|
|
Sørine
Gotfredsen
2.søndag efter helligtrekonger [Teksten
denne uge]
"Også kristendommen skal ses i historiens lys, for Jesus
træder ind i et forløb, der allerede har lært os så
meget...at mennesket er skabt til at stå i forhold til
Gud, og også at vi skal forvente en frelser. Som kvinden
ved kilden har vi hørt, at noget skal ske, der sætter alt
det foregående i et nyt lys, og for Grundtvig var det
netop en hovedtanke, at mennesket bedst forstår fremtiden
gennem føling med fortiden..
For med vandet til evigt liv, dvs. troen på, at den
opstandne Jesus vil ophøje også os til at sejre over
døden, bliver vi til noget andet og mere end blot dem, der
lever lige nu. Vi bliver til dem, der lever for at tjene
Gud og dermed hinanden".
Jeg spørger altid mig selv om hvem er min prædiken
egentlig for. Hvem skal den trøste, opmuntre, sætte fri?
Gotfredsens er vist til de bekymrede over samtiden. Så
historieløs som den er. (Her kommer så i prædikenen et
institutionskonserverende præg over det fremmeste
eksempel på historieløsheden, nemlig den engelske prins
Andrew og Meghans oprør mod den royale værdighed).
Men trøst jer, hvis I holder fast i jeres historiske
rødder, så forstår I bedst, hvad Jesus betyder. Jft
citatet ovenfor. Dødens overvindelse giver mod til, ja
glæde ved .. at leve med den historie, vi har -
inklusive kongehuse mm. Vendt mod Gud og dermed
hinanden. Og det ER trøst!
Andre ville måske snarere se en institutionskritik i at
det hverken er den ene etablerede helligdom eller den
anden, der betyder det sande forhold til Gud - og så
spørge hvad tilbedelse i ånd og sandhed er i forhold til
vore institutioner - inklusive den etablerede
folkekirke? Men det var ikke denne prædikens anliggende,
med mindre man da vil kalde historieløsheden så
etableret at den er institutionel. - ksf.
Morten Brøgger
3. søndag efter helligtrekonger [TdU]
i prædikensamlingen I tide og utide.
"Hvad skal vi så med vore gerninger? Vi skal være unyttige
tjenere. Vi skal blot gøre, hvad han vil, at vi skal gøre:
Du skal elske din næste som dig selv. Det er at være
retfærdig ved troen. Vi er i lyset af dette ikke, hvad vi
gør, vi gør heller ikke, hvad vi er i identitetspolitisk
forstand. Vi er heller ikke, hvad samfundet gør os til. Vi
er, hvad Gud i sit kærlige ord til os giver os at være:
Hans elskede børn. Troen skal vi ikke bekymre os om, men
blot gøre hans vilje. Amen."
Frem til denne slutning kommer prædikanten via en
bestemmelse af et eksistentialistisk, marxistisk og
identitetspolitisk menneskesyn - til et som vel kan
bestemmes som "vi er i tro som vi elskes til - af Gud".
Opbyggeligt også for nærværende læser at læse. -ksf
Katrine Winkel Holm
4. søndag efter helligtrekonger [Teksten
denne uge]
Mutter
– sig mig om hine –
de folk i båden, du véd –
tror du, at de kujoner er sikre
på deres salighed?
Og Stine er ikke i tvivl:
Stine
hun nikked. Så faldt han ned
og nikked selv et par gange.
Hans sidste blik over bogen gled:
“Og jeg da, som aldrig var bange ...!
Citat
af Drachmans digt
"Ja, hvis de kujonagtige disciple kan blive frelst, så kan
han, Store Bjørn, som aldrig har været ræd, i hvert fald
også blive det. Historien giver den døende fisker
sjælefred, og på den måde kan dagens tekst om disciplenes
svaghed bringe trøst og tillid til Kristus"...
