Erkendelse af sandhed

Oversigt:
Jeg er den jeg er (2. Mos. 3, 14- ) - [åbenbaring - lov/profeter - Kristus - koran]
Fra evighed er jeg dannet (Ordsp. 8, 1- ) - [erkendelsesevne og skabthed]
Du skal dø, fordi du taler løgn (Zak. 13, 3-b ) - Profeti
Ordet var Gud (Joh. 1, 1-f ) - [inkarnation - logos i alt - præeksistens]
Jeg er vejen, sandheden og livet (Joh. 14, 6-| ) - [eksklusivitet/inklusivitet]
Gud har vidnet om sig selv for hedninge (Apg. 14, 16-17 ) - [naturlig åbenbaring - naturlig gudserkendelse]
Guds usynlige væsen har kunnet ses (Rom. 1, 20- ) - [ingen undskyldning]
Hedningene og loven (Rom. 2, 12-16 ) - [ingen undskyldning - dom]
Den usynlige Guds billede (Kol. 1, 15-17 ) - [Kristus Guds billede - åbenbaring - præeksistens]

Alle temagrupper:
Samme Gud - Erkendelse og sandhed - Jesu forkyndelse og praksis - Frelse og forløsning - Sameksistens - Religionsdialog og mission - Lærepunkter og konfrontationer

Samlet bibelindeks
Litteraturhenvisninger Oversigt over litteratur, der er citeret fra.

.

Jeg er den jeg er 2. Mos. 3, 14- .
Gud åbenbarer sig for Moses i en brændende tornebusk. Da Moses spørger, hvem han er, svarer Gud: "Jeg er, den jeg er" - eller bare "Jeg er!"
Teksten on-line hos Bibelselskabet: 2. Mos. 3, 14-

Guds åbenbaring af sig selv
Sandhed om Gud kan melde sig for menneskets bevidsthed på flere måder. Den kan åbenbare sig. Gud åbenbarer sig her som "jeg er den, der er". "Jeg er", Jahve på hebraisk, bliver det navn, som siden bliver så helligt, at jøden ikke må udtale det. Og det er de ord, der danner klangbund for Jesu måde at åbenbare sit væsen, når han siger: "Jeg er.." (vejen, sandheden livet, verdens lys, den gode hyrde, vintræet).
Jødedom, kristendom og islam er klassiske åbenbaringsreligioner - mennesket erkender den egentlige sandhed gennem mødet med Guds åbenbaring.
Nedenfor definition af åbenbaring med udgangspunkt i dagligsproget - og Safet Bektovic's bestemmelse af forskelle i åbenbaringsbegrebet indenfor hhv. islam og kristendom samt Kurt Jensens overvejelser om flere åbenbaringer af Gud gennem historien. -

Åbenbaring
I daglig tale er åbenbaring en uventet og overraskende erkendelse, som regel af noget større, dybere eller smukkere end umiddelbart forventeligt. Åbenbaring er altid noget man modtager, ikke noget man selv skaber eller skaffer.
En åbenbaringsreligion er en religion, hvor man tror at Gud har åbenbaret sit væsen eller vilje for menneskene. I kristendommen skelner man mellem 'naturlig åbenbaring' og 'særlig åbenbaring'. Når man taler om 'naturlige åbenbaring', antager man, at det er muligt at se det guddommelige i den underfulde skabelse og/eller i menneskets etiske bevidsthed og adfærd. Den særlige åbenbaring er Guds direkte henvendelse til mennesket - gennem personer og ord. I bibelen i Gammel Testamente er Moses og profeterne formidlere af åbenbaringen, og den lov og de ord, de har modtaget, er åbenbaringen. I Ny Testamente er Jesus Kristus selv åbenbaringen - formidlet af vidners ord og fortælling om ham. Nogle former for kristendom mener at den særlige åbenbaring er den eneste vej til at tænke og forstå noget sandt om Gud.
-ksf. Bibel - og mødet med anden tro 10

