|
Prædikenpræsentationer: I tide og utide.
2021. En kontinuert præsentation, anmeldelse, undertiden diskussion af prædikener. I tide og utide Redaktion Forlaget Eksistensen [Se her] Et forsøg på med afsæt i et enkelt citat
at anmelde enkelte prædikener i en given samling.
Forhåbentlig til godt nok signalement af prædiken,
så man får lyst til at gribe samlingen i reolen
eller finde e-bogen på pc'en. -ksf betyder at det er
redaktøren, Kristen Skriver Frandsen, som anmelder.
Andre vil stå med fulde navn.
|
|||
| Sørine
Gotfredsen 2.søndag efter helligtrekonger [Teksten denne uge] "Også kristendommen skal ses i historiens lys, for Jesus træder ind i et forløb, der allerede har lært os så meget...at mennesket er skabt til at stå i forhold til Gud, og også at vi skal forvente en frelser. Som kvinden ved kilden har vi hørt, at noget skal ske, der sætter alt det foregående i et nyt lys, og for Grundtvig var det netop en hovedtanke, at mennesket bedst forstår fremtiden gennem føling med fortiden.. For med vandet til evigt liv, dvs. troen på, at den opstandne Jesus vil ophøje også os til at sejre over døden, bliver vi til noget andet og mere end blot dem, der lever lige nu. Vi bliver til dem, der lever for at tjene Gud og dermed hinanden". Jeg spørger altid mig selv om hvem er min prædiken egentlig for. Hvem skal den trøste, opmuntre, sætte fri? Gotfredsens er vist til de bekymrede over samtiden. Så historieløs som den er. (Her kommer så i prædikenen et institutionskonserverende præg over det fremmeste eksempel på historieløsheden, nemlig den engelske prins Andrew og Meghans oprør mod den royale værdighed). Men trøst jer, hvis I holder fast i jeres historiske rødder, så forstår I bedst, hvad Jesus betyder. Jft citatet ovenfor. Dødens overvindelse giver mod til, ja glæde ved .. at leve med den historie, vi har - inklusive kongehuse mm. Vendt mod Gud og dermed hinanden. Og det ER trøst! Andre ville måske snarere se en institutionskritik i at det hverken er den ene etablerede helligdom eller den anden, der betyder det sande forhold til Gud - og så spørge hvad tilbedelse i ånd og sandhed er i forhold til vore institutioner - inklusive den etablerede folkekirke? Men det var ikke denne prædikens anliggende, med mindre man da vil kalde historieløsheden så etableret at den er institutionel. - ksf. Morten Brøgger 3. søndag efter helligtrekonger [TdU] i prædikensamlingen I tide og utide. "Hvad skal vi så med vore gerninger? Vi skal være unyttige tjenere. Vi skal blot gøre, hvad han vil, at vi skal gøre: Du skal elske din næste som dig selv. Det er at være retfærdig ved troen. Vi er i lyset af dette ikke, hvad vi gør, vi gør heller ikke, hvad vi er i identitetspolitisk forstand. Vi er heller ikke, hvad samfundet gør os til. Vi er, hvad Gud i sit kærlige ord til os giver os at være: Hans elskede børn. Troen skal vi ikke bekymre os om, men blot gøre hans vilje. Amen." Frem til denne slutning kommer prædikanten via en bestemmelse af et eksistentialistisk, marxistisk og identitetspolitisk menneskesyn - til et som vel kan bestemmes som "vi er i tro som vi elskes til - af Gud". Opbyggeligt også for nærværende læser at læse. -ksf Katrine Winkel Holm 4. søndag efter helligtrekonger [Teksten denne uge] Mutter
– sig mig om hine – Og Stine er ikke i tvivl: Stine
