Kristen Skriver Frandsen

Indlæg i Præsteforeningens Blad nr 28-29
Opfølgning af min artikel Mobning af præster (Præsteforeningens Blad 22) En replik til Jens Christian Bach Iversen svar vedrørende mobning i samme blad.

Selvransagelse over magtforhold
Noget af det, jeg peger på som nødvendigt, er selvransagelse. Ransagelse over magtforholdene i organisationen. Det særlige væv af magttråde, der er. Der er i vores kirke ikke nogen klar deling eller fælles forståelse af ansvar og magt mellem teologisk faglighed (præstens), demokratisk indflydelse via menighedsråd – som efter sin idé ikke skal være teologisk fagligt kompetente – og ofte heller ikke en klar forståelse af ledelsens funktion - provst og biskop – i det spil.

Ledelsens selvforståelse / præsteembedets art
Der kan formentlig også arbejdes med ledelsens selvforståelse. Den gode ledelse i et så lille fagområde som vores skal være bevidst om, hvor snæver en verden, den kirkelige er, hvordan personlige interesser – også egne - spiller ind mange steder. Hvem der er sårbare for hvad. En teologisk opstramning omkring forholdet mellem det almene præstedømme (som er mellem den enkelte og Gud og den enkelte og medmennesket) og det særlige præsteembede, som er den ansatte præsts, vil være en god konsekvens.

Mobbepolitik kan blive mobnin
Enhver, der har haft børn nok igennem skolesystemet, véd hvor vanskelig en erklæret mobbepolitik er at gennemføre. Nogle gange er læreren selv en del af problematikken. Det er ikke kun den unge vikar, som redder en tynd disiciplin (Morten Nielsen: Skæbne) ved at mobbe med. Nogle gange er fx klassesamtalen om problemet bare yderligere mobning. I vores kirkelige sammenhæng må man som ledelse og talsmandsinstitution (Præsteforeningen) arbejde med alle facetterne.

Management og "image"
Vi er, som jeg skriver i oplægget, ikke færdige med at forholde os til New Public Management. Trods besværgelser præger den os i stort og småt. Det betyder at medarbejdere reduceres til midler for et større mål. I erhvervslivet måske profit, men erhvervslivet har, som alment bekendt, opdaget at ledelsesformen ikke nødvendigvis fører til målet. I kirken kan målet være ”kirkens image” sådan generelt set. Derfor søges besværligheder lempet af vejen. Det kan stille sig hindrende i vejen for en rimelig mobbehåndtering.

Man kan forestille sig at feltstudier af konkrete sager – foretaget af ikke-involverede parter – kan hjælpe på den kollektivt kirkelige og kollegiale forståelse af problemet. Måske kan en gennemtænkning af det mobbeofferspejl, som jeg citerer en amerikansk undersøgelse for, have samme virkning.

Kristen Skriver Frandsen