Åbenbaring som forsoning eller vejledning
Kristendommen og islam er enige om, at mennesket behøver åbenbaringen, og at dette behov hænger sammen med selve menneskets natur. Man går ud fra, at mennesket er svagt og ikke alene kan opnå betingelsen til forståelse af sandheden. Denne betingelse kommer derfor udefra. Den kan ikke opnås gennem tænkning og filosofi. Mens kristendommen holder fast ved sammenhængen mellem åbenbaring og synd, hvor Kristus bryder syndens magt og genetablerer fællesskabet med Gud gennem sin død og opstandelse, går den islamiske opfattelse af åbenbaringen ud fra "menneskets glemsomhed" (al-ghafla) i forhold til den præeksistentielle pagt med Gud. I første tilfælde forsoner åbenbaringen, mens den i det andet tilfælde påminder og vejleder mennesket. I første tilfælde finder afgørelsen sted på et bestemt historisk tidspunkt (Gud går ind i historien), mens det i det andet tilfælde drejer sig om åbenbaringen som en proces, der starter allerede med Adam i Paradis og fuldendes med Muhammed som den sidste profet.
Kristendommen identificerer altså åbenbaring med Kristus, hvor Ordet er blevet kød, mens islam taler om Guds tegn (ƒyƒt), som bliver samlet i Bogen (Koranen).
Safet Bektovic
Safet Bektovic på Islamstudie.dk
-

Flere åbenbaringer gennem historien
Kan Gud åbenbare sig flere gange? Det ligner lidt en falliterklæring, hvis Han ikke kan finde ud af at gøre det ordentlig første gang og er nødt til at prøve igen, som den melkitiske Theodor Abu Qurra ('Trøstens fader') skrev omkring 800. Men der ligger alligevel en tanke om progression, om fuldkommengørelse af tidligere åbenbaringer, både i kristendommen og islam. Jesus var ikke kommet for at nedbryde Loven, men for at fuldkommengøre den (Matt. 5,17). Og muslimske teologer har anerkendt Moseloven og Evangelierne som åbenbaringer, der bare ikke er blevet rigtig modtaget, og derfor var det nødvendigt med en ny, endegyldig åbenbaring med Koranen. Det forklares med begrebet tahrif, der betyder 'ændringer.'
Kurt Villads Jensen. Læs hele hans artikel med udgangspunkt i forståelsen af Den augsburgske trosbekendelse.

[top]

Fra evighed er jeg dannet Ordsp. 8, 1- .
Visdommen fortæller om alt det gode, den bevirker blandt mennesker - om hvordan den er skabt, men dog er evig og medvirker ved den øvrige skabelse: "Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til... da han satte en grænse for havet, så vandet ikke kunne overtræde hans befaling, da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans fortrolige; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden..
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Ordsp. 8, 1-

Visdommens plads
Når visdommen (hebraisk: Hokma, græsk: logos) er med ved skabelsen kan mennesket med sin del af visdom erkende sandt om meget menneskeligt og om Gud.
Der er en vis lighed mellem visdommens funktion ved skabelsen i Ordsprogenes bog og "Ordets" (logos) i Johannesevangeliet (Se videre her). Men der er også væsentlig forskel. I Ordsprogenes bog er visdommen skabt og ikke Gud selv, mens Johannesevangeliet udtrykkeligt skriver: "Ordet var Gud".
Muslimer ville i øvrigt kunne acceptere forestillingen i Ordsprogenes bog - mens Johannesevangeliets opfattelse ikke kan rummes af islam. (Sura 4.171 og sura 3.59). Baidawi, islamisk fortolker fra det 13. årh.: "Jesus kaldes 'et ord', fordi han blev til ved Guds befaling uden en far og ligner på den måde de nye skabninger" - han er altså netop skabt, ikke født - og slet ikke selv skaber.
Se også: Johannesevangeliets prolog (Joh. 1)
- 

[top]

Du skal dø, fordi du taler løgn Zak. 13, 3-b .