hun nikked. Så faldt han ned Citat af Drachmans digt "Ja, hvis de kujonagtige disciple kan blive frelst, så kan han, Store Bjørn, som aldrig har været ræd, i hvert fald også blive det. Historien giver den døende fisker sjælefred, og på den måde kan dagens tekst om disciplenes svaghed bringe trøst og tillid til Kristus"..."Det kan lyde som en slags teologisk jantelov: Du skal ikke tro, du er noget! Men her med den afgørende ændring: Du skal ikke tro, du er noget i forhold til den evige Gud! " "[Guds erfarede vælde i forhold til den undertiden i folkekirken forkyndte krammebamse] .. måske er det i virkeligheden sådan, at mennesker i dag er lige så bange for guddomsmagten, som mennesker altid har været. Det, de ikke kan tro på, er, at guddomsmagten virkelig har vist sig selv i Jesus." En prædiken som lykkes med at pege på at vi skal høre historien om vandringen på søen som handlende om os. Vi - også det såkaldt moderne menneske - har lige så meget brug for at høre den pointe som Store Bjørn hører. Prædikenen er ikke, som citatet her kunne få en til tro, domineret, men blot strejfet, af en karikatur af en vattet gudsforkyndelse i øvrigt i kirken, men den er en regulær trøst i vores berettigede angst i den så skrøbelige tilværelse. -ksf. Poul Joachim Stender Sidste søndag efter helligtrekonger [TdU] - i prædikensamlingen I tide og utide. Dommedagsmarkedet skal generobres Kirken har fået stjålet dommedag af blandt andet Greta Thunberg. Og der er ikke noget at sige til, at kirkens dommedag er blevet tyvstjålet. Kirken har ikke værnet om den de seneste årtier. Heller ikke på denne søndag, hvor Jesu ord: “nu fældes der dom over denne verden” ofte springes over. Hvornår har man sidst hørt en folkekirkepræst fra prædikestolen udbryde: “Omvend jer. Timen er kommet. Hvorfor er I ikke forberedte? Hvor vover I!” Klimaaktivisternes dommedag er forfærdelig..[dens askesevinkel]..Men det værste af det hele er, at klimadommedagen har givet os den idé, at godhed er lig med at passe på klimaet. Der bliver ikke sagt et ord om, at vi skal tjene Gud, tilgive hinanden, møde hinanden med forståelse. Hvad hjælper det, at vi kæmper for burhønsenes ret til mere plads, hvis vi aldrig besøger vores gamle mor i hendes bur af et plejehjemsværelse? Af og til kan man tænke at prædikener er i det mindste er sjovere at læse, når de bliver til "En sten skoen" (som Thorkild Grosbøll's berømte bog hed) fremfor når de er som "Himlen i mine fodsåler", bløde og fjedrende som luftpuder i træningsskoene, som en modernistisk bønnebog udkommet for nogle år siden fik navnet - formentlig med direkte adresse til den første. Sjovere - og undertiden sandere? I Stenders er der sten som minder os om den måske for lette gang i Folkekirken. Han hader "frem for alt de søde" (Grundtvig i "Folket er endnu forblindet"). Det er de "mange toneangivende kristne" som med udgangspunkt i billedet af hvedekornet og dets vækst forkynder at Jesu opstandelse er et poetisk billede på at godheden er stærkere end ondskaben ..Nej, siger Stender: "Jesu opstod med hud og hår ..." Stender bryder sig ikke om den symbolsk/poetiske form - dens repræsentanter er nærmest en femtekolonne, som der må gøres op med i kirkens kamp med målet "Dommedagsmarkedet skal generobres", som er prædikenens overskrift. Det, markedet skal generobres fra, er tidens dommesagsforkyndere (jfr citatet). Deres dom er uden håb (det vil de nu ikke selv være enige med Stender i), mens evangeliets har håbet om der ikke er et definitivt "sidste" (en del af prædiken bæres af leg med ordet "sidste") - men at der er en opstandelse. Polemik er sjældent i sig selv opbyggelig, - underholdende, ja, og nu og da også til bekræftelse for nogen, - det egentlig opbyggelige, som jeg ser i prædikenen, - og det som håbet om opstandelse bygger på - får vi til slut. En referance til en filmkunstnerisk fremstilling af hvedekornets ord, i dets lidelsestunge vej ned i jorden for at dø. Men her må læseren selv åbne bogen på e-reolen, eller hvor man nu har den. Med prædikener kan det være som med kriminalromaner - slutningen må ikke røbes. -ksf. Margrethe Horstmann Septuagesima søndag [TdU] - i