"Det kan lyde som en slags teologisk jantelov: Du skal
ikke tro, du er noget! Men her med den afgørende ændring:
Du skal ikke tro, du er noget i
forhold til den evige Gud! "
"[Guds erfarede vælde i forhold til den undertiden i
folkekirken forkyndte krammebamse] .. måske er det i
virkeligheden sådan, at mennesker i dag er lige så bange
for guddomsmagten, som mennesker altid har været. Det, de
ikke kan tro på, er, at guddomsmagten virkelig har vist
sig selv i Jesus."
En prædiken som lykkes med at pege på at vi skal høre
historien om vandringen på søen som handlende om os. Vi
- også det såkaldt moderne menneske - har lige så meget
brug for at høre den pointe som Store Bjørn hører.
Prædikenen er ikke, som citatet her kunne få en til tro,
domineret, men blot strejfet, af en karikatur af en
vattet gudsforkyndelse i øvrigt i kirken, men den er en
regulær trøst i vores berettigede angst i den så
skrøbelige tilværelse. -ksf.
Poul Joachim Stender
Sidste søndag efter helligtrekonger [TdU]
- i prædikensamlingen I tide og utide.
Dommedagsmarkedet skal generobres
Kirken har fået stjålet dommedag af blandt andet Greta
Thunberg. Og der er ikke noget at sige til, at kirkens
dommedag er blevet tyvstjålet. Kirken har ikke værnet om
den de seneste årtier. Heller ikke på denne søndag, hvor
Jesu ord: “nu fældes der dom over denne verden” ofte
springes over. Hvornår har man sidst hørt en
folkekirkepræst fra prædikestolen udbryde: “Omvend jer.
Timen er kommet. Hvorfor er I ikke forberedte? Hvor vover
I!”
Klimaaktivisternes dommedag er forfærdelig..[dens
askesevinkel]..Men det værste af det hele er, at
klimadommedagen har givet os den idé, at godhed er lig med
at passe på klimaet. Der bliver ikke sagt et ord om, at vi
skal tjene Gud, tilgive hinanden, møde hinanden med
forståelse.
Hvad hjælper det, at vi kæmper for burhønsenes ret til
mere plads, hvis vi aldrig besøger vores gamle mor i
hendes bur af et plejehjemsværelse?
Af og til kan man tænke at prædikener er i det mindste
er sjovere at læse, når de bliver til "En sten skoen"
(som Thorkild Grosbøll's berømte bog hed) fremfor når de
er som "Himlen i mine fodsåler", bløde og fjedrende som
luftpuder i træningsskoene, som en modernistisk bønnebog
udkommet for nogle år siden fik navnet - formentlig med
direkte adresse til den første. Sjovere - og undertiden
sandere? I Stenders er der sten som minder os om den
måske for lette gang i Folkekirken. Han hader "frem for
alt de søde" (Grundtvig i "Folket er endnu forblindet").
Det er de "mange toneangivende kristne" som med
udgangspunkt i billedet af hvedekornet og dets vækst
forkynder at Jesu opstandelse er et poetisk billede på
at godheden er stærkere end ondskaben ..Nej, siger
Stender: "Jesu opstod med hud og hår ..." Stender bryder
sig ikke om den symbolsk/poetiske form - dens
repræsentanter er nærmest en femtekolonne, som der må
gøres op med i kirkens kamp med målet "Dommedagsmarkedet
skal generobres", som er prædikenens overskrift. Det,
markedet skal generobres fra, er tidens
dommesagsforkyndere (jfr citatet). Deres dom er uden håb
(det vil de nu ikke selv være enige med Stender i), mens
evangeliets har håbet om der ikke er et definitivt
"sidste" (en del af prædiken bæres af leg med ordet
"sidste2) - men at der er en opstandelse.
Polemik er sjældent i sig selv opbyggelig, -
underholdende, ja, og nu og da også til bekræftelse for
nogen, - det egentlig opbyggelige, som jeg ser i
prædikenen, - og det som håbet om opstandelse bygger på
- får vi til slut. En referance til en filmkunstnerisk
fremstilling af hvedekornets ord, i dets lidelsestunge
vej ned i jorden for at dø. Men her må læseren selv åbne
bogen på e-reolen, eller hvor man nu har den. Med
prædikener kan det være som med kriminalromaner -
slutningen må ikke røbes. -ksf.
