt norsk hedder ”fjorårs”-konfirmander – unge over konfirmationsalderen (Pinsegruppen – efter konfirmationen).

Et pilotprojekt
Ud fra det skitserede koncept satte jeg et »Størst af alt«-projekt i gang i Brørup Sogn, bakket stærkt op af menighedsrådet. Det er et sogn på knap 4500 indbyggere, med 60-70 børn i hver årgang. På grund af at jeg fik ny stilling som provst blev det ikke 100% gennemført. Det var planlagt til at blive et tilbud til alle børn og unge, delt i syv aldersgrupper. Der blev tale om meget forskellige arbejdsformer. I relativt korte og afgrænsede forløb fik vi forhåbentlig åbnet op for en dyberegående forståelse og fortrolighed med sagen - afpasset efter alderstrin. Det fornemmedes sådan ved snak med både børn og forældre. Vi begyndte med aldersgrupperne 0-2, 3-5 og 6-7 år. Børnene »avancerede« op igennem grupperne. (Af ovennævnte grunde nåede vi kun frem til Stjernegruppen, de 6-7årige – også konfirmanderne, der havde deres egen del, påskesporet. Rent faktisk fik børnene lyst til en ”ommer”, når man har prøvet det første år i sin gruppe. Hele tiden med udsigt til noget nyt, når gruppeforløbet var til ende: Nyt indhold, nyt tidspunkt på året. Typisk blev forløbet for den enkelte gruppe et par lørdage i kirke, konfirmandhus og præstegård – som leder frem til en højmesse med familiegudstjenestepræg. Overkommeligt for familierne, de uundværlige frivillige og præsten.


Nødvendighed og ressourcer
Projektet er ikke udsprunget af vild aktivisme-trang, men af en erkendelse af at der i forholdet mellem kirke og døbte er et udtalt behov for en undervisning afpasset til udviklingstrin og med teologisk dybde; videre er der brug for kontakt præget af kontinuitet, som samtidig i omfang skal være overkommelig i en families hverdag. Så nogle steder er det ganske enkelt nødvendigt at vi tænker anderledes – nu! Det kræver ressourcer. Måske skal en kirkes og et sogns aktiviteter omprioriteres for i et vist omfang at skaffe lønnede hjælpere og undervisere. Det kræver spændende, egentlig målsætningsdebat rundt om i rådene – skal foredragsaftener med kendte navne nedprioriteres, eller andre etablerede aktiviteter? Mindre sogne skal uden tvivl gå ind i et samarbejde. På længere sigt kunne man forstille sig at den undervisningstid, præster bruger på specielt konfirmander, kunne spredes ud – til fordel for tidsforbrug på andre alderstrin. Det er ikke sikkert at 56 lektioner er det optimale tal for konfirmandforberedelse – eller at præsten skal stå for al konfirmandundervisning. Frigjort tid kunne bruges til undervisning, supervision, og inspiration på de andre alderstrin. Man kan forestille sig et koordineret projekt, som samler erfaringer fra flere sogne, og som betyder at alle ikke skal opfinde den samme dybe tallerken alle steder, men kan justere et eksisterende projekt efter egne lokale forhold og teologiske vægtninger.

Thala Juul Holm