prædikensamlingen I tide og utide. At bruge sit talent er en pligt De skal alle yde deres bedste til gavn for næsten. Men det bedste er altid på grundlag af noget, Gud har lagt i os i forvejen. Det handicappede barn, der smiler genkendelsens smil til forældrene, har ikke gjort en ringere gerning end den, der hersker med størst mulig kløgt og retfærdighed over den halve verden, selvom den halve verden kun ser det sidste. [Den sidste tjener..] Skinhellig er han i hvert fald, og Herren afslører hans skinhellighed med det samme. Han har villet være tro ved at levere sit talent ubrugt tilbage, men en sådan tro er vantro. Han vil sikre sig over for Gud, og her er det ligegyldigt, om han mener, Gud eksisterer eller ikke" For Hortsmann er talenterne slet og ret at forstå som det der fordres af mennesket. Den der ikke yder det er vantro. At tro er at høre et "du skal" og så gøre det. Hun gør undervejs op med begrebet Matthæuseffekten - som er blevet betegnelsen for kapitalismens væsen - "i studentermunde" - og hun vil sikkert glæde sig over sagoplysningen at det var en engelsk sociolog der formede begrebet i - 1968. Hun har da ret i at det ikke er den moderne kapitals bevægelser Jesus forholder sig til. (Men muligvis nok en banal erfaring af hvordan det ofte er med rigdom og fattigdom - men altså brugt som billede på noget andet). Der er nogle betragtninger om "det tvivlende Gudsrige" som undertegnede ikke helt forstod - men i hvert fald hedder det: "Tvivler vi, og det er for tiden fint at tvivle, så bliver vi blot vist tilbage igen. Du skal, og derfor kan du. Ingen er uden talenter". Det befriende for os er at vi henvises til grundfordringen. Så får vi del i hans glæde. Og når vi er i virkelig nød vil Gud gerne lade os det høre en anden gang. -ksf. Thomas Reinholdt Rasmussen Seksagesima søndag [TdU] - i prædikensamlingen I tide og utide. Frøet vokser af sig selv (Med afsæt i en analyse af individualismens udspring i pietismen, en individualisme som bliver overbelastet uden tro på Gud). "Vi trænger til at tro på, at det er os givet. Vi trænger til tillid. Vi trænger kort sagt til Gud. Og i den tro, hvor verden ikke bæres i vores hænder, der vokser alt sig stort. Der er det hele som et lille frø, der lægges i jorden, og som er mindre end alle andre frø, men som vokser op og bliver større end alle andre planter. Den verden, hvor troen på Gud mistes, bliver lille og snæver, og den verden, hvor troen på Gud bevares, vokser sig stor og har en vid horisont. Frøet vokser af sig selv. Automatisk. Verden er der uden mig. Og det er en befrielse. Forunderligt nok." Det er et trøstens ord, men selvfølgelig også kritisk for os, når vi lever som om vi skal bære det hele - og det er sandt et langt stykke om kulturen, måske af og til også om os selv hver især. For såvidt kan jeg sige ja til at verden, hvor troen mistes, bliver lille og snæver. Men jeg får en anfægtelse og kommer til at tænke på de af mine venner og bekendte, som ikke tror på Gud, hvis verden ikke synes mindre og snævrere end de bekendtes, som melder tro ud i ord og fx kirkegang. I flere tilfælde tværtimod. De mener da vist også at verden er der uden dem. De vil ikke opleve sig fanget ind af denne prædiken. Man kan komme til at høre prædikenen som om befrielsen, frelsen, er i dette blot at erkende at verden er der uafhængig af vores indsats. At der er et menneskeliv, der bliver os givet. Til slut i prædiken er der elementer, som peger ud over dette. At Guds Rige ikke bare er den hvile verdens givethed kan betyde. Men er tilgivelse. Kristi opstandelse for vores skyld - ufortjent. Altså vel: tro på at der er noget større end verden, den som pietisterne var så smerteligt bevidste om kunne være en jammerdal. Og altså, det er det som vokser af sig selv. [Redaktøren beklager huller i rækken! 