Margrethe Horstmann
Septuagesima søndag [TdU] - i
prædikensamlingen I tide og utide.
At bruge sit talent er en pligt
De skal alle yde deres bedste til gavn for næsten. Men det
bedste er altid på grundlag af noget, Gud har lagt i os i
forvejen. Det handicappede barn, der smiler genkendelsens
smil til forældrene, har ikke gjort en ringere gerning end
den, der hersker med størst mulig kløgt og retfærdighed
over den halve verden, selvom den halve verden kun ser det
sidste. [Den sidste tjener..] Skinhellig er han i hvert
fald, og Herren afslører hans skinhellighed med det samme.
Han har villet være tro ved at levere sit talent ubrugt
tilbage, men en sådan tro er vantro. Han vil sikre sig
over for Gud, og her er det ligegyldigt, om han mener, Gud
eksisterer eller ikke"
For Hortsmann er talenterne slet og ret at forstå som
det der fordres af mennesket. Den der ikke yder det er
vantro. At tro er at høre et "du skal" og så gøre det.
Hun gør undervejs op med begrebet Matthæuseffekten - som
er blevet betegnelsen for kapitalismens væsen - "i
studentermunde" - og hun vil sikkert glæde sig over
sagoplysningen at det var en engelsk sociolog der
formede begrebet i - 1968. Hun har da ret i at det ikke
er den moderne kapitals bevægelser Jesus forholder sig
til. (Men muligvis nok en banal erfaring af hvordan det
ofte er med rigdom og fattigdom - men altså brugt som
billede på noget andet). Der er nogle betragtninger om
"det tvivlende Gudsrige" som undertegnede ikke helt
forstod - men i hvert fald hedder det: "Tvivler vi, og
det er for tiden fint at tvivle, så bliver vi blot vist
tilbage igen. Du skal, og derfor kan du. Ingen er uden
talenter".
Det befriende for os er at vi henvises til
grundfordringen. Så får vi del i hans glæde. Og når vi
er i virkelig nød vil Gud gerne lade os det høre en
anden gang. -ksf.
Thomas
Reinholdt Rasmussen
Seksagesima søndag [TdU] - i
prædikensamlingen I tide og utide.
Frøet vokser af sig selv
(Med afsæt i en analyse af individualismens udspring i
pietismen, en individualisme som bliver overbelastet uden
tro på Gud). "Vi trænger til at tro på, at det er os
givet. Vi trænger til tillid. Vi trænger kort sagt til
Gud. Og i den tro, hvor verden ikke bæres i vores hænder,
der vokser alt sig stort. Der er det hele som et lille
frø, der lægges i jorden, og som er mindre end alle andre
frø, men som vokser op og bliver større end alle andre
planter. Den verden, hvor troen på Gud mistes, bliver
lille og snæver, og den verden, hvor troen på Gud bevares,
vokser sig stor og har en vid horisont. Frøet vokser af
sig selv. Automatisk. Verden er der uden mig. Og det er en
befrielse. Forunderligt nok."
Det er et trøstens ord, men selvfølgelig også kritisk
for os, når vi lever som om vi skal bære det hele - og
det er sandt et langt stykke om kulturen, måske af og
til også om os selv hver især. For såvidt kan jeg sige
ja til at verden, hvor troen mistes, bliver lille og
snæver. Men jeg får en anfægtelse og kommer til at tænke
på de af mine venner og bekendte, som ikke tror på Gud,
hvis verden ikke synes mindre og snævrere end de
bekendtes, som melder tro ud i ord og fx kirkegang. I
flere tilfælde tværtimod. De mener da vist også at
verden er der uden dem. De vil ikke opleve sig
fanget ind af denne prædiken.
Man kan komme til at høre prædikenen som om befrielsen,
frelsen, er i dette blot at erkende at verden er der
uafhængig af vores indsats. At der er et menneskeliv,
der bliver os givet. Til slut i prædiken er der
elementer, som peger ud over dette. At Guds Rige ikke
bare er den hvile verdens givethed kan betyde. Men er
tilgivelse. Kristi opstandelse for vores skyld -
ufortjent. Altså vel: tro på at der er noget større end
verden, den som pietisterne var så smerteligt bevidste
om kunne være en jammerdal. Og altså, det er det som
vokser af sig selv.