Teksten on-line hos Bibelselskabet: Zak. 13, 3-b

Stedet og navnlig Philip Jenkins reference til det rejser spørgsmålet om sandhed, skrift og åbenbaring. Det er missionssituationen, der sender missionæren tilbage til at se på sin egen tradition. -

Biskop John W. Colenso's "The Pentateuch and the Book of Joshua Critically Examined" fra 1862 skabte skandale i den kirkelige verden - ikke meget forskellig fra Charles Darwins udgivelser.
Colenso's tvivl på bibelen bogstavelige sandhed havde udviklet sig over nogle år, og hans møder med mennesker i det det sydlige Afrika fremtvang hans afgørende brud med traditionen. I mødet med zulu-kulturen kunne Colenso ikke tro at udøbte hedninger automatisk var fordømt til helvedes ild, heller ikke at polygami nødvendigvis var en syndig institution i den givne situation. Men det var hans meningsudvkeslinger med konverterede zulu'er, der radikaliserede hans tænkning. Colenso brugte timer på at svare på hans assistent William Ngidis afprøvende spørgsmål. Da han hørte om fortællingen om Noah, spurgte han: er det virkelig sandt? Tror du virkelig at det skete sådan. At alle dyrene, fuglene, krybet, store som små, fra de varme land som fra kolde, på den måde kom parvis, og gik ind i arken til Noah? Og samlede Noah mad til dem alle, rovdyrene, rovfuglene og alle de andre?" Der meldte sig ikke et nemt svar for Colenso. "Mit hjerte svarede med profetens ord: "Skal et menneske signe løgne I Herrens navn?" (Zak. 13,3). Det vovede jeg ikke. Andre problemer opstod. Det var en afprøvning af enhver lærers meninger, som følte en dyb moralsk forpligtelse på at svare tro mod sagen, uden at reservere sig, det medmenneske sandt, som så op til ham og søgt oplysning og vejledning, og spurgte: "Er du sikker på det? Tro du virkelig det?" Den viktorianske samtid var dybt forvirret over den tanke at en lærd biskop kunne blive rystet i sin tro af spørgsmål fra en der bare var afrikaner, og historien inspirerede til et limerick
A bishop there was of Natal
Who took a Zulu for a pal
Said the Native "Look 'ere,
Ain't the Pentateuch queer?"
Which converted the Lord of Natal.
Mange andre missionærer har mødt lignende spørgsmål, den gang og siden. Ikke alle har svaret med Colenso uflyttelige ærlighed
Many other missionaries have met similar questions, in that age and since.
Not all have responded with Colenso's rigorous honesty.
(Se videre et par teen-age afrikaneres reaktion på jomfrufødslen. Missionæreren (bort?)forklarer hvorfor Markus og Johannes ikke skriver om den. Zulu-drengen siger lakonisk: Sandsynligivs fordi de ikke troede på den.)
S. 179 i Philip Jenkins: The New Faces of Chrstianity. Believing the Bible in the Global South. 2006.
The New Faces of Christianity 179

[top]

Ordet var Gud Joh. 1, 1-f .
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er... Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn... Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed... Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." (Forkortet)
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Joh. 1, 1-f