1. søndag i fasten: Bente Bramming: En vej ud af skammen, Fastelavn: Mikkel Crone Nielsen: Vi er tiggere - det er sandt. En skimning af begge fortæller at de i den grad fortjener at blive læst!] Thomas Aallmann 2. s. i fasten - i prædikensamlingen I tide og utide. Faste er fitness for sjælen Vi tror, at vi ikke kan undvære vores løbesko eller vores bil, vi tror, at vi ikke kan undvære vaskemaskine, DR og elitens fortolkning af vores hverdag, vi tror, at vi er så viklet ind i kaffetider, møder og tidsånd, at vi slet ikke kan gøre for, at vi tænker så gudløst, som vi gør. Men vi vil vise os selv, at vi kan sige nej i fasten. For vi er ikke ofre for en tidsånd. Hvis vi ikke vil være det, er vi ikke moderne. Du er en fri sjæl, du er ikke kun barn af din tid og opvækst. Du er barn af Gud. Du er ikke kun en velfærdsdansker, som er tvunget til at trampe de nedtrådte stier af en efterkristen seksualitets- og nydelsesfikseret verden. Du er en sjæl, en eventyrer, du længes og drømmer... Prædiken er et sprogligt fastefyrværkeri - bør bare læses, ikke analyseres (selv om det tåler den nok, den går nærmest ekskluderende hårdt ud nod tidsånden, men med en tidsåndens sproglige vitalitet). Så her bare slutningen: Hvad Pontius Pilatus udtrykte, da han hånligt spurgte vor Frelser: “Hvad er sandhed?” kaldes i dag moderne ateisme, moderne materialisme eller udvikling. Men det er bare et andet ord for den gamle fjende, Fristeren. Og det er enten sandhed eller løgn, for du er på vejen enten levende eller død, døbt eller ikke døbt, i et liv med og frem mod Gud eller frem mod en ensomhed hinsides dit hjertes værste forestillinger. Det sidste er ikke bare en tidsalder eller en udvikling, det er den samme gamle og onde sang, der har lydt ud af slangens mund siden den lokkede Eva til at spise af træet midt i haven; og den slags, siger Herren skal uddrives ved bøn og kirkegang. And so it begins! Amen.Mai Bjerregaard Andersen Midfaste søndag - i prædikensamlingen I tide og utide. Selvudfoldelse uden grænser er destruktiv .. troen på det evige liv er troen på, at Guds kærlighed til mig også er hans kærlighed til de øvrige skabninger, og at jeg derfor skylder dem hensyn, selvbeherskelse og afkald. Dette er slutningen af prædikenen - og den opsummerer klart hovedanliggendet. Prædikenen tager afsæt i en reference til det livssyn Poul Henningsen giver udtryk for i en sang, Liva Weel sang, og som også er omdrejningspunkt i stykket "Kald mig Liva": Livet er et kort sekund - og vi skal ikke lade normer mm begrænse vores selvudfoldelse - for der er kun det. Ingen evighed. Ingen Gud. Overfor det er prædikenen klar, Gud er nærværende, personagtig: "..mit liv har betydning for Gud ..Gud insisterer og holder fast i, at jeg er skabt til at høre ham til". Prædiken peger undervejs på at kirken har svinget med på at lade evigheden forsvinde ud af billedet: "..i meget af det 20. århundredes teologi og forkyndelse blev det evige liv rykket helt ind i det dennesidige, ind i timeligheden, på en sådan måde, at talen om den fremtidige opstandelse på den yderste dage forstummede. " - dokumenteret med et citat af Løgstrup: - “Der er i Jesu forkyndelse ‘en kærlighed til næsten’, hvis indhold ikke består i at hjælpe næsten til at elske Gud, men består i at hjælpe næsten timeligt... den består i at hjælpe den anden til livsudfoldelse, fordi den andens timelige muligheder for livsudfoldelse er skænket ham af Gud.” Man kan diskutere om brugen af citatet for det første yder Løgstrups forståelse af det evige liv retfærdighed. Det tror jeg ikke det gør. For det andet om det at hjælpe den anden til livsudfoldelse er det samme som at arbejde på