Enhed i forskellighed
– én jord, flere verdener

Redaktøren

Månedens kommentator fik uventet forfald. I stedet bringer redaktøren sine egne hurtigt nedskrevne refleksioner over spørgsmålet enhed og forskellighed

Refleksionerne udsprang af at en præst i et forum i denne uge spurgte efter et undervisningsforløb til konfirmander, som kunne matche et temaforløb på skolen, som hed «Én jord – flere verdener». Det var sammenfaldende med at i den norske kirke er prædikenteksten på søndag Jesu ypperstepræstelige bøn, som redaktøren skal prædike over!

Her er mit indspil:

Dette er desværre ikke et færdigt undervisningsforløb, men tanker til afsæt!

Én Gud - flere religioner
Den teologiske ækvivalent til skolens tema, en jord - flere verdener, er vel: én Gud - flere verdener eller skærpet: én Gud – flere religioner.

Jeg ville have Desmond Tutus bog «Gud er ikke kristen» i baghovedet

På søndag skal jeg prædike over Jesu ypperstepræstelige bøn, at vi må være ét, lige som han og Faderen er ét.

Kirken spejler jo på en måde «en jord – flere verdener». En kirke – flere trosretninger. Det økumeniske perspektiv er at prøve at arbejde fpå at forstå os - de forskellige kristne - som «at være ét» - i en eller anden forstand. Den nye generalsekretær for CEC, Jørgen Skov Sørensen, bruger som et slags valgsprog: «Unity in diversity» - ikke så ringe endda!

Men én ting er kirken. Hvorfor er menneskene ikke ét?

Babelstårnet - udgangspunkt for ødelæggende diversitet

Babelstårnet er ikke et ringe udgangspunkt som et bud på at belyse det. Det er en myte om hvordan diversiteten blev til i verden: Pral, ønske om at være Gud lig, eller hvordan man vil vinkle det.

Måske ét fællessprog overlevede Babelstårnet, nemlig pengenes og grådighedens sprog. Der findes et sjovt billede af Onkel Joakim med en sæk penge, hvor han siger «Med penge bliver man altid forstået», da han bliver spurgt hvordan han vil gøre sig forståelig i et eller andet eksotisk land - selvfølgelig for at skaffe sig endnu flere af dem.

Et modbillede til den babelske diversitet

Helt traditionelt og med god ret, synes jeg, sammenstiller vi pinseunderet med babelstårnet. Her tales med forståelighed til enhver med hans eller hendes sprog.. Men i næste række er spærgsmålet:med hvilket sprog? – Det er kærlighedens. Det er den dialekt man taler i Guds Rige. Forsoningens, tilgivelsens, ligeværdets, omsorgens, fredens, ydmyghedens sprog.

Måske knap det sprog, som tales i verdens magtcentre.

Rækker Helligåndens enhed ud over kirken?
Den meget klassisk teologisk tænkende (danske) Regin Prenter skriver et sted i sin dogmatik:

…ved Kristus består alle ting. Men det betyder også, at Kristus er historiens herre. Verdenshistoriens (og religionshistoriens) forløb er ingen tilfældighed, selvom vi ikke med tanken kan udfinde nogen plan for dens forløb. Troen fastholder, at Kristus ved Faderens højre hånd, som den himmeIfarne Kristus og i sin præeksistens, er historiens herre, at den skjulte og uudforskelige vilje, som vi møder i historiens begivenheder, er den samme åbenbarede vilje, som taler til os i evangeliets frelsesbudskab, at den vil os det samme. Regin Prenter. «Skabelse og Genløsning» s. 205 Citeret fra Bibelen og mødet med anden tro.

Prenters Religionsteologi,
Kirsten Münsters har en artikel om Regin Prentes religionsteologi. Pt ikke online.

Den er interessant fordi den både placerer Prenter med en på en gang eksklusivistisk og inklusivistisk forståelse. Nogle citater er bragt her i spalten ved siden af.

Paulus på Areopagos
Det er oplagt undervejs at huske Paulus tale på Areopagos
«Og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. Apg 17»

Karl Ludvig Reichelt ikke at forglemme:

DDS 361 v 2
Giv, Jesus, mig dit frelsersind
for slægtens sorg og harm!
Luk mig i dine smerter ind,
og gør mig stærk og varm!
Hjælp mig at skue med dit blik
hvert folk, som liv og grænser fik,
og bære verdens nød og skam
med blikket vendt mod dig, Guds Lam,
til døden tro,
tålmodig, stærk og fro!

Min foreløbige konklusion – færdig med spørgsmålet bliver jeg næppe:

Gudbilledligheden er enheden i menneskenes verden - den eneste egentlige – Kristus er brændpunktet hvorigennem vi ser det. Og jeg mener egentlig brændpunkt - som lyskraften på forklarelsens bjerg. Lyset oplyser og gennemgløder det (Guds billedet, menneskets inderste) til kærlighed – derfor med stærkt sans for enheden mellem mennesker. Guds rige er den ved Helligåndens kraft sig stadig udfoldende virkeliggørelse af enheden - men til tidernes ende undervejs, derfor til stadighed diversiteten. En virkelighed hvor forsoningen, tilgivelsen, ligeværd, omsorg, fred, og ydmyghed hersker, og hvor det, som står imod, bekæmpes eller i det mindste undsiges. Forsages.

Enheden i menneskenes verdener ligger altså ikke i at vi er én jord, men vi er skabt i Guds billede.

I et foredragsudbud har jeg en gang rejst spørgsmålet:
«Kristus – religionernes centrum? Der er grænser – men hvor er de? Om mødet med religiøsitet inden i og uden for kirken – og lokalt og globalt. Inspirationer fra Johannesevangeliet. Hvor holistisk kan kristendommen være?»

På siden, hvor jeg udbyder foredraget [ her ], ser vi Kristus billedligt fremstillet som centrum for egerne i et hjul. Det udsprang af at én engang sagde: vi skal ikke være ens i kirken, mene det samme, gøre det samme. Men vi skal have vores forankringspunkt i Kristus. Tænk hvis alle egerne i hjul ville bøje i samme retning, så vil det ekse. – Unity in diversity.

Men kan det med nogen rimelighed udstrækkes til at gælde menneskene som sådan?

Måske kan det lutherske "solus Christus" tænkes endnu mere omfattende. Kristus er ét med Faderen og skaberen - og Gud som Helligånd. Baner Kristus vej for sig også gennem andre religioner? Jeg synes ikke jeg kan udelukke det. I hvert fald er intet menneske længere væk end at i samme øjeblik hans lys falder ind i dets inderste, da vil dette inderste gennemglødes og mennesket bliver frelst. Spørgsmålet forbliver: gennem hvor mange lyskilder kan lyset bane sig vej?

-- Hvordan dette kan blive til undervisning for konfirmander – det er en udfordring til underviseren!

– hvordan det kan blive til en prædiken kan man komme til Osen og Roan kirker i Nidaros bispedømme og høre !

Kristen Skriver Frandsen, redaktør, konsulent, prest Fosen prosti, Nidaros

"Vi kan ikke pege på nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus; samtidig kan vi ikke sætte nogen grænse for Guds frelsermagt. Der er en spænding mellem disse to udsagn, som vi må erkende, og som vi ikke kan løse."

Erklæring fra Kirkernes Verdensråds konference, San Antonio, 1989