Størst af alle .. Størst af alt

Størst af alle..
er den mindste i blandt jer. Siger Jesus et sted (Luk. 9,48) – og peger på et barn, da disciplene har diskuteret, hvem der mon var størst i Guds rige. Man må arbejde seriøst med at forme en art barnets teologi og en religionspædagogik svarende til. Ikke sentimental, men realistisk. Barnet er det, som tager imod og er afhængigt, men det er også det som vokser og erkender stadig nyt. Og det tager imod i en særlig orden og efter udviklingstrin. Undervisningen må være erfaringsnær. 5-årige forstår på en anden måde end dem på 10. Og på alle alderstrin er det vigtigt at undervisningen foregår efter et aldersvarende ”leg-lær-oplev”-princip, som udnytter kirkens på forhånd givne ressourcer: viden om og praksis med ritualer, kirkerum, fortælling, billeder og forklaring – som brugt på den rigtige måde ”indforliver” sagen i barnet.

Størst af alt ..
er kærligheden, skriver Paulus. Det er Guds kærlighed, han skriver om. Den, der åbenbares mennesker. Nu kender vi stykkevist og delt, men da skal vi kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt, hedder det samme sted (1. Kor. 13). Undervisning under den overskrift skal, for uden at være erfaringsnær, også være åbenbaringsnær. Det vil sige, den skal åbne for forståelsen af Gud og det evige som noget uden for menneskene, som dog meddeler sig til menneskene. Her er kirkeåret et godt formidlingsrum. Det forbinder sig med noget man kender – naturåret – og er samtidig formet af det fremmede, Guds historie i Kristus med menneskene, og det åbner til hele den bibelske fortælling bag.

>De syv trin