egen selvudfoldelse. Vinkelen er ikke den samme. Påskedag [Teksten denne uge] Ole Rydal Opstandelsen er fysisk virkelighed "Det er hele mennesket, Gud har skabt. Det er også hele mennesket, Gud kalder op af graven eller af asken ved søanemonens rod. Det er ikke kun en del af os, den fine, rene fejlfri sjæl, der frelses. Det er hele mennesket, hele Adam (for Adam betyder “menneske”), der dør. Det er oprøreren og gudsfornægteren, der dør, men som med Kristus skal opstå af sin grav med sit legeme forvandlet og gennemlyst i herlighed. Sådan skal det forstås med opstandelsen." Prædikenen er polemisk vendt mod en "moderne", ikke-fysisk forståelse af Jesu opstandelse. Og menneskets. Skytset er nok især rettet mod "spiritualitet" - religiøs sammenhæng, men lige så meget mod kropsforståelsen i dag - på den ene side dyrkes den, på den anden, neglicherer man den - også i sociale fænomener, synet på forholdet mand/kvinde, kønnet som konstruktion. Og en del mere. Det problematiske med polemiske vinkler er at de ofte automatisk vækker til modsigelse. Prins Henriks kremering og deling af asken i to - en del til hjemslottet en del til det land, han var prinsgemal i så mange år, skal illustrere en moderne opfattelse. Man spørger sig så, kan Gud ikke kalde opstandelseslegemet op af dets fysiske placeringer - uanset hvor det er. Asken ved søanemonens rod er nok heller ikke særlig samlet. Eller de gennem århundrede udsivede rester af kistegrave, genopgravede jordbunker osv. Det egentlig mål og det som skal formidle opstandelsestroens glæde er vel netop det ovenfor citerede: Det er det hele menneske der står op med sit legeme gennemlyst og forvandlet. Rydal bruger forvandlingsbilledet tidligere: "Nej, for den gamle kristne tanke er, at de døde er lagt i mulden ligesom et hvedekorn, der kastes i den sorte jord og bliver helt borte i alt det sorte, men som sidenhen står op som forvandlet – som en grøn spire i det tidlige forår. De døde venter på opstandelsen, hele menneskets opstandelse." Det er jo netop klassisk kristendom, Paulus' fx. hvor han netop prøver at forklare sig opstandelsens legeme, som et forvandlet, åndelig legeme. Men Rydal vil fastholde det fysiske - det forvandlede legeme er ikke bare åndeligt, men fysisk - men altså forvandlet. Undertegnede er vokset op i et temmelig tidehvervsk præget, ekistensteologisk hjem. Fra den tidlige bardom husker jeg voksensamtaler, hvor især min far insisterede på at være ligeglad med om man fx beviseligt fandt rester af Jesu fysiske legeme i en eller anden gravhule. For det var Ordet, der opstod af døde, ordet om syndernes forladelse, at høre det blev til opstandelsesliv for os, befriet for skyld og synd, forvandlet (igen og igen nok) til "et helt nyt liv" - som Disney i Alladin som bekendt ikke er den første til at formulere, men Paulus i Rom. 6. Overfor det ser også jeg nødvendigheden i at fastholde troen på Jesu faktiske opstandelse - men om det er i overenstemmelse med de første kristnes forståelse at den faktiske opstandelse er fysisk finder jeg tvivlsomt. Historisk, eksegetisk, teologisk. -ksf. Claus Thomas Nielsen 3. s. e. påske [TdU] - i prædikensamlingen I tide og utide. Også en bolig til dig Prædikenen rummer grundlæggende en klassisk objektiv forsoningstanke. Og at vi i vores syndighed ikke fortjener andet end dom, men at der en klar vej til frelse: Vi tilgiver os selv ved glemsomhed, men for Gud er alle øjeblikke det samme nu. Det skal vi frygte, og det skal vi forfærdes over. Vi kan ikke undslippe dommen. Derfor består vores eneste håb om frelse i den anden del af Jesu sætning, den som lyder: “Tro på mig.” Den sætning betyder, at på dommens dag er det ikke os, der skal vejes, det vil være Jesus og hans gerning for