Logos - baggrunden i hellenismen
Johannesevangeliets prolog om "Ordet" fortæller at Jesus Kristus er Ordet (Logos), som er Gud, og som skabte alt - og som nu i Jesus tager bolig i kød og blod - inkarnerer sig i tid og rum i én person. Prologen er skrevet ind i den hellenistiske tankeverden.
I hellenistisk sammenhæng forstås "Logos" som den besjælede, universelle fornuft, der er det inderste i alle ting. Eventuelt udfoldet med tanken om guddommeligt "logos spermatikos" - fornuftssædekorn - spredt i alle ting og mennesker.
Hos den hellenistisk-jødiske filosof Filon er "Logos" det redskab, Gud skaber verden med - jfr. Ordsprogenes bog Nærmest Gud står logos, som en afglans af Gud - og vendt mod mennesker fremstår logos som det åbenbarede ord. Logos er mellemled mellem Gud og mennesker. (Søren Giversen. Gads danske bibelleksikon).
Det særlige ved Johannesevangeliets forståelse er, at logos' inkarnation ikke bare er det guddommeliges almene inkarnation i alt, men er inkarnation af hele den guddommelige fylde "koncentreret" i Jesus Kristus. Der er en vis lighed mellem visdommens funktion ved skabelsen i Ordsprogenes bog og "Ordets" (logos) i Johannesevangeliet. Men der er også væsentlig forskel. I Ordsprogenes bog er visdommen skabt og ikke Gud selv, mens Johannesevangeliet udtrykkeligt skriver: "Ordet var Gud" - altså der er identitet mellem Gud og Ordet, mellem Gud og Kristus, som foruden af være med før al tid vandrede rundt i kød og blod et bestemt tidspunkt i historien.
Muslimer ville i øvrigt kunne acceptere forestillingen i Ordsprogenes bog - se via Ordsprogenes bog Islamisk forståelse af Jesus som Guds ord.
. -

Præeksistensen af Muhammes' lys
(I en diskussion af om islam bare har overtaget stumper af andre religioner - fx kristendom, jødedom og manikæisme): "Det er ikke sådan. Det er en guddommelig religion, og islam begyndte ikke med profeten Muhammeds fødsel, men eksisterede enddog før universets skabelse, da der ikke var nogen undtagen Gud og 'Muhammeds lys'." Na‹ma Zahedi, Pakistan. Islam. Tekster og stemmer fra den muslimske verden 27 .. for ved Kristus består alle ting. Men det betyder også, at Kristus er historiens herre. Verdenshistoriens (og religionshistoriens) forløb er ingen tilfældighed, selvom vi ikke med tanken kan udfinde nogen plan for dens forløb. Troen fastholder, at Kristus ved Faderens højre hånd, som den himmeIfarne Kristus og i sin præeksistens, er historiens herre, at den skjulte og uudforskelige vilje, som vi møder i historiens begivenheder, er den samme åbenbarede vilje, som taler til os i evangeliets frelsesbudskab, at den vil os det samme.
Regin Prenter. Skabelse og Genløsning s. 205.
Læs endvidere Kirsten Münsters artikel om Regin Prenters religionsteologi HER Skabelse og Genløsning

[top]

Jeg er vejen, sandheden og livet Joh. 14, 6-| .
"Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min Fader". Vi er i Jesu afskedssamtaler med disciplene. Han trøster dem med, at i hans fars hus er der mange boliger. Og han går forud for dem for at gøre plads rede til dem. Og de kender jo vejen. Dertil spørger Thomas, hvordan de kan kende vejen - og her falder svaret så: "Jeg er vejen, sandheden og livet..."
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Joh. 14, 6-|

Inklusiv/eksklusiv?
Stedet er klassisk i spørgsmålet om religionsdialog. Undertiden anvendt som begrundelse for kristendommens eksklusive adgang til sandheden, undertiden som begrundelse for netop det modsatte.
Man kan lægge vægten på, at det er Gud som faderen, man kun kommer til gennem Jesus. Der kan så ikke uden videre sluttes til, at anden tro ikke kan rumme sandhed om Gud - som skaber eller som etikkens grund, udspring og kriterium.
Alt efter hvordan man forstår Kristus - altså det "mig", den troende/erkendende skal komme til Gud ved -, kan der argumenteres for at udsagnet modsat det så ofte antagne netop er inklusivt. De nedenstående citater afspejler forskellige synspunkter.