[Redaktøren beklager huller i rækken! 1. søndag i
fasten: Bente Bramming: En vej ud af skammen,
Fastelavn: Mikkel Crone Nielsen: Vi er tiggere
- det er sandt. En skimning af begge fortæller at
de i den grad fortjener at blive læst!]
Thomas Aallmann
2. s. i fasten - i prædikensamlingen I
tide og utide.
Faste er fitness for sjælen
Vi tror, at vi ikke kan undvære vores
løbesko eller vores bil, vi tror, at vi ikke kan undvære
vaskemaskine, DR og elitens fortolkning af vores
hverdag, vi tror, at vi er så viklet ind i kaffetider,
møder og tidsånd, at vi slet ikke kan gøre for, at vi
tænker så gudløst, som vi gør. Men vi vil vise os selv,
at vi kan sige nej i fasten. For vi er ikke ofre for en
tidsånd.
Hvis vi ikke vil være det, er vi ikke
moderne. Du er en fri sjæl, du er ikke kun barn af din
tid og opvækst. Du er barn af Gud. Du er ikke kun en
velfærdsdansker, som er tvunget til at trampe de
nedtrådte stier af en efterkristen seksualitets- og
nydelsesfikseret verden. Du er en sjæl, en eventyrer, du
længes og drømmer...
Prædiken er et sprogligt
fastefyrværkeri - bør bare læses, ikke analyseres
(selv om det tåler den nok, den går nærmest
ekskluderende hårdt ud nod tidsånden, men med en
tidsåndens sproglige vitalitet). Så her bare
slutningen:
Hvad Pontius Pilatus udtrykte, da han hånligt spurgte vor
Frelser: “Hvad er sandhed?” kaldes i dag moderne ateisme,
moderne materialisme eller udvikling. Men det er bare et
andet ord for den gamle fjende, Fristeren. Og det er enten
sandhed eller løgn, for du er på vejen enten levende eller
død, døbt eller ikke døbt, i et liv med og frem mod Gud
eller frem mod en ensomhed hinsides dit hjertes værste
forestillinger. Det sidste er ikke bare en tidsalder eller
en udvikling, det er den samme gamle og onde sang, der har
lydt ud af slangens mund siden den lokkede Eva til at
spise af træet midt i haven; og den slags, siger Herren
skal uddrives ved bøn og kirkegang. And
so it begins! Amen.
Mai Bjerregaard Andersen
Midfaste søndag - i prædikensamlingen I
tide og utide.
Selvudfoldelse uden grænser er destruktiv
.. troen på det evige liv er troen på, at Guds
kærlighed til mig også er hans kærlighed til de øvrige
skabninger, og at jeg derfor skylder dem hensyn,
selvbeherskelse og afkald.
Dette er slutningen af prædikenen - og den opsummerer
klart hovedanliggendet. Prædikenen tager afsæt i en
reference til det livssyn Poul Henningsen giver udtryk
for i en sang, Liva Weel sang, og som også er
omdrejningspunkt i stykket "Kald mig Liva": Livet er et
kort sekund - og vi skal ikke lade normer mm begrænse
vores selvudfoldelse - for der er kun det. Ingen
evighed. Ingen Gud. Overfor det er prædikenen klar, Gud
er nærværende, personagtig:
"..mit liv har betydning for Gud ..Gud insisterer og
holder fast i, at jeg er skabt til at høre ham til".
Prædiken peger undervejs på at kirken har svinget med på
at lade evigheden forsvinde ud af billedet:
"..i meget af det 20. århundredes teologi og
forkyndelse blev det evige liv rykket helt ind i det
dennesidige, ind i timeligheden, på en sådan måde, at
talen om den fremtidige opstandelse på den yderste dage
forstummede. "
- dokumenteret med et citat af Løgstrup: - “Der er
i Jesu forkyndelse ‘en kærlighed til næsten’, hvis indhold
ikke består i at hjælpe næsten til at elske Gud, men
består i at hjælpe næsten timeligt... den består i at
hjælpe den anden til livsudfoldelse, fordi den andens
timelige muligheder for livsudfoldelse er skænket ham af
Gud.”