os, som bliver vejet i vores sted... Der findes derfor ingen anden vej til Gud, end den Jesus er gået. Som Jesus også så klart understreger i dagens tekst: “Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Det er den eksklusive og for nutidens ikke-kristne livsanskuelser diskriminerende og intolerante kerne i Jesu forkyndelse: “Ingen kommer til Faderen uden ved mig.” I virkeligheden er sætningen hverken diskriminerende eller fordømmende. Den er blot konstaterende. På samme måde som en bro, der fører over en afgrund med brændende vulkansk lava i bunden, ikke er diskriminerende. Den er tværtimod frelsende. Enhver har mulighed for at bevæge sig ud på den frelsende bro, og enhver har mulighed for at vende ryggen til den og ved egen vilje hoppe i afgrunden... Alle andre livsanskuelser, om de så kalder sig ved religiøse navne, om de hævder, at de ingenting tror på, om de tror på tvivlen som en særlig fin tro, eller om de kalder sig humanister og tror på menneskets evner – alle disse former for tro fører ifølge Jesus til fortabelse... Vi kan klynge os til, at vi er blevet døbt i Jesu navn, og at vi ved nadveren, som levende virkelighed, modtager Jesu legeme og blod af hans egen ypperstepræstelige hånd. Derved får vi del i hans død og hans opstandelse. Og så siges det til os: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger.” Også en bolig til dig. Amen. Undertegnedes overvejelser i forhold til prædikenen: Der er mange uddybende mellemregninger i prædikenen - og dem bør man ikke snyde sig selv for. En stærk og klart formuleret eksklusiv forståelse af frelsen. Ingen bliver frelst uden gennem Kristus - og det er jo hvad Jesus siger med sit "Jeg er vejen, sandheden og livet..." De frelste er så i prædiken de døbte og dem som deltager i nadveren, altså de kristne (vel egentlig indkredset til de praktiserende kristne?). Som man kan se tilbage på siden på Teksten denne uge kan man forstå frelsesperspektivet videre end det. "Jeg er"-Kristus er logos, den skabende side af Gud, ved hvem alt er skabt - og ingen kan udelukke at denne logos/sandhed kan bane sig vej i mennesker og finde sandhed uden for de kristnes kreds - men i her Jesu afskedstaler taler logos til de nærmeste, at de ikke skal frygte, for de kender vejen - og pointen for dem og enhver i menigheden, er som prædiken slutter: der er også en bolig for dig. Men det udelukker for nogle at se ikke at der også kan være bolig i "faders hus" for andre. Hvad er frelsen? Der er vel altid et før døden og et efter - i det mindste at overveje. Frelse efter døden: Styrter alle, som ikke blev nået af evangeliet, som enten aldrig hørte det, eller aldrig hørte det, sådan at det sagde dem noget, i lavasøen under broen? Frelse før døden, frelseslivet før, hvor sandheden, hans vej (tao!), det liv, Jesus viste i alt det han gjorde, det nye liv - eller hvad det kan hedde. Synes det ikke at kunne slå igennem måske lige så godt hos erklærede troende som ikke-troende eller anderledes troende (eller naturligvis lige så dårligt)? Ikke målbart, så vi kan dømme, men det er svært ikke at tænke at det gør det, og at der er ikke-kristne der er nærmere kristuslivet end nogle kristne er det. Spørgsmålene rejser sig - måske vil prædikanten svare at den slags betragtninger udefra er irrelvante for den der skal høre ordet talt til ham eller hende. Han/hun skal høre at der bolig for ham/hende - og en klar vej at slå ind på, som ikke er eksklusiv. Men teksten rejser selv problematikken: "ingen ... undtagen gennem mig" og tolkningernes forsøg på at bestemme disse "ingen" - understreger i hvert fald for mig den teologiske nødvendighed af at diskutere det. -ksf. Katrine Winkel Holm Den nye Gud skaber fortabte sønner 3. s. e. Trinitatis - På