I øvrigt var Joh. 14,6 er udgangspunkt for Barmen-erklæring (1934), i dens undsigelse af De tyske Kristnes hævdelse af at den nazistiske ideologi kunne gøre berettiget krav på sandhed. [Fragmenter af et spejl. Bidrag til Dogmatikken. 1992, s. 29f]
Se også: I begyndelsen var ordet [Betingelsen for menneskets erkendelse]
Der er ikke frelse i nogen anden [Det eksklusive]
-

Kristus eneste mulighed
Fra sin første begyndelse er kristendommen eller rettere Kristus blevet forkyndt som menneskets eneste mulighed. Dette er ikke et tilfældigt træk ved kristendommen, en mærkværdighed som uden større bivirkninger kan bortskæres. Det hører med til selve dens væsen, således at når det ophæves, ophæves med nødvendighed kristendommen selv. Ikke sådan at forstå, at kristendommen eller evangeliet som sådan skulle være ophævet, men sådan at forstå, at der, hvor Kristus føres frem som en mulighed på linie med andre muligheder, drejer det sig ikke mere om kristendom.
Dermed er det på forhånd gjort umuligt at lade kristendommen indgå i en slags fælles religiøs pulje, hvortil hver religion ydede sit bidrag. Kristendommen ville nemlig med det samme være ophævet, således at det ikke var kristendommen, der indgik i puljen, men noget helt andet. Det samme gælder forsøget på at anbefale kristendommen som det, der passer bedst til en vis gruppe af menneskene, f. eks. vesteuropæere, mens andre grupper af mennesker kan holde sig til det, der bedre passer for dem. Hvad man end taler om i den forbindelse, om kristendom er det ikke. For det hører til kristendommens væsen, at Kristus er eneste mulighed".
Rudolf Arendt: Tænkning og tro. 1970 Tænkning og tro

Også forhold til Gud i andre religioner
Ordene "Jeg er vejen, sandheden og livet" siger selvfølgelig ikke at ingen kommer til Gud. Helt klart gjorde jøderne det. Denne tekst bør ikke bruges til at udelukke muligheden for et forhold til Gud i muslimske, sikh- eller andre fællesskaber. Jesus taler om et forhold til Gud som Faderen. Det er den særlige måde at forbinde sig med den universelle Gud, som han giver, sådan som det er understreget i "Fadervor", med tilladelsen til dagligt at tale til Gud som "Abba" - far.
..vi bør også lægge mærke til sammenhængen med "I min fars hus er der mange boliger" (v. 1). Ord som ofte glemmes af dem, som citerer v 6. (Guds rummelighed). Der kan også trækkes en forbindelse til "Jeg har andre får, som ikke tilhører denne fold" (Joh.10,16).
Men et hovedspørgsmål til disse vers er, hvem refererer "mig" til i ordene "undtagen ved mig". Er det Jesus af Nazareth, den inkarnerede? Eller er det også Kristus, det evige Logos? Hvis det sidste gælder, kan Joh. 14,6 ses som et universelt udsagn: når et menneske kommer i dyb forbindelse med Gud, sker det ved det evige logos' mellemkomst. Ordet tog kød og blod i Jesus, men det er ikke begrænset til hans person; det findes overalt, hvor mennesker følger den måde at give afkald på sit eget, som er en del af sagen. Hvis Jesus er Ordet (Logos), "er intet af det som er blevet til, blevet til uden ham (Joh. 1,1)". Andrew Wingate. -

Sandheden er en vej til de andre
"Johannesevangeliets betydning for religionsmødet ligger ikke mindst i dets forståelse af sandheden. Her er sammenknytningen af vejen og sandheden i 14,6 af særlig interesse. Når Jesus kalder sig selv for vejen, betyder det to ting. Han er på den ene side målet for vandringen og på den anden side vejen frem til målet. Problemet er, at vi ofte har gjort Kristus til vejen i den forstand, at der ikke mere er nogen vej at gå. Vi tror, at vi er fremme, og at vi har hele sandheden, som vi så kan belære de andre med. Men Kristusvejen er - som det er blevet sagt - ikke et sted, man bor, men en vej man går.
Hvis man anvender Joh 14,6 til at lukke døren for enhver samtale med de andre, kommer man let til at opfatte sandheden som en dogmatisk læresætning, dvs. noget afsluttet og definitivt. Den forståelse af sandheden er en hæmsko for ethvert ægte møde mellem personer af forskellig tro. Sandheden er ikke korrekthed, men liv og kærlighed. Den er ikke en knippel, man kan slå andre med. Den, der slår andre med sandheden, har ikke sandheden, men kun sit eget had og sine egne urene tanker som våben. Sandheden er der, hvor horisonten er åben og fri, hvor verdens problemer ses i øjnene, og hvor der løses op for angsten. Sandheden er ikke en mur, der skiller os fra hinanden. Den er en vej til de andre".
Johannes Nissen. Sandheden og Kærligheden. Det teologiske fakultet ved Aarhus Universitet. Årskrift 2005. s. 59