Man kan diskutere om brugen af citatet for det første yder
Løgstrups forståelse af det evige liv retfærdighed. Det
tror jeg ikke det gør. For det andet om det at hjælpe den
anden til livsudfoldelse er det samme som at arbejde på
egen selvudfoldelse. Vinkelen er ikke den samme.
Påskedag [Teksten
denne uge]
Ole Rydal
Opstandelsen er fysisk virkelighed
"Det er hele mennesket, Gud har skabt. Det er også hele
mennesket, Gud kalder op af graven eller af asken ved
søanemonens rod. Det er ikke kun en del af os, den fine,
rene fejlfri sjæl, der frelses. Det er hele mennesket,
hele Adam (for Adam betyder “menneske”), der dør. Det er
oprøreren og gudsfornægteren, der dør, men som med Kristus
skal opstå af sin grav med sit legeme forvandlet og
gennemlyst i herlighed. Sådan skal det forstås med
opstandelsen."
Prædikenen er polemisk vendt mod en "moderne",
ikke-fysisk forståelse af Jesu opstandelse. Og
menneskets. Skytset er nok især rettet mod
"spiritualitet" - religiøs sammenhæng, men lige så meget
mod kropsforståelsen i dag - på den ene side dyrkes den,
på den anden, neglicherer man den - også i sociale
fænomener, synet på forholdet mand/kvinde, kønnet som
konstruktion. Og en del mere.
Det problematiske med polemiske vinkler er at de ofte
automatisk vækker til modsigelse. Prins Henriks
kremering og deling af asken i to - en del til
hjemslottet en del til det land, han var prinsgemal i så
mange år, skal illustrere en moderne opfattelse. Man
spørger sig så, kan Gud ikke kalde opstandelseslegemet
op af dets fysiske placeringer - uanset hvor det er.
Asken ved søanemonens rod er nok heller ikke særlig
samlet. Eller de gennem århundrede udsivede rester af
kistegrave, genopgravede jordbunker osv.
Det egentlig mål og det som skal formidle
opstandelsestroens glæde er vel netop det ovenfor
citerede: Det er det hele menneske der står op med sit
legeme gennemlyst og forvandlet. Rydal bruger
forvandlingsbilledet tidligere:
"Nej, for den gamle kristne tanke er, at de døde er lagt i
mulden ligesom et hvedekorn, der kastes i den sorte jord
og bliver helt borte i alt det sorte, men som sidenhen
står op som forvandlet – som en grøn spire i det tidlige
forår. De døde venter på opstandelsen, hele menneskets
opstandelse."
Det er jo netop klassisk kristendom, Paulus' fx. hvor
han netop prøver at forklare sig opstandelsens legeme,
som et forvandlet, åndelig legeme. Men Rydal vil
fastholde det fysiske - det forvandlede legeme er ikke
bare åndeligt, men fysisk - men altså forvandlet.
Undertegnede er vokset op i et temmelig tidehvervsk
præget, ekistensteologisk hjem. Fra den tidlige bardom
husker jeg voksensamtaler, hvor især min far insisterede
på at være ligeglad med om man fx beviseligt fandt
rester af Jesu fysiske legeme i en eller anden gravhule.
For det var Ordet, der opstod af døde, ordet om
syndernes forladelse, at høre det blev til
opstandelsesliv for os, befriet for skyld og synd,
forvandlet (igen og igen nok) til "et helt nyt liv" -
som Disney i Alladin som bekendt ikke er den første til
at formulere, men Paulus i Rom. 6.
Overfor det ser også jeg nødvendigheden i at fastholde
troen på Jesu faktiske opstandelse - men om det er i
overenstemmelse med de første kristnes forståelse at den
faktiske opstandelse er fysisk finder jeg tvivlsomt.
Historisk, eksegetisk, teologisk. -ksf.