Teksten denne uge [På baggrund af tysk teologisk diskussion om vi kan tro på Gud som almægtig efter Ausschwitz: Men Gud har skabt os med fri vilje så vi skal ikke tørre ikke Ausschwitz af på Gud. Og hvis vi fratager Gud almagt og myndighed har vi (I tyskere!) ingensteder at gå hen og få tilgivelse] Og så er vi fremme ved dagens tekst. Den berømte lignelse, som vi lidt misvisende benævner "Den fortabte søn”. For pointen er jo, at han i sidste ende ikke er fortabt. Han var fortabt, men blev fundet. Han har netop en far at vende tilbage til. En far, der står med åbne arme og tager imod ham. På engelsk omtales sønnen da heller ikke som fortabt, men som ødsel, altså som en selvødelæggende ødeland. Når der alligevel er håb for denne døgenigt, er det udelukkende takket været faren, som forblev den samme de mange år sønnen var væk og lå og rodede rundt blandt svinene. Den amerikanske maler Thomas Hart Benton har lavet et maleri over lignelsen, hvor han lader lignelsen ende anderledes og anderledes bittert. Her vender sønnen også hjem, men vender tilbage til et forandret hjem. Der er ingen, der løber ham i møde, ingen, der falder ham om halsen og slagter fedekalven for ham. Her er hans fars hus i hans fravær blevet forvandlet til en tom, ubeboet ruin... Håbløsheden er uendelig. Og nogle gange skal man gå en omvej ad en anderledes slutning for at kunne værdsætte en historie, som man kender ud og ind. ... [det er] en uhyggelig skildring af faderløshed. Til en skildring af den moderne far, der ikke trofast venter og holder ud, men i stedet gør, hvad han har lyst til, dvs. opgiver hjemmet, opgiver at vente på sønnen for i stedet at finde på noget mere fornøjeligt...Og det uhyggelige maleri med den faderløse udgave af lignelsen minder os om, hvad der sker, hvis man piller rygraden ud af Gud. Hvis man i modernitetens og udviklingens navn vil forvandle Gud fra at være den almægtige Herre til en afmægtig, flink og rar sidekammerat. Til Den nye Gud, som en bog af Niels Grønkjær hedder. Denne nye Gud er ikke bare håbløs og latterlig .. den nye Gud er også farlig for kirken ... [Minder om mange andre bestræbelser i tiden]... Forbløffende mange præster er med på denne galej, og så er det, man kan frygte, at kirken ender med at blive lige så tom og faderløs, som det hus, Bentons fortabte søn vendte tilbage til. Og det ville være frygteligt. For det er jo det kendetegnende ved kirken og folket: Den barnedøbte kan vokse op, vende kirken ryggen i årtier og holde sig på lang afstand af kirkedøren det meste af et menneskeliv, og så, når længslen efter noget større og mere stabilt i tilværelsen kommer, vende tilbage, tilbage til den kirke, hvis dør aldrig er lukket, den kirke, der tålmodigt venter på, at dens børn vender tilbage, og som urokkeligt holder fast ved det ord, den skal tjene, så den ikke giver sine hjemvendte sønner og døtre stene for brød. For sker det, så vil vi være fortabte for alvor. Hvis der ingen evig Gud er til at styrke, trøste og forbarme sig over os, som en far forbarmer sig. ... Vi har status af børn over for ham, der er herre over liv og død. Derfor, og udelukkende derfor, er vores liv anderledes værdifuldt end græssets. Vi har et hjem at vende tilbage til. Gud give, at kirken aldrig svigter den opgave at være forkynder af evangeliet om den evige, almægtige Gud, der forbarmer sig over os. Amen. ksf: En lille pudsig ting. Den fortabte søn blev fundet - det fortæller lignelsen jo ikke, men det kan læses ligefremt ud af de to foregående lignelser, den tabte mønt og det fortabte får. Og i en vis forstand bliver han jo fundet: af erindringen om det intakte hjem. Her tager så KWH et greb via maleren Benton som ikke findes i lignelsen: Tænk hvis det er lagt øde - og lagt øde af - ja, af hvad - en tidens ånd der har afskaffet en ordentlig faderforståelse generelt - og måske dermed og i hvert fald i særlig grad banet vej for en ny forståelse af Gud. Den nye Gud - uden almagt og myndighed, derfor overhovedet uden evne til at frelse og tilgive. Den Gud kender Jesus ikke, og lignelsen handler ikke om et sådan forhold til Gud som mulighed. Han taler også mod en Gud, den gamle Gud, i sin samtids version, den Gud som dømmer, og hvis positive dom og anerkendelse kendes på menneskenes fromme, pæne, succesrige adfærd. Personlig synes jeg som KWH at der er al mulig grund til at tale mod "Den nye Gud" i mange versioner - for det er ikke Gud. Hun gør det ved at fælde dom over en konturløs faderforståelse - jeg ved virkelig ikke om ret mange fædre svarer til disse ansvarsløse døgenigter, hun tegner, - og hun ser holdningen som gældende i et helt segment, som trænger dybt ind i kirken. Og at den ødelægger forståelsen af Gud. Vi skal holde os fri af denne forståelse, for ellers er der ikke noget hjem at komme tilbage til. Anliggendet er godt nok, men skal det hænges op på faderforståelsen? Og spørgsmålet er om det hører hjemme i en sædvanlig menighed - der bliver det jo let en tale om "de andre" - med en adfærd som vi storebrødre heldigvis var for gode til at dele. Se Bentons billede og en fortolkning af det, som ligner KWHs her: Thomas Hart Bentons Prodigal Son Her er et stort spring i kronologien. Det er lidt forskelligt, hvor redaktøren af Teksten denne uge har sit fokus. Efterhånden kan jeg meget vel supplere også bagud. Men først og sidst: Køb samlingen for at have den ved hånden - her er der kun præsentationer! Kristine Krarup Ravn Moderkærlighed og Kristi anderledes kærlighed 13. s. e. trinitatis [TdU] - i prædikensamlingen I tide og utide. Men Kristi kærlighed er anderledes. Den er ikke eksklusiv, men altomfattende. “Guds kærlighed ej grænse ved,” som vi sang lige før. Den nægter at gøre forskel på den ene og den anden discipel. Den nægter at give en god plads til den ene og en dårligere plads til den anden. Den nægter at tænke i hierarki, men vil det totale, lige fællesskab. Men spørgsmålet er, om der mon ikke hos Zebedæussønnernes mor, såvel som hos alle andre forældre, trods alt er et sted for troen at begynde? Noget konkret og håndfast. For det centrale ved Kristi kærlighed er netop det selvopofrende, som Zebedæussønnernes mor er så fint et eksempel på. Hun beder jo ikke om en plads til sig selv, men til sine to “små” drenge. Selvopofrende tjener hun dem, for at de skal blive store, og hun selv til nærmest ingenting. Og netop derfor er Kristus kommet til verden. Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Ikke bare til den ene eller den anden discipel, men til enhver, som døbes i troen på ham – dig, mig og Zebedæusbrødrenes mor. Ksf kommentar: Kristine Krarup Ravn kommer omkring forældrekærlighedens dybe udspring (bl.a. via Jan Skrolykkes sjæls- og eksistensrystende oplevelse at bære sit nyfødte barn (Selma Lagerlöf), dens positive forbilledlighed - ikke så meget dens selvviskhed - men så også, som ovenstående slutning af prædiken viser, dens begrænsning i det eksklusive. (At slutningen så måske er eksklusiv i "til enhver, som døbes i troen på ham" kan vi lade frelsesuniversalister tager en diskussion over).Interessant i sammenligning med andre: Teksten bruges kun perifert og generaliserende til magtkritik. Et velkendt personalt forhold bruges som billede på det så meget større, Guds forhold til.. ---- Igen et stort spring i kronologien. Fortsættelse følger næste anden tekstrække. Men først og sidst: Køb samlingen for at have den ved hånden - her er der kun præsentationer! Karsten Bjerreskov Farup
|
|||