[top]

Gud har vidnet om sig selv for hedninge Apg. 14, 16-17 .
I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde.
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Apg. 14, 16-17

Den naturlige (generelle) åbenbaring
"Nu er det ikke det eneste, Det Nye Testamente siger om Gud, at der kun er frelse i Jesu navn. Der tales også stærkt om, at Gud er virksom i andre religioner. Ved siden af den specielle åbenbaring er der den generelle åbenbaring.
Som skaberen er Gud nærværende i verden, hvilket viser sig i natur og historie, i kultur og religion. Som det udtrykkes i Apostlenes Gerninger: Gud har ikke efterladt os uden et vidnesbyrd. Han har vist os velgerninger, givet regn og frugtbarhed, mættet mennesker med føde og klæde (her - Apg. 14,17). Eller som Paulus siger det i Romerbrevet: Guds magt og guddommelighed har via hans gerninger kunnet ses med den troendes øje fra begyndelsen - Rom. 1,20.
Når missionærerne tidligere drog ud på missionsmarken, skete det undertiden ud fra den forudforståelse, at her kom de med evangeliets lys til de mennesker, der havde levet i mørke. Her kom de til områder, der var som hvide pletter på landkortet; eller her kom de til hedningene, der ikke havde nogen gud. Men missionærerne var ofte deres egne første konvertitter; de måtte revidere deres opfattelse af, at de var kommet til jomfrueligt hedensk land, idet de opdagede, at Gud allerede var der i forvejen, måske under et andet navn, men dog genkendelig.
Ifølge kristen opfattelse viser Gud sig på denne dobbelte måde. Inklusivt åbenbarer Gud sig i den måde, tingene er. Al religion er menneskelige svar på den almene guddommelige åbenbaring. De svar kan tage sig meget forskellige ud; men de er som flest ikke udtryk for løgn og bedrag. Der er sandhed, skønhed, godhed og høj moral i de fleste religioner. Men Gud åbenbarer sig altså også eksklusivt i Jesus Kristus, for han er efter kristen opfattelse Guds endelige åbenbaring, hvor det bliver tydeligt, hvad der er menneskets egentlige bestemmelse, at vi skal vise barmhjertighed og leve i selvhengivende kærlighed. [Mortensen, s. 171]
Se også: Om åbenbaring [Den naturlige og den særlige åbenbaring]
-

[top]

Guds usynlige væsen har kunnet ses Rom. 1, 20- .
[under redaktion]
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Rom. 1, 20-

Ref Viggo Mortensen s. 171 - se Ap.G 14,16-17 -

[top]

Hedningene og loven Rom. 2, 12-16 .
[under redaktion]
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Rom. 2, 12-16

Synsvinklen er først fremmest at ingen er uden undskyldning over for den kommende dom - og jøde som hedning har brug for Kristus. -

[top]

Den usynlige Guds billede Kol. 1, 15-17 .
Han er den usynlige Guds billede,al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabti himlene og på jorden,det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt,og alt består ved ham.
Teksten on-line hos Bibelselskabet: Kol. 1, 15-17

Gud er usynlig, men Jesus Kristus er hans billede, det vil sige, åbenbarer hans væsen. Ikke bare gennem ord og lære, men gennem alt det, han var i verden, sit liv, sin død og opstandelse -

[top]