Claus Thomas Nielsen
3. s. e. påske [TdU] - i
prædikensamlingen I tide og utide.
Også en bolig til dig
Prædikenen rummer grundlæggende en klassisk
objektiv forsoningstanke. Og at vi i vores syndighed
ikke fortjener andet end dom, men at der en klar vej til
frelse:
Vi tilgiver os selv ved glemsomhed, men for Gud
er alle øjeblikke det samme nu. Det skal vi frygte, og det
skal vi forfærdes over. Vi kan ikke undslippe dommen.
Derfor består vores eneste håb om frelse i den anden del
af Jesu sætning, den som lyder: “Tro på mig.” Den sætning
betyder, at på dommens dag er det ikke os, der skal vejes,
det vil være Jesus og hans gerning for os, som bliver
vejet i vores sted...
Der findes derfor ingen anden vej til Gud, end den Jesus
er gået. Som Jesus også så klart understreger i dagens
tekst: “Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til
Faderen uden ved mig.” Det er den eksklusive og for
nutidens ikke-kristne livsanskuelser diskriminerende og
intolerante kerne i Jesu forkyndelse: “Ingen kommer til
Faderen uden ved mig.”
I virkeligheden er sætningen hverken diskriminerende eller
fordømmende. Den er blot konstaterende. På samme måde som
en bro, der fører over en afgrund med brændende vulkansk
lava i bunden, ikke er diskriminerende. Den er tværtimod
frelsende. Enhver har mulighed for at bevæge sig ud på den
frelsende bro, og enhver har mulighed for at vende ryggen
til den og ved egen vilje hoppe i afgrunden...
Alle andre livsanskuelser, om de så kalder sig ved
religiøse navne, om de hævder, at de ingenting tror på, om
de tror på tvivlen som en særlig fin tro, eller om de
kalder sig humanister og tror på menneskets evner – alle
disse former for tro fører ifølge Jesus til fortabelse...
Vi kan klynge os til, at vi er blevet døbt i Jesu
navn, og at vi ved nadveren, som levende virkelighed,
modtager Jesu legeme og blod af hans egen
ypperstepræstelige hånd. Derved får vi del i hans død og
hans opstandelse. Og så siges det til os: “Jeres hjerte må
ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders
hus er der mange boliger.” Også en bolig til dig. Amen.
Undertegnedes overvejelser i forhold til prædikenen:
Der er mange uddybende mellemregninger i prædikenen - og
dem bør man ikke snyde sig selv for. En stærk og klart
formuleret eksklusiv forståelse af frelsen. Ingen bliver
frelst uden gennem Kristus - og det er jo hvad Jesus
siger med sit "Jeg er vejen, sandheden og livet..." De
frelste er så i prædiken de døbte og dem som deltager i
nadveren, altså de kristne (vel egentlig indkredset til
de praktiserende kristne?).
Som man kan se tilbage på siden på Teksten denne uge kan
man forstå frelsesperspektivet videre end det. "Jeg
er"-Kristus er logos, den skabende side af Gud, ved hvem
alt er skabt - og ingen kan udelukke at denne
logos/sandhed kan bane sig vej i mennesker og finde
sandhed uden for de kristnes kreds - men i her Jesu
afskedstaler taler logos til de nærmeste, at de ikke
skal frygte, for de kender vejen - og pointen for dem og
enhver i menigheden, er som prædiken slutter: der er
også en bolig for dig. Men det udelukker for nogle at se
ikke at der også kan være bolig i "faders hus" for
andre.
Hvad er frelsen? Der er vel altid et før døden og et
efter - i det mindste at overveje.
Frelse efter døden: Styrter alle, som ikke blev nået af
evangeliet, som enten aldrig hørte det, eller aldrig
hørte det, sådan at det sagde dem noget, i lavasøen
under broen?
Frelse før døden, frelseslivet før, hvor sandheden, hans
vej (tao!), det liv, Jesus viste i alt det han gjorde,
det nye liv - eller hvad det kan hedde. Synes det ikke
at kunne slå igennem måske lige så godt hos erklærede
troende som ikke-troende eller anderledes troende (eller
naturligvis lige så dårligt)? Ikke målbart, så vi kan
dømme, men det er svært ikke at tænke at det gør det, og
at der er ikke-kristne der er nærmere kristuslivet end
nogle kristne er det.
Spørgsmålene rejser sig - måske vil prædikanten svare at
den slags betragtninger udefra er irrelvante for den der
skal høre ordet talt til ham eller hende. Han/hun skal
høre at der bolig for ham/hende - og en klar vej at slå
ind på, som ikke er eksklusiv. Men teksten rejser selv
problematikken: "ingen ... undtagen gennem mig" og
tolkningernes forsøg på at bestemme disse "ingen" -
understreger i hvert fald for mig den teologiske
nødvendighed af at diskutere det.
-ksf.
Her er et stort spring i
kronologien. Det er lidt forskelligt, hvor redaktøren af
Teksten denne uge har sit fokus. Efterhånden kan jeg
meget vel supplere også bagud. Men først og sidst: Køb
samlingen for at have den ved hånden - her er der kun
præsentationer!
Kristine Krarup Ravn
Moderkærlighed og Kristi anderledes kærlighed
13. s. e. trinitatis [TdU] - i
prædikensamlingen I tide og utide.
Men Kristi kærlighed er anderledes. Den er
ikke eksklusiv, men altomfattende. “Guds kærlighed ej
grænse ved,” som vi sang lige før. Den nægter at gøre
forskel på den ene og den anden discipel. Den nægter at
give en god plads til den ene og en dårligere plads til
den anden. Den nægter at tænke i hierarki, men vil det
totale, lige fællesskab. Men spørgsmålet er, om der mon
ikke hos Zebedæussønnernes mor, såvel som hos alle andre
forældre, trods alt er et sted for troen at begynde?
Noget konkret og håndfast.
For det centrale ved Kristi kærlighed er
netop det selvopofrende, som Zebedæussønnernes mor er så
fint et eksempel på. Hun beder jo ikke om en plads til
sig selv, men til sine to “små” drenge. Selvopofrende
tjener hun dem, for at de skal blive store, og hun selv
til nærmest ingenting. Og netop derfor er Kristus kommet
til verden. Ikke for at lade sig tjene, men for selv at
tjene og give sit liv som løsesum for mange. Ikke bare
til den ene eller den anden discipel, men til enhver,
som døbes i troen på ham – dig, mig og Zebedæusbrødrenes
mor.
Ksf kommentar: Kristine Krarup Ravn kommer
omkring forældrekærlighedens dybe udspring (bl.a. via
Jan Skrolykkes sjæls- og eksistensrystende oplevelse at
bære sit nyfødte barn (Selma Lagerlöf), dens positive
forbilledlighed - ikke så meget dens selvviskhed - men
så også, som ovenstående slutning af prædiken viser,
dens begrænsning i det eksklusive. (At slutningen så
måske er eksklusiv i "til enhver, som døbes i troen på
ham" kan vi lade frelsesuniversalister tager en
diskussion over).
Interessant i sammenligning med andre: Teksten bruges
kun perifert og generaliserende til magtkritik. Et
velkendt personalt forhold bruges som billede på det så
meget større, Guds forhold til..
----
Igen et stort spring i
kronologien. Fortsættelse følger næste anden tekstrække.
Men først og sidst: Køb samlingen for at have den ved
hånden - her er der kun præsentationer!
Morten Kvist
Sidste søndag i Kirkeåret [TdU]
- i prædikensamlingen I tide og utide.
En levende nøgle til
hjertets fred.
Og det er
slutningen af prædiken som overskriften især leder
frem til – og anmelderen
synes kønt og opbyggeligt
Og Jesu ånd skaber sagtmodighed og
ydmyghed, idet vi lærer
af den, for det er mødet med selve Guds ånd, som skaber
alt i denne verden,
også hvad hjertet har at give, og hvad hænderne er i
stand til at forme.
Sagtmodighed, ydmyghed og skabelse følges ad, når det
går rigtigt til, og ingen
af delene kan man snakke sig til at tage æren for. Ydmyg
og sagtmodig bliver
man, idet Jesu Kristi ånd skaber, idet den giver og
tager i os, så vi kan finde
hvile for vores sjæle.
Denne hvile for vores sjæle er det
næstsidste, vi hører, i
det snart forgangne kirkeår. Vi får en levende nøgle til
hjertets fred, inden
vi skal i gang med det næste kirkeårs uro, som varsles i
den allersidste
sætning: “For mit åg er godt, og min byrde er let.” Det
skal vi tilsyneladende
høre, idet vi forlader det gamle år og bevæger os mod et
nyt med åg og byrder:
Åg og nye byrder skal ikke tage den hjertets fred fra
os, som vi netop har
fået. Vi får den igen og igen ved at bekende, at Gud har
overladt alt sit til
Jesus Kristus, og at vi skal gennem ham, for at kende så
meget af Gud, som det
er menneskeligt nødvendigt og muligt i syndens verden.
Amen.
Inden denn slutning har vi været
rundt om vigtige
forhold:
“ingen kender Faderen undtagen Sønnen
og den, som Sønnen vil
åbenbare ham for”.
Ordene bliver til afsæt for den
forholdvis store del af
prædiken der handler om kristendommens eksklusivitet i
sandhedserkendelse. Hvor
meget har en sædvanlig menighed egentlig brug for at
høre om og få fastslået
eksklusiviteten? De faste tager den vist for givet. I
store dåbsfølger kan der
meget vel sidde en del, som ”relativistisk”
protesterer mod tanken, at der
findes ikke anden egentlig sandhedserkendelse end
gennem kristendommen. Om man så
når dem gennem polemik er måske tvivlsomt – men måske
har polemikken også
adresse til et tænkt publikum: De mere dialogiske
religionsteologer. Som
forstår akkurat den sætning anderledes. Men lad den
diskussion hvile.
Nogle religioner er sandere ..
plads til mere kultur
..Til relativismens ånd er der at sige, at
kristendommen ikke sætter
mennesket i centrum, men Gud og menneskets forhold til
Gud er i centrum. Mennesket
bliver til ud af Guds vilje. Vi er reaktionsfænomener,
objekter for Guds
skabelse, hvad enhver kan erfare dagligt, så sandt som
ingen selv skaber sit
hjertes lyst og trang. I samme åndedrag må vi derfor
sige, at det bestemt ikke
kan være det samme, om det er den ene eller anden
religion, der administrerer
hjertets lyst og trang og giver det sprog. Nogle
religioner er sandere end
andre, fordi de har mere at sige om mennesket i verden
og mennesket i forhold
til Gud, og fordi de dermed giver plads til mere kultur.
Her er kristendommen
uden konkurrence.
Undertegnede må spørge: er det
ikke en slags
relativering, at måle religionerne indbyrdes
sandhedsgrad fx i forhold til
pladsen for mere kultur? Mere? Hvordan var det – var
det ikke Ghandi, som blev
spurgt om hvad han mente som civilisationen i Europa,
og svarede: Det ville
være en god idé?
Kristus inkluderer alt
..Det eksklusive ved kristendommen og det, som
udelukker, at andre
religioner er lige så sande og har tilsvarende
ytringskraft, er da, at Jesus
Kristus inkluderer alt. Hos ham er alt, hvad et menneske
har brug for og kan få
adgang til, og spørger vi efter Gud, længes vi efter
forløsning, vil vi før
eller siden få de svar, vi har brug for, af og til også
svar, vi ikke bryder os
om at høre..
Fra dybeste mysterium til enkleste
kærtegn
Kristendommens eksklusivitet, beskrevet i kort form i
trosbekendelsen, beror på
dens omfang og dens bevægelse fra det dybeste mysterium
til det enkleste
kærtegn. Her skal vi huske os selv på, at kristendommen
og kirken ikke er det
samme...
Fra det dybeste mysterium til den
enkleste kærtegn. Det
er en god vending, god at bruge en anden gang og folde
ud – jeg tænker at det
er det prædikanten har gjort, så godt det kan lykkes,
og ser frem til at gøre i
det nye kirkeår.
